Vi ankom til Rotorua sent om aftenen onsdag d.10 April, efter at have kørt hele eftermiddagen. Vejen til Rotorua havde været vidunderlig smuk, med bjerge som tårnede sig op mod den smukke lyserøde himmel med få hvide skyer på. Det havde været en af de dage, hvor solen havde stået højt på en klar blå himmel, og med en kølig brise blæsende i ny og næ. Daniel kørte de første par timer, og jeg kørte de sidste. Det var en dum, dum fordeling, for jeg bryder mig ikke om at køre når det er mørkt, og jeg fandt ud af, at jeg bestemt ikke bryder mig om at køre i snævre sving rundt om et bjerg og slet ikke imens det er mørkt! Vi ankom dog sikkert, og så var opgaven ellers "Bare" at finde en parkeringsplads som vi kunne holde på. Det var ikke bare lige. Vi kørte længe rundt i byen, for at finde et sted vi kunne holde for natten. Vi fandt det lækreste spot nede ved en kæmpe sø. Vi havde direkte sø-udsigt. Vi kokkererede, og så var det ellers sengetid.

Det første vi så torsdag morgen, var en KÆMPE flok japanske turister, som stod og fodrede fuglene(lige bag skiltet hvorpå der stod, at fodring var forbudt) Det var hundekoldt udenfor - der havde været stjerneklar himmel om aftenen, så der var ikke nogen skyer til at "holde på varmen". Langsomt kom vi i omdrejninger, og kørte hen til det lokale I-site(information). Daniel blev siddende i bilens imens jeg gik ind. Jeg bestilte tid til riverrafting den følgende dag, og fik instruktioner om hvor vi fandt OGO-balls!

Vi kørte afsted ud af byen for at finde OGO-Ball. Det var temmelig nemt at finde. En OGO-Ball består af to bolde. En yderbold og en inderbold. Inderbolden "hænger" fra yderbolden i en slags snoremekanik, så de to bolde ikke rører ved hinanden. Vi blev enige om, at vi ville sammen ind i en bold(for så ville bolden rulle hurtigere), og at vi ville have zig-zak banen. Vi iførte os badetøj, og blev kørt op til startstedet. Inde i inderbolden var der varmt vand. Daniel hoppede ind først, og så hoppede jeg ind efter ham. VI skulle begge tage tilløb for at kunne komme ind i hullet. Vi fik et GO-Pro kamera, og så blev vi ellers skubbet afsted.

HVis i nogensinde kunne tænke jer at opleve hvad der foregår i en vaskemaskine, så er det en brilliant ide at tage en tur i OGO-Ball. Vi blev kastet rundt imellem hinanden, og hver gang vi troede, at vi havde fundet fodfæste blev vi kylet rundt igen. Vi røg rundt i bolden - på kryds og på tværs - ikke kun frem og tilbage. Det ene sekund kunne jeg være på Daniels venstre side, og det næste over ham og i hans højre side. VI skreg af grin begge to. Aldrig havde jeg da troet, at jeg skulle rulle ned af en bakke i en BOLD! På et tidspunkt ramte Daniel mig med kamrraet(selvfølgelig ikke med vilje- det var ret umuligt at styrre ens egen krop) Desværre blev jeg ramt på overlæben, lige ved fortænderne. Det gjorde rent ud sagt pisse ondt, og resten af turen ned var jeg bange for at blive ramt igen - så det tog lidt af det sjove af det!

Da bolden holdte stille, kiggede Daniel forbavset på mig, og sagde, Gud, du bløder Didde. Og det gjorde jeg godt nok. Vi kom ud af bolden og blev tillbudt at lægge os i boblebadet - det gjorde vi. Min læbe blev ved med at bløde.(og vi blev enige om, at selvfølgelig var det mig, som blev ramt - hvem skulle ellers blive det?) Vi tog tøj på igen og fik set vores video fra bolden. Selvom at den var dyr, blev vi enige om, at vi bare MÅTTE have den. Man får en okay god fornemmelse af hvordan det var, samt man kan se og høre da jeg blev ramt("skrækken" i mine øjne)

Tilbage i bilen fik vi studeret min flænge, og blev enige om at køre et smut forbi skadestuen for at tjekke med dem om den skulle have en sommerfugl eller ej(jeg ville nemlig IKKE have flere ar fra den her tur - jeg har 4 fra min operation samt en masse små på armene efter udslettet i Salt De Uyni)

På skadestuen gad sygeplejersken knap nok at se på mig imens jeg snakkede til hende. Hun tjekkede ikke læben, men sagde, at der ikke var nogen grund til noget, og at jeg bare skulle gå igen. Jeg var temmelig frusteret da jeg kom tilbage til Daniel(han ventede i bilen) Jeg kunne ikke forstå, at hun i det mindste ikke bare ville kigge på det, og jeg var stensikker på, at jeg ville få et ar.(Det er sjællent at jeg kan lade være, men jeg pillede IKKE i såret, rørte ikke ved det, men lod det være! MEGET stolt af mig selv, for normalt piller, piller, og piller jeg. Fuldstændig ude af stand til at lade det være)

Efter sygehuset blev vi enige om, at tage på Dominos for at spise frokost(vi brugte min flænge som undskyldning) Vi spiste og kørte så tilbage til vores "campingspot" foran søen. Vi gik en tur på biblioteket, her fandt jeg en bog til 3$(endda af en af mine nye yndlingsforfattere) og det var bare skide godt, for jeg var næsten færdig med de bøger som mor havde haft med. Jeg brugte det sidste af dagen på at skrive lidt blog, læse og lave aftensmad - vi havde for første gang købt kød, lækre steaks. Vi glædede os begge til aftensmaden, for den var så "ekstraordinær". ALDRIG har jeg været så skuffet over et stykke kød. Jeg spiste det ikke engag, men gav det til Daniel. Samgen var så ubehagelig. Øv øv øv! Jeg færdiggjorde min sidste danske bog, og så lagde vi os til at sove.

Fredag stod den på afslapning og hygge foran autocamperen inden vi skulle ud at riverrafte. Jeg havde bestilt grad 5, og på turen skulle der være et 7meter højt vandfald. Vi havde fået at vide, at dette var den vildeste riverrafting man kan komme på i NZ. Vi så begge vildt meget frem til det - glædede os som små børn. Vi blev samlet op i en bus, vores chauffør, Tom, var venlig og utrolig nem at snakke med. Han fortalte, at hans far bor i Sverige, og hans mor i Christchurch. Tom og jeg snakkede hele vejen ud til stedet hvor vi skulle klædes på. Vi mødte alle guiderne, fik underskrevet alle erklæringerog så blev vi ellers klædt på. Tom havde også skriftet - til badebukser, og flashede en kæmpe tatovering af en skorpion på den ene overarm. Jeg spurgte om han var fra november, det var han, og det viste sig, at han kun er et par dage ældre end mig. Vi blev ført ud til bussen igen, og så blev vi kørt ud til floden.

Vi skulle alle hjælpe med at bære gummibådene ned til floden - hold nu fast hvor er de TUNGE! Vi blev delt op i fire både, der blev sagt en bøn på Maori og så blev vi ellers bedt om at hoppe ned i det ISKOLDE vand og derefter kravle op i båden.

Riverraftingen var sjov, og det bedste var helt klart det 7m høje vandfald. Vi var dog begge temmelig enige om, at vi havde forventet noget mere - at det ville have været mere vildt. Altså, det var jo sjovt, men slet ikke så nervepirrende, skræmmende og adrenalin-pumpende som vi havde håbet på. Og slet ikke når man tænker på, at det skulle være det VILDESTE sted for amatører.

Lørdag d. 13 april fik vi booket en aftentur ud til en Maori landsby - Tamaki Village. Selve dagen brugte vi i AGROVENTURE - et slags adrenalin-land. Vi havde købt et fire-turs kort- Det første vi prøvede var "extreeme free fall" Vi blev iført en dragt og vindbriller, og så blev der ellers fyrret op for vindtunnelen under os. Jeg prøvede først - Daniel skulle jo sikre sikre sig, at det var sikkert nok - haha. Det var ret svært at styre ens bevægelser(heldigvis stod der to instruktørere)Det blev Daniels tur, og så kunne jeg ellers få lov til at grine. Kan i forestille jer hvordan man ser ud i hovedet, når der bliver sluppet så meget vind ud, at et 100 kg tungt stykke mand kan lette, Det ser ret sjovt ud kan jeg fortælle jer! Næste tur gav os et kæmpe adrenalin rush - swoob er det så fint kaldet. Vi blev puttet i hver vores sovepose-lignende-sæk, blev fæstet hen over brystet, og så blev vi ellers hejst op(43 m) - side om side.Daniel skulle udløse os. JEg var pisse bange for at sige det rent ud - mest for at blive ramt i hovedet af hans albue, men også for selve turen. Det er ikke spor sjovt at blive hejst baglæns op. Daniel fik signalet, hev i udløseren, og så røg vi ellers mod jorden, med hovedet først og med 130km i timen. Er i fuldstændig VANVITTIGE det går stærkt. 130km er altså voldsomt hurtigt når man hænger med hovedet først, og jeg kan godt love jer for, at adrenalinen pumpede i vores kroppe!

Som den tredje ting, tog vi en tur i NZ hurtigste jetbåd. Det var ret sjovt, og det er ret så imponerende hvordan føren kunne svinge den rundt i så hurtigt et tempo!

Den sidste ting vi prøvede var et par svæve/spor-cykler af en slags. Der var to cykler, på hver sin bane - banerne krydsede hinanden på kryds og på tværs, men indeholdt præcist det samme. Vi lagde os ind(ja, det er sofa-cykler inde i en slags kuppel), så blev der lukket for os og der blev talt ned. Vi skulle cykle tre omgange, der blev taget tid på os - jeg vandt!! med 1 sek! Haha.Vi gik ind på kontoret, og så billeder og videoer fra hele dagen - vi købte videon af swooben - for den var ALT for god. Man kan høre hvordan jeg kævler hele vejen på vej op(af nervøsitet)

Vi kørte tilbage til vores parkeringsplads ved søen.

Eftersom vi kun havde fået bad i OGO-bolden og i floden til riverrafting, trængte jeg virkelig til at få vasket hår med sæbe. Men da vi ligesom ikke var på et campsite, men på en parkeringsplads, måtte jeg benytte mig af det offentlige toilets kolde vand i håndvasken. Jeg må indrømme, at de damer som kom ind på toilettet, imens jeg havde hovedet skubbet ind under vandhanen, gloede temmelig forbavset på mig - men helt ærlig, hvad skulle jeg gøre??

Vi gjorde og klar, og gik hen til kontoret. Vi blev kørt ud til Tamaki i en bus. ALDRIG har jeg haft så SJOV en buschauffør. Han var tosset - på den fede måde. Sådan en rigtig fjolle morfar. Hele bussen grinte stort set hele vejen ud til byen. På Maori, kaldes busturen for WAKA'en - vi skulle forestille at være "en stamme", så derfor blev der også valgt en høvding.

Da vi ankom til landsbyen, blev vi mødt af en Powhiri, som er en formel velkomst(krigsdans) som udføres af nogle af mændende fra landsbyen - det var forbudt at gå ind i landsbyen, før denne dans var lavet. Efter dansen blev der givet en udfordring(Te wero) til en af høvdingerne (vi var 4 stammer)

Vi blev ført rundt i byen, hvor der var "workshops", så vi kunne få en indsigt i det liv de levede i landsbyerne i tidligere dage. Efter at have set en del forskellige workshops, blev vi ført ind i Wharenui, Det store hus(mødehus)her så vi flere danse, og hørte fantastiske sange - det var vildt fortryllende.

Vi gik videre til Wharekai(madhuset), hvor vi fik serveret rigtig Hangi mad(mad lavet i jordovn) Hold nu fast hvor det smagte for godt! Eller snarere HIMMELSK! Daniel og jeg åd(og ja, vi ÅD) vi var begge lige ved at sprække. Vi sad til bords sammen med to tossede(ældre) søstre fra England - den ene af dem, har dog boet i NZ i næsten 50 år. Vi morede os gevaldigt med dem, og jeg tog det som en meget stor kompliment, da de sagde at jeg så vidunderlig nydelig ud og at jeg havde en skøn stil. Jeg takkede mange gange, og fortalte dem at det betød meget for mig! - så man kan altså godt se godt ud selvom man vasker hår i en håndvask på et offentlig toilet! Haha.

På vej tilbage til byen, var vores chauffør nærmest endnu mere tosset. Han SANG hele vejen, fik os med på en slags boogie woogie og kørte 4 gange, FIRE gange rundt i en rundkørsel, fordi han skulle færdiggøre sin sang. Tossede mand. Jeg var ret imponeret over Maori-kulturen, den er helt ærlig for sej! En smule skræmmende, men vildt imponerende! Jeg kan faktisk godt blive lidt misundelig på kulture som disse - der er så mange spændende ritualer og så storslåede historier. Det må være fedt at kunne få lov til at viderebringe så specielle historier og kultur - for hvad har jeg at viderebringe til mine børn? Jeg har de værdier mine forældre har givet mig(og dem er jeg STOLT af), og jeg har den danske kultur i form af mad, forskellige former for fester og "ritualer". Men jeg synes bestemt ikke at det er lige så spændende og specielt som for eksempel Maorierne. Det kan vel også være fordi jeg er født i det? Har været vant til det altid? Nu håber jeg virkelig ikke at i misforstår mig - for jeg elsker den danske kultur - den er bare lidt firkantet og kedelig nogen gange(efter min mening)

Vi blev sat af, og "rullede"(vi kunne knap gå efter al det mad) tilbage til vores campervan. Vi faldt om i sengen, og orkede så absolut ikke mere for den aften. I skal jo tænke på, at det var hårdt for os at spise så meget - slet ikke vant til det længere.

Vi stod op til en KOLD og meget smuk morgen søndag d. 14 april - og til MASSER(flere end de andre dage) af kinesere og japanere , i gang med at fodre(selvom det er forbudt) og tage billeder af fuglene. Vi gjorde os klar, og kørte hen til et Maori område tæt på søen. Vi gik forbi et par varme kilder. I mange af husene bruger de kildernes varme vand til at varme husene - det er ret smart, og GRATIS(for de henter det direkte op fra jorden)

Efter at have gået rundt i lidt tid kørte vi mod Taupo.