På grænsen til Thailand havde vi mødt en pige, meget flygtigt, der lige nåede at slynge ud, at Pai i det nordlige Thailand var the place to be. Derefter forsvandt hun i en sky af røg som heksen fra Wizard of Oz, og med den afskedssalut var der ikke meget andet at gøre end at følge hendes råd. Et kig i Lonely Planet gav ikke meget information, så det var med spænding, vi satte os ind i bussen og fragtede os de fire timer nordpå. Hvis Lonely Planet ikke har nævnt noget, kan det ligefrem være, at det er et uberørt sted. Ikke just.

Pai er hippiehimlen på jord. Hvis folk fra Thylejren fik børn med rebellerne fra Woodstock, er Pai den børnehave, hvor de ville få passet deres børn. Her er alternative behandlingsformer nok til enhver, fodformede sko rundt om hvert gadehjørne og moderne hippier med frisurer, som de ikke engang selv forstår. En helserestaurant, med tilsvarende ringe betjening, havde Idas nye yndlingsdrik på menuen: wheatgrass. For mig lignede det, man havde blendet en dansk mark, for Ida var det sundhed i pureste form. Og sundt, det smagte det. Heldigvis havde de også mere almindelige shakes, så må Ida stå for at holde et urealistisk højt sundhedsniveau.

I bedste Vang Vieng stil var der også tubing, som vi købte af en mand, der med sikkerhed engang har solgt brugte biler i en amerikansk film. Min tube lod bestemt også til ikke at være af nyere dato, og det var med lettere nervøsitet, at jeg bemærkede et sivende hul i den efter de første fire meter på floden. Jeg fik dog andre ting at bekymre mig om, så jeg glemte det ret hurtigt. Den billedskønne tur på dybt vand, vi havde købt, viste sig nemlig at være det komplet modsatte. Så i stedet for at slappe af i vores baderinge, måtte vi spænde alt hvad vi kunne for at holde os selv strakte, for på den måde ikke at skrabe mod de skarpe sten på bunden. Hvilket vi gjorde alligevel. Det gjorde heller ikke fornøjelsen større, at den "naturskønne" flod indeholdt flere tomme malerbøtter end der var kopier af Monets "Åkander" i Hvidovre på ethvert givent tidspunkt '94. Eller at der alle steder var folk i gang med at grave grus eller tang eller slam, eller hvad de nu bruger i deres indkørsler her, op fra flodbunden. Ida kolliderede med en af deres både, noget jeg klogt undgik ved at gå på grund midt ude på floden. Vi endte med at få 100 baht refunderet, hvilket vi godtog som en nogenlunde fornuftig undskyldning.

I Pai blev der også tid til et par opgaver for ScandAsia, blandt andet en tur på elefantryg. Og det er sjovt, fandens sjovt. Men også vanvittigt smertefuldt for en lille pariserpopo som min egen *host*, så efter en lille halv time hoppede jeg af og skød nogle billeder i stedet for. Da jeg hookede op med min elefant senere, red hun stadig rundt på vores 5 ton tunge dyr, men nu med blomster i håret fra en mere end flirtende guide. Men dejlig ser hun jo ud, så det var svært at klandre den unge mand for noget. Den to timer lange oplevelse endte i en flod, hvor elefanterne smed deres passagerer fra sig i det grumsede vand. Vi snakkede lidt senere med en dansk familie, der havde været på den samme tur sidste år, men havde droppet floddelen, fordi elefanterne havde skidt i vandet. Heldigvis for os bor vi i det mørke Jylland, så lidt lort skræmmer os ikke, og vi har nu redet på verdens største fugl og landjordens største pattedyr. Ida planlægger at ride på en chinchilla næste gang, men jeg prøver at snakke hende fra det.

Den anden opgave var noget mere afslappet, men involverede et lige så eksotisk dyr: piratfisk! Yes, i Asien kan man alt, og i Dave's Piranha Park kan man altså fange piratfisk. Vi brugte to dage derude på at slappe i solen, hive fisk op af vandet og høre på Dave's røverhistorier. Det bedste, vi præsterede, var en kleppert på tre kilo, men med en rekord på 6 kilo var vi stadig meget langt fra at komme på tavlen. En ting er sikkert, hvis nogen af jer nogensinde kommer til Pai, er det den lille knallertur værd. Om ikke andet så bare for de fabelagtige britiske burgere, Dave klasker sammen i sit køkken.

Og tager man knallertturen derud, er man også så heldig at passere gennem en lille landsby, der udelukkende består af kogekoner, der tumler ud af deres hytter, lader som om de tager et sug på en joint og siger i en spørgende tone "ganja?". Selv om man ikke ryger, er det et syn for guder.

En anden knallerttur bragte os ud på nogle vilde vover, hvor kortet påstod, der var et vandfald. Det var der sikkert også, vi fandt det bare aldrig. På trods af, at vi krydsede, på scooter, den samme flod fem gange og gik over halvanden kilometer, da stien blev for smadret, selv for vores 140cc terrængående retrobæst af et tohjulet køretøj. Så vi så ikke noget vandfald den dag. Til gengæld så vi et egern.

Alt det her lyder måske som vældige mængder action, men sandheden er, at vi brugte mindst lige så meget tid på vores resort. Vi havde lejet vores egen lille personlige bungalow med privat tagterasse og tilstødende pool. Det er ufatteligt, hvad man kan få for 70 kroner hernede.

Idas tatovering kostede til gengæld en my mere, men har indtil videre været alle pengene værd. Hun kigger i hvert fald stadig løbende forelsket på den, så meget at jeg nogle gange føler mig en lille smule overset. Men det er okay, når nu det er "et valg for livet", som alle mulige bekymrede typer derhjemme plejer at sige, så skal man gerne være lidt glad ud over det sædvanlige for sin nye udsmykning. Og hvad det er, hun har fået tatoveret? Det må i vente med at se, til vi kommer hjem.