Har du siddet i en flyver på vej til Nantucket for at se Frihedsgudinden, blot for at finde ud af, at bare fordi hun står i USA, så er det ikke nødvendigvis så specifikt et sted, at du bare kan flyve til hvilken som helst lufthavn derovre og spankulere ned af gaden for at se hende? Så kender du den følelse, vi havde, da vi landede i Krabi. Krabi Town er godt nok et (rimelig) specifikt sted, men ingen havde fortalt os, at når man snakkede om Krabi, så snakkede man om regionen. Hvilket betød, at alle de klippeformationer og bountystrande og glade turister, vi havde set på billeder, befandt sig et godt stykke væk, fra hvor vi landede en lummer eftermiddag. Men så må man jo tage sig til takke med det, man har.

Heldigvis var der op til flere markeder i byen, endda et weekend walking marked med tvivlsom underholdning. Markedets helt store trækplaster, spørger du undertegnede, var en bod, der solgte stegt kyllingeskind. Hvis vi nu fik det derhjemme, så skulle vi aldrig mere trækkes med at æde os igennem kilo efter kilo af blegt, smagsløst kød, blot for at få en lille smule gyldenstegt lykke. Johanne syntes ligeledes, det var en glimrende ide, mens Ida sneg sig væk og købte et par øreringe i mørkt træ. Smukt udformet i en spiralerende form, men med det lille minus, at de spiralerede samme vej. Da hun dagen efter købte et par magen til, for at få to par der pegede hver sin vej, gik det op for hende, at i stedet for at have to ens øreringe, havde hun nu fire. Jeg går med og hjælper hende, næste gang hun skal have sko.

Og netop sko havde været en god løsning til dagen derpås strabadser. Buddhister har en ting med enten at ville gemme sig i huler eller at komme så højt op som overhovedet muligt. Tiger Temple, ikke at forveksle med de professionelle tigerplagere af samme navn, var et eksempel på et sted, der søgte op. 1237 trin og 270 meter op, for at være helt præcis.

Man kan ikke se det på mig, og man tror gerne, at jeg er i dårlig form. Sandheden er, at jeg er i rædsom form, men samtidig fuld af enten gåpåmod eller komplet blottet for kendskab til min egen formåen. Uanset hvad der er gældende, strøg jeg op ad trapperne. For Ida og Joe var historen lidt en anden. Joe havde fået sin føromtalte karakteriske røde røv på Koh Phangan, men når jeg skulede tilbage for at se om de var med, var det svært at se, hvad der var hoved, og hvad der var røv. Prustende og svovlende kæmpede hun sig op trin for trin, mens man bag ved de tunge åndedræt en sjælden gang kunne skimte en ligeledes bravt kæmpende Ida, der mest af alt lignede en, der havde mistet sin sjæl nede omkring trin nummer nogen og tyve.

Til sidst kom vi op, og selv om vi ikke fandt Nirvana, hverken bandet eller den abstrakte, buddhistiske forestilling om himmerige, blev vi præsenteret for en udsigt, der trods alt var det hele værd. Lige pånær Ida, der faldt i søvn under en 7 meter høj Bhudda. Men det var fortjent.

Da vi kom ned, var der stadig benzin på vores scootere, så vi kørte videre ud ad en vej og et godt stykke ud af en tangent. Vi endte på et ganske forladt bjergresort af en art, med en glimrende pad thai og en udsøgt betjening.

Tilbage på hotellet var lyset gået, så vi blev opgraderet til et værelse med noget så luksuriøst som et vindue, en lille altan og eget badeværelse. Mig og Ida altså. Så der lå vi og hyggede, mens Joe lå to værelser væk i en sauna af et hotelværelse og både tiltrak og bortskræmte fluer.

Det var også på det værelse, at vi sov længe, mens Joe tog ud for at ride på en elefant, hun efterfølgende ikke kunne forklare størrelsen på. Turen havde ikke været en succes, og elefanten havde umiddelbart heller ikke været godt kørende. Det er desværre ikke helt let at slippe ned fra en elefant, når det eneste engelsk, guiden forstår, er det, der indebærer drikkepenge. Lad os håbe på en snarlig elefantrevolution.