NU er der sket nok en del siden sidst, og jeg har valgt en lidt ny måde at skrive bloggen på denne gang. Nu hvor der går så længe mellem hver opdatering, skriver jeg nemlig "udpluk" til bloggen en gang om ugen ca., og disse udpluk bliver så postet på den endelige blog, når jeg kommer til et sted med net. Dvs. at det måske kommer til at virke lidt sammensat, men det holder min hukommelse frisk. ;)

Well, allerførst (siden sidst) startede vi jo med at lave dansk aftensmad til Tai: stegt flæsk med persillesovs (som by the way hedder "roast pork with parsley sauce", så simpelt..), og dét kunne han vældigt godt lide! - Det var i det mindste hvad han sagde til os, og vi var også godt tilfredse selv..
Mandag, tirsdag og onsdag i ugen efter var vores sidste arbejdsdage, og med dette i tankerne gik dagene heldigvis lidt hurtigere end ellers frygtet. Allersidste dag var næsten for god; vi fik kage (næh, ikke fordi det var vores sidste dag, men fordi det var chefens fødselsdag), solen skinnede, og kiwi-rankerne artede sig som jeg ville det.. Æv, så kommer man måske til at savne det hele alligevel!

Torsdag var store pakke-dag, og denne gang skulle alt være perfekt! - Nu skal vi trods alt leve i bilen i næsten 5 måneder, og ikke "kun" i 4 uger.. Vi stod tidligt op, støvsugede og vaskede bilen, både indvendigt og udvendigt. Det gjorde en kæmpemæssig forskel indvendigt, og jeg glædede mig helt til at skulle sove derinde igen; heldigvis. Derefter vaskede vi det sidste læs tøj og gik ned i byen for at købe en afskeds-gave til Tai: fluer til hans fiske-mani, og dem blev han vældigt glad for! Aftenen gik med at pakke alle vores ting ned i poser og kasser, og fredag morgen blev det hele flyttet ud i bilen i løbet af en times tid. Det fylder allerede meget mindre end sidste gang, så jeg er optimistisk!

Kl. 13 fredag d. 26. august begav vi os mod første stop på kortet: Whakatane. Vi gjorde et holdt i byen, for at følelsen af at være på farten ikke skulle føles alt for overvældende lige til at starte med.. I byen købte vi begge et par nye sko (de gamle var helt udslidte, hullede og beskidte af kiwi-arbejdet), og vi spiste vores medbragte lammekølle-sandwiches (ja, vi skal jo nødigt vænne os til det hårde liv lige med ét..). Vejen gik herefter til Opotiki, hvor vi egentlig ville have set et 2000 år gammelt træ; men forrige turs mange omveje og timelange søgninger havde lært os, at hvis vi ikke fandt det, vi ledte efter, efter et kvarter, måtte vi bare undvære synet! Og derfor endte det hele med, at vi ikke fik set det træ.. Det var sikkert heller ikke noget ved..
Om aftenen nåede vi en rasteplads nær Te Kaha (den nærmeste af slagsen i over 100 km's rækkevidde), og vi valgte at tilbringe vores første nat her.
Lørdag morgen stod vi op kl. 7:30 (primært fordi jeg ikke kunne sove længere på grund af min tiltagende halsbetændelse og forkølelse), og kl. 9 nåede vi til Raukokore Church, som er en afsides, gammel, historisk kirke; og ingen af os kunne svare på, hvorfor man i sin tid havde valgt at placere en kirke SÅ langt fra alting.. Udenfor denne kirke, i det høje, grønne græs, så vi tre vilde heste, som gik fredeligt rundt. De virkede ikke generet af vores tilstedeværelse, så vi gik nærmere.. Til sidst kom vi så tæt på, at vi kunne klappe dem, og da det ikke længere var sjovt, gik vi tilbage til bilen .. og det gjorde hestene også.. De blev stående foran og ved siden af bilen længe, så det var umuligt for os at køre, og de begyndte tilmed at bruge vinduesviskerne (som jeg lige havde fået skiftet) til at klø mulen på.. Well, de blev da også trætte af os til sidst, og vi fik heldigvis lov at køre videre uden videre skade på køretøjet.

Turen gik herefter til Hicks Bay, hvor vi så en gammel, faldefærdig både-/havne-bro, og herefter kørte vi til East Cape, som er det østligste punkt i New Zealand - og faktisk det østligste fastlands-punkt i verden inden datolinien, så der valgte vi selvfølgelig at bruge en time på at "klatre" 750 trin op ad et bjerg til et fyrtårn på toppen, som jo efter sigende er det lys, der kan ses længst væk fra fastlandet, inden tiden skrues et døgn tilbage..
Vi kørte herefter til Waipiro Bay, som ligger længere sydpå (stadig østligt) i landet, og her gik vi en lang strand-tur ud til "Frog Rock", men grundet tidevandet blev vi nødt til at tage en anden vej tilbage, og dette resulterede i, at vores NYE sko blev helt ødelagte af mudder.. Jah, vi er jo backpackere, så naturen tillader vel ikke, at vi har noget, der kunne virke nyt! Vi overnattede ved denne strand, lige ud til vandet..
Den primære grund til at vi overnattede ud til vandet var, at vi ville se solopgangen søndag morgen. Vi stod op kl. 6, og indtil kl. 6:30, hvor solen tittede frem i horisonten, så vi det smukkeste morgen-lys, som vi prøvede at fange nogle gode billeder af. Vi var dermed de første mennesker i verden til at se solen stå op søndag d. 28/8 2011!

Efter denne billedskønne start på dagen kørte vi 100 km. til den nærmeste større by, Gisborne, hvor vi gik en tur og fik købt ind til de næste par dage. Eftersom vi stadig har en del dåsemad tilbage fra sidste tur, har vi levet rigtig billigt de første mange dage, vi har været afsted - så det er dejligt endelig at kunne overholde madbudgettet!
Vores tur gik herefter til Wainui Beach, hvor jeg ihærdigt ledte i en time efter 95 stk. sperm hval-grave, dog (DESVÆRRE) uden held - kunne ellers være sjovt at se sådan et læs skeletter.. Herefter gik turen 200 km. længere sydpå, til Napier, som er New Zealands "Art Deco-by", efter sigende. Napier er en super flot og hyggelig by med en masse små gader og restauranter og lys, og siden vi (jeg) havde kørt over 400 km. denne dag, valgte vi at overnatte ved Perfume Point i Napier (og nej, der lugtede ikke specielt godt..).

Mandag afsatte vi hele dagen til at se Napier. Jeg var allerede lidt træt af at køre dagen lang, så det var skønt med en afslapnings-dag i en smuk by, og vejret var oven i købet med os! Det har været rigtig dejligt vejr siden vi tog afsted, kun enkelte byger om natten og tidlig morgen, men ikke noget der har generet. Vi gik de 2,5 km. fra vores overnatnings-sted ind til centrum, og derinde fik vi kigget på vinduer, butikker, gader og stræder. Vi overnattede samme sted som forrige nat, og spillede kort om aftenen i bilen - det er blevet vores nye tidsrøver, når solen er gået ned og aftens-/dåse-maden er spist.
Tirsdag kørte vi til Hastings og købte ind til dagen. Dernæst kørte vi til Te Mata Peak, som er en 400 m. høj "bakke" midt i "hobbit-hul-landskab", og fra toppen af dette lille bjerg så vi små byer og en helmasse hvide prikker på de grønne marker = får. Efter en god, varm time på toppen kørte vi tilbage til Napier, hvor vi tog et slag minigolf (i regnvejr, øv!) - jeg vandt dog, så det var bestemt det hele værd. Ved siden af minigolf-banen i Napier fandt vi et offentligt toilet, som tilbød et varmt bad for kun 1$ (og dét kunne jeg jo hurtigt regne ud var noget billigere end at betale 32$ for en camping-plads), så dét skulle prøves.. Den sure dame bad skranken gjorde det dog klart for os, at vi kun havde 15 minutter, før vi skulle være ude hos hende igen, og at det varme vand ikke holdt længere end 5 minutter (og somme tider mindre); så det blev et af de mest stressende bade, jeg nogensinde har haft - primært på grund af at den sure dame kom ind og tjekkede op på mig tre gange i løbet af de 15 minutter.. Men badet fik vi, og vi blev dejligt rene for kun 1$! - Så var det alligevel også det hele værd.

Vi sluttede dagen af med at køre den lange vej til Taupo, hvor vi fandt en p-plads ved siden af byen bioliotek og gjorde holdt for natten her. Onsdag morgen kørte vi halvvejs rundt om Lake Taupo, og vi startede med at køre til Turangi, og derefter begav vi os ud på State Highway 43, som også er kendt som The Forgotten World Highway. Vi havde begge store forventninger til denne 150 km. lange strækning, da den efter sigende skulle være spækket med forhistoriske mindesmærker og flotte udsyn, men efter to timer på vejen havde vi stadig ikke set skyggen af forhistorie-fund.. Det fortsatte desværre på denne måde resten af vejen, og det eneste, vi så af interesse, var et vandfald (Mt Damper, 74 meter højt), en gammel tunnel ("Hobbits Hole") og en masse får, køer og marker - de to førstnævnte ting blev vi dog nødt til at køre en times omvej for at komme frem til, så det gav ikke større respekt for Forgotten World Highway.. Vi nåede ikke til slutningen af hovedvejen, hvorfor vi overnattede i "byen" Strathmore Saddle (der var ikke et eneste hus, så den "by" må også have været forhistorisk..) i mangel på bedre, og vi håbede at den følgende dag ville bringe bedre oplevelser..

.. Dét gjorde den også! Torsdag morgen vågnede vi op og fandt ud af, at vi, uden at være det mindste bevidste om det, havde tilbragt natten ved siden af udsigten til et 2500 meter højt bjerg (det højeste på Nordøen: Mt Taranaki), og hvor var det dog smukt i morgensolen og med skyerne hængende lavt. Dagen var allerede meget bedre end den forrige, og forhåbningsfulde stemt kørte vi ad en 35 km. lang grusvej ud til "Bridge to Somewhere", som er en søster-bro til "Bridge to Nowhere", som vi også skal se en af de kommende dage. Broen i sig selv var flot, men det var mere navnet på den jeg var kommet for at fotografere.. Og så kørte vi 35 km. gruset vej tilbage til hovedvejen, og med Mt Taranaki i forgrunden kørte vi til Egmont National Park, hvor ruten førte os næsten halvvejs op på det kæmpemæssige bjerg, hvorfra vi fik nogle fantastiske udsyn! Bjerget er helt præcist 2518 m. højt, og den øverste halvdel er dækket af sne, hvilket jo bare gjorde synet endnu bedre.

Efter at have kigget på bjerget kørte vi til Dawson Falls, som er et vandfald, der består af al smeltevandet fra sneen på bjerget. Herefter kørte vi til den nærliggende Shakespeare-by, Stratford (vejene er opkaldt efter Shakespeares karakterer, men hvorfor han lige er centrum for denne by, skal jeg ikke kunne svare på), hvor vi forsøgte at finde ud af, hvad de næste dages planer er..
Til sidst kørte vi 120 km. til Wanganui, hvor vi overnattede ved den botaniske have. Fredag morgen startede vi ud med en frisk gåtur til Wanganui centrum, og her brugte vi nogle timer på at lunte rundt. Vi så en gammel hjuldamper (der selvfølgelig sejler alle dage undtagen fredag..), og ellers var der ikke så meget at sige om centrum i den by. Efter disse timers afslapning kørte vi ad små, snoede grusveje til byen Pipiriki, hvor vi overnattede, da vi havde booket en jetboat-tur fra byen den efterfølgende dag.

Lørdag kl. 10 skulle vi mødes med indehaveren af denne jetboat-business. Vi blev informeret om, at vi skulle betale ekstra 25$ pr. mand, eftersom vi var de eneste to om bord på båden i dag - og når man er kørt så langt til "the middle of nowhere" siger man ikke nej tak efter at have fået denne oplysning; selvom jeg var tæt på! Vi sejlede (jetboatede, dvs. en "hurtig speedbåd") 50 minutter ad Whanganui River (flot flod, dog) op til starten af en gåtur, der tog os 40 minutter. Vi gik gennem gammel pioner-land, som var blevet forladt for 70 år siden, og vi fik en masse historier fra den tid. Efter de 40 minutter ankom vi til "Bridge to Nowhere", og det var tydeligt at se, hvorfor broen var blevet tildelt lige dette navn; der var absolut intet i miles omkreds, udover træer, træer og .. træer.. Men en bro skulle der da bygges! Det var en ganske flot, gammel bro, og vi spiste frokost imens vi nød stilheden og idyllen. Herefter gik turen tilbage ad samme vej som vi var kommet, og hele denne fornøjelse løb samlet op i 150$ (600 kr.) pr. person - puha, de ved sgu hvordan de skal tage penge for.. ja, noget som ikke burde koste nær så meget.

Well, vi besluttede os for at lave en masse gratis ting resten af dagen, og vi begav os derfor til Tongariro National Park, hvor vi så Mt. Ruapehu (vildt imponerende med sne på toppen og en kæmpemæssig omkreds) og Mt. Ngauruhoe ("Mount Doom" fra Ringenes Herre-filmene) fra landjorden - og det var næsten dobbelt så meget værd som jetboat-turen, og endda fuldstændig gratis! Efter denne optur på dagen kørte vi til Taupo og overnattede samme sted som sidst.

Søndag morgen havde vi en aftale med Air Charter Taupo, som fra Taupo lufthavn skulle tage os på en timelang flyvetur (hvad der hernede kaldes for et "scenic flight") til Tangariro National Park, Lake Taupo og Huka Falls. Vi fik derfor lov at se de fornævnte bjerge fra luften, og det var helt bestemt alle pengene værd! Vejret var perfekt til en sådan flyvetur, og vi oplevede den mest imponerende og smukke udsigt fra flyet, der cirkulerede rundt om bjergene mange gange, så vi fik gode muligheder for ordentlige billeder. Wauw, sikke en start på dagen! Resten af søndagen blev brugt på at gå rundt i Taupo centrum, se havnen fra alle vinkler, og at læse i vores nyindkøbte bøger (Millenium-trilogien).

Mandag morgen, efter forrige aftens opvask var taget, og vi havde tjekket vejret for de næste dage på det lokale iSite (informations-centre, som ligger over hele landet, ganske belejligt!), kørte vi lidt nord for Taupo til Taupo Quads. Her betalte vi for at køre en time på quad bikes i et meget tilgroet, bakket og grønt terræn (perfekt for quad bikes, by the way, der er firehjulede crossere). Vi havde hele banen for os selv, og det resulterede selvfølgelig i lidt kap-løb på bikes'ne, og denne times sjov og leg var bestemt også pengene værd! Det tog lidt tid at komme ind i teknikken, og jeg var da også ved at køre ind i et træ og falde ud over en skrænt og vælte en del gange, men da først man turde at give den gas på speederen, var det en oplevelse for sig!

Efter quad bike-turen kørte vi til byen Orakei Korako, som er hjemsted for "Caves and Thermal Valleys"; vi lærte dog hurtigt, at vi skulle betale hvad der svarer til 150 kr. for at komme ind til dette termiske område - og eftersom vi i bund og grund havde set det meste, da vi var i Rotorua (i hvert fald noget, der lignede), takkede vi nej og kørte igen. På vej tilbage til Taupo kom vi forbi Wairakei Terraces, som er en menneskeskabt kopi af "the Pink and White Terraces" fra Rotorua - men disse blev begravet i vand under et vulkanudbrud for næsten 100 år siden. Vi havde derfor ingen mulighed for at se originalerne og valgte at betale 40 kr. pr. person for hvad der viste sig at være en 10 minutters gåtur rundt om nogle termisk varme bade-pøler. Heller ikke lige pengene værd!

Well, vi fortsatte vores tur mod Taupo og fandt Huka Falls, som det var ganske gratis at gå langs. Huka Falls er et 9 meter langt vandfald, der løber fra Lake Taupo, og hvert sekund løber der 200 TONS vand igennem vandfaldet - se, dét var jo imponerende! Denne oplevelse fik vores humør til tops igen, og vores sidste stop på vejen tilbage til Taupo var Craters of the Moon, som er en times gåtur blandt et landskab, der ganske vist minder gevaldigt om hvordan der nok ser ud på månen. Dette var også ganske hyggeligt, og alt i alt var vi ganske tilfredse med vores oplevelser for dagen.
Rent faktisk havde vi regnet med, at det ville tage os 2-3 dage at se alle de ting, vi klarede på én dag, så tirsdag morgen tog vi et bad (kostede 2$ på et offentligt toilet) og sagde farvel til Taupo for hvad der sikkert bliver sidste gang.

Vi kørte derefter uafbrudt helt til Taihape, hvor vi tog en 30 km. lang omvej for at komme til Mokai Gravity Canyon, der blandandet huser et 80 meter højt bungee-jump og den såkaldte "Flying Fox". Det var sidstnævnte, vi var kommet for at prøve, men efter at have fundet ud af, at denne sekund-korte fornøjelse (eller "fornøjelse" er måske ikke ordet..) kostede over 600 kr., blev vi desværre nødt til at erkende, at vores behov ikke var SÅ stort for at sprænge budgettet yderligere. Ærgerligt, ærgerligt..
Efter dette gik turen uden stops til Palmerston North, som vist er Nordøens tredjestørste by (udover Auckland og hovedstaden Wellington). Der skal også snart spilles rugby-kampe i Palmerston, så der er simpelthen så fint oppyntet overalt. Vi brugte 15 minutter på at finde en parkerings-plads, og man skal "kun" betale 5$ dagligt for at holde her, så vi valgte at slå os ned for natten her og tilbringe onsdag og torsdag i byen.

I dag, dvs. onsdag, har vi således brugt dagen i Palmerston Nth, og der er ikke sket det store. Vi startede ud på byens iSite og fik oplysninger om, hvad der er at se i byen. Desværre kommer vi lige nogle dage for tidligt til at kunne se "The 39 Steps" på teatret (kan du huske det, mor?), og derudover er der faktisk kun New Zealands Rugby Museum at se. Vi gik hen til dette og fandt ud af, at det kostede 12,5$ at komme ind i hvad der kun er ét enkelt rum med gamle rugby-elementer, der sikkert kun er skideinteressant for vilde fanatikere, hvorfor vi også takkede nej hertil - det begynder næsten at blive en vane? Derefter brugte vi resten af for- og eftermiddagen i The Plaza, som er en slags kæmpe Bruuns Galleri. Her fik jeg en klipning for 120 kr., og jeg er hermed klar til at indtage den snarligt kommende sommer! - Mit hår er i hvert fald.

Kan I nu nyde alting derhjemme, og pas på hinanden og alting. Nyd det sidste af sommeren/efteråret, for nu er den snart vores!!