Så er jeg ankommet til Honduras efter en lille flyvetur fra Atlanta til Teguciglapa på tre timer. For noget tid siden i Danmark så jeg et program om Tegucigalpa lufthavn, som handlede om, hvor vanskelig landingsbanen er at lande på. Den er åbenbart meget kort, og for bare nogle år siden, var der et fly som fortsatte ud på den bagvedliggende bilvej, fordi det ikke kunne nå at bremse helt. Denne situation udspillede sig heldigvis ikke for mig i dag, og jeg landede sikkert (men hårdt!) i den lille lufthavn og kunne stige ud af flyet i den svimlende, fugtige varme.

Efter en lang kø ved immigrationen fandt jeg min rygsæk og gik ud i ankomsthallen, hvor Elena fra AFS Honduras modtog mig. Hun introducerede mig for Fran, og på daværende tidspunkt var det slet ikke gået op for mig, at det var ham, jeg skulle bo ved i de næste par dage. Det var først da Elena sagde farvel og overlod mig til Fran og hans bil, at jeg forstod, at jeg ikke skulle følges med hende. Jeg nåede lige at have en "s***-bliver-jeg-kidnappet-på-min-første-dag-i-Honduras"-tanke en gang eller to, men Fran viste sig hurtigt at være venlig og snakkesalig, og så måtte jeg jo bare stole på, at han ikke var en skummel type.

Fran kørte mig igennem byen og mine første indtryk af Honduras kunne blive dannet. Noget af det første jeg så var en hund i vejkanten, som humpede afsted. Jeg tror, den var blevet ramt af en bil, og det skar mit hjerte lidt, at vi ikke bare stoppede og hjalp den. Det undrer mig dog ikke, at en bil kan have ramt den, for de kører med hovedet under armen her. Ind og ud og frem og tilbage imellem hinanden, og trafiklys er de tilsyneladende ligeglade med. Så længe de selv kan finde ud af, hvad de gør, og så længe jeg ikke skal sidde bag rattet, så går det nok.

På vejene går der tiggere og sælgere overalt. Det ligner, at det primært er kvinder og børn der tigger, mens mændende sælger forskellige ting. Hver gang Fran og jeg holdt stille, rullede han vinduerne op, og jeg troede, det var for at vise, at han ikke var interesseret i tiggerne og sælgerne. Men han gav alligevel penge og vand væk, så han er vist en lidt venlig mand. Jeg spurgte ham, om der er mange hjemløse og arbejdsløse i Honduras, og han fortalte mig, at mange mennesker kan få flere penge ind ved at tigge, end de kan ved at få et arbejde. Det er trist, at det er sådan, for det får jo bare flere mennesker på gaden. En af kvinderne, som kom hen til vores vindue og tiggede, havde et lille spædbarn på armen. Da vi kørte videre fortalte Fran mig, at han kender kvinden, og at det ikke var hendes eget barn. Hvad er mere ubehageligt end fattige tigger-mennesker? Fattige tigger-børn. Så de bliver selvfølgelig brugt i kampen om penge og overlevelse.

Efter at være kørt en halv times tid væk fra lufthavnen og op ad en stejl brostensvej havde vi nået Frans hus, og vi satte os ved bordet og spiste burgere, som vi havde købt på vejen. Igen var det måske trætheden og udmattelsen efter rejsen, der gjorde, at jeg næsten ikke kunne spise noget. I hvert fald smed jeg burgeren i køleskabet og gik ovenpå og tog mig en god, lang lur! Min lur blev afbrudt, fordi det begyndte at regne helt vildt, og da det kom ind af vinduet måtte jeg jo, meget modvilligt, vågne og lukke det, så jeg kunne sove videre.

Fran er en fyr på 23, som læser på universitet. Jeg har endnu ikke helt fundet ud af præcis, hvad det er han studerer, men det er noget med at planlægge produktionen af produkter som tøj, ure og cremer. Eller sådan noget. I hvert fald er han vist meget kreativ, og han har et foto-studie her i huset, og han designer sit eget tøj og alt muligt. Han bor her i huset med sine forældre og lillesøster, som har været ude at rejse, men de kommer hjem om en times tid. Fran fortalte dem i går, at jeg skulle komme og bo her i fire dage, så jeg er vist lidt af en overraskelse. Hvorfor de ikke vidste det noget før, ved jeg ikke. De har også en lille hund, som er meget kælen og vild med at putte.

Fran er netop kommet hjem fra at have spillet fodbold med sine venner, og nu sidder han og skyper med sin fætter, imens jeg sidder i hans seng og skriver. Jeg ved ikke rigtig, hvad der skal ske de næste par dage. Fran skal vist nok på universitetet hele dagen i morgen, men jeg ved ikke med resten af familien. Nu må vi se, hvad der sker.

Jeg er spændt! Kram Marie