Så sidder jeg sørme på Super 8 lufthavns-hotellet i Los Angeles.. Trætheden begynder at nærme sig efter 9 hårde timer i flyet fra Rarotonga på Cook Islands. Men lad os starte fra starten..

Efter den sidste blog-opdatering var vi jo så godt som klar til at forlade Te Puke én gang for alle! Taskerne var pakket (og vejet; de vejede allerede for meget, men så må vi klæde os godt på, inden vi skal ombord på flyet), og den sidste husleje betalt. Vi var klar!
Tai havde foreslået, at vi skulle lave middag sammen om aftenen - hvor flinkt af ham, nu da vi ikke havde set ham i mere end én enkelt dag ud af de 3 uger, vi efterhånden havde boet hos ham.
Vi fik dog en rigtig hyggelig aften med hjorte-pølser, pastasalat og New Zealandsk øl, og vi sluttede festlighederne af med et gruppebillede, som jeg tillader mig at lægge ind på bloggen (efter vi havde fået en ordentlig portion risengrød, som Tai spontant fik lyst til at prøve at smage, da vi fortalte ham om det). Og så var det ellers tid til at sige farvel til den mand, vi havde boet ved i sammenlagt 4 måneder efterhånden! Det blev en anelse akavet, for at sige det mildt, men Tai garanterede os om, at han ville komme os besøge os i Danmark indenfor de næste par år.

Søndag den 15. gjorde vi værelset rent og smurte nogle lækre sandwiches til den 4-timer lange bustur til Auckland - desværre viste det sig, at vi ikke måtte spise i bussen, så vi fik i stedet en lækker morgenmad om mandagen, inden turen gik til lufthavnen; søndag aften tog vi nemlig ud at spise for at "fejre" vores sidste ordentlige måltid i New Zealand - hvor mærkeligt!
Mandag kl. 11:35 fløj vi til øen Rarotonga, som hører til ø-gruppen Cook Islands, hvor vi landede kl. 16:20 søndag den 15. - ja, skal vi lige tage den en gang til? Vi fløj over datolinjen på vores vej til Rarotonga, hvorfor vi med det samme blev smidt 24 timer tilbage i tiden - og således blev det til, at vi fik et helt ekstra døgn foræret.

Vi ankom til Rarotonga via en af verdens mindste lufthavne, der kun havde plads til to fly og ikke skelnede imellem ankomster og afgange fra lufthavnen; vi var rigtignok kommet på landet!
I lufthavnen (hvis man kan kalde det dét) blev vi mødt af Adrienne, som ejer Tiare Village, hvor vi havde forudbooket to ugers overnatninger i et lille dobbeltværelse til en rimelig pris. Grunden til, at vi havde booket for så lang en periode, var, at vi forinden havde fået at vide, at der pga. øens størrelse lynhurtigt blev fyldt op på alle de billige backpacker-hostels osv.

Adrienne kørte os de 5 km. fra lufthavnen til Tiare Village og spurgte på køreturen, om vi ikke havde bestilt hele to ugers ophold hos hende? Jo, det havde vi skam! ("Var det en fejl", blev man fristet til at spørge). Adrienne sagde herefter, at så kunne vi lige så godt blive opgraderet til en af hendes pool-huse - uden at skulle betale en øre ekstra! Og hér begyndte mit gode venskab med Adrienne..

Adrienne gav os ganske rigtigt et helt hus for os selv, inkl. både bad og køkken og et ordentligt lebensraum af en stue! Det var helt vildt, i forhold til hvad vi egentlig havde betalt for - og oven i købet lå poolen ikke mere end 5 meter udenfor døren. Det var altså helt perfekt, og hvor var det billigt! Vi blev ved med at takke os selv for, at vi havde booket de to uger på forhånd, for ellers havde vores venlige vært garanteret ikke forbarmet sig sådan over os..

Udover Adriennes venlighed blev vi ved ankomsten til Rarotonga mødt med en trykkende varme, der ikke forlod os i løbet af de næste 14 dage, vi tilbragte på øen. Temperaturen var så godt som ens døgnet rundt, og vores sølle blæser i loftet hjalp ikke synderligt. Til gengæld hjalp poolen!! Bare det, at vi ikke havde mere end ti skridt ud til et afkølende, isblåt, cirkelrundt paradis af vand gjorde varmen meget mere udholdelig!
Dette var også grunden til, at vi brugte de første 3 dage ved poolen - og ikke lavede andet..

Allerede første dag blev vi begge helt voldsomt solbrændte efter kun at have været i direkte sol i under en time i løbet af dagen. Det er en styrke, der vil noget! I de følgende uger gjorde jeg derfor ALT for at beskytte mig, også selvom jeg blot skulle gå de 20 meter, der var hen til skraldespanden udenfor; og det hjalp da heldigvis også. Sidenhen skallede vi begge en masse, men det var primært fra første dags solmareridt; herefter begyndte farven at sætte sig, og med solcreme kunne vi holde ud at være længere tid i solen.
For lige at give et indblik i, hvor varmt vi havde det dag ud og dag ind, så blev temperaturen på en af de køligere dage målt til 35 grader I SKYGGEN! Jo tak, vi svedte!

Vores mad ville også være begyndt at svede, havde vi ikke haft et køleskab i vores lille hytte. Og tak for det! Allerede første aften havde vi nemlig en ordentligt omgang maddiker i vores pastasauce, fordi den havde stået 5 minutter i solen. Fyføj! Og senerehen flyttede vi derfor indenfor, når vi spiste, og købte en ordentlig insekt-dræber-spray.

Som sagt brugte vi de første par dage ved poolen og sørgede for at flytte liggestolene efter skyggen. Da vores kroppe efterhånden var kommet sig over den første dags forbrændinger, besluttede vi os dog for, at der gerne måtte ske en smule mere i løbet af de to uger, vi skulle tilbringe på den lille ø (32 km. i omkreds).
Casper stemte for, at vi lejede cykler, men selvom jeg havde været så åndssvag at løbe en aften-tur to aftener (og bestemt ikke mere) nægtede jeg at skulle betale penge for at leje et transportmiddel, som bare ville få mig til at svede endnu mere, end jeg i forvejen gjorde ved at ligge stille.. Jeg stemte derfor for, at vi lejede scootere, men pga. Caspers manglede kørekort blev vi til sidst enige om, at vi skulle leje en enkelt scooter; så måtte Casper sidde bagpå.

Og som sagt så gjort: onsdag eftermiddag gik vi ned i byen og lejede en scooter - dog først efter, at jeg havde fået en 2-minutter lang "praktisk prøve", som var påkrævet, for at jeg kunne få mit Cook Islands-kørekort (ja, sådan et fint plastic-kort, som nok er en af de sejeste souvenirs, jeg har).
Herefter lejede vi en fin, gul scooter ("Bumblebee"), som Casper modvilligt indvilligede i at sidde bagpå. Det gik dog også rigtig godt, for det meste, og vi havde ingen uheld i de i alt 10 dage, vi var i besiddelse af den lille humlebi.
Herefter kørte vi øen halvvejs rundt og fandt en hyggelig gade-biks, hvor vi spiste aftensmad.

Torsdag morgen blev vi, ligesom de forrige morgener, vækket af dusinvis af haner, der åbenbart ikke kender til reglen om først at begynde at gale, når solen står op; de galede uafbrudt fra kl. 6 om morgenen til kl. 21 om aftenen - og det gjaldt hele øen rundt! Flere morgener blev det da også Casper for meget, så han fór ud af sengen for at sprøjte hanen i hovedet med det insekt-spray, vi havde købt - desværre slap hanerne altid væk, men jeg gjorde da også mit til at forsøge at køre dem ned på scooteren, når de fejlagtigt kom til at krydse min vej.

Udover haner og maddiker så vi en masse myrer, der havde indtaget hele vores hytte, bogstaveligt talt. De var overalt! Spray'en kunne ganske vist dræbe en del, men de blev jo bare ved og ved med at komme igen. Så det opgav vi hurtigt, og jeg vænnede mig til at sove med myrerne kravlende overalt.
Desuden blev vores hytte jævnligt besøgt af alverdens firben, der elskede de fluer, der lagde maddiker i vores mad - så dem var vi jævnt glade for!

Efter at være blevet vækket af hanerne torsdag morgen, pakkede vi vores håndklæder og tog vores badetøj på, og så gik turen ellers på scooter rundt på øen for at finde en god badestrand! Heldigvis løber vejen rundt om øen langs med vandet, så det var lidt umuligt at fare vild.
Vi så en masse lækre strande, men fordi jeg nød at køre scooteren så meget, blev vi ved med at sige, at "der kommer nok en bedre strand lige om lidt" - og efter 50 minutters kørsel var vi tilbage ved Tiare Village. Hovsa! Så lang tid tog det os altså at køre øen tynd, og vi besluttede os for at bade i poolen i stedet for.
Senere på dagen kørte vi dog til stranden, der lå 5 minutter væk, og badede lidt i det perfekt tempererede havvand.

Angående vejret, så holdt det dejligt tørt stort set hele tiden, vi var der. Det regnede en del om natten/tidlig morgen af og til, men det var blot dejligt at få renset ud i luften. Vi havde kun en enkelt dag med regnbyger i løbet af dagen, men med vores beskedne dagprogrammer ødelagde det ikke nogle som helst af vores planer. Så endnu engang har vi været overordentligt heldige med vejret!

Lørdag morgen tog vi scooteren ind til byen (5-7 minutters kørsel), hvor der var et kæmpe lørdags-marked for hele øen (og vist også de 14 andre øer, der udgør ø-gruppen).. der var i hvert fald mange mennesker!
Vi gik rundt og kiggede på boder og souvenirs og frugter og perler og mad-bikse og jeg-ved-ikke-hvad. Det var et rigtig hyggeligt marked med lokal musik, dans og en masse sydlandske frugter, som vi også købte lidt forskelligt af - overordnet set havde vi dog mest held med de gode gamle kendinge: mango, vandmelon og bananer.

Senere på dagen (efter at alle butikker var lukket ned indtil mandag) kørte jeg en 1½-times tur rundt på øen og tog billeder af de flotte strande og palmer - jeg håber, man kan se paradis-ø-billederne.
Da jeg kom hjem, huggede vi et par af Adriennes terninger (hun er så flink) og gav os ellers i kast med at spille yatzy! - Og det stoppede vi ikke med, før vi fløj fra øen.

Dagene herefter gik med afslapning og forfriskende køreture rundt på øen. Tirsdag formiddag fik vi den idé, at vi ville tage en tur ud at snorkle - primært fordi, Adrienne havde fortalt os, at hun havde en masse snorkel-udstyr, vi bare kunne bruge løs af. Og det skulle da prøves af! Adrienne advarede os dog imod de farlige "stonefish" (jeg tror, det svarer til det, vi kender som søpindsvin) og gav os hver et par bade-sandaler, så vi undgik at træde de giftige pigge op i fødderne; men ellers var det helt sikkert at snorkle, forvissede hun mig om!

Ja ja, prøves skulle det jo - og hvor er jeg glad for, at jeg opdagede glæden ved snorkling!
Vi fandt en perfekt lille "lagune", hvor vandet kun gik os til navlen, og der var ingen bølger - altså var der helt styr på omgivelserne. Desuden har jeg aldrig set så flot og klart vand; man kunne se alt fra oven, selv uden dykkerbrillerne på. Vi så alverdens farverige fisk, og som vi svømmede længere og længere ud, blev vandet også dybere og dybere.

Jeg blev så forundret og overrasket over, hvor meget vi fik at se så tæt på land! Jeg havde aldrig i mit liv forestillet mig, at koralrevene på denne i forvejen paradis-ø kunne være så smukke og farverige; det var virkelig som at svømme ved de thailandske/ægyptiske rev (siger jeg uden at have prøver det), hvor var det fantastisk!
Vi spottede alverdens fisk, i alle former og farver og størrelser; og mange af dem blev nysgerrige, når vi hvirvlede havbunds-sand op til dem, så de blev ved med at svømme rundt om os og efter os - første gang det skete blev vi (Casper) lidt bange, fordi fisken blev ved med at lave "nu-kommer-jeg-og-bider-din-finger-af"-bevægelser imod ham.. men vi vænnede os til det, og efterhånden blev det bare sjovt.
Derudover så vi en helvedes masse søpindsvin, den ene større og mere frygtindgydende end den anden; vi trådte heldigvis ikke på de giftige dyr.
Vi så også kæmpe fladfisk, meterlange ål/fisk, helt ubegribeligt mange søpølser, og så var der en masse kæmpemæssige mørkeblå "søstjerner", som jeg forsøgte at tage et billede af ovenvande; billederne derfra er ret mislykkede pga. krusningerne på vandet, men jeg synes stadig, de giver et godt indblik i, hvor klart og flot vandet egentlig var.

Vi tog derefter ud at snorkle hver dag (de 3 dage, vi efterhånden havde tilbage), og det var lige sjovt hver gang! Dog blev min bagdel og mine lægge voldsomt solbrændte efter at have ligget med røven i vandskorpen så mange timer ad gangen - men det stoppede os ikke.

Lørdag den 28. var vores sidste dag på Rarotonga. Vi startede dagen ud med at tage på lørdags-markedet, hvorefter vi afleverede min humlebi til scooterudlejningsfirmaet. Og så kunne vi ellers bare sidde ved poolen og vente på, at klokken blev 23:59, hvor vores fly gik til Los Angeles. "Heldigvis" regnede det helt vildt fra morgen til aften, så det gjorde det en del lettere at sige farvel til den ellers fantastiske ø.
Det blev nogle lidt kedsommelige timer, men vi fik spillet en del yatzy og læst en masse, så der gik ikke længe, før vi sad og ventede på flyet i Rarotonga lufthavn - efter at have betalt 55 NZ$ HVER for at få lov at forlade landet ("departure tax"), hvilket svarer til ca. 220 kr. Det må de tjene godt på!

Og så landede vi altså her i Los Angeles store lufthavn kl. 11:15 i går formiddag. Der var 21 grader og blå himmel, så endnu engang var vi heldige med vejret.
Vi blev kørt til vores hotel (efter et helt overraskende minimalt lufthavns-tjek), og siden vi kun er her i et enkelt døgn (og ikke ved, om vi nogensinde kommer tilbage igen) besluttede jeg mig for at tage på en sightseeing-bustur rundt i området.
Casper valgte at blive hjemme på hotelværelset, da der trods alt var tale om ret mange penge for en 4-timers bustur, men jeg er efterfølgende rigtig glad for, at jeg ofrede de penge!

Jeg så stort set alt, hvad der er at se i L.A., takket være en altvidende guide, der vist nok kom fra Indien.. Han snakkede og snakkede og kørte så ellers 130 km/t konstant, så det var helt umuligt at tale billeder af alle de berømte bygninger, vi hurtigt susede forbi. Men det skal dog siges, at jeg så adskillige hoteller, hvor berømte film er optaget; Die Hard, Pretty Woman, Chaplin-film osv. Desuden havde vi et længere stop inde midt i Hollywood, hvor jeg gik rundt på Walk of Fame i tre kvarter. Hvor var der meget at se!
Jeg nåede slet ikke at se alt det, jeg gerne ville, men jeg nåede trods alt at få adskillige billeder af Fame-stjernerne på vejen og af hånd- og fodaftrykkene af kendte personer udenfor Chinese Theatre. Desuden så jeg Kodak Theatre, hvor de berømte uddelinger af alverdens priser foregår, og derinde fik jeg et nogenlunde billede af Hollywood-skiltet på bakkerne i de fjerne.
Bussen tog os herefter igennem Beverly Hills, Sunset Strip, Farmers Market, The Grove, og da det var ved at blive mørkt sluttede vi af på Venice Beach, hvor der var absolut sort af mennesker! Jeg nåede som sagt desværre kun at få billeder fra de steder, hvor han rent faktisk stoppede bussen for os - men der er også lidt at kigge på. :)

Og nu sidder jeg så hér; på Super 8-hotellet i Los Angeles, hvor vi først skal tjekke ud kl. 12 - og det er meget belejligt, for vores fly flyver først kl. 16.
De næste 8-9 dage bliver brugt i London, og hvis ikke jeg når at opdatere bloggen inden, ses vi bare hjemme i Danmark den 8. februar! :)