Det er snart tre måneder siden, vi landede i Bangkok, rene som sne og uskyldige som dådyrøjne mod en blå himmel. Tre måneder siden, vi fik vores første pad thai. Tre måneder siden, vi så vores første pingpong show, og tre måneder siden, vi forlod landet i al hast. Thailand, der først virkede som en rodet og beskidt og lige lovlig turistet destination, får nu en ny chance, og med to måneder på vores visum, burde der være nok tid til at vride karkluden. Og hvilket bedre sted at starte end Chiang Mai, byen med over 300 templer og flere aktivitetsmuligheder end Sølund Festival på en velbesøgt sommerdag.

En af de ting vores små hjerter brændte for, inden vi tog hjemmefra, var Gibbon Experience i det nordlige Laos. Kort fortalt er det en zipline oplevelse, hvor man iført sele og hjelm suser gennem trætoppene på nogle forhåbentligt sikre stålwires. Ida vejer ikke så meget, men med min bastante vægt vil jeg vurdere, at der er grund til bekymring. Især når vi ikke alene fik muligheden for at gøre det i Chiang Mai, men også tog den.

Og ligesom til klatringen på Cat Ba var det Ida, der tog føringen. Hun er frygtløs i den slags situationer, og nogle gange er jeg helt pinlig over, at hun skal trækkes med et stykke sløjt kød som mig. Ziplingen var sådan set fin nok, men da vi kom til en hængebro 40 meter over jorden, hvor nogle havde været så modbydelige at fjerne hvert andet bræt, satte højdeskrækken ind. Mens Ida ikke kunne få det vildt nok, rystede jeg som en lille skræmt gazelle gennem resten af banen, og da vi kom til afslutningen, en 40 meter høj abseiling gyser, blev jeg firet ned som en slagtegris på en krog. Jeg tror måske, vi skal til at holde vores ferier hver for sig...

Så var dagen derefter straks mere efter mit hoved. Ziplining-firmaet havde tilbudt os en tur rundt i byen for at se et par af de mange templer. På Segway. Og jeg kan fortælle, at lige så kikset som det ser ud, lige så fedt føles det. Da vi først have fået styr på den lidt prekære balancegang, strøg vi derudaf. Og helt ærligt, op i røven med de templer der. Vi kunne havde kigget på hundelorte i forskellige afskygninger i en gyde i Køge, det havde ikke gjort nogen forskel. På Segway er alt fedt! Og at have sin egen personlige guide med til at holde et "Segway crossing" skilt op til trafikken, når vi krydsede vejen, gjorde det ikke mindre sejt.

Desværre var alt i Chiang Mai ikke lige så rart som en lille prinsesse, der plukker blomster, mens vinden tager i hendes hår, og foråret sniger sig ind over bakketoppen bag ved den lille vindmølle i baggrunden, hvor mølleren maler mel, så hele den lille landsby kan få friskbagt brød på bordet. Vi var godt blevet advaret om, at Thailands tigeroplevelser var i en sørgelig forfatning, med Auschwitz-mentalitet og tigere så bedøvede, at de ville gøre en narkoman på Istedgade grønne af misundelse. Men på vej hjem fra et insektmuseum svingede guiden forbi, og da vi kiggede ind og så friske tigere hoppe rundt, kunne vi ikke stå for muligheden for at kæle med et af verdens sejeste kattedyr.

Vi blev desværre ikke så meget bollet i røven, som vi blev bastet og bundet og smidt ud over kanten på Molslinien, lige når den når til det punkt, hvor man akkurat ikke kan se vindmøllerne længere. Inde bag ved de glade, kække tigere var situationen en helt anden. Her var de triste, bedøvede eksemplarer til gæsterne, hvor man blev ført rundt til den ene klichéfyldte fotomulighed efter den anden. Hvad der skulle forestille at være et stolt frygtindgydende dyr, viste sig at være en sovende vicevært. Jeg kan med tristhed sige, at det er en af de ting, jeg nogensinde har gjort, jeg skammer mig mest over, og vil håbe, at andre ikke var så blåøjede, som vi var, og aldrig støtter den slags foretagender. Så var insektmuseet meget bedre. Her rørte vi en kakkerlak, en knæler og en skorpion, og de var i den grad levende og ved godt mod.

Tilbage på hostellet stødte vi ind i et helt andet slags dyr, nemlig backpacker-idiot-dyret. Vores hostel virkede tilsyneladende som en magnet på lige præcis dette pattedyr. Det var sjældent, vi fik bare en enkelt rolig nat fra stive skovle, og sidste nat gik det helt galt, da jeg gentagne gange måtte bede folk udenfor om at holde kæft. Jeg ved godt, jeg lyder som et surt, gammelt røvhul, hvilket jeg også er om nogle få dage, men når en britisk trunte i en halv time har hamret på døren til det værelse, hun i sin brandert har låst sig ude fra, er det måske på tide at indse, at der ikke er nogen, der lukker op.

Så livet går sin efterhånden vante gang. Jeg bliver ældre dag for dag, mens Ida holder sig ungdommelig og jubler, hver gang vi laver noget actionpræget. Et lyspunkt var dog, at vi fandt et sted, der solgte sushi til en krone stykket. En aften spiste jeg så meget, at jeg sprak i maveskindet.

Ingen ordbog denne gang, men et link til Idas Gibbon artikel:

http://scandasia.com/scandasia-test-team-adventure-in-the-canopies-2/