Nogen vil måske mene, at vi flygtede fra Rai Lay, og de ville ikke tage helt fejl. Det var en mærkelig oplevelse, at gå fra omgivelser hvor at folk godt nok konstant prøvede at sælge dig noget, men hvor man trods alt kunne sige nej, til et sted med tvangspriser på helt op til 110% dyrere end hvad det ville koste på hovedlandet. Nogle vil måske så mene, at vi var naive, at vi troede vi kunne slippe for den slags på Phi Phi, af alle steder, men at vente på højsæsonen er som at vente på Godot, og den berømmede skønhed på den lille samling øer ville nok fylde os med lykke under alle omstændigheder. Så ja, vi var naive.

Efter en ellers vellykket sejltur, hvor vores initiativ med at lægge os forrest på dækket hurtigt skabte mode så vi blev omringet af solhungrende backpackere, stod vi i en situation hvor man mest af alt betragtede os som nyttige idioter. Og det er måske endda for positiv en beskrivelse af deres syn på os. Her var karteldannelse af værste skuffe, og alle hoteller, dorms og slimede moteller var samlet under en paraply. Kun tre mennesker solgte denne vifte af muligheder, med priser så aftalte at de danske tandlæger ville være imponerede. Man havde samtidig kun mulighed for at booke for minimum to nætter, og da vi spurgte om vi måtte se værelset først, det billigste vi kunne finde, vendte sælgeren bare ryggen til os fnysende.

Så vi tog det selvfølgelig, for på Phi Phi har man ikke så meget valg, og sælgeren har ikke så meget ret, som han har magt af romerske proportioner. Man kan lige så godt prøve at overtale Cæsar til at opgive drømmen om gallerriget, end man kan få en smule goodwill her. Og jeg har ellers været nogle stedet, hvor turismen havde taget overhånd og til større eller mindre grad ødelagt det sted man kom for at besøge. Tror du Pyramiderne er en turistfælde? Tænk igen. Selv Disneyland lader til at have mere sjæl end gudsforladte Phi Phi.

Men nu bliver det også hårdt, og måske også en anelse modbydeligt. Og det er synd, for Phi Phi øerne er et af de smukkeste steder i verden. Uden pis. Det er ikke for sjov, man valgte at optage "The Beach" her. Jeg kan garantere, at jeg aldrig kommer til at se en smukkere strand i mit liv. Og vi var endda heldige. Vi nåede at have stranden for "os selv" (plus 50 andre turister) i små tyve minutter, indtil fire kæmpe speedbåde lagde til på stranden, læssede 80 stenrige kinesere af og gjorde udsigten til en oplevelse af at se Transformers i 3D.

Ellers var det selvfølgelig fedt at være på lige præcis den strand, især efter jeg har læst bogen hernede, selv om det er fjollet, for det er jo ikke den strand Garland forestillede sig. Men ikke desto mindre var det en oplevelse. Joe havde også taget filmen med herned, så vi kunne se den inden vi skulle derud, men den computer hun har slæbt med kunne ikke trække den, så vi måtte opgive.

For at komme ind til øen skulle man for øvrigt svømme tyve meter og trække sig op ad noget tovværk (kun de rige kinesere kan lade sig fragte direkte til strandkanten), og et øjebliks panik meldte sig, da Joe tabte min vandtætte taske ned i vandet, indeholdende mit kamera, telefon, pas og pung. Og selvfølgelig er den vandtæt, men da jeg købte den for 25 kroner i Laos har jeg ikke haft nogen udpræget lyst til at teste den under meget voldsommere forhold end regn. Men den holdt, og Joe beholdt sit flotte hoved på halsen.

Vi snorklede et par gange på samme tur, og især den første omgang var smuk. Endnu en muræne fik vi set, og Ida og Joe så endda en kuglefisk mens jeg var tilbage i båden og rense mit svælg for saltvand. Udstyret var meget langt fra tip top, og mellem os har vi nok indtaget 5 liter saltvand den dag.

Desværre, som med så meget andet, er der også et men. Det er der nemlig omkring alt der vedrører Phi Phi. For mens korallerne var smukke var det beskæmmende at opleve ikke informerede badegæster vade rundt på korallerne, der det første sted ikke lå længe end halvanden meter nede. Man håbede næsten de stak sig på en af de giftige søstjerner som altid lå overalt. Det var heller ikke en fornøjelse at se kaptajnen på vores båd kaste anker lige ned i korallerne, og man undrer sig hvad det præcist er, der er beskyttet i Phi Phi National Park. I hvert fald ikke naturen.

Det blev også præciseret på det næste snorklestop, hvor alle korallerne var døde eller tæt ved. Et par sjove fisk gjorde det til en ok oplevelse, men man kan ikke undgå at tænke på, om den pris Phi Phi betaler ikke er for dyr.

På det sidste stop, en strandbar hvor et toiletbesøg kostede 3 dollars (!!), måtte Joe løbe ud af båden og kaste op i et vissent buskads. Vi tilskrev det først de store mængder saltvand vi havde indtaget, men det skulle vise sig at være en ganske almindelig rejsemave. Først da hun var ved at løbe tør for fingre og tæer at tælle antal opkast på, faldt hun til ro og fik lidt nattesøvn. Det er prisen for at glemme at tage sine yoghurtpiller!

Det er svært at skrive en underholdende og sjov blog fra et sted, hvor ubehaget og leden altid lå og truede under overfladen. Aldrig har der været et sted hvor man har følt sig så lidt velkommen, og jeg kommer aldrig til at sige til nogen det er et must see, uanset hvor bragende smukt der er. Men det til trods, skal man heller ikke fuldstændig glemme, at der også var gode oplevelser. F. eks da en koreaner var direkte skyld i, at en eremitkrebs mistede sit hjem til en anden. Vi brugte tyve minutter på at finde et ny skal til den, men uden held.

Vi havde også en travetur rundt om halvdelen af øen, for at finde mad der passede til vores budget, hvilket betød at vi ledte efter noget der var 30 baht (5,6 kroner) billigere end det vi var stødt på. Turen endte med at være så udmattende at jeg var nødt til at købe en cola, der kostede præcis 30 baht, og fuldstændig udviskede den potentielle besparelse. Hvilket igen viste sig at være komplet ligegyldigt, da vi sultne som somaliere alligevel endte med at købe en dyr pizza hver. ,Men det var en god gåtur, og vi så et fireshow af den anden verden.

Vi havde også en god dag ved stranden, hvor pigerne fik massage og jeg fik en lur. Og vi fik alle sammen en is. Hvilken lykke.

Alt andet lige markede Phi Phi vores sidste stop i Thailand, og muligheden for at vi er blevet længere end vi burde er bestemt til stede. Næste stop er Kuala Lumpur i Malaysia, et besøg i verdens højeste tvillinge tårne (også før World Trade centrene gav op) og et nyt, friskt land. Vi skal bare lige have overstået en 24 timer lang busrejse først.