Profile
Blog
Photos
Videos
"Jakarta is a city hard to love…" Sådan lyder indledningen til afsnittet om Indonesiens hovedstad i Lonely Planets rejsebog. Med de ord havde jeg ikke de store forventninger til mit ophold i Jakarta, men jeg så alligevel frem til det, for jeg havde en aftale om at mødes med to svenske drenge, som jeg mødte på min rejse i Cambodja.
Jeg tog det første hostel, jeg fandt, da jeg var under en smule tidspres. Klokken var 18.30, og jeg havde en middagsaftale med drengene på det femstjernede hotel Sangrila klokken 19.30. Efter en hurtig trucker-vask og et forsøg på at få makeuppen og tøjet til at sidde nogenlunde ræsede jeg afsted i en taxa mod hotellet. Eller. Jakarta er - hvis ikke værre - så i hvert fald ligeså plaget af trafikkaos, som jeg husker det fra Bangkok! Så klokken blev 20.15 før jeg endelig nåede frem. Da jeg ankom var jeg glad for, at jeg i det mindste havde besværet mig med at tage en nederdel på! Jeg skulle igennem to security checks, førend jeg fik adgang til hotellets prangende hall fyldt med fine damer og strittende lillefingre. De vidste med det samme, hvem jeg var, og at der var "two swedish gentlemen waiting for me at the restaurant". Bum bum. Middagen var som at tage en bid af himlen! Det var en buffetrestaurant fyldt små køkkener fra alle verdens dele: Japansk køkken med sushi og sashimi, italiensk køkken med diverse pastaretter, diverse asiatiske køkkener samt et kødbord, salatbord, snackbord, brødbord, ostebord og et overvældende dessertbord med chokoladefontæner og kager i alle former og farver. MUMS! Med fyldte maver tog vi på Beer Garden, hvor der serveres kolde øl (sjovt nok) og spilles live musik - en virkelig god aften!
Selvom vi først var hjemme fra byen klokken 03 vågnede jeg klokken 7 og kunne på ingen måder falde til ro igen. Mit værelse, der mest af alt lignede en fængselcelle, var ulidelig varm, og jeg havde ingen muligheder for at lufte ud. Jeg tog en rask beslutning om at skifte hostel, og efter 30 minutter havde jeg et nyt sted at bo - her var dejligt!
Dagen blev brugt på "osning" i diverse shoppingmalls inden aftenens aftale. På Beer Garden mødte jeg tyske Andi, der fortalte at ham og hans venner ville tage til TransTV tv-studie og se liveoptagelserne af et nationalt, indonesisk komik-show "Yuk keep smile". Den var jeg med på! Vi var de ENESTE hvide mennesker i hele bygningen, og fordi vi kom 10 minutter for sent blev opmærksomheden på os forstærket. TV-værten henvendte sig til os og alle kameraer og ansigter vendtes mod os. Alle var virkelig søde og smilende - de syntes nok det var sjovt, at en gruppe unge, hvide mennesker kom for at se et TV-show, vi ikke forstår et hak af! Og det gjorde vi heller ikke. Den første time foregik med en "slåskamp" i sjove udklædninger; den næste foregik med en sangkonkurrence mellem tre børn og deres mødre; den tredje time gik vi. Men - selvom vi ikke forstod et ord og blot klappede, grinede og dansede, når resten af publikum gjorde det, så var det en virkelig sjov oplevelse!
Turen herfra går i tog fra Jakarta til Yogyakarta i det sydlige, centrale Java.
Billede: TV-studie til "Yuk Keep Smile"
- comments