Mandag d. 18 februar

Så starter vores uge på Medicinsk afdeling. Anne og jeg er kommet på samme afdeling. Medicinsk afdeling er delt op i en mande og kvinde afdeling. Disse afdelinger minder mest af alt om 2 gamle gymnastiksale. Der er plads til 12 patienter på hver afdeling. Patienttyperne der kommer ind på denne afdeling er patienter med malaria, feber, lungebetændelse, dehydrering og obs. Tuberkulose. Det minder mest af alt om en medicinsk afdeling i Danmark, på trods af nogle af sygdommene som de kun har hernede. Til forskel fra kirurgisk afdeling så kommer lægerne hverdag. Det gør at patienternes sygdomsforløb bliver revideret hverdag og der er mulighed for at kunne i gang sætte et specifik behandlingsforløb. Der kommer 2-5 læger og går stuegang hverdag dagen. Til forskel fra kirurgisk afdeling, så virker det til at lægerne har lidt mere respekt for patienterne og de bruger tid på at hører hvad de har at sige. Det er en positiv overraskelse og det virker til at der er et bedre sammenhold her imellem læger, sygeplejersker og patinter. En af sygeplejerskerne på afdelingen fortalte, at det ligesom på kirurgisk afdeling, er meget sent i et sygdomsforløb at patienterne henvender sig til hospitalet. Det gør at der desværre dør mange på medicinsk afdeling. I sidste uge døde hele 6 patienter. Jeg har brugt meget tid til at tænke over, da vi i Danmark er hurtigt til at råbe op om hvor dårligt det danske sundhedssystem er og at der dør alt for mange. Folk skal ikke dø som fluer, og vi skal gøre alt hvad der står i vores magt til at får patienterne til at overleve. Men i Ghana er holdningen når man er over 70 år gammel, ja så er man så godt som død. Det er en holdning de fleste læger går rundt med, og det gør så (desværre) at ældre patienter ikke får den behandling som de har brug for. Da sygeplejerskerne skal agerer altmulig mænd på afdelingerne, gør det også at ting tager længere tid. Sygeplejerskerne skal agerer portører for patienterne rundt til undersøgelser og til operation, de skal agerer bioanalytikere, så de tager alle blodprøver der bliver ordineret af lægen og derudover skal de også selv gøre rent på afdelingerne. Sygeplejerskerne har en multifunktion der gør at de er optaget det meste af tiden, samt at tingene bare tager længere tid i Ghana. Så det er ikke nås i dag, når vi måske i morgen. Det er den indstilling alle de lokale har, og den gør at der ikke altid tages de blodprøver der skal tages med det samme. Selvom sygeplejerskerne får taget deres prøver med det samme og får afleveret dem over i laboratoriet til analyse, ja så kan der gå op til flere dage før der er svar. Det gør at mange patienter ligger og venter på svar, og det gør desværre også at mange patinter dør, fordi de ikke i tide får opstartet den korrekte behandling. Sygeplejerskerne syntes selv dette er et problem, men de kan ikke ændre på forholdene siger de. Der mangler personale, penge og redskaber for at kunne optimere patientforløbene.

Et andet kæmpe problem vi har mandag d. 18, er at alt vand ophørte på sygehuset og på sygeplejeskolen. Det vil for Annes og mit vedkommende sige at der ikke kommer nogen med vand til os, og da vi var løbet tør for vand, ja så kan vi alle jo forstille os hvordan et hus hurtigt kommer til at lugte i 40 graders varme, når man ikke har mulighed for at skylle ud i toilettet. På det tidspunkt var jeg ved at kaste håndklædet i ringen. Uden vand kan jeg ikke få min tilværelse til at hænge sammen. Heldigvis for os, er skolen rektor meget glade for os, så vi fik fyldt begge vores tønder vand med vand fra hendes egen private vandbeholder. Det er dagens højdepunkt, og jeg blev et meget lykkeligt menneske igen. Nu er der dog kommet vand både på hospitalet og på skolen igen, så problemet er løst for denne gang. Vi har fået fortalt at det er 20 år siden at der sidste var vandmangel. Grunden til det, er at hamatanen vare længere i år, selv de lokale er ved at koge over, så jeg syntes nu at det er lidt mere okay at jeg ligner en våd klam karklud konstant.

Tirsdag d. 19 februar

2 dag på afdelingen. Sygeplejerskerne vil rigtigt gerne have os med i medicingivningen ude på afdelingen, og vi prøver. Men når vi er oplært i ikke at give medicin uden at vide hvad det er, hvorfor patienten får det og hvad bivirkningerne er ved medicinen, ja så er det lidt svært. Noget af medicinen giver vi også i Danmark, men mange af de præparater de giver her, bruger vi ikke derhjemme. Det gør at vi er nødt til at spørge om alt. Sygeplejerskerne syntes det er irriterende for de ved det ikke altid selv, plus at det tager nu dobbelt så lang tid når dansker 1 og 2 står på sidelinjen og bliver ved med at spørge, Hvad er det? Vi har prøvet at lærer lidt ghanesisk, og det syntes vi selv går rigtigt fint. Det eneste problem er at ingen forstår os. Den måde tungen skal dreje og tviste rundt i munden er fysisk umuligt for os, så mange at vores ord bliver, noget værre rod. I det mindste er ghaneserne ikke ligeså hånlige som danser og de lader i det mindste som om de ved hvad vi siger. Vi har dog fået nogle sygeplejestuderende under os, og de er gode til at oversætte. Desuden vil de rigtigt gerne lærer, og de prøver. Igen er det dog ressourcer og manglende viden der spænder ben for mange af de ellers så gode gerninger de gør på hospitalet.

Vores "ven" og driver Georg kommer næsten dagligt og kigger til os. Han følger med i vores ve og vel, og hvis vi mangler noget skal vi bare sige det til ham. Ved siden af hans job som driver, har han en lille bar. Denne bar har vi bestilt et par papkartonner rødvin fra, som han nu har "smuglet" ind til os. At bo på så Kristent et område kræver engang imellem et glas rødvin, og det forsyner han os så med. Han er en ven i nøden.