Ahh - tilbage i Kuta! Så snart jeg steg ud af taxaen ved Banana Homestay følte jeg den samme afslappede atmosfære og hyggelige stemning, som jeg havde gjort ugen forinden, og jeg havde en følelse af, at "være kommet hjem". Jeg blev mødt af Marc samt hollandske Petter, finske Aino og tyske Lily, som jeg alle kendte fra mit sidste besøg i Kuta, og det var simpelthen sådan en god følelse at være tilbage.

Første aften tog jeg med de andre hjem til en lokal engelsklærer, der havde inviteret os på middag sammen med hans studerende. Det var lidt af en mærkværdig aften. Da vi ankom sad læreren og 10 studerende (alle middelaldrende mænd) i en rundkreds på gulvet, og vi blev plantet hist og pist iblandt dem. De første to timer blev brugt på at samtale med de studerende, og det var tydeligt, at det var forventet af os, at vi skulle lære fra os af vores engelskkundskaber. Det var faktisk en sjov oplevelse, men vi var alle VIRKELIG sultne, så da maden endelig kom på bordet klokken 21 og "timen" var slut, lappede vi i os, og takkede af for aftenen. Det var Lilys sidste aften, så efter vores engelsktime tog vi til Magic Bar, hvor vi dansede og hyggede os.

Dagen efter planlagde Aino, Petter, Marc og jeg en stranddag. Marc var meget forhippet på at vise os Monkey Beach, så vi tog dertil og glædede os til at arbejde på vores tan i solen. Der gik ikke 15 minutter før vi var omringet af en flok aber - omkring 5-7 stykker. Den ene langede ud efter min vandflaske og begyndte at drikke heraf, og da jeg forsøgte at tage flasken fra den, viste den tænder og hvæsede af mig! Vi forstod ikke, hvorfor de alle var så aggressive, indtil Petter kommer i tanke om, at han har en banan i sin taske. Virkelig flot at tage en banan med sig til Monkey Beach!! Han smed den, og alle aberne styrtede efter den. Fri for aber lagde vi os igen ned, men der gik ikke mange minutter før en stor hanabe kom til os og begyndte at rode ved vores ting. De andre havde været aggressive, men denne abe var direkte ondskabsfuld! Den hvæsede, truede og hældte sågar vand ud over min taske (godt den er vandtæt!!). Den havde et godt greb om min taske på et tidspunkt, og jeg var virkelig bange for, at den ville rende med den, for jeg havde både mobil, kamera og penge i. Samtidig var jeg skide bange for, at den ville gå til angreb på mig, så jeg var lidt forstenet. Marc forsøgte at skræmme den væk med en kæp, men det var først da en flok lokale kom løbende og kastede med sten efter den, at den forsvandt - heldigvis uden vores ting! Med spænding nok for resten af ugen, besluttede vi os for at tage til en anden, nærliggende strand, og vi nød resten af dagen i ro og fred.

Marc og jeg har begge fået forlænget vores indonesiske visa i Lombok, så dagen efter vi vores scootere til Mataram for at afhente hver vores pas på Immigrationskontoret. Det er ikke til at støve en behørig motorcykelhjelm op i det sydlige Lombok og af samme grund tog vi afsted mod Mataram uden. Da vi ankom til byen, gik det dog hurtigt op for os, at vi var de eneste, der ikke bar hjelm - ups! Flere stoppede os endda og sagde, at vi skulle bruge hjelm, ellers ville vi blive stoppet af politiet. Og ganske rigtigt - da vi holder for rødt i et lyskryds, bliver vi hevet ind til siden af en politimand, der med det samme spørger os, hvorfor vi ikke har hjelm på. Vi undskylder med, at vi kommer fra Kuta og ikke ved bedre, men forbereder os på at skulle betale en stor bøde. Heldigvis forbarmer politimanden sig over os, og fortæller, at han vil ringe til sine politikollegaer i området og sige, at hvis de får øje på to boule'er uden hjelm, skal de bare lade os forsætte. PYHA!

Foruden pasafhentning og strandture kan jeg ikke huske, hvad jeg ellers fik tiden i Kuta til at gå med. Men sådan er det, og det er dét, jeg elsker ved stedet!

Billede: Én af de mange smukke solnedgange i Kuta Lombok