Profile
Blog
Photos
Videos
Hejsa folk, der følger med i vores blog! Efter at have afleveret vores bagage i Fukuoka onsdag middag tog vi shinkansen-lyntoget ned til eksotiske, palmerige Kagoshima, der bliver kaldt for Orientens svar på Napoli. Der bor cirka 600.000 mennesker i denne hyggelige by, hvis infrastruktur på charmerende vis i høj grad består af sporvogne. På vejen derned opdagede jeg (Mika) i vores Lonely Planet bog, at der faktisk ligger en aktiv vulkan ved navn Sakurajima, der næsten hver dag siden 1955 har skudt røg op, hvilket vi da også fik vidnet. Sakurajima var engang en ø, men i 1914 gik den i udbrud og (hold nu godt fast) sprøjtede 3 milliarder tons lava ud, som forbandt øen til fastlandet, således det nu er en halvø. Kagoshima derimod ligger en 15-minutters sejltur fra vulkanen, som er meget tydelig i horisonten. Da vi fandt ud af, at turen kostede bare 10,5 kroner, gik der 1 millisekund før vi havde besluttet, at det var noget, vi skulle prøve! På sejlturen mødte jeg (Mika) en veltalende japansk mand i 40'erne, som boede på halvøen, og som var på sin daglige sejltur på vej hjem fra arbejde. Han fortalte en masse spændende fakta om vulkanen: Om natten kan man nogle gange se lavaen flyde i lange baner fra vulkanen, der i øvrigt er forbudt at bestige. Han fortalte, at der meget ofte er askeregn, så folk går rundt med paraplyer, og det var da også tydeligt at se al den lavastøv, der lå i gaderne både i Kagoshima og på halvøen! Det er som om, at kommunen bare havde opgivet at holde det rent, og alle biler i byen var ganske beskidte. Den flinke mand fortalte desuden om, at man fra hans hus ofte kan høre vulkanens rumlen og nogle gange klirrer vinduerne, men det er de vant til. Så tænker jeg? Hvorfor bygge en storby ved siden af en aktiv vulkan, der ifølge manden kunne gå i udbrud hvert øjeblik? Måske er det fordi, at området bare er så smukt, og at man i gamle dage tænkte ligesom Mount Fuji, at bjerget er helligt. Man siger, at folk i byen er meget glade, udadvendte, venlige og taknemmelige, fordi de ved synet af vulkanens almagt bliver mindet om deres egen svagere position, og derfor er de ydmyge og livsglade.
På Sakurajima ligger der et over 100 meter langt fodbad, som er offentligt tilgængeligt og ikke mindst gratis. Umiddelbart lyder det meget rart, men det bliver endnu bedre! Fodbadet er nemlig en varm kilde, der er pumpet op fra ikke så langt under jorden på grund af vulkanen. En varm kilde i Japan hedder desuden en "onsen". Min (Mikas) personlige teori er, at Sakurajima prøver at kompensere sin udgyden af beskidt lavastøv med noget varmt vand, så man kan blive ren igen! At sidde og nyde et fodbad i det måske 40-50 grader varme vand med udsigt til havet og en sagnomspunden vulkan i perfekt vejr er noget, man sent vil glemme!
Halvøen bød desuden også på en lavastens-strand, som vi kravlede rundt på sammen med de lokale japanske krabber, som man skulle passe på ikke at træde på. Da det blev helt mørkt ved 18.30-tiden tog vi sejlturen tilbage til Kagoshima, og det var for mig (Mika) en af det mest smukke oplevelser i mit liv. Jeg stod helt forrest på skibet med vinden i hovedet, mens jeg kunne nyde en aktiv vulkan på den ene side samt storbyens lys på den anden side, og det var ret stort at opleve noget så skønt. Da vi kom til Kagoshima havn tog vi en tur igennem byen, indtil vi nåede Kagoshima-Chou station, hvorfra shinkansen-lyntoget bragte os tilbage til Fukuoka til en god nats søvn.
/Harzen
- comments
Elise Jeg ved ikke, hvem der giver stjerner i vurderingen af blogindlæg, men det er ikke underligt, at I næsten altid for 5 stjerner... Det er bare spændende læsning. Og hvor er det dog imponerende, at der findes så mange forunderlige og fantastiske steder på vores klode. God vind fremover!