Vi ankom til Taupo omkring middagstid, og fandt et hostel som også havde et campsite. Eftersom solen stod højt fra en skyfri himmel med varme stråler og ingen vind, blev campingstolene hevet frem, toppen hevet af, de bare ben strukket godt ud, og solbrillerne atter taget i brug.Det var så dejligt at mærke solens stråler slikke sig rundt om kroppen. Vi blev enige om at booke Skydiving til den følgende dag. Daniel gik ind i receptionen, men kom hurtigt tilbage. Receptionisten foreslog, at vi gjorde det samme eftermiddag, for vejrudsigten så skidt ud. Vi fik receptionisten til at undersøge, om det var muligt at komme til. Vi blev hentet om eftermiddagen i en limousine. Det var første gang for mit vedkommende - ihvertfald så vidt jeg kan huske. Vi blev kørt ud til en lille lufthavn. Inde på kontoret blev vi taget godt imod, og så blev vi ellers vejet og målt. Vi kunne vælge imellem forskellige former for filmning af vores spring. Vi ville begge gerne have den store pakke - med kamera på håndledet af den person som vi var heftet til, samt kamera fra en ekstra person. Daniel kunne desværre kun blive filmet af en ekstra person, og ikke af ham som han var koblet på - det havde noget med vægten at gøre. Han ærgede sig selvfølgelig over det, men på den anden side var det også billigere. Jeg tog den helt store pakke, og blev derfor også interviewet inden springet -det komiske var bare, at jeg ikke forstod særlig meget af det min "mand" sagde. Han kommer oprindelig fra tyskland, men havde været i Taupo længe(men åbenbart ikke længe nok til at tale et forståeligt engelsk?) Vi blev iført vores udstyr og derefter blev vi ledt ud til et lille fly. Vi var blevet enige om at springe 15000ft - det ville give os et lidt længere frit fald.

Jeg brød mig ikke særlig meget om at være heftet fast til min "mand" - jeg ved godt at det selvfølgelig ikke forholder sig sådan, men jeg følte at han ragede rundt på mig - og ja, jeg ved godt at det var fordi han skulle spænde mig fast på ham - men jeg brød mig virkelig bare ikke om det. På et tidspunkt fik vi iltmasker på, og kort før vi skulle ud af flyet blev de taget af os.

Jeg blev instrueret i hvordan jeg skulle gøre: hovedet tilbage på hans skulder, holde fast i stropperne og benene bagud. Vi kravlede hurtigt mod udgangen, satte os på kanten, men eftersom jeg havde hovedet på hans skulder, og derfor kiggede direkte op i loftet, så jeg ikke hvor langt der egentlig var ned, før vi var ude i luften. HOLD NU FAST hvor var det fedt! Slet ikke lige så skræmmende som bungee - bare FEDT! Jeg koncentrerede mig dog meget om ikke at sende kaskader af savl om på manden - men det er faktisk temmelig svært at styre spyttet, når ens kinder flaprer som var de ved at flyve væk fra mig. Det kan ikke beskrives hvor fedt det var at blive kastet ud af et fly og være i frit fald! Det var så EKSTREM fedt! Da faldskærmen blev udløst gav det et ordentlig ryk og det gjorde en smule ondt i de nedre regioner - det gjorde Daniel mig også pænt opmærksom på da vi mødtes nede på landjorden.

Jeg fik selv lov til at styre faldskærmen, og SELVFØLGELIG fik jeg den til at snurre rundt som en værre karrusel - jeg blev helt dårlig over det.

Landingen foregik på numsen, og gjorde pænt ondt. Vi skulle vente lidt tid på vores videoer - de var blevet sat pænt op med musik og hele molevitten, og da vi havde set alle videoer blev vi kørt tilbage til vores campsite(selvfølgelig i Limousinen)

På campsiten fik vi vasket lidt tøj og lavet aftensmad - eftersom vi også havde tilsluttet strøm, kunne vi lave popcorn i mikroovnen - LUKSUS og LÆKKERT!

Egentlig var det meningen, at jeg ville bruge aftenen på at få indhentet lidt blogskrivning, men jeg endte med at bruge aftenen på at skype med min søde veninde, Nicole. Det var super skønt - vi snakkede og snakkede, og Daniel snorkede Hahaha. Så alt var egentlig som det skulle være.

Det tog os lidt tid at komme ud af fjerene mandag d. 15 April, for det regnede en hel del udenfor. Vi blev faktisk så længe i sengen, at receptionisten kom ud og spurgte, om vi ville blive endnu en nat - det var vi ikke interesseret i, så vi stod op og gik på skift i det længste og varmeste bad.

Jeg ved ikke, om i kan forestille jer, hvor hyggeligt det er, at sidde i autocamperen, viklet ind i dyne, med en god bog, og høre på regnens trommen på taget? Det er VOLD hyggeligt.

Nå, men dagen skulle bruges på at se "Huka Falls" hvilket er et smukt, smukt vandfald. Det sidste vandfald har et drop på 11 meter, og mængden af vand som strømmer igennem klipperne er ca 220,000 liter pr sek - det er jo fuldstændig vanvittigt! Vandfaldets navn stammer fra Maori og betyder "skum" hvilket passer meget godt, da der dannes masser af skum når vandet kommer brusende.

Nå, vi havde besluttet, at vi skulle se vandfaldet, så efter at have snøvlet os færdige tog vi af sted. Da vi ankom til parkeringspladsen 10 min fra vores campsite, blev vi enige om, at vi lige så godt kunne spise lidt inden vi gik af sted(som om vi ikke havde haft hele morgenen til det)

Efter at have spist, gik vi endelig af sted. Vi passerede et par varme kilder, hvori folk badede, men vi blev enige om, at det ikke var noget for os. Vi havde godt læst, at der var et godt stykke vej hen til vandfaldet, men efter at have gået en times tid(eller sådan noget) blev vi enige om at vende om, og køre om til vandfaldet. På vej tilbage til bilen mødte vi en gut som gik selv, og med retning mod vandfaldet.

Vi kom tilbage til bilen, og kørte om til vandfaldet - måske det er på sin rette plads, at nævne, at naturen selvfølgelig var helt vildt smuk. Det der med bladene som skifter farve til flot rød, træerne som står på klipper langs krystalklart vand - det er et syn for guder.

Vi ankom til parkeringspladsen ved Huka Falls, og i det vi begav os ned til vandfaldet, mødte vi gutten som vi have mødt da vi var på vej tilbage - vi var åbenbart tættere på end vi først troede vi var.

Vandfald er bare fantastiske - det er vildt med den kraft som kommer ned, og så er det "bare" naturen. Det er så vildt. Vi var begge ret betagede! Selvfølgelig er der ikke nogen vandfald som kan måle sig med Iguazu, men de er nu alligevel alle vildt forskellige og fantastiske på deres egne måder. Vandet ved Huka Falls er så smukt og klart. Efter at have stået lidt tid, blev vi enige om at køre af sted.

På vej hen til bilen stødte vi ind i Tom. Tom er en gut som vi mødte i Roturua, han var "sikkerhedsmand" da vi riverraftede'. Han roede kajak ved siden af bådene i tilfælde at nogen skulle falde af. Han spurgte hvor vi var på vej hen, og vi svarede at vi var på vej mod syd. Han spurgte om vi ville være interesseret i at mødes i Christchurh, for der var han på vej hen - hjem til hans mor. Det ville vi mega gerne, og vi udvekslede derfor kontaktinformationer, og så kørte Daniel og jeg af sted mod Wellington.

Da det blev mørkt, var vi kun nået halvvejs mod Wellington, det regnede helt vildt, og vi besluttede derfor, at holde ind på en rasteplads langs vejen for at overnatte. Jeg kan godt love jer for, at det var et smukt syn som vi vågnede til næste morgen - en himmel med de smukkeste "puf-skyer" utroligt landskab med marker og bjerge.

Et af mine største ønsker var at komme til at ride i NZ, men jeg ønskede ikke at ride på turistheste, så Daniel og jeg satte jagten ind på at finde en gård med heste. Vi brugte det meste af dagen på at køre omkring, bare køre. VI kom igennem mange små og hyggelige byer. Vi passerede en "politistation" som i hvert fald ikke var større end mit værelse. Vi kom også forbi et par gårde med heste - jeg var inde for at spørge efter ejerne til hestene, men de var ikke hjemme, så efter at have brugt det meste af formiddagen på at lede efter heste og deres ejere, blev vi enige om, "at det da for filan også kunne være lige meget" så vi satte kursen direkte mod Wellington. Vi skrev en besked til Morgan Chalmers, som vi havde mødt i Buenos Aires for at høre, om han muligvis havde tid til at mødes med os.

Vi ankom til Wellington, da det var begyndt at blive mørkt - vi kørte rundt for at finde et campsite, men måtte ret hurtigt indse, at vi var kommet til storbyen, og at det derfor var alt for dyrt. Vi fik nys om en parkeringsplads, hvor man kunne parkere gratis - desværre var den bare et godt stykke udenfor Wellington. Vi kørte derud og blev enige om at det var der vi ville overnatte - der var en smuk udsigt til vandet(jeg tror faktisk at det var en sø) og dejlige grønne områder. Vi af sted for at finde noget aftensmad - det blev Mac. D, for vi havde brug for internet og strøm. SNYDT Mac. D havde hverken internet eller strømstik - vi spiste der nu alligevel, og gik så ned mod bilen. Vi passerede en pub/restaurant - de havde internet, strøm og en fantastisk lækker varm kakao.

Da vi kom tilbage til bilen, hang jeg det tøj op, som jeg var gået i gang med at vaske i Taupo(min peruvianske sweater) det kan godt være at svedlugt og andet skidt var kommet af, men det havde fået en lidt sær lugt af at ligge i vand i to dage, og det var ikke spor nemt at få det tørt i bilen