Fredag aften bankede det på døren. Det var to sygeplejestuderende som vi tidligere har mødt, Jenny og Marphar(?). De ville invitere os med på en tur lørdag morgen, hvor vi skulle ud til noget samfund. Hvad det helt rigtigt dreje sig om forstod vi ikke, men vi takkede hurtigt ja tak, da vi meget gerne vil med ud og se mest muligt. Vi aftalte at de skulle hente os kl.5:30.Puha det syntes vi var tidligt, men når ja, hvad gør man ikke for at komme med ud og se lidt kultur.

Lørdag morgen, sprang vi ikke ud af sengen, men vi kom dog op, og sad klar kl. 5:30. De kom dog først kl. 6:30, og her troede vi jo at de havde brændt os af. Men nej nej, det er jo Ghana tid. Da vi som sagt ikke vidste hvad vi skulle var vi noget spændt. Vi blev ført op foran hospitalet, og her holdt der en bus klar. Det var åbenbart de fleste af de 3 årsstuderende der skulle af sted. Vi fandt hurtigt ud af, at det var sygeplejerskernes dag i Ghana, og at det derfor var et projekt der, gik ud på at kører ud til "udkants" Ghana, for at snakke med lokal befolkning og måle de vitale værdier, samt råde dem i hygiejne og kost. Dette syntes vi lød rigtigt spændende og vi glædede os derfor meget til at komme derhen. Da bussen var fyldt til randende, og vi havde bedt en lille bøn og om at nå sikkert frem, kørte vi af sted mod Kumasi. Vi drejede dog hurtigt fra, for at fortsætte på en jordvej. Sådan kørte vi i to og en halv time. Efter 20 minutters kørertur, besluttede de studerende, at det var for kedeligt bare af side og snakke. Så de brød ud i sang. Det skal lige siges at alle sangene handlede om at Jesus og Gud er stor, prægtig og skøn. Det udviklede sig, og til sidst var der flere der begyndte at danse i bussen. Dette var dog noget problematisk, og hvis det havde været mig var jeg væltet op til flere gange, men disse præsterede bare at holde sig kørende og stående. Sådan gik de to tomer hurtigt. Med klap, danser og sang. Jeg må indrømme at tanken strejfede mig, at jeg ville skrive til movia og fortælle om oplevelsen, samt sige de kunne jo prøve samme standart. Jeg var flad af grin, og selvom det ikke er pænt at grine af folk. Ja, så gjorde jeg og Anne en undtagelse i dag. Vi knækkende sammen og slog os selv på lårende. Da vi langt om længe nåede frem lidt i 9, var vi dog godt øre vores hoveder. Vi skulle først mødes på en anden sygeplejeskole, hvor vi skulle have lidt information, samt have en ceremoni. Denne ceremoni bestod af endnu flere salmer og masser af bøn. Så efter en time og tredve minutter var vi færdige. Jeg blev her enig med mig selvom, at jeg har udtjent min værnepligt for de næste mange år, med at gå i kirke og bede. Vi skulle da ud og kører igen. Da klokken nu næsten var blevet frokost tid, fik vi serveret mad. Det viste sig dog at være de studerenes morgenmad. Denne bestod af ris, kylling og chilisovs. Yderst lækkert, måske bare ikke til morgenmad. Det er dog normalt for dem, da morgenmad, frokost og aftensmad består af det samme. Det kan dog variere dag for dag. Vi skulle her ikke kører så langt, og kom så derud hvor kraverne har vendt, eller hvad man nu siger. En landsby bestående af blikskuer og lerhytter. Langt væk fra alt. Her kender alle hinanden. Vi fik at vide at vi skulle gå rundt i byen og brede budskabt ud om at vi var kommet, og folk kunne samles på "torvet" for at få målt blodtryk, højde, vægt. Tjekket øjne, øre og få en konsultation med en sygeplejerske, samt få taget en HIV test. Anne og jeg kom hurtigt i en gruppe og vi begav os ud i byen. Jeg har aldrig set noget lignede. De bor i lerhytter eller hytter der er lavet at blikplader, træ og hvad de nu ellers kunne finde. De laver mad over bål, og det så meget ensformigt ud. Casavarødder og madbananer = FUFU. Her mødte vi desuden børn og voksne der ALDRIG har set en ubruni (hvid person) før. Derfor røg underkæberne helt ned til jorden. Ja, jeg prøvede endda at være venlig og smilede til en lille dreng på måske 3 år, han valgt at bryde ud i gråd og løbe hen til sin mor. Nu var vi kommet længere ud end nogensinde før. Efter vi havde været rundt i byen, kom lokalbefolkningen hen til os. Vi brugte ca. 2 timer på at fortælle, konsultere og måle værdier. Desuden blev alle byen børn og unge undervist i personlig hygiejne. Det var rigtigt spændende og et godt initiativ. Dog havde jeg meget svært med at kommunikere med de lokale, da ingen af dem kunne snakkes engelsk. Så dette foregik via e tolk. Jeg undrede mig meget over, at de fremmødte var enten børn eller gamle, jeg fik dog her at vide at de unge og de middel aldrende ikke var der, da de ikke følte sig syge eller var på arbejde, og kunne og ville derfor ikke deltage. I Ghana går man kun til læge hvis man er syg, meget syg, og ellers bliver man bare hjemme for at kurere det selv. Efter lidt tid havde børnene dog vænnet sig til os, og en lille pige ville gerne side på skødet af mig. Åh, hun var bedårende, og hvis det ikke havde været fordi hendes forældre havde været der, havde jeg taget hende med hjem. Efter et par timer havde hele byen været igennem og turen gik derfor tilbage til den anden sygeplejeskole, hvor vi skulle evaluere dagen. Dette foregik samme med sygeplejerskernes "fagforening" . Der skulle derefter uddeles gaver for det foregående år. Helt hvad det var, fattede jeg aldrig. Men alligevel skulle Anne og Jeg være dem der overrakte de pågældende personer gaverne. Det skal lige tilføjes at vi havde været ude hele dagen i bagende sol, så jeg havde svedt dobbelt så meget som jeg normalt gør. Ja denne gang var mine shorts blevet våde af sved. Så at blive hevet op foran en kæmpe forsamling, mens man har våde bukser, kæmpe svedmærker på blusen og helt rød i hovedet, er ikke noget jeg har drømt om. Dette lod dog ikke til at skræmme de andre, tværtimod. Vi skulle både havde taget billede mens vi overrækker, giver hånd og sætter os ned på plads igen. Ja intet mindre kan gøre det, åbenbart.

Langt om længe blev kl.16 og vi satte os ind i den dejlig varme bus, som så sikkert skulle kører os hjem. Af sted det gik, på rigtig Ghana maner, med hornet i bund og foden på speederen. Ud igennem de små veje og i bjerge. Ghana er et super smukt natur land, og det har virkelig været en oplevelse at få set så meget natur i dag. Desuden har det været rigtigt godt at komme ud og se "alle dem" personalet på sygehuset snakke om.