I Singapore skulle vi skifte flyselskab, så vi blev nødt til at gå ud af ankomsthallerne og ud til check ind. På flyet til Brisbane kunne vi helt selv få lov til at bestemme hvor vi ville sidde - det var ret så luksus. VI havde lidt ventetid i Singapore, men det var ikke vanvittig længe. Vi kom om bord på flyet, og ALDRIG er vi blevet forkælet så meget som vi gjorde af "Emiraterne". Southafrican airways var gode, men Emiraterne endnu bedre- selvom jeg ikke troede at det var muligt. Vi fik serveret så utrolig meget mad, og kunne til enhver tid bede om Kopnudler, hvis det lystede. Det eneste minus ved vores flyvetur var, at der var en lille baby, som stort set skreg hele vejen. Jeg havde så ondt af det lille pus. Jeg talte med moderen på et tidspunkt, og hun sagde at han for det første var ved at få tænder, men samtidig også havde mavekramper. Stakkels stakkels baby.

Vi så film hele vejen, lukkede ikke et øje på noget tidspunkt. Vi ankom til Brisbane ved midnatstid, og her skulle vi vente i næsten 9 timer inden vi skulle med vores fly til Auckland. Vi fandt et par sofaer og Daniel lagde sig til at sove. Jeg gik på nettet, og kunne se at min mor havde skrevet mig en besked. Min søde og højt elskede bonus-farfar var sovet ind samme dag. Det gjorde utrolig ondt, og det var bestemt ikke sjovt at sidde i en stor og kold lufthavn. Jeg ringede først min mor op på skype, og derefter min søster. Det hjalp lidt at snakke med hende. Vi snakkede meget frem og tilbage om hvorvidt vi skulle tage hjem eller ej(Hun er jo stadig i USA) - vi ville begge gerne hjem, men farmor havde lokket Cille til at blive hvor hun var, og de havde også forsøgt sig på mig. Jeg må indrømme, at jeg følte mig meget ulykkelig på dette tidspunkt. Jeg fik min søster til at ringe Morten op, for at høre om han havde tid og lyst til at snakke med mig(jeg vidste, at han ville være den eneste, som kunne hjælpe mig med at falde ned igen) Det var så vidunderlig dejligt at snakke med ham, og det hjalp mig utrolig meget. Vi snakkede længe, og da vi lagde på, følte jeg mig roligere. Jeg gik mig en tur, søgte efter noget varm kakao, for jeg var så gennemkold efter at have grædt, også fordi der generelt bare var koldt. Jeg fandt ingen kakao, men jeg fandt et toilet med varmt vand. Jeg varmede mine hænder, og gik tilbage til der hvor Daniel sov. Jeg fandt et tæppe, og prøvede på at falde i søvn. Det lykkedes mig til sidst at falde lidt hen, men jeg faldt aldrig i en dyb søvn. Da Daniel vågende, fortalte jeg ham hvad der var sket, han var selvfølgelig ked af at høre det, og kondolerede.

Vi gik hen til gaten, og selvfølgelig var vores fly forsinket. Da vi endelig kom om bord, fandt jeg ud af, at vi endnu en gang sad bag ved et skrigende barn. Så herligt jo. Jeg så et par film, men kunne ikke finde ro til at falde i søvn. Jeg kunne mærke, at jeg var mere end bare træt, jeg var totalt udkørt og i shock og sorg. Natten havde jo været mere end bare almindelig hård - den havde været forfærdelig.

Jeg var så lettet da vi ENDELIG ankom til Auckland, da vi ENDELIG kunne stige på bussen, som skulle tage os til vores hostel. Jeg faldte i søvn på bussen, og for en gangs skyld overlod jeg til Daniel, at sørge for at vi kom af.

Dette havde været den længste rejse længe. På mange måder.!