Så blev det dagen før dagen, at vi skal forlade Agogo. Vi havde lavet en liste over hvad der skulle ske denne dag, så vi forhåbentligt ikke glemte noget.

Dagen startede med at vi gik til torsdags morgenmøde. Dagens emne var børn med HIV. Børn er her kategoriseret til max 15 år. HIV er desværre et stort problem i Ghana og i andre afrikanske land. Der blev lavet oplæg om hvor mange procentdele der dør af HIV og hvordan de forskellige smittes. Børn smittes bl.a. direkte fra moderen eller genne seksuelt overgreb. Vi blev her fortalt at der desværre findes mange seksuelle overgreb på mindre børn i Ghana. Efter morgenmødet blev der vaskes tøj. Som sædvanligt foregik dette i 3 spande. Vi fik skrubbet og skuret og kan nu konkludere at det ikke hjælper særlig meget. Det er svært at få hvidt tøj hvidt igen, efter det har været i Ghana, men sådan er det.

Jeg havde lovet at komme forbi kirurgisk afdeling inden vi skulle forlade Agogo. Jeg havde bl.a. lovet den ene sygeplejerske at hun måtte få mine uniformer, da jeg ikke vil tage dem med hjem til DK igen. Desuden skal sygeplejerskerne selv betale for deres uniformer, og ved denne løsning kunne hun spare lidt penge. Desuden havde jeg taget et lager med at venflon, kanyler, sprøjter og handsker. Disse blev også afleveret på afdelingen, da de forhåbentligt vil få mere glæde af det, end jeg. Det var mærkeligt at sige farvel til dem alle, da de hver især har gjort en stort indtryk på mig. Desuden vil de alle sammen gerne vide om jeg kommer tilbage til Ghana. Dette syntes jeg er et svært spørgsmål som jeg ikke bare lige på stående fod kan svare på. Ghana er et super flot land, og der er nogle spændende steder at opleve, men samtidig er Ghana, på mange måder, et meget fattigt land, og al den fattigdom er svær at se på. Man ønsker at hjælpe hver og en, men dette er en umulig opgave. Når jeg fortæller det til ghaneserne, forstår de ikke hvad jeg mener. De ved godt at det er et fattigt land, og de ikke har meget, men at se den fattigdom som jeg ser, den kan de ikke se. Det er jo hverdag for dem, og mange af dem har aldrig oplevet andet. Om jeg kommer tilbage til Ghana, det må tiden vise.

Anne og jeg har fået nogle venner fra sygeplejeskolen. Disse har vi brugt de sidste aftner sammen med. Vi blev den ene dag inviteret op for at se fodbold hos drengene, Barcelona vs. Madrid. Ja, nu er jeg jo ikke den store fodboldfan, men vi tænkte at det kunne være sjovt at se hvordan de bor, da vi ofte kan hører hvordan de råber og hygger sig. Vi blev derfor vist derop. Drengene hus, er opbygget som en firlænget går, med en gårdhave i midten. Gårdhaven er dog ikke med træer og græs, men med fliser. Uden om ligger så bygningerne. Her er der døre ind til selve værelserne. Drengene bor mellem 4-10 på hvert værelse. De har køjesenge og 1-2 skabe på et værelse som de skal dele. Nogle af dem har et bord og en stol på værelserne. Her bruger de det meste af deres fritid. På skolen får de hver udleveret en computer, og her tænker man jo hold da op det er godt nok flot, og det er det helt sikkert også. Det eneste problem er bare, at de computere de får udleveret, det er de gamle computere der bliver kasseret i Europa. Dvs. de er meget langsomme, og de virker ikke altid. Desuden har drengene et fælles lokale, som består af en sofa uden bund i, 10 stole og et tv på 20 tommer. Desuden skal det bare regne en lille smule, så går strømmen.

- En lille historie: Den anden dag da Anne og jeg var oppe hos drengene begyndte det at regne. Straks var der en masse virvar. Alle løb rundt for at lede efter spanden, hvorefter de satte dem ud i gården til de var fyldte. Vi spurgte hvorfor de gjorde dette, og vi fik forklaringen der lød på: ja, så behøver vi ikke hente vand i morgen. Nu havde de vand til den efterfølgende dag til bad og tøjvask. Desuden var der en fyr, der straks smed alt tøjet (på nær underbukserne nu hvor Anne og jeg kiggede) og løb ud i regnen. Han havde valgt at tage sin shampoo med, og derfor tog han bad nu hvor der var "frit" vand. Ja, vi har det nu godt hjemme i DK hvor man tænder for hanen også kommer der ringende vand ud indtil man slukker for den igen.

Pigernes hus, er et stor 2 etager hus. Der er dog også ¾ piger på skolen. Pigerne sover 2-4 på hvert værelse. De har også køjesenge. På værelserne er der plads til at der kan stå en køjeseng, et lille bor og et skab. Desuden har værelserne ikke døre eller vægge der går helt op til loftet. Dette betyder at der er en masse larm konstant dernede. Alle kan hører hvad alle siger, da det kun er et gardin der skiller værelserne fra gangen.

Torsdag, vores sidste aften, skal fejres. Det blev det nu også. Vi var blevet inviteret over til rektor til lidt afsked. Anne og jeg troede at det var et lille glas vin (vi har før været over hos Florance, hvor der er blevet serveret lidt vin og vi har snakket om hvordan det går), men ikke i dag. Florance har inviteret alle lærerne fra skolen til snacks og aftensmad. Så der sidder Anne og jeg, som de eneste studerende, omgivet af folk vi aldrig har mødt før, som nu holder afskeds reception for os. Det var dog en rigtig hyggelig aften med snack, vin, vand kylling og ris. Desuden havde to af drengene inviteret Anne og jeg ud, til en smirnoff og øl. Selvom det ikke er tilladt hverken at drikke alkohol eller forlade området efter kl. 18, tog vi af sted. Vi fandt her ud af, at det ikke er noget eleverne på skolen går så højt op i. De fortalte os at de ofte går ud og aftnen for at tage en øl, ja så helt lovlydige er de ikke. Det var en rigtig hygge aften, hvor vi fik snakket om bl.a. kulturforskelle.