Profile
Blog
Photos
Videos
Så snart vi hoppede af båden og plantede vores ben på Gili Air, tænkte jeg: "Hvad i alverden lavede jeg på Gili T?!". Selvom Gili Air også er bygget op omkring turisme foregår det på et niveau, jeg kan tåle. Stemningen er afslappet, aldersgruppen ældre og ja - i det hele taget var det meget mere mig. Hannah var enig og vi nød vores dage sammen på øen i fulde drag.
Med frygt for at opleve problemer med sinus igen, var jeg lidt betænkelig ved at skulle begive mig ud i endnu et dyk. Men efter en længere snak med én af dykkershoppene besluttede jeg mig for at lægge ud med et lettere vrag-dyk på maks. 20 meters dybde og uden for meget strøm. Alt var i den skønneste orden, og jeg nød dykket fuldt ud. Dog var det mit andet dyk, der var bedst. Her var det kun mig og instruktøren David, der dykkede sammen, og jeg havde en følelse af, at jeg havde hele havet for mig selv. Som prikken over i'et så vi en 2 meter lang og bred Eagle Ray - fantastisk!
Gili Air er som sagt en forholdsvis stille ø, men der blev afholdt en musikfestival netop den weekend, jeg var der. Sammen med Hannah og tre andre piger, som jeg kender fra Banana Homestay i Kuta Lombok tog vi efter et par drinks en hestevogn til festen - hvilken entré! Det viste sig at være en trance festival, så musikken var alt for intens til min smag, men 700 mennesker var kommet til øen blot for at feste de 24 timer, festivallen varede.
Næste dag var jeg i et kæmpe dilemma. Min plan var at tage til Flores efter mit besøg på Gili Islands, men et eller andet inden i mig satte sig imod den plan. På den ene side ville jeg virkelig gerne opleve øen, specielt af to grunde. Flores er afgangspunktet til Kommodo og Rinca Island, der huser verdens største firben, de såkaldte Kommodo Dragons. De kan blive op til 3-4 meter lange og er noget af et naturfænomen i sig selv. Derudover skulle livet under vand være noget af det mest enestående i hele verden, set fra en dykkers perspektiv. På den anden side følte jeg, at jeg var "mættet" af nye oplevelser. Med kun få uger tilbage af rejsen virkede det uoverskueligt og stressende at skulle tage til endnu et nyt sted og lære nye mennesker, kulturer og rutiner at kende. Desuden er rejsen til og fra Flores enormt ressourcekrævende både hvad angår penge og tid. Så efter en lang snak med moar, besluttede jeg mig for at bruge en ekstra dag på Gili Air og derefter tage tilbage til Kuta på Lombok for at mødes med mine venner derfra igen. GOD BESLUTNING!
Billede: På vej til havnen
- comments