Profile
Blog
Photos
Videos
Klokken er 23.36.52, og jeg sidder i et fly nord for Nizhniy Novgorod (hvor end det så er) med 6.585 km "to the final destination": Hong Kong.
Jeg har altid elsket at rejse, og har set store dele af verden med både venner og familie i løbet af mine snart 24 år. Efteråret 2011 var første gang, jeg drog ud på en længere rejse alene. Turen gik til Bangkok i 4 måneder, hvor jeg havde fået en praktikplads i en stor, international virksomhed. Det var én af de mest ground shaking, lærerige og uforglemmelige oplevelser, jeg har været vidne til, og jeg har siden dengang lovet mig selv at gøre noget lignende igen. Den tid er kommet nu. Jeg har besluttet mig for at rive nogle måneder ud af min kalender og tilegne den til mig selv og min lyst til at opleve verden omkring mig - på min måde og i mit tempo.
Dette indledende blogindlæg er egentlig blot ment som en teaser til mine rejseplaner, og jeg vil derfor ridse min rute op herunder:
Hong Kong > Vietnam (Hanoi, Halong Bugten, Hué, Hoi An, Ho Chi Minh, Phu Quoc, Mekongfloden) > Cambodja (Phnom Peng, Siem Reap) > Sydthailand (Koh Tao) > Bangkok > Nordthailand (Chiang Mai) > Laos
Første del af rejsen vil foregå sammen med min gode ven Jeppe, der det sidste halve år har været bosat i Hong Kong som studerende. Sammen tager vi backpacken på ryggen ned gennem Vietnam, inden turen for ham går tilbage til DK. Cirka samtidig kommer min gode veninde fra Århus, Balle, ud og får rollen som min rejsepartner i 3 uger, hvor Cambodja og det sydlige Thailand skal opleves. Herfra står jeg indtil videre på egne ben..
Ruten er vejledende og planerne fleksible, men målet er at være nået hele vejen rundt i slut februar/start marts, hvor mit næste eventyr starter. Her planlægger jeg at flyve til Caribien og sejle med én af mine venner rundt i hans sejlbåd i et par måneder. Han er i gang med en jordomrejse, og er altså nu nået til Caribien, hvor jeg har fået en plads som crew på Liberté, som båden er opkaldt. Her lyder ruten som følger: De Britiske Jomfruøer (BVI) > Puerto Rico > Bahamas > Florida.
Regler og normer er i høj grad omdrejningspunktet for, hvordan mange af os lever vores liv, og selvom jeg tror på at et fælles værdigrundlag er essentielt for et velfungerende samfund, mener jeg også, at det en gang imellem er vigtigt og ligefrem livsnødvendigt at trykke på pause-knappen og spørge: "Hvad har jeg lyst til lige nu?" og så gøre det. Det var hvad, jeg gjorde, da jeg for blot nogle timer siden stod i Kastrup Lufthavn med en enkeltbillet i hånden og den ene fod på vej ind i flyet..
Jeg håber, I vil nyde at følge med i min Asian Tour 2014. Enjoy!
- comments
Mor Spændende ... men nervepirrende for en Mor <3
rie plasmann Hej Stine. Håber du har fået dine 13 kg bagage. Dejligt at læse dine kommentarer---godt gået. Knus Bedstemor
rie plasmann Kære Stine godt nytår--- jeg kan forstå, at det er nu det sker HELT derovre. Stor hilsen fra Ivan. Knus Bedstemor
Farfar Hej Stine. Rart at høre du er kommet godt på vej. Håber du har haft et godt Nytår. De havde vi sammen med bedstemor. Fortsat rigtig god tur og et godt Nytår. Hilsen farmor og farfar.