Mens det tidligere blogindlæg bar præg af, at vi var nogle slappe charterturister, gemte de sprudlende beskriveler af stilstand over den grimme sandhed; at jeg er en idiot. Hele målet ved Ko Tao besøget var at tage dykkercertifikat, men når man som jeg får en tatovering, skal man vente nogle dage, før man nedsænker sit legeme over længere tid i vand. Medmindre ens tusch skal ligne en krøllet cykel på bunden af åen i Aarhus. Og der var jeg ikke lige. "Heldigvis" var Ida lidt syg de første dage, så jeg skammede mig ikke fuldt ud over, at vi ikke kunne komme igang.

Da vi kom igang, kunne vi lykkeligt igen konstatere, at vi har verdens fedeste job. Det tog på den gode side af et kvarter at få bevilget et gratis dykkerkursus, fastsætte en dag og så ellers kramme lykkeligt over, hvor usandsynligt dejligt livet kan være. Vi krammer forøvrigt en del, også uden at få kastet gratis ting i nakken. Vi krammede, selv da vi fandt ud af, at vores dykkerinstruktør var svensk, så glade er vi lige for tiden.

Den første dag som dykkeraspiranter vakte dog ikke stor begejstring. En lille film på fem afsnit skal man se, men den er så tåkrummende pinlig og akavet og minder mest af alt om en amerikaniseret udgave af Benny Hill. Selvfølgelig trækker man lidt på smilebåndet i ny og næ, mest af alt hvor dårligt det hele er, men al forestilling om at have det sjovt blev raskt fejet af bordet, da det gik op for os, at jeg havde lavet en fejl, og vi kun skulle se de første tre kapitler. Det slog os hen mod slutningen af kapitel fire, og ingen var glade efter det.

Dagen efter var straks sjovere. Ikke alene fik vi lov til at komme under vand for første gang, i en pool godt nok, men det viste sig, at Ida ligner en jakabov i hovedet, når hun ifører sig en stram, ansigtsforvridende dykkermaske. Jeg er sikker på, at hun mener, jeg ligner alt muligt også, men da jeg skriver dette indlæg, vil jeg beskrive det som, at jeg ligner en prins, der rider mod solnedgangen. Hmm, en prins.

Det var en fed oplevelse at finde ud af, at man er god til noget, man har villet gøre i mange år. Så mens Ida fandt ud af, at hun ikke var overdrevet tryg ved at tage masken af under vand, boblede jeg rundt på bunden og opdagede skatte, som folk havde tabt. Hvad fandt jeg, spørger du? Mest hår, hud og små stykker plastik (og en enkelt negl), men når man første gang bøffer rundt under vand uden at behøve at komme op, så tror jeg, man kunne have fundet en lort og stadig være betaget af det.

De næste mange dage bestod mest af alt af dyk. Vi endte med at tage Advanced Open Water, hvilket giver os lov til at gå ned til 30 meter, og betød 5 ekstra dyk. Det er ikke nødvendigvis berigende for nogen, at jeg nu remser op, hvad der skete fra ende til anden, så i stedet kommer det lidt mere i highlightform;

Det første, jomfruelige dyk er selvfølgelig en af de der ting, man altid vil huske. Det var som at dykke ned i det akvarium, jeg havde i København, indtil jeg f***ede det op, og der var alger alle steder. Og fiskene større og der var et par stykker flere af dem. Det at dykke kan måske bedst beskrives ved den følelse man har, når man kommer op, kigger ned i vandet og ved, hvad der er dernede. Det er en returbillet til kaninhullet, hvor farver, former og bevægelse er en anden verden. Det er et parallelsamfund med de mest mærkværdige skabninger, man kan forestille sig. Det er som at se Christiania for første gang, når man har brugt hele sit liv på ikke at forlade Tarm.

Dykning er en vanedannende hobby, og de to dyk om dagen, man typisk får, er sjældent fuldt ud tilfredsstillende. En af grundene er, at der altid er noget nyt at opleve. Som da vi for første, og indtil videre sidste, gang, så en majestætisk havskildpadde drive forbi nogle få meter fra os. Listen over dyr vi har set er for lang til at remse dem alle op her, men blandt vores yndlings usual suspects er den altid mavesure triggerfish, en meter stor rokke og en søslange sågar, som jeg desværre først fik øje på, da den svømmede væk. Ida havde fulgt den i et stort minut, og hendes øjne lyste langt væk af, at hun havde overvundet sin frygt for havet og opdaget, at det ikke er farligt, men fascinerende og opslugende.

Mens de fleste dyk var relativt standard koralrevsdyk, var der to, der særligt skilte sig ud. Ikke fordi det var voldsomt smukt, men dykket ned til 30 meter og hen langs dækket på et krigsskib fra 2. Verdenskrig var noget særligt. Lidt fattigt, at skibet var sunket med det formål at dykke ned til det, men ikke desto mindre anderledes. Idas dybdemåler viste forøvrigt 30.5 meter, så hun har officielt været 20 centimeter længere nede end mig. Den satan!

Der hvor rollerne var byttet mest om, i forhold til vores ophold i højderne under klatring, var på nattedykket. Det er en sær verden om natten, for mig i hvert fald. For Ida er det alle verdens modbydeligheder rullet sammen til mange kubikmeter ondskabsfuld frygt. Jeg indså det først, da vi nåede overfladen, og hun var mere hvid end stjernene på nattehimlen, men indtil da klarede hun det til bravour. Faktisk så meget, at det kom bag på mig, hvor bange hun havde været gennem samtlige 40 minutter, vi var under. Mod er noget, man har, når man gennemfører ting, man er bange for. Og ud fra den forestilling, så har Ida bunker af det. Vi krammede endnu en gang for at fejre, at det var overstået. Og hun nød da også at svømme med slukkede lamper gennem det selvlysende plankton.

Da alt var lykkeligt afsluttet, fejrede vi det hele på vores svenske instruktørs terasse med udsigt over næsten hele af det meste af lidt mere end den ene halvdel af Ko Tao. Vi er næppe færdige med at dykke, og det er et vemodigt på gensyn, vi siger til det. Vi krammede sågar med vores instruktør, Robin. Der hedder Robin! (Vil nødigt genlæse det her om mange år og ikke kunne huske hvad han hed, fordi jeg kun kaldte ham svensk instruktør).

Sådan brugte vi næsten to hele uger på Ko Tao, og ikke alene oplevede vi mere, nu har vi også et certifikat, der siger, at vi må ting, vi ikke måtte før. Det er som at være 18 igen, den første aften man køber en (lovlig) øl. Desværre betød den sidste aften på vores lille ø desværre også den sidste aften, i et par dage i hvert fald, hvor vi for første gang i mange måneder ikke skulle gå smukke i seng og stå grimme op sammen. Ida smuttede til Bangkok for at hente Johanne, der tager et smut herned, og jeg driblede til Ko Phangan for ikke at gå til Fullmoon party. Så vi krammede lidt ekstra på kajen, og det var den tristeste aften, jeg har haft, siden Ida tog på højskole. Hun kom dog tilbage, og mon ikke også det sker denne her gang?