Ikke for sarte sjæle..

Det er min sidste dag på kirurgisk afdeling B. Dagen starter med morgenmøde for lægerne og de vigtige sygeplejersker samt Anne og jeg. Det sker hver torsdag, hvor der bliver fremlagt forskellige problemstillinger og hvor lægerne kan bruge hinanden som sparingspartnere ved forskellige cases. Dagens emne omhandler i dag, Ghanas sygeforsikring. Sygeforsikringen er noget den enkle skal betale for. Hvis man ikke har en sygeforsikring og kommer på hospitalet, er man nødsaget til selv at betale al behandling, hvorimod hvis man har en sygeforsikring kan man få dækket nogle af udgifterne ved hospitalsopholdet. Hvis lægerne ikke skriver diagnosekoder på selve sygeforsikrings papirerne, inden de bliver sendt ind til forsikring, så skal hospitalet selv betale for de forskellige behandler de har ydet til patienten, og hospitalet vil derfor ikke få nogen penge. Det er et kæmp problem hernede, da hospitalet nu mangler 20 millioner cetis. Hvilket svarer til 60 millioner danske kroner. I et land som Ghana, der i forvejen ikke har særlig mange penge, er det noget man kan mærke ude på afdelingerne. De har ikke råd til at investerer i nyt udstyr eller renovere på bygningerne samt udbetale fuld løn til de ansatte på hospitalet. En uddannet sygeplejerske der har været færdig uddannet i 5 år, får 90 cetis om måneden. Det har de fleste familier svært ved at klare sig for, da de som regel har 3-5 børn og 1-2 andre familie medlemmer boende.

Jeg har fået et par sygeplejerske "venner" ude på afdelingen. Disse piger er været søde til at fortælle mig og deres kultur og hvordan de gør tingene. Anne og jeg har aftalt med én af sygeplejerskernes mand, at han vil vise os rundt i Kumasi på lørdag. Han er uddannet lærer, og arbejder på en skole i Agogo. Da han ikke tjener nok ved det, har parret været nødt til at købe en gammel bil, som han nu, ved siden af sit arbejde, agerer taxi chauffør i. Vi betaler ham for rundturen, og håber derved at vi har gjort denne måned lidt nemmere for den søde familie, der er villig til at hjælpe os.

Nå men, ikke for sarte sjæle, er mit udstyk for min kirurgiske afdeling. Som sagt er det en afdeling med mange sår. Jeg har desværre ikke lært så meget om sår, som jeg umiddelbart gerne ville, men da sygeplejerskerne ikke har den viden omkring sårprocesser, har jeg mest været med til at se hvordan de renset sårene. Jeg er stadig meget imponeret over hvad de kan udrette, med så lidt udstyr, og jeg må sige de gør virkelig deres bedste. At det så desværre ikke altid er nok, eller at de mangler viden indenfor de forskellige områder, ja det må vi jo håbe på et tidspunkt kommer. Jeg har valgt at ligge et par billeder op, af hvad kirurgisk afdeling B bl.a. indeholder. Disse er bestemt ikke for sarte sjæle.