Vi ankom til Waitomo Blackriverrafting/cave-kontor ved 14tiden. To piger var allerede kommet. Bee fra Belgien og Hong fra Japan. Vi manglede stadig en person. Efter at have ventet et godt stykke tid, ringede vores guide - Simon, op til det hostel hvor den sidste person gerne skulle befinde sig. Det viste sig, at det var Hong vi manglede - hun havde selv booket sig ind, OG havde også fået hostellet til det! Haha.

Vi blev kørt op til udstyrsrummet. Vi fik en våddragt samt en våddragtsjakke, gummistøvler(med hul i bunden), en hjem med lygte og et par overtræksbukser, og så kørte vi ned mod grotterne. Vi skulle starte med at rapelle ned til grotterne. Simon viste os teknikken, og så var vi ellers klar til at blive kastet ud i det. Jeg var den første som blev sendt afsted. For mig kunne vi sagtens have rapellet et længere stykke - det var vildt sjovt! Jeg løsnede alle linerne, sådan som jeg var blevet instrueret i det, og så gik jeg over til "vente-skiltet". Da jeg trådte ud i floden fik jeg kuldegysninger over hele kroppen - for helvede vandet var koldt! De andre kom ned, og så begav vi os ind i grotten med vores "baderinge" - gående i den iskolde flod! Et godt stykke inde i grotten bad Simon os om at smide baderingene og følge efter ham. Han fik os til at kravle ind igennem små sprækker og huller. Der var flere gange, hvor jeg tænkte, at det ville vi ALDRIG klare, men vi klarede det hver evig eneste gang - på en eller anden måde. Der blev aset, maset, gnedet, maver blev trukket ind, vejret blev holdt, der blev snoet og prustet, og vupti, så var vi ude igennem selv de mindste sprækker. Det var ret sjovt at prøve. Efter at have leget i grottens sprækker og huler i et godt stykke tid, førte Simon os hen til et spot hvor det var muligt for os at røre og nærstudere "glowworms'ne" Og det er ganske enkel orme som gløder i "numsen". Deres grønne glød lokker insekter til - insektet flyver ind i det stykke spind, som hænger ned fra ormen(lidt ligesom edderkopperne) og derefter kan ormen spise insektet. Det er ret så smart. Vi blev sat i hver vores badering, blev beordret til at danne et "tog" og så blev vi ellers trukket ud af grotten(med ormene skinnende over os). Vi hoppede af baderingene og gik ind i en ny grotte. Vi kravlede igennem en masse nye huller og sprækker. Simon havde taget chokolade og varm mango-the med til os. Det var super lækkert med lidt varmt. Vi fortsatte i lidt længere ind i grotten, blev bedt om at slukke vores lygter. Simon slog på hans badering, så det gav et ordenligt bulder. Det skulle på en og samme tid få vores pupiller til at blive større(på grund af skrækket) og få ormene til at gløde mere(fordi de tror der kommer mad). Der var SÅ mange orme - det var helt vildt. Simon tog nogle billeder af os, og så var det blevet tid til den sidste udfordring. Jeg skulle kravle igennem en MEGET SMAL sprække. Jeg begyndte at grine, hvilket medførte at jeg sad fast. Det tog mig et godt stykke tid at få mig frigjort. Udgangen var direkte ned i vandet. Da Daniel kom ud af hulle, bad han om min hånd til at hjælpe ham op at stå, og hvad tror i knolden gjorde? Hev mig direkte ned i det iskolde vand - MED VILJE!

Vi hoppede på baderingene igen og begav os mod udgangen. Vi skulle gå de sidste 50 meter ud - UDEN vores lygter tændte. Det var ret svært, for der var sort som i SORT.

Da vi var kommet ud af grotten, skulle vi klatre op ad klippevæggen for at komme op igen.Vi fik sikkkerhedsudstyr på, og blev instrueret i, hvordan vi skulle hægte os fast. Jeg var den første til at kravle op(efter Simon). Hold nu fast hvor var klippevæggen glat! Da vi alle var kommet op igen, blev vi kørt ned til udstyrsrummet, hvor vi kunne få et bad og skifte til varmt tøj. Vi blev kørt tilbage til kontoret, hvor vi fik serveret varm tomatsuppe, og så de billeder som Simon havde taget af os i løbet af dagen. Daniel og jeg sagde farvel, og kørte tilbage til Otorohanga.