Turen fra Una til Sasan Gir foregik i en offentlig bus, hvor der manglede flere vinduer, hvilket betød, at vi blev småvåde, da det for en gangs skyld begyndte at regne. Da vi ankom til den lille landsby Sasan Gir var der dog tørvejr. I Sasan Gir taler stortset ingen engelsk, så det var først da en inder lod os snakke med sin engelsktalende manager, at vi fandt os et hotel. Der var intet at lave i byen udover at tage på løvesafari, så det var det vi ville. Eftersom størst chance for at se løver er morgensafarien kl. 6:30, ville vi gerne tage den. Aftensmaden blev indtaget på "Tourist Fast Food" (hvor man heller ikke taler engelsk), og var nogenlunde, udover de ikke forstod vores "no spicy" og "no coriander"! Vi mødte om aftenen 2 franskmænd, 1 canadier og 1 japaner, som vi planlagde at tage safarien med, da de ville gøre det billigere at være flere. Vi aftalte at mødes ved safaricenteret kl. 4:30, for at sikre os billetter, så da vi gik i seng, sørgede vi for at sætte en alarm til 3:55…

Rasmus: "ZzZzzzZzzz", "gaaaab"

Rasmus strækker sig, Sif vender sig.

Rasmus: "Hvad er klokken?"

Sif finder søvndrukkent telefonen…

Sif: "DET LØGN! Den er 5:21!"

Av… den var ikke helt god! Vi for op og kom i tøjet, og sluttede os til de andre i køen ved safarikontoret. De havde dog ingen sure miner over vores alt for sene ankomst, så vi slappede bare af mens vi ventede på at få vores safari. Desværre blev alle pladser på safarien 6:30 taget, så vi måtte tage til takke med safarien klokken 9, på trods af, at man spottede langt færre tigere på det tidspunkt.

Vi var alle sammen opsatte på at komme afsted, så der gik ikke længe fra at jeepen kom, til vi var på vej ind i nationalparken. Det er som altid spændende at være på safari, og vi så også nogle spændende ting, men desværre ingen løver. Vi kørte nogen tid uden at se noget andet en hjorte of fugle. På et tidspunkt kom vi til en lille gruppe hytter inde i parken. Her boede nogle stammefolk som opdrættede vandbøfler, så sådan nogen så vi også en del af. Det var lidt spøjst, at der boede mennesker inde i en fredet park, men de var åbenbart også "fredet". Vi så på en tidspunkt fodspor fra en løveflok, men som vores guide fortalte, så var det sat tidligere på dagen, løverne hvilede nemlig da vi var på safari. Vi var så småt begyndt at opgive håbet, og prøvede derfor bare at nyde den smukke tur. Da vi havde været på farten et par timer, holdte vi en pause, og så skete der pludselig noget. Vores guide som havde snakket en del i telefon under turen kaldte os tilbage i bilen (vi havde undtagelsesvist fået lov at forlade jeepen for at gå på toilettet). Vi skyndte os, da der skulle være set løver i nærheden. Vi mærkede håbet stige da vi kørte over en bakketop og så den forløsende forsamling af jeeps, vi også havde set da vi så tigere i Ranthambore… tegnet på at der var noget interessant at se! Og rigtigt nok, ned i en dal/grøft ved siden af vejen lå to enorme hanløver i skyggen. De var enormt imponerende, måske specielt fordi området omkring Sasan Gir er det eneste sted i verden man kan se asiatiske løver i det fri, men det fik vi altså lov til! Så det var jo bare awesome. Vi fik taget nogle gode billeder meget tæt på, førend vi kørte videre, for at give plads til de næste turister. På turen tilbage mod Sasan Gir så vi flere nice ting, bl.a. en ca. 20 cm høj ugle siddende i et træ. Her må man godt nok tage hatten af for guiden, for denne lille fugle tror jeg ikke vi ville have set uden ham! Vi kom tilbage til byen med en veltilfreds følelse i kroppen, og eftersom vi ikke havde så meget mere at se i byen, besluttede vi os for at tage den første, den bedste bus til Junagath, hvorfra vi så ville videre til Aurangabad, sådan skulle det så ikke gå. Vi lykkedes godt nok med at komme til Junagath, men herfra skulle vi først til Surat (12 timer natbus), og derfra videre. Vi brugte derfor timerne i Junagath og til afgang til Surat, på at finde noget mad. Her mødte vi en flink inder, hvilken lånte Rasmus hans telefon, så han kunne finde ud af at AaB havde udraderet Agf 2-5 i Århus. Rasmus var derfor glad resten af dagen… små hjerner, små glæder?

Vi kom til Surat tidligt om morgenen, men for at komme til Aurangabad skulle vi tilbringe hele dagen i Surat, da der var ingenting der afgik tidligere. Efter flere overvejelser og tanker besluttede vi os dog for, at vi ikke havde et stort nok behov til at se Ajante og Ellora Cave ved Aurangabad, til at spilde en dag i Surat. Vi lagde derfor destinationen om til Mumbai, hvortil vi tog et tog! Her stod vi i Surat i kø et stykke tid, førend Rasmus (som elsker at være i god tid) kunne annoncere, at vi havde et tog om 15 min! Der var dog ingen ko på isen her, og turen på 2nd Class Generel (dvs. overfyldt en overfyldt vogn uden nummererede siddepladser) til Mumbai gik smertefrit.