Vi havde haft et prekært møde med Bangkok i starten af vores rejse, og nu var tiden kommet til igen at prøve kræfter med denne moderen til alle Sydøstasiens backpackerbyer. Khao San Road, Patpong, JJ market. De var der alle stadigvæk, og nu skulle de udsættes for os erfarne rejsende.

Og som altid skuffede Khao San. Vi fandt logi i en gade parallelt med, og at bevæge sig en på den måske mest berømte backpackergade i verden var nok engang som at begive sig ned i en skyttegrav under første verdenskrig. Neon, gadesælgere, skrald og fulde 17-årige alle steder. Det er som en Roskilde festival kun med svenskere og uden god musik.

Heldigvis har Anders stillet sin lejlighed til rådighed, så vi havde et sted at stille alt det habengut, vi ikke skal bruge, før vi skal hjem. Og det betyder shopping. I stor stil!

Første stop: MBK market. En otte etagers mastodont med alt mellem himmel og jord, pånær tøj til Ida, som viste sig at være meget kvalitetsbevidst (læs: kræsen),hvad angik udvalget. Til gengæld havde de en hel etage med elektronik, og så gør det ikke så meget, at man bliver slæbt rundt til den ene butik efter den anden. Her kunne man udleve sin drengedrøm, men det gav nok lidt bagslag i sidste ene, da jeg nu pludselig savner min playstation forfærdeligt. Boys will be boys.

MBK kunne også prale af noget, som mangler i samtlige danske indkøbscentre, jeg nogensinde har besøgt, i form af en udendørs thai boksnings turnering. Damerne var lidt kedelige, men mændene gav den gas, og vi var vel underholdt, indtil vi lidt senere tog i biffen.

Det var egentlig ikke, fordi der gik noget voldsomt godt, men vi havde læst om, hvordan hele salen rejser sig op til kongens sang, en hymne der nærmest ophøjer ham til Gud. Folk hernede lader om ikke andet til at være vilde med ham, og hvis han er bare halvt så sympatisk, som han fremstår på de billeder, der akkompagnerer sangen, så ville jeg da gerne drikke en øl med ham. Også selv om det hele stinker lidt af propaganda.

Vi tog i et andet, noget mere luksuriøst, center dagen efter. Både for at tjekke mere tøj, som vi heller ikke fandt, men også for at gå i biffen igen. Om vi var trætte af asiatisk kultur eller bare forfaldne til kongens sang skal ikke kunne siges, men hvis kvaliteten af vestlig kultur kan dømmes på de to film, vi så, så kan den i hvert fald rende og hoppe.

Lørdag kom den dag, som ingen havde ventet på, min 30-års fødselsdag. Maria og Anders fra skolen var i Bangkok. Anders var der, fordi det er hans job at være det, og Maria fordi hun kiggede ind fra Myanmar, hvor det er hendes job at være, pånær i den her weekend, selvfølgelig. Og hvad gør man så, når man fylder 30 i Bangkok? Man gør det hele!

Dagen startede som alle andre dage, og jeg kunne konstatere, at det ikke føltes voldsomt meget anderledes at være et år ældre, uanset hvor frygtindgydende tallet i sig selv har virket de sidste ti år. Ud over lidt almen slid føltes det faktisk godt. Og så hjælper det altid, når man vågner op til et fødseldagskram fra sin udkårne.

Slaget skulle stå i Bangkoks gader, så der møflede vi hurtigt ud og mødtes med de to eksilddanskere. Anders kender stedet, så han stod for at finde hen, hvor vi skulle hen, men vi mistede hurtigt tiltroen på den plan efter en tvivlsom sejltur på floden. Hyggeligt var det, men båden sejlede væk fra alt det, vi gerne ville tættere på.

Det lysnede dog lidt efter, da vi spiste aftensmad på en noget lavtliggende skybar på ottende etage. Det var dog kun opvarmning.

Vi indtog nemlig den obligatoriske efter maden drink 61 etager oppe på Banyon Tree Hotels noget snobbede, men stadig rare bar. Min rygsæk blev konfiskeret i garderoben for ikke at være fin nok, men ellers så de gennem fingre med mine udtrådte vandresko og slidte grønne trøje fra H&M, og så var det bare at nyde de dyre (efter thai standarder) drinks og den helt umulige udsigt over Bangkok. Det er grotesk, så stor den by er, og den fortsætter helt ud til horisonten, uanset hvilken retning man kigger. Mageløst.

På et tidspunkt får man dog nok af alt det fine glitter og high society living, men der har Bangkok heldigvis også et svar i form af soi cowboy. Her trives nysgerrige sjæle, unge thaipiger og vamle mænd side om side. Det er om muligt mere neon end på Khao San, men til gengæld er der en bedre stemning. Karma viste sig også her i sin pureste form, da jeg gav en stiv brite en cigaret, som han gengældte med et shot whiskey til hele bordet. Her er alle venner.

I en forgæves jagt på at finde et pingpong show til Maria endte vi på en bar med 25 nøgne thaipiger på et podie, der ikke lavede så meget andet end at være afklædte og vrikke til musikken. Anders og jeg var meget fascinerede, som journalister selvfølgelig, men Maria insisterede på et pingpong show, og så måtte vi dybere endnu ind i dyrets mave.

Sidste gang vi var i Patpong, var det en akavet, men god fornøjelse. Ikke så meget denne gang. Gaden er væsentlig mere fjendtlig end Soi Cowboy eller Khao San, men til sidst fik vi dog kæmpet os ind til et pingpong show. Det var gamle kendinge, der mødte os, såsom horn i skræv, fødselsdagskagelysudblæsning med vagina og "super razorblade p**** der måske ikke forklarer sig selv, men bestemt heller ikke behøver at gøre det. Har man set det en gang, har man dog set det rigeligt, og det viste sig hurtigt sjovere at se Maria skære grimasser. Indtil vi blev smidt ud.

Det er nemlig vigtigt at aftale priserne op forhånd, hvilket vi så også havde gjort, men det forhindrede ikke bordelmutter i at hive et flot lamineret skilt frem med for os totalt fremmede priser. 5 minutters skænderi senere fik vi lov til at slippe, men det var med sure blik i nakken fra mutter og de par ladyboys, der havde taget stilling bag hende.

Vi sluttede på hjemlige fronter, eller så meget hjem som det kunne blive i denne omgang, på Khao San Road. Maria havde været så naiv at sige, at hun overvejede at få en tatovering, og når man siger den slags, så bliver man presset ud i det.

Og mens Maria sad i stolen, skete der det, der måtte ske. Jeg ville have en. Det havde været en hård og misundelsesfuld periode, efter Ida havde fået sin i Pai, men nu kunne jeg endelig få revanche. Så jeg røg også i stolen og kan ny strege fuldetatovering over på listen over ting, jeg skal nå, inden jeg bliver 40 (det nye 30).

Det var en dag fra skrot til slot, og alt i alt en passende måde at fejre ungdommens forfald på. Men selv om kroppen er tynget af de efterhånden mange år, der er læsset på den, er jeg ved godt mod. Og ellers kan jeg vel altid tage tilbage til Bangkok og drikke sorgen væk. Her lader alle til at være ligeglade med, hvor gammel man er.