Jeg er blevet bedt om/har fået æren af at lege gæsteblogger på den famøse Goodbye Yellow Brick Road-blog. For det første medfører det, at der i det her afsnit desværre bliver skruet ned for den høje standard af malerisk journalistsprog. På plussiden derimod betyder det, at mit uerfarne sind stadig kan blive forundret og foruroliget af ting som røvskyllere, templer, tuk tuk'er, Buddha'er og kakkerlakker.

For nylig har Ida og Seb nemlig oplevet, hvad jeg kun kan forestille mig må være den største rejseglæde hidtil: De har fået besøg af deres længe savnede Joe fra Århus!

Egentlig startede det som en joke. Ida og Seb sendte lækre billeder og historier med den tilhørende tekst: "Kommer du ikke og besøger os?" Og jeg tænkte: "Nøøøh, helt sikkert, at jeg vil at tage til Sydøstasien for at sige hej." Men som man kan se nu, udviklede joken sig, og efter nogle aftener på altanen i Århus fyldt af sedler med plusser og minusser og rationalisering kontra instinkt sidder jeg nu det længste væk hjemmefra, jeg nogensinde har været.

Min første og største frygt var det at skulle skifte flyver alene i en ukendt lufthavn i et meget ukendt land. Jeg vidste, at når jeg først nåede frem, ville jeg være i sikre og erfarne hænder.

Jeg nåede så langt som til Fredericia, før DSB med spontane togskift satte alle midler ind for at forværre min frygt for at rejse alene, og jeg er virkelig overrasket over at måtte indrømme, at det var det mest komplicerede ved rejsen Århus H-Bangkok. Med undtagelse af mine to flysædenaboer (en meget snakkesaglig kun indisktalende inderinde på den ene side og en meget fuld og i søvne-befamlende tysker på den anden side) kunne turen ikke have været mere perfekt. (Især hvis jeg ignorerer den fuldstændigt irrationelle, men i fire timer voksende frygt for turban-terrorister i Dubai).

Ved middagstid ankom jeg til Bangkok og blev mødt af en omfavnende Ida med stolthedstårer i øjnene. Det var guld værd at se hende igen! Og selvom templer og alt det andet turistgejl efterhånden hænger hende langt ud af halsen, påtog hun sig rollen som den perfekte guide. Den ting fra vores tur rundt i Bangkok, jeg vælger at fremhæve her, bliver det første og vigtigste råd i min ikke-eksisterende rejsevejledningsbog: Undgå thai spicy salad! Selvom Ida kunne informere mig om, at kogte grøntsager og friturestegt æg, som ligger og sopper rundt i en mistænkelig chilisuppe, er meget normalt hernede, gik det her virkelig op for mig, at jeg befinder mig på den modsatte side af jorden.

Efter Ida og jeg havde fnidret af, var det dagen efter tid til at tage med en natbus ned for at finde den sidste del af trekløveret ventende på Koh Phangan. Jeg har med gru fulgt med i Ida og Sebs berygtede natbusoplevelser her på bloggen og frygtede det værste. Men på trods af nogle britiske trunter, som meget højrøstet pointerede alt, er jeg tilbøjelig til at give dem ret i deres første udtalelse: "It's better than the f***ing airplane!" Det var en skøn og vel-arconditioneret tur.
(Indtil jeg fandt ud af, at busselskabet havde stjålet det, der svarer til 1200 danske kroner fra min taske, men i det næste døgn levede jeg i imponeret uvidenhed. Rejseråd nr. 2: Altid hav dine penge i håndbagagen. Jaja, jeg ved det godt, det burde være en selvfølge).

Busturen blev rundet af med tre timers solbadning på dækket af et skib, der skulle fragte os det sidste stykke inden den store genforening (ikke mindst for Ida og Seb, der for første gang i et halvt år havde undværet hinanden i tre dage) skulle finde sted. Efter de første sytten trætte og vrissende sætninger som: "Hvorfor gik du den vej?!", "Hvorfor kommer båden ind her?!" "Jeg er sulten!" og "Jeg har travet frem og tilbage i flere timer!" var blevet udvekslet, gik det igen op for mig, at jeg er i Thailand, jeg er på den anden side af jorden, og at jeg er så klar på at opleve Asiens ø-liv nu!