Profile
Blog
Photos
Videos
Faste læsere af denne blog har måske fået den opfattelse, at vi er ganske godt trætte af at køre i bus. Og de har ganske ret. Det sutter. Big time. Men når man skal fra Pai til Chiang Mai, er der heldigvis råd for den slags.
Vejen er lidt over 130 kilometer lang, men indeholder på de første firs kilometer intet mindre end 762 sving, op og ned ad bakker og gennem skov, som vor mor plantede den. Og man kan køre den helt selv på scooter.
Så ja, indrømmet, det er måske ikke helt sikkert, de thailandske kørevaner taget i betragtning, men som et forskud på historien kan jeg fortælle, at vi klarede den til UG og slange.
Det hele starter meget stille og roligt, hvor man passerer så ophidsende ting som en bro af rust doneret af japanerne og så mærkelige ting som et jordbærhus. Hvis I ikke ved, hvad det er, er det bare ærgerligt, for det et alt for bøvlet at begynde at forklare. Snart kommer man dog ud mod bjergene, og så handler det om at holde røven lige i sædet.
Hvis man kan holde sin røv ud. Den bliver nemlig godt gennemtæsket på den tre en halv time, som turen tager, så da vi endelig nåede frem, havde vi begge svært ved at sidde ned.
Inden vi nåede så langt, kunne vi dog nyde den dejlige natur og et kortvarigt venskab med en konvoj af lastbiler, der vinkede og dyttede lystigt til os, hver gang vi overhalede dem eller omvendt. En sympatisk vej, må man sige. Lige indtil man når 25 kilometer fra Chiang Mai, hvor den hyggelige landevej forvandler sig til et 4 sporet monster. Vi er dog efterhånden så kyndige i den asiatiske infrastruktur, at den største udfordring var den allestedsnærværende bilos.
En af grundene, til at vi stoppede i Chiang Mai igen, i stedet for at tage direkte til Bangkok, var, at vi gerne ville besøge Tiger Kingdom igen. Denne gang havde vi dog smidt naiviteten fra os og var i stedet bevæbnet med vores journalistiske intellekt. Det munder forhåbenligt ud i en artikel, som nogen forhåbentlig vil bringe, når den er færdig. Indtil da må i vente på at læse den, men jeg kan røbe så meget, at det ikke er lutter lagkage at være tiger her omkring.
- comments