Efter at have fundet ud af, at Krabis naturskatte ikke ligger i Krabi by, men i provinsen Krabi, hastede vi videre på skattejagt. Vi fandt Railay. En lille halvø, som består af nogle latterligt fede klipper og nogle ubegribeligt smukke strande. Et klart upcoming turiststed, men stadig en halvskjult juvel - det lyder jo alt sammen ganske tilforladeligt og lige som noget for det eventyrlystne trekløver.

Vi skulle dog ikke være længe på øen, før vi tabte vores respektive underkæber over priserne. Med over en måned i Thailand på rejse-CV'et ved vi godt, hvad ting koster. Vi ved også godt, at ting er dyrere på en ø. Men aldrig kommer vi til at forstå, at drikkevand på Railay koster tre gange så meget som normale ø-priser. Tre! Og med Joe, der med sin kampsved endnu ikke havde vænnet sig til klimaet og rask væk konsumerede 10 liter om dagen, kunne det hurtigt blive noget af en udskrivning. Mistænkeligt nok var priserne identiske alle steder, og alle former for rabat blev snapt afvist. Men vi havde taget sejlturen derud, var tjekket ind på et hotel og havde en af verdens smukkeste strande få meter væk. Så vi måtte jo prøve at se igennem den vibe af mafia/kartel/usund forretning, der herskede.

Efter at have rejst med et surt, gammelt løg af en 30-årig i fire måneder, trængte jeg til en ordentlig omgang tøsefjol. Og her var Joe kommet som kaldet. Vi hoppede fluks i poolen, hvor vi legede "sjov med svøm", "hvem kommer først", "hvem ligner den største idiot nu?" og andre undervandsklassikere, indtil vores fingre lignede rosiner, Seb var blevet sulten, og vi havde skræmt alle aber væk fra området med vores skrig og skrål.

Verdens angiveligt smukkeste strand skulle vi naturligvis heller ikke lade gå ubemærket hen, så vi fortsatte svømmeløjerne i enorme, salte bølger mellem to orange klippevægge. Her kunne Seb også være med, og vi jublede som tre små hyperaktive hundehvalpe, over hvor nice alting var.

Humøret blev ikke ringere af, at vi besluttede at skeje ud og spise lækker buffet med dertilhørende smarte og eksotiske drinks. Og det blev kun endnu bedre af, at vi fortsatte promillestigningen med øl på terrassen bagefter. Vores lille idylliske ølboble blev kun afbrudt, da en ung tysker havde fået lidt for mange giftige svampe og måtte rørt og snøvlende fortælle os, at han lige havde set verdens smukkeste sted, og at "it was life changing". Det var den vildeste oplevelse på hele hans rejse at se den strand om aftenen, men vi betvivlede hans referenceramme en kende, da han tidligere på dagen havde fortalt, at han var fløjet ind fra Tyskland kun tre dage tidligere. Og mon ikke også svampene gjorde sin del for forskønnelsen? I hvert fald var det helt okay, at han vraltede videre ud i natten og lod os blive tilbage til en mere rolig aften med øl og en snak om gode, gamle dage på Molleren (og selvfølgelig religion, det evigt uundgåelige emne).

Der var også en grotte på Railay. Seb og jeg har efterhånden (læs: for længe siden) nået vores mætningspunkt af grotter, vandfald og templer. De ligner sgu hinanden. Men en sej grotte stod højt på Joes ønskeliste, så mens vi trissede rundt derinde, og Joe havde travlt med at være betaget, havde vi travlt med at fortælle hende om de farlige spøgelser, tigre og slanger, der gemte sig bag en hver stalakmit. Så med hjælp fra Joes fjæs, der konstant skiftede fra et overlegent "ha, det tror jeg da ikke på!" til et utrygt "s***, tænk hvis det nu er rigtigt!", endte det med at blive en god oplevelse for alle.

Efter noget alt for dyrt, mad-lignende juks til morgenmad, ventede færgen på os. Med humøret højt og rejsegejsten intakt, fandt vi ud af, at vandet var for lavt, til at færgen kunne lægge til på kajen. Så passagererne måtte selv gå derud. Min frygt for havet er blevet mindre, men den eksisterer bestemt stadig, så da de første, friske færgerejsende banede vej for kortegen gennem vandmasserne, strejkede mine lemmer og nægtede at gå videre. Begavet nok havde de faktisk bygget en mole. Den lå bare 20-30 centimeter under vandoverfladen - lige præcis langt nok nede, til at man ikke kunne se, hvor molens kant var. Så der gik vi og håbede ikke at træde ved siden af med vores bagage og prøvede at følge de præcise fodspor af personen foran. Vi havde vores backpacks på ryggen, men værst var det for dem med trolleyer, der skulle løfte al deres bagage på skulderne og samtidig balancere på den usynlige mole i vandet. Jøsses.

Alt dette var dog glemt, da vi slog os ned på stævnen på en luksuriøs mini-færge og lagde an til solbadning som tre blege pølser på en nytændt grill. Joe havde fået pladsen længst mod rælingen, og hver gang vi sejlede over en større bølge, fik hun en del af sprøjtet lige i smasken, til stor morskab for alle på dækket. Vi var klar til sidste destination i Thailand. Famøse Phi Phi, berømt for sin skønhed og berygtet for sit besøgstal.