Profile
Blog
Photos
Videos
SÅ er det vist blevet tid til endnu engang at give lyd fra mig!
Der er sket en hel del på de sidste .. tja, 2 måneder? Først og fremmest skal det siges, at Samuel og jeg tirsdag d. 29. marts kl. 14 havde et sammenstød med en inder-bil, hvilket resulterede i, at jeg tilbragte de næste 4 dage på Warrnambool hospital. Det viste sig dog, at jeg vist havde fået deres gratis mad og seng forgæves, for der var egentlig ikke det store galt med mig. Endnu en bonus var, at jeg blev fløjet (gratis) i helikopter til Melbourne, hvor vores rejse egentlig var planlagt til - så det flaskede sig alt sammen meget godt, i sidste ende!
I Melbourne brugte vi endnu 4 dage, hvor vi fik lov at bo hos Jon (og optage hans seng under opholdet) i hans lækre lejlighed tæt på centrum - det var super, super fedt; tak, Jon! Vi fik set Melbourne centrum, og ellers brugte vi det meste af tiden hjemme i lejligheden - og jeg brugte meget tid på at sove, eftersom søvn var en af de ting, jeg ikke havde fået meget af de forrige døgn.
Da vi skulle videre fra Melbourne til Sydney, valgte vi at tage flyet, da de har nogle vanvittigt billige indenrigs-fly i Australien - denne tur ville være billigere med fly end med tog, og meget hurtigere tilmed. Tirsdag eftermiddag afgik vores fly, og vi skulle bare være i lufthavnen 45 minutter inden afgang; det nåede vi selvfølgelig ikke.. Vi kom 5 minutter efter check-in lukkede, fordi vi ikke vidste, det ville blive så lang en bustur til lufthavnen - så det var lige 85 AUS$ for en ny billet til Sydney..
Well, vi ankom godt til Syney, tirsdag sen eftermiddag, og trods en ekstremt dårlig (og livsfarlig i trafikken) taxa-chauffør, fandt vi en campingplads tæt på lufthavnen, hvor vi gjorde holdt for natten. Vi valgte at betale for 2 nætter, således at vi næste morgen kunne tage toget ind til Sydney centrum.
Onsdag formiddag købte vi en billet, der var gyldig på både togture, busture og færger (rundt i Sydney havn), og om eftermiddagen brugte vi 2-3 timer på en færge-tur, der førte os vidt omkring Sydney centrum. Vi fik også set Operahuset og "den berømte bro", og derefter følte vi, at NU kunne vi med god samvittighed sige, at vi havde været i Sydney! Senere på eftermiddagen mødtes vi med Frederik, og brugte aftenen på hans hostel - dog først efter vi havde været tilbage på togstationen for at lede efter Samuels (nye) kamera (som han lige havde købt 4 uger forinden), hvilket var blevet væk i toget, og som vi aldrig fik at se igen..
Morgenen efter fløj vores fly fra Sydney til Auckland, som jo hidtil havde været hele turens klimaks: NEW ZEALAND, here we come! Vi ankom torsdag eftermiddag, og efter en (gratis) bustur til byen, fandt vi os til rette på vores pre-bookede hostel lige midt i cemtrum (HELT perfekt beliggenhed!), og aftensmaden stod på en kebab fra en af Queen Streets (hovedgaden) mange dönere.
Fredag (d. 8. april er vi nu fremme ved) kl. 10 var der info-møde i IEP (International Exchange Programs??), som vi hjemmefra var blevet tilknyttet. IEP er en organisation, der hjælper unge (mellem 18 og 30), forvirrede mennesker, ligesom os, med at finde job og oprette bankkontoer og skattenumre og købe/leje bil og ellers bare er til rådighed, hvis vi har nogle spørgsmål generelt; rigtig rart sted at være medlem, når man er grøn i landet og knapt nok ved, hvilken side af vejen, man skal køre i - men derudover skal det siges, at man sagtens kan klare sig uden deres ellers så åbenhjertede hjælp. Til dette info-møde fik vi en masse gode råd og papirer, og derefter var vi ellers så godt som klar til at gå ud og søge jobs og lede efter en bil! Disse to ting brugte vi så også de næste 4 dage på.
Vi fandt forholdsvis hurtigt en bil, vi var meget interesserede i at købe, men vi kunne begge kun hæve omkring 450 NZ$ om dagen (lidt under 2000 kr.), så det tog os lidt tid at få hævet nok penge til den bil, vi havde udset os, som kostede 3750$. Det var en Mitsubishi Pajero, og vi købte den tirsdag af det sødeste canadiske par, der havde rejst rundt i den i 3 måneder forinden. Der var tilmed en indbygget seng i bilen, så vi fra første nat kunne bruge den til at sove i.
Lørdag og søndag følte vi os lidt handicappede, fordi vi ikke kunne hæve nok penge til at finde en bil, og job-kontoret havde ikke åbent; så job kunne vi heller ikke søge. Søndag valgte vi derfor at tage en færge tidligt om morgenen til Rangitoto Island, som er en (aktiv) vulkan-ø, der ligger en 25 minutters færge-tur udenfor Aucklands havn. Øen var super flot, og rigtig frodig pga. den størknede lava overalt. Vi så kæmpemæssige bregne-træer (ligner palmer), og vi kravlede i bittesmå grotter, hvor vores lommelygte næsten gik ud - det var nogle ret så intense sekunder, derinde i mørket! Efter halvanden times gang kom vi til toppen af øen (krateret af vulkanen), hvor der var en smuk udsigt over Auckland by.
Mandag var det meningen, at vi skulle have købt bilen, men af en mystisk grund kunne vi ikke hæve penge, så vi måtte vente til tirsdag. Mandagen gik i stedet med at give bilen et mekanisk check, så vi sikrede os, at alt var, som det skulle være; og det var det, i hvert fald ifølge mekanikeren. Senere har det så vist sig, at der var hul i dækket, og at radiatoren ikke virkede ordentligt, og at bilen også skulle have et nyt batteri .. well well, så er den i hvert fald også betalt!
Nok om bil! Ang. job fandt vi en helt masse opslag omkring frugt-plukning (både avocado, kiwi, mandarin og grape), men alle steder gjalt samme, trælse regel: for at få et frugtplukker-job, skulle vi være tilknyttet et nærliggende hostel (og selvfølgelig betale i dyre domme for at bo der, selvom vi nu havde muligheden for at sove i vores bil), og dette hostel ville så (så godt de nu kunne) forsøge at finde os nogle jobs - selvfølgelig kun hvis vi betalte for at bo der en hel uge ad gangen.. Efter at have ringet rundt til en masse forskellige opslag, blev vi enige om at køre mod Te Puke, hvor der efter sigende skulle være rigtig gode muligheder for kiwifrugt-plukker-jobs..
På vej til Te Puke overnattede vi på en DOC (Department of Conservation, som er meget udbredt hernede) -plads, som kun kostede os 12$ ; der var et toilet og en plads til at parkere bilen - og det var jo i bund og grund også alt, vi behøvede. Da vi vågnede op næste morgen opdagede vi, at vi havde overnattet blandt den smukkeste natur! Der var et lille vandløb med drikkevand og flote træer og buske og vandfald (se billeder), og en anden backpacker havde valgt at slå sit telt op lige midt i sceneriet - dét skal jeg også gøre engang!
Nå, videre mod Te Puke! Vi ankom til Hairy Berry Backpackers og betalte for at overnatte der i en uge (i telt), fordi vi så blev lovet, at der var arbejde til os den efterfølgende dag.. Fredag morgen stod vi op kl. 7, for at være klar til at rykke ud med det samme, hvis vi blev tilbudt et kiwi-plukker-job. Efter nogle timer stod det os dog klart, at vi ville blive efterladt på hostelet, eftersom alle andre tog afsted for at arbejde, undtagen os.. Vi ventede indtil kl. 12, hvor det endeligt blev gjort klart, at der IKKE var arbejde i dag. Nå! Vi kørte da til en strand i nærheden (ikke noget at råbe hurra for) og tog en tur gennem Te Puke by på vej tilbage (bestemt heller ikke noget at råbe hurra for). Senere snakkede jeg med nogle af dem, der havde været på arbejde samme dag - og de var alle af den overbevisning, at der IKKE ville være arbejde dagen efter, fordi der var lovet regn; og man kan ikke plukke frugterne, når de er våde..
Ganske rigtigt - næste morgen regnede det, og vi besluttede os derfor for at køre lidt rundt i området for at lede efter et kiwi-PAKKE-job; det er indendørs og derfor mere fast. De fleste pakkerier havde dog lukket, fordi det var lørdag, men vi blev dog skrevet på venteliste et enkelt sted. På vej tilbage til Hairy Berry blev vi ringet op af ejeren af stedet: han havde måske fundet et plukke-job til os, med start i morgen, MEN (selvfølgelig var der et men..) det krævede, at vi lovede ham at blive på hans hostel, lige så længe vi arbejdede dette sted .. "Ja ja, selvfølgelig selvfølgelig", svarede vi. Vores fremtidige arbejdsgiver (Barry Roderick) kom ned til hostelet for at møde os personligt, og vi var begge pludselig meget mere fortrøstningsfulde mht. den nye jobsituation!
Søndag morgen kl. 9 blev vi ringet op af Barry, der fortalte os, at der desværre ikke var arbejde i dag, fordi frugterne stadig var for våde efter de forrige dages regn. Vi fordrev derfor tiden med at .. kede os hele dagen.
Mandag morgen kl. 8:30 blev vi ringet op: der var arbejde kl. 9:30 - yes!! Vi arbejdede fra kl. 10 til 18, og hvor var det skønt at være i gang med at lave noget igen! Dog var denne første dag ekstremt hård for nakken og ryggen, eftersom vi bærerer tunge tasker på maven hele dagen. Efter dagens arbejde fik vi at vide, at der var start næste morgen kl. 10 igen, og at de næste dages vejrudsigt så meget lovende ud. Endelig begyndte tingene at gå til vores fordel!
Vi arbejdede de næste 3 dage, og aldrig har min nakke haft det meget værre! Heldigvis er dette kun blevet bedre med tiden, og de andre arbejdere på "holdet" er utroligt flinke - der er en dejlig stemning under arbejdet, og lønnen skulle også være i den bedre ende.
Fredag (den 22. april hedder det nu) blev Samuel og jeg enige om, at jeg skulle til at investere i min egen bil, således at vi havde muligheden for at søge hvert vores job, og i sidste ende rejse til forskellige destinationer. Jeg tog derfor kontakt til en pige fra Tyskland, der havde sat sin Mitsubishi Delica van til salg på nettet. Vi aftalte at mødes mandag, da jeg var sikker på at have fri denne dag pga. påske. Lørdag og søndag viste sig dog også at være fridage pga. regn, og jeg mødtes derfor med tyskeren lørdag morgen for at få et ordentligt kig på bilen, og også få en prøvetur i den. Jeg var rigtig positiv over den, og vi aftalte straks at mødes tirsdag for at ordne penge-sager og diverse papirer. Ellers gik weekenden med en tur til den nærliggende større by, Tauranga, men vi tog forholdsvis hurtigt tilbage igen, da regnen ikke ville stoppe..
Tirsdag havde vi heldigvis fri fra arbejde (igen pga. regn), så Samuel kørte mig til Auckland, hvor Teresa med bilen befandt sig. Vi aftalte at mødes i centrum og ordne det hele, så jeg kunne køre tilbage til Te Puke med min nye bil samme aften. Teresa dukkede dog aldrig op, og jeg kunne ikke komme i kontakt med hende - hvorfor vi sad og ventede forgæves i et par timer. Jeg ville dog ikke være taget hele vejen til Auckland (4 timers kørsel) for ingen verdens nytte, så jeg besluttede mig for at tage hen til Backpackers Car Market, som (som navnet antyder) forhandler backpacker-biler; fra backpackere til backpackere. På dette bilmarked fandt jeg en fin Mitubishi Delica, der var et år nyere end den, jeg egentlig havde besluttet mig for at købe. Fordi jeg ikke ville forlade byen uden en bil, valgte jeg at betale et depositum for denne bil, således at jeg kunne komme og hente den dagen efter, og med det samme ordne alle papirsagerne, så jeg kunne tage bilen med tilbage til Te Puke onsdag aften..
Og sådan gik det til, at jeg tilbragte en nat på det hostel i Auckland, som jeg havde tilbragt mine første 5 nætter på, og onsdag morgen gik jeg tilbage til bilmarkedet for at hente min bil. Bilen skulle dog have et eftersyn, og jeg fik at vide, at jeg kunne lægge et yderligere depositum og komme tilbage efter bilen senere samme dag. Eftersom jeg ikke havde så mange andre valgmuligheder, gjorde jeg som de forlangte, og jeg tilbragte resten af dagen i Auckland centrum.
Kl. 16:30 kom jeg tilbage for at hente bilen, og til min store skuffelse får jeg at vide, at bilen stadig er på værksted, og de spørger mig derpå: "Can you come to pick it up tomorrow morning?", hvortil mit svar var et højt og tydeligt "NO!!!". Bilmarked-manden lavede derefter et par telefonopkald, og 10 minutter efter kørte bilen ind i hallen - færdig hos mekanikeren! Vi ordnede papirsagerne, og jeg gik på posthuset for at registrere bilen, inden jeg kørte de 4 timer tilbage til Te Puke - godt træt efter nogle forvirrende, uforudsete dage og beslutninger.
Jeg blev hurtigt meget glad for min nye bil, og der skulle heldigvis ikke være noget hastende galt med den - så forhåbentlig klarer den de næste 9 måneder uden problemer! :)
Torsdag var det tilbage til kiwifrugt-jobbet, og efter arbejde tog jeg ud for at kigge på et hus i byen, hvor jeg kan leje et værelse med dobbeltseng og frit internet - for samme pris, som jeg giver for at bo i telt hos Hairy Berry; og når det regner SÅ meget næsten hver eneste dag, tog det mig ikke mange sekunder at beslutte, at jeg næste aften ville flytte ind hos Tai, der bor i huset.
Som sagt så gjort: jeg forlod Hairy Berry næste morgen, og efter arbejde kørte jeg til Beatty Avenue nr. 52a, hvor jeg indlogerede mig på mit nye værelse - og hvor var det dejligt med en rigtig seng igen!
Dagen efter (lørdag) var der intet arbejde (nu ikke pga. regnen, men blot fordi der simpelthen ikke var flere frugter at plukke), så jeg gik ture til byen og snakkede med de to nye beboere i huset; de er fra England og på min alder, og de er super søde! Jeg er allerede blevet rigtig, rigtig glad for at bo her - og jeg er overbevist om, at jeg bliver boende, lige så længe jeg kan arbejde her i byen.
Søndag var der arbejde igen, men mandag og tirsdag regnede det, hvilket betød, at vi først optog arbejdet igen onsdag og torsdag. Fredag stod jeg op kl. 7 for at tage på arbejde kl. 8:30, men kl. 7:15 begyndte det at regne, så jeg lagde mig til at sove igen - vel vidende, at der ikke ville være arbejde resten af dagen. Om eftermiddagen kom Samuel forbi; mest for at sige farvel, fordi han tager til Sydøen i morgen tidlig - så dette var dagen, hvor vi splittede op efter næsten 3 måneders fælles rejse. Det bliver spændende at se, hvor meget forskelligt vi når at opleve i løbet af de næste 9 måneder! :)
Søndag d. 8. maj arbejdede vi igen, og inden arbejde kørte jeg bilen over til en pige, jeg har lært at kende. Hende og hendes kæreste har samme bil som mig, og de har bygget en seng deri - hvilket jeg også ville gøre i min bil. Men, som hun foreslog, kunne jeg da bare købe deres seng, og det takkede jeg ja til! Derfor brugte hendes kæreste vores arbejds-dag på at bygge sengen i min bil, og hvor var det dejligt at kunne hente en ny-indrettet bil efter en lang arbejdsdag! :)
Tirsdag havde jeg taget fri fra arbejde, fordi jeg skulle køre til Auckland for at hente Casper, der ankom direkte fra Danmark. Det var vildt mærkeligt at se hinanden igen efter 3 måneder, men hvor bliver det også rart at skulle rejse sammen de næste mange måneder! Casper har også fået lov at arbejde hos Barry, så vi starter begge på torsdag (hvis vejret er til det). Vi brugte tirsdag og onsdag i Auckland centrum; det var meningen, vi skulle have været på den helt store rundtur i byen om onsdagen, men fordi det regnede så voldsomt meget, valgte vi at melde fra og bruge dagen på at give os god tid til at køre den lange vej tilbage til Te Puke - det var godt nok en prøvelse i det vejr! Vi klarede det dog sikkert hele vejen, og onsdag aften indlogerede vi os på det værelse, jeg havde boet på den forrige halvanden uge.
Torsdag morgen fik vi besked om, at der MÅSKE var arbejde senere i dag (alt var stadig meget vådt efter gårsdagens regnskyl), og vi turde ikke begive os ud på en lang dagstur, i tilfælde af at vi blev ringet op og skulle arbejde med det samme. Vi valgte derfor at gå ned i byen og købe lidt ind til bilen, så vi er klar til at gøre den helt færdig og køreklar, når vi skal til at leve i den om nogle måneder.
Nu er det fredag, og vi har været på arbejde fra kl. 9 til kl. 10:30 i dag. Kl. 10 fandt de ud af, at frugterne fakisk var for våde til at blive plukket, så vi blev sendt hjem igen, og om 10 minutter skal vi arbejde igen, fordi frugten har fået lov at tørre.
Med de ord vil jeg slutte af, og ønske jer god læse-lyst, og så skal jeg nok opdatere jer mere regelmæssigt fremover! Ha' det godt i den danske spirende sommer, og jeg sender mange tanker fra det new zealandske efterår, hvor vi har omkring 25 grader.. Hæhæ. :)
So long! :D
- comments
Musse JAHH....Det var vel nok godt at Casper kom med en pc, så du kunne få gang i bloggen igen :) VELKOMMEN C. Håber I også får "slappet af" ind i mellem kiwi,regn,indkøb og blogindlæg... Flotte billeder (lava-ø?) Det var vel nok en fin flod med laks? måske? Husk nu at spejde efter de "bedste fiske-steder",til vi kommer og laver bål mad sammen med jer. Dejligt du fik din Casper, så I begge kan få noget ordentligt at spise.. KYS og kram til jer to Crousoe og Friday (hi hi) fra Musse.