Dagen startede kl.06:30 som de fleste andre, med morgenmad også op på afdelingen. Det første der møder os, da vi drejer rundt om hjørnet oppe på sygehuset, er en "portør" der kommer gående med et rullebord hvorpå der ligger en død. Heldigvis var der dog et lagen hen over, men vi skulle lige synke den engang. Efter vi havde sagt godmorgen til portøren gik vi begge videre, dog tavse. Dette lage en dæmper på vores fredag morgen. Til vores store glæde, var det den tyske læge der skulle gå med på stuegang i dag. Han havde besluttet sig for at han i dag ville lærer Anne og jeg hvordan man læser røntgenbilleder. Vi gik med rundt til alle patienterne, og efter lægerne havde snakket om patienterne kom han hen til os og fortalte. Vi havde en masse spørgsmål til de enkle sager, og disse er han virkelig sød til at svare på. Desuden fortalte han jo som sagt om billederne. Det var rigtigt spændende og jeg håber at noget af det han lærte os i dag vil blive siddende. Desuden fik vi spurgt ind til nogle af vores patinter. Anne og jeg havde prøvet at snakke med en ung kvinde på 18 år, dette var dog ikke lykkes, da hun ikke talte engelsk og vi ikke er særlig gode til tegn og gæt. Den tyske læge fortalte os, at den stakels kvinde har fået en nyresygdom. Dette vil sige at hendes nyrefunktion er meget svækket. Den eneste behandling der ville kunne hjælpe hende, ville være hvis hun kunne komme i dialyse. Problemet ved dette, er at dialyse afsnittet ligger i Kumasi 3 timers kørsel fra Agogo, og dette er egen betaling. Desuden er det jo noget der skal gentages og formentligt gøres flere gange om ugen resten af kvindens liv. Derfor er der desværre ikke mere lægerne kan gøre i Agogo. De venter nu på at enten kvindes hjerte eller hjerne skal stå af. HUN ER 18 ÅR!!! Jeg var i chok. Hvad var det for en udmelding. På daværende tidspunkt kunne jeg have sat mig ned på hendes sengekant og begyndt at tude. Syntes det er ganske forfærdeligt. Jeg ved godt at de ikke har samme ressourcer som vi har hjemme i DK, og jeg ved ikke hvorfor denne case rørte mig mere end de andre. Men dette gjorde ondt helt inde. Syntes det er forfærdeligt at en så ung kvinde skal dø. I DK ville alle de kloge læger havde lavet en plan for hende, og hun ville kunne leve et næsten normalt liv med dialyse. Hernede er det bare virkelighed, og ligesom i naturen så er det de stærkeste der må overleve. Puha, syntes dagen startede meget hårdt, og virkeligheden gik for alvor op for mig. Resten af stuegang forløb fint, og vi blevet undervist i de forskellige røntgenbilleder.

Efter klinik besluttede vi os for, at sættes os lidt ud på terrassen for at få lidt sol og nyde en kold fanta. Vi er nu begyndt at vende op lidt til varmen, og kan derfor bedre holde ud at sidde ud. Dog syntes de studerende vi er mærkelige. Det er jo så varmt, hvorfor sidder i udenfor. Ja det der med at arbejde på sin farve, det syntes de er noget pjat, sjovt nok J Efter 30 minutter i sol gik i dog ind, og hvad skuer mit øje. Vi har fået husdyr i mellem tiden. Ja, en gekko har igen søgt skygge på vores væg lige under loftet i stuen. Efter at havde slugt den kamel, besluttede jeg mig dog for at hente hjælp. Dette var en større opgave end jeg og Anne ville kunne klare. Det skal lige siges, at jeg mindst syntes at den var 1 meter lang. Jeg løber som det første op i drengehuset for at hente hjælp, og straks kommer de søde ung mænd os til undsætning. Eller hvert fald noget i den dur. Jeg havde måske bare råbt ind i huset at der var et farligt dyr i vores hus, og glemte måske lidt at fortælle hvad. For da de kommer ned til huset begynder de at grine. Vi bliver så belært i at disse dyr er helt fredelige og at de ikke kunne finde på at spise os. Desuden var dette en baby på kun 5 cm. Ja ja, det er meget muligt, men i DK ser vi kun disse dyr i zoologisk have, og der er jeg sjovt nok ikke lige nu, så om de herre ville være så venlige at fjerne den. Efter de havde udtænkt sig en smart plan, henter den ene dreng et kosteskaft. De for jagtet den ud, og på halvvejen bliver gekkoen så bange at den taber halen. På dette tidspunkt har Anne og jeg søgt tilflugt oppe på en stol, hvor vi står og klamre om hinanden mens vi skriger som to teenager. Flot, vi er meget stolte af os selv. Dog vælger Paul, at give os hans telefon nummer, så hvis vi på et andet tidspunkt har behov for assistance så kan vi bare ringe. Mange tak Dræber Paul.