Vores primære grund til, at vi gerne ville til Mt Abu, var egentlig for at trekke i nogle smukke bjerge. Derfor havde Rasmus ringet til en guide ved navn Charles, og aftalt en trekking tid. Han havde ikke nævnt noget om at vi manglede et hotel, så vi blev derfor noget over, at vi havde en reservation på det budgethotel vi forsøgte os hos da vi ankom til byen. Charles havde åbenbart informeret dem om, at der kom et ungt par fra Udaipur som skulle trekke med ham, så om de ikke ville holde et værelse klar "just in chase we needed one". Hotellet var rigtig hyggeligt, men en lille café, hvor man kunne få billig og god mad. Her var gæsterne primært fra hotellet, så det var meget hyggeligt og venligt, men mand og kone hjælpende hinanden i køkkenet med at lave vores mad.

Dagen efter blev vi samlet op kl 8:30 af en af Mt Abus "tuktuker". Nu er det sådan, at det - til Sif yderste tilfredshed - er ulovligt at køre tuktuk i Mt Abu, så derfor har man alternativet… jeeptaxaer! Yay! Sif kunne altså få tilfredsstillet lidt af hende hunger efter at køre i terrængående køretøjer, på vores vej til trekkingturens startpunkt. Vi mødte her Charles, som udleverede os hver en bambus vandrestav, og så var det ellers afsted. Vores første stop på turen blev en lille bjergsø, hvor vi spottede en krokodille liggende ved bredden. Dette skulle vise sig at være det eneste større dyr vi så på vores vandring, på trods af vi også kunne have set, slanger, kronvildt, leoparder, hyæner og bjørne. Efter at have nydt roen og stilheden ved bjergsøen gik det eller i rask tempo opad. Vi brugte den næste times tid på at bestige et bjerg, men en klippefremskydning kaldet "The Three Sisters of Mt Abu". Imens vi vandrede fortalte Charles om alt lige fra dyreliv til egnes historie. På toppen holdte vi te-, afslapning- og meditationspause. Udsigten herfra var mildest talt storslået. Bjergkæden vi befandte os på strakte sig så langt øjet rakte til Nord og Syd, mens byen Mt Abu lå omgivet af bjerge og søer mod Øst. Mod Vest sluttede bjerget brat, og vi kunne se marker, byer og et stenbrud ikke langt fra vores position. Efter te bevægede vi os ned af. Charles snakkede stadig, da vi langt om længe nåede den lille bjergsø, hvor vores ene krokodille nu havde fået selskab af en anden. Klokken var ca. 12, da vi nåede tilbage til byen og sagde farvel til Charles.

Vi brugte resten af dagen på først at besøge den såkaldte Toad Rock, som eftersigende skulle ligne en gigantisk tudse på vej til at springe i søen. Vi blev dog enige om at det ville kræve en god portion fantasi af få den deforme klippe blog til at ligne en tudse, men "ja ja", vi fik da en fin gåtur og en fin udsigt ud af det. Efter gåturen ville vi gerne se nogle flere templer, så vi tog en deltaxa for 10 Rs for 3 km, som ellers ville have kostet os 300 Rs. Templerne vi skulle se her, så enormt kedelige ud udefra. Så Rasmus som var i shorts, måtte slå Sifs tørklæde om benene, da han ikke måtte vise knæ. Der var dog ingen problem med, at Sif viste skuldre! De Jain templer som vi så her lod virkelig skindet bedrage! For indeni var de enormt smukke. Næsten alting var udformet i marmor, som var blevet bearbejdet i så mange forskellige figurer og former, at det virkede urealistisk, at det var lavet ved håndkraft for 1000 år siden. Det ene tempel havde taget 14 år, 2900 arbejdere og 185 millioner rupees at bygge. Prisen for det andet var nogenlunde tilsvarende, og tog 15 år og 3800 arbejdere at bygge. Vi tog en deletaxa mere tilbage til byen, og satte os ned til søen og slappede af. Aftensmaden var lokal, men vi var ikke så sultne, så vi måtte levne noget. Sif havde benyttet det isolerede bjergterræn til at skifte t-shirten ud med en top, hvilket betød at hun havde røde skuldre og rød nakke, da vi gik i seng.

Om morgenen var de røde skuldre og den røde nakke blevet brune, og vi var blevet klar til at komme videre. Vi spiste morgenmad og kl. 8:30 blev vi samlet op af endnu en "tuktuk". På busstationen hoppede vi på en a/c bus mod Ahamdebad, på trods af, at vi kun havde betalt for en "non a/c". Turen skulle kun have taget 6 timer, men en del stop, som virkede fuldstændigt planlagt, gjorde at vi først var fremme kl 17:40, efter 7 timer og 40 minutters bustur. Desværre var sidste stop ikke i Ahamdebad men en forstad 5 kilometer fra vores bestemmelsessted. Da vi forlod bussen blev vi derfor "overfaldet" af tuktuk-førere, som ville køre os, selvom de ikke vidste hvortil. To chauffører kom næsten op at slås om vores gunst, men vi valgte ham som talte bedst engelsk og ville give os turen til 50 Rs. Da vi var kørt afsted var hans første udsagn da vi nævnte prisen igen dog: "No english". Sååå… vi måtte med meget besvær få guidet ham hen til en busplads i byen, hvorefter han forlangte 150 Rs. Sif forlod ham rasende uden at betale, da han forsøgte at snyde os. Desværre var Rasmus ikke vred nok til ikke at lade den hjemlige samvittighed råde, så han betalte chaufføren 100 Rs, og forlod stedet. Vi ville gerne have haft en bus til Sasan Gir, men da den som afgik om aftenen var fyldt, besluttede vi at tage en natbus til Diu i stedet. Vi fandt noget aftensmad, og kl 22:30 sted vi på bussen mod vores næste destination… den gamle portugisiske ø-koloni kaldet Diu!