Fra Bali gik turen videre til naboøen Lombok. Vestlænge har en tendens til at sætte ligmed-tegn mellem Indonesien og Bali, og i manges optik ER Indoensien Bali. Men Indonesien består af 17.000 øer, og Bali er blot en lille (og meget turistet!!) del af det skønne land. Fra Bali går den klassiske rute typisk direkte til Gili øerne, og mange skipper Lombok. En skam for dem, men godt for mig. Jeg faldt pladask for Lombok med det samme. Jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvad der gjorde udslaget, men stemningen og atmosfæren er så afslappet, at man helt glemmer tid og sted. Der er en perfekt mængde af rejsende - hverken for mange eller for få - og man har en følelse af, at alle har samme mål med at være der: at nyde nuet og se hvad dagen byder på. Fantastisk.

Turen gik til Kuta i det sydlige Lombok. Da jeg ankom med taxa blev jeg i første omgang en smule skuffet. "Byen" bestod af én vej med to tværgående stier, der førte ned til stranden. That's it! Jeg havde ingen anelse om, hvor noget var, så jeg satte mig på en restaurant (bambus-skur) og forhørte mig hos et par andre rejsende omkring overnatningsmuligheder. Alt sammen lød OK, men intet iørefaldende. Ejeren af bambusskuret spurgte, om jeg ikke ville være sød at bo på "Banana Homestay", da det var hendes gode vens sted. Jeg tog dertil: Endnu en gang ikke nogen wow-oplevelse, men jeg besluttede mig for at give det en chance. Det er den bedste beslutning i lange tider! Banana Homestay er uden tvivl dét sted med den bedste atmosfære, jeg har boet på under hele min rejse i Asien, ja måske endda under alle mine rejser i mit liv! Stedet bestod af to rækker af rum med fronten mod hinanden, men selvom alle rum var private havde man en følelse af fællesskab med det samme: På den ene terrasse sad én og spillede guitar; naboen læste en bog og røg en smøg i sin hængekøje; rummet overfor sad et par piger og tøsesnakkede over et par glas risvin, klar til aftenens strabadser - der foregik noget alle steder. Når man gik forbi en terrasse blev man mødt af et smil, et "hej" eller en high-five, og sådan var det hver eneste dag ugen igennem.

Da jeg ankom faldt jeg hurtigt i snak med en tyske Marc og hollandske Jamie. Jamie var ligesom mig lige ankommet, mens Marc havde været i Kuta on/off i en måneds tid. Jamie og jeg besluttede os for at tage en surfing-time den efterfølgende dag (ALLE surfer i Kuta!), og fra dét øjeblik hang vi sammen. Alle troede, at hende og jeg rejste sammen, men nej - vi faldt bare virkelig godt i hak med det samme. Det samme gjaldt for Marc og hans kompagnion Juri, også fra Tyskland. Firkløveren. Men udover de tre mødte jeg så mange andre fantastiske mennesker i Banana Homestay, og jeg ved, at jeg har mange åbne døre i både Tyskland, Holland, Australien, Finland, England og Frankrig efter min tid i Kuta - og de bliver selvfølgelig mødt med samme ånd i København.

Min surfing-time gik som forventet: trægt! Jamie og jeg havde hver en instruktør, og man kunne mærke, at det var deres største interesse at få os op på det bræt. Mens Jamie fangede pointen og balancen med det samme, havde klumpe-dumpen her nogle flere vanskeligheder med sporten. Sammenlagt var vi i vandet 3 timer med intens surfing, hvoraf de to første timer var det rene cirkusshow fra min side. Først den sidste time begyndte jeg at finde rytmen: jeg fangede gode waves og stod på brættet indtil bølgerne døede hen, succes!

Èn af dagene i Kuta besluttede Jamie og jeg os for at tage på opdagelse rundt i det sydlige Lombok. Vi havde intet egentligt mål med turen, men vidste fra andre rejsende, at der findes mange smukke og øde, ja nærmest uberørte strande rundt omkring. Efter et par timers kørsel op og ned af snoede veje og bjergskråninger blev vi mødt af netop dette. En strand som taget ud af et magasin; sandet uberørt, havet dybblåt og klipperne rå. Bølgerne var for kraftfulde til at vi ville gå i - vi ville være blevet slået omkuld med det samme, så for en tid sad vi blot i sandet og nød det alt sammen. Efter en halv times tid blev vi mindet om den lange tur hjem og besluttede at vende snuden hjemad, så vi kunne være hjemme inden mørkets frembrud. Teorien var god, praktikken knap så god. Efter blot 10 minutter spørger Jamie til mit benzin-niveau. Jeg giver tommelfingeren opad og råber tilbage "It's almost full". Jeg bliver dér klar over, at benzin-indikatoen må være i stykker, da jeg ikke har fyldt benzin på hele dagen. 200 meter efter begynder motorcyklen at hoste og hakke og den dør. Vi var i bogstaveligste forstand på Lars Tyndskids mark og der var mindst 10 kilometer til nærmeste liv. To på Jamies motorcykel begav vi os op og ned af bjerget igen for at finde benzin i kap med tiden - der var ingen chance for at vi ville kunne køre på dét underlag i mørke, så vi skulle skynde os! Vi spurgte i nærmeste hus og med en plastikpose fyldt med benzin skyndte vi os tilbage til min motorcykel igen. Motorcyklen startede efter et par host og turen gik hjemad mens solen forsvandt ned i havet. Fantastisk dag.

Dagene i Kuta Lombok var som sagt meget afslappede, og udover surfing gik tiden hovedsageligt med strandture, smukke solnedgange, motorcykelture. Og nåh ja - en masse tid blev desuden brugt i naboens hængekøje!

Billede: Surfing