Få minutter efter sidste blog-opdatering blev jeg ringet op af Deborah fra Culverden, som jeg havde kontaktet to dage tidligere ang. arbejde; hun bor på en gård, langt ude på landet, med sin mand og tre børn (3, 4 og 6 år). De har brug for hjælp i huset, både til børnepasning, madlavning, rengøring og dyrepasning - og der er mulighed for, at både Casper og jeg kan arbejde der; lønnen ville dog ikke stige af den grund (den var i forvejen ret lav..). To dage tidligere havde hun desværre ikke brug for os, men nu ville hun gerne ansætte os, og vi kunne starte allerede om torsdagen, hvis vi ville; vi skulle i så tilfælde komme til at bo på gården, der ligger 1½ time fra nærmeste større by, så der er ikke så meget andet at bruge vores fritid på end går(d)-ture..

Dog ligger Culverden 500 km. nord for Dunedin, og siden vi ikke er færdige med at se den sydligste del af landet endnu (og eftersom vi skulle arbejde 2 uger for blot at tjene benzinen ind igen), takkede vi nej for denne gang - vi ville dog vende tilbage om et par uger, når vi alligevel kører tilbage mod Christchurch, og Deborah kunne måske bruge os på dette tidspunkt - det håber jeg lidt, for vi har en måneds tid, vi ikke rigtig ved, hvad vi skal gøre med. :)

Efter snakken med Deborah ville vi forlade Dunedin bibliotek, men på vej ud ad døren opdager Casper, at han har glemt/mistet sin pung. Vi går tilbage, men pungen (inkl. 150$ i kontanter) er væk! Biblioteket har ikke fået indleveret noget, og Casper bliver nødt til at ringe rundt til banker for at få spærret sine kort - heldigvis kunne de oplyse om, at det ikke så ud som om, noget var blevet hævet. Turen gik herefter til det lokale politi, der heller ikke havde fået en indlevering - øv!

Trods skuffelse gik turen videre, og vi kørte til Otago Peninsula, som er en lille halvø, der ligger øst for Dunedin. Vejen løber ubehageligt tæt på vandkanten, og jeg turde ikke at køre mere end 30 km/t, selvom fartbegrænsningerne sagde, at jeg måtte køre 100.. Vejret var bestemt ikke noget at råbe hurra for, og det blæste tre pelikaner! - Vi fik flere gange skumsprøjt på forruden, så meget blev de tårnhøje bølger blæst op. Vi klarede dog turen helt til enden af halvøen, hvor albatrosser normalt skulle have deres reder - de må dog have været blæst væk, så vi tog en kort tur rundt i området i stedet for. Efter at være blevet blæst nok igennem, gik vi tilbage til bilen, der vist også gerne ville væk fra den åbne vind, og vi kørte samme vej tilbage til Dunedin, som vi var kommet.

3 timer efter vores besøg hos politiet blev vi ringet op og fik meddelt, at Caspers pung var blevet fundet - dog uden kontanter. Dette var trods alt mere, end vi havde håbet på, og vi hentede pungen, da vi kom tilbage til byen.

Trods tabet på de 150$ syntes vi, at vi (endnu engang) fortjente at tage ud at spise.. Vi fandt en restaurant i centrum, der ikke så alt for fin ud, og den hed et-eller-andet STONEGRILL. Det lød meget lovende, og oplevelsen skuffede bestemt ikke! Stonegrill-konceptet går åbenbart ud på, at det kød, man har bestilt (jeg bestilte et mix, der bestod af både kylling, svin, lam og ko) bliver serveret ganske råt på en glohed, sydende sten.. Vi blev herefter udstyret med en tang, og i løbet af det næste kvarters tid sad vi og stegte vores eget kød på sten. Det var rigtig sjovt, og en god måde at bruge den ellers altid lange ventetid. Så havde dagen ikke været udelukkende skuffende, trods alt!

Efter festmåltidet kørte vi til en rasteplads nær byen Milton, 60 km. udenfor Dunedin - vi besluttede os hurtigt for, at vi ikke havde råd til endnu en nat på campingplads..

Tirsdag var sightseeing-dag på egen hånd. Det er efterhånden længe siden, vi har haft en dag, hvor vi kører rundt og ser en helt masse, så det trængte vi til! Første stop var byen Balclutha, der dog ikke bød på megen sightsseing. Efter nogle hurtige indkøb kørte vi videre sydpå, 16 km. på grusvej, blot for at finde ud af, at de 300 år gamle træer, vi var på jagt efter, kunne være hvilke som helst træer på de endeløse marker.. Jeg overvejede at tage et billede og snyde jer lidt, men træerne var ikke engang flotte, så det ville jeg ikke spilde batteriet på. :)

Længere sydpå kom vi til Nugget Point, hvor vi så et fint fyrtårn og ellers forsøgte at skue efter elefantsæler (I ved, de der sjove sæler med en kødklump hængende ned over munden), men de havde ikke valgt denne dag på denne strand..

Endnu længere sydpå kom vi til det, der på vores kort blot var angivet som "Jacks Blowhole" - vi havde nogle snakke om, hvad i alverden, der mon ventede os, men da vi endelig kom derud (efter en lang, stejl vej på gåben), blev vi mødt af synet af et kæmpemæssigt hul (55 m. dybt), der ellers lå ude i ingenting. Hullet lå 200 meter fra havet, og der var en masse bølger denede, 55 meter under os. Et decideret "blowhole" vil jeg dog ikke kalde det, da der med dette ord menes, at der ved højvande sprøjter vand op af hullet - og uanset hvor meget vandet stiger ved højvande, nægter jeg at tro på, at der er tale om 55 meter.

På den videre rejse kom vi til Purakaunui Falls; det er længe siden, vi har set et stort vandfald, så det var næsten lige så imponerende som det allerførste, vi så.

Tilbage på hovedvejen (alle vores tidligere "sights" havde været ad tilstødende grusveje) fandt vi et rasteplads-agtigt indhug på vejen, hvor overnight camping vist ikke var forbudt..

Onsdag kørte vi videre sydpå - eller vestpå er det egentligt, da vi nu er kommet så langt ned, som vi kan på Sydøen, og vejen leder os ikke længere nedad på kortet.

Vi ville have set "Cathedral Caves", men vejen var lukket, så det opgav vi hurtigt. Vi kørte i stedet videre til McLean Falls, og jeg må indrømme, at det er det absolut smukkeste vandfald, jeg nogensinde har set! - Jeg håber, billederne kan give jer samme fornemmelse; det skulle ses!

Videre mod byen Waikawa kom vi forbi et skilt, hvorpå der stod "Niagara Falls" - og selvom vi inden for kort tid havde set to vandfald, kunne dette ikke undgå at fange vores opmærksomhed. Det blev dog hurtigt gjort klart, at vedkommende, der i sin tid havde fundet og navngivet disse 'vandfald' tydeligvis kendte til de canadiske Niagara Falls og samtidigt havde en ordentlig portion humor - det ses vist også på billederne. ;)

Helt sydpå kom vi til "Petrified Forest", som er en masse 'sten', der åbenbart i tidernes morgen har været træer - tror dog kun dette var sjovt for biologer. Omvejen var imidlertid ingenlunde spildt, da vi på stranden fik øje på en forholdsvis stor pingvin (det var vist en yellow eyed penguin, kunne jeg se med mine ekspert-øjne), og jeg fik nogle ganske gode billeder af den, imens den kaldte på konen, der gemte sig i buskene.

Vores nat blev tilbragt i "byen" Fortrose, som end ikke havde et sted, man kunne købe en flaske vand..

Torsdag (den 13/10) kørte vi sydpå igen (ja, sydpå denne gang), til Waipapa Point, der også var hjemsted for et fyrtårn - nu er de snart heller ikke spændende længere..

Hvad stedet også var hjemsted for (opdagede vi), var SØLØVER! 3 kæmpestore af slagsen lå og solede sig på stranden, og jeg skulle selvfølgelig helt tæt på dem, så jeg kunne få nogle ordentlige billeder. Søløverne lod mig da også komme helt tæt på dem (under 2 meter, vil jeg tro), men da jeg forsøgte at få dem til at bevæge sig (man kunne knapt nok se, at det var en søløve, når den bare lå som en anden søpølse i sandet), syntes den ene, at NU kunne det være nok! Den begynde at 'løbe' imod mig med åben mund og uhyggelige lyde, og mine ben rystede stadig, da jeg kom tilbage til bilen - men jeg fik mine billeder, og det var det hele værd!

Herefter kørte vi til Slope Point, som er det sydligste punkt i New Zealand (i hvert fald ud af de to hovedøer; Stewart Island ligger sydligere), men udover erkendelsen af, at vi nu var tættere på Sydpolen end på Ækvator, var der absolut intet at se eller foretage sig dér.

Vi kørte tilbage til Fortrose og videre til Invercargill, hvor vi til vores skuffelse fandt ud af, at "freedom camping" var forbudt, hvorfor vi blev nødt til at tilbringe natten på endnu en campingplads - nu var det næsten ved at tage overhånd.. Dog var det den billigste hidtil, så det hjalp på det.

På vej ud til campingpladsen begyndte det at STORregne, og en time senere var der ikke en sky at se på himlen - uanset hvor tit det sker, vænner jeg mig altså aldrig til det!

Inden vi kørte ud for at finde et sted at overnatte, havde vi kørt en tur til Bluff, som er byen, hvorfra færgen til Stewart Island afgår. Denne rejse koster dog 140$ per person, herudover skal der betales mindst 60$ pr. nat for at overnatte på øen - uanset hvor flot Stewart Island så end måtte være, vil jeg ikke betale så mange penge for at se noget, der garanteret ikke er meget flottere, end hvad jeg allerede har set; så hellere bruge pengene på en sejltur et andet sted i landet. :)

Efter et bad på campingpladsen kørte vi fredag formiddag tilbage til Invercargill, hvor vi brugte halvanden times tid i Queens Park, som bl.a. byder på en dyrepark med alt fra marsvin til wallabies (små, kænguru-lignende, søde kræ fra Australien) til hængebugsvin. Herefter gik vi rundt i centrum og tog billeder af gamle bygninger - OG vi fandt den originale Indian-motorcykel fra filmen "The World's Fastest Indian" med Anthony Hopkins; den er der også billeder af.

På vej ud af byen købte vi nogle nye "nuts" (har ingen anelse om, hvad det hedder på dansk) til vores hjul, da vi ellers ikke ville kunne afmontere dem i tilfælde af, at vi punkterer - plus at de sikkert ser godt ud, når vi skal sælge bilen igen.

Efter Invercargill kom vi til Riverton, som vist er New Zealands ældste by - og de har åbenbart forsøgt at bevare den i denne stand; ikke engang en bank hørte hjemme hér.

Videre mod vest kom vi til en afkørsel til Monkey Island, og her havde vi oven i købet mulighed for at overnatte uden risiko for en bøde, så det valgte vi at gøre.

Lørdag morgen, da Monkey Island pga. lavvandet nu ikke længere var en ø, men en del af fastlandet, ville vi tage en tur ud/op på øen. Det tog os ikke mere end 3 minutter, og da vi ville tilbage på stranden, gik vandet os til knæhøjde; det fortæller lidt om, hvor hurtigt tidevandet kommer og går - det samme oplevede vi jo på kajak-turen i Abel Tasman.

Efter at have skiftet bukser (pga. vandet, ikke andet), kørte vi til Clifdon Suspension Bridge, som er den længste af slagsen i New Zealand. Broen er fra 1899, og siden den ikke er blevet renoveret siden, er den i dag lukket både for køretøjer og gåbens-folk. Vi fik dog et par billeder, inden vi kørte videre til Clifdon Caves, der er gamle "limestone"-grotter, hvor ganske utrænede folk, som os selv, stille og roligt kam bevæge sig ned i, og efter sigende nå fra den ene ende til den anden på 40 minutter.

Det anbefaledes dog, at man mindst havde to lyskilder pr. person, og eftersom vi kun havde en enkelt lommelygte til at dele, nåede vi ikke mere end ca. 45 meter ind, før vejen blev for smal og våd og uhyggelig uden mere lys. Det kunne ellers have været sjovt at gå hele vejen, men jeg var lidt lettet over, at vi alligevel ikke nåede længere, da der på oversigten stod, at vi ville komme til en 7 meter dyb "swimming pool" senere i grotten - her tror jeg ikke, at lommelygterne kunne have reddet os..

Rejsen gik herefter til Manapouri, hvorfra skibe dagligt afgår til Doubtful Sound, som sammen med Milford Sound udgør en kæmpe turistattraktion i Fiordland National Park, som kun er tilgængelig via båd eller lange, besværlige vandreture. Vi bestilte et "overnight cruise" på Doubtful Sound til den efterfølgende dag, og et "nature cruise" på Milford Sound til om tirsdagen - men også kun fordi vi fik en ekstremt god pris (fik vi i hvert fald at vide)..

Søndag kl. 12 afgik vores skib fra Lake Manapouri, og vejret var fantastisk! Der var knapt nok en sky på himlen, og solen skinnede - virkelig heldigt i forhold til de forrige dages gråvejr.

Første "fase" var bådturen på Lake Manapouri, som tog os en lille time - vi fik nogle gode billeder og nød vores medbragte frokost på taget af båden.

Herefter skulle vi på en 45 minutters bustur for at komme til Doubtful Sound, og på vejen så vi bl.a. en masse vandfald; disse skulle der dog være betydeligt flere af efter et par regnvejrsdage - jeg havde dog personligt ikke meget imod at undvære nogle vandfald og i stedet få blå himmel og fantastisk udsigt til de høje bjerge, der omringede os.

Efter busturen gik vi ombord på "The Navigator" (vores hjem indtil kl. 10 næste morgen), og vi begav os ud på Doubtful Sound. Udsigten var vidunderlig, og ude for enden af sound'et (har ingen idé om, hvad det er på dansk?) så vi sæler og en lille koloni af de små, new zealandske 'blue penguins'.

Navigator lagde til i en lille bugt senere på eftermiddagen, og efter en god portion suppe til alle passagererne blev vi sat i kajakker og padlede lidt rundt i bugten i en lille time - og kom tilbage med drivvåde bukser..

Vi kom herefter tilbage til en fantastisk aftensmads-buffet på skibet (selvfølgeligt inkluderet i vores billige rejse), og det er jo ingen hemmelighed, at gratis mad nu engang smager bedst! Vi tog derfor godt for os, og resten af aftenen, indtil vi langt om længe faldt i søvn i vores køjesengs-kahyt, led vi (vist mest mig) af en afsindig mavepine - men det var trods alt det hele værd!

Kl. 6:30 mandag morgen blev vi vækket af skibets motor, der satte i gang (garanteret lige under os, da vi sov på nederste dæk i 4-mands-kahytter), og morgenmaden blev serveret fra 7-8.

Vi vågnede til en ordentlig omgang regn, og priste og lykkelige for, at vi havde set det hele den forrige dag - nu fik vi blot lov at se hele turen igen med alle de omtalte vandfald. Jeg tror, vi havde været ekstremt heldige med vejret, og vi følte os alle lettede over, at vi ikke havde valgt mandagens afgang.

Vi gentog forrige dags bus- og bådture tilbage til Manapouri, og kl. 12:30 var vi i byen Te Anau, hvor vi brugte en lille time på at gå rundt i regnvejret.

Herefter kørte vi ca. 100 km. af de i alt 120 km. til Milford Sound, så vi ikke behøvede at køre nær så langt næste morgen. Vi overnattede på en DoC-campingplads (Department of Conservation, som har over 1000 campingpladser spredt ud over landet), hvor vi kun kom af med 5$ pr. person - det er ganske vist dyrere end at sove på en gratis rasteplads, men der er nu noget tiltalende over at have adgang til et toilet (ganske vist blot et hul i jorden) om morgenen..

Vi overnattede ved Cascade Creek og sørgede for ikke at holde på græsset, da vi ellers ikke ville komme nogen vegne næste morgen pga. al regnen. Lad os håbe, at vejret bliver bedre i morgen!

Tirsdag vågnede vi til regn, og vi prøvede at opmuntre os selv med, at vi trods alt fik lov at se en masse vandfald på sejlturen. Vi skulle afsted fra Milford kl. 10, og kl. 9:59 stoppede regnen med ét! Jeg tror roligt, vi kan fastlægge, at vores held havde taget en enorm drejning! Solen kom frem bag skyerne, og i løbet af få minutter var himlen blå.

Vi cruisede rundt på Milford Sound (der ikke er længere end en af side-floderne på Doubtful Sound) i 2½ time, og vi fik set ALT, hvad der er at se; bjerge (inkl. det berømte Mitre Peak, som I måske kan genkende på billederne), klipper, sæler, pingviner og.. DELFINER! De svømmede omkring forenden af båden i ganske få minutter, og vi stod heldigvis det helt rigtige sted, da de kom frem. Vi forsøgte at få ordentlige billeder, og hvis man zoomer godt ind, kan man da også godt se delfinerne.. Det var en rigtig sjov oplevelse, og vi var nogle af de heldige, der rent faktisk fik et glimt af dyrene - de viser sig åbenbart kun en gang hver 3.-4. uge.

Grunden til, at vores cruise blev kaldt "nature" og ikke "scenic", som man også kunne have valgt, var, at vi to gange blev sejlet helt ind under et kæmpemæssigt vandfald, der gjorde os, der stod på dækket, drivvåde - og kaptajnen sad og grinede. Det gav os dog følelsen af at få lidt mere for pengene.

Lige da vi kom tilbage til Milford begyndte det at regne igen, men vi tog os dog tid til at se en hel del på vejen tilbage til Te Anau; første stop var "The Chasm", som er nogle bestemte naturskabte sten-formationer (se mere på billederne, det bliver vist for besværligt at forklare ordentligt).

Vi holdt ind ved Mirror Lakes, men pga. vind og regn var der ikke meget genspejl i søen, og vi kørte videre.. Vi gik få 45 minutters ture, men efter at blive gennemblødt på 5 minutter droppede vi resten af turene og kørte direkte tilbage til Te Anau.

Herefter kørte vi mod Queenstown og fandt en rasteplads ca. 90 km. før byen, hvor vi overnattede og lavede aftensmad i det slemme regnvejr - det er dog den eneste gang, vi har lavet mad i regnvejr indtil videre, skal det lige siges.

Onsdag vågnede vi til en skyfri himmel og en masse sne på de bjerge, der omgav os - dem havde vi slet ikke set dagen før pga. regnen, der gjorde, at vi ikke kunne se mere end nogle få meter frem.

Det fantastiske vejr fortsatte resten af dagen, og strækningen til Queenstown er tæt på den smukkeste, jeg har kørt i New Zealand! Træerne var lysegrønne, sneen lå på bjergene bag den krystalblå Lake Wakatipu, og solen fik hele scenariet til at ligne noget fra en eventyrfilm.

I Queenstown brugte vi nogle timer på at søge efter jobs i byen (både i aviser, på nettet og gennem job-bureauer), men intet var ledigt i øjeblikket. Jeg snakkede med Deborah fra Culverden (hende med børnene på gården), men hun havde først brug for hjælp fra den 3. november, hvis overhovedet.

Vi besluttede os for at blive nogle dage i byen og få set det, der er at se. Vi overnattede på en DOC-campingplads 15 km. udenfor byen (denne gang 7$ pr. person), da 'freedom camping' ikke er tilladt nogen steder i Queenstown.

Torsdag kørte vi til en campingplads tæt på byens centrum, da vi derved kunne parkere dér hele dagen, i stedet for at skulle betale for parkering i byen. I byen ledte vi efter jobs igen, men der var ikke sket noget nyt siden i går.

Vi prøvede at booke paragliding og hanggliding, men det var ikke muligt i dag pga. vinden; måske i morgen.

På campingpladsen fik vi et bad og gik tilbage til byen, hvor vi tog på casino og så bronze-finalen i rugby (Australien vandt over Wales, ikke overraskende) - og desuden vandt jeg hele 6$ på spillemaskinerne.

Fredag d. 21. forsøgte vi igen at finde et job, og vi kontaktede en gård i Blemheim, der havde vin(drue)-arbejde; han kunne dog kun garantere os en uges ansættelse, og det ville ikke være den lange køretur værd.

Trods det tiltagende grålige vejr besluttede vi os for, at der nu skulle ske noget, eftersom vi trods alt var i ekstremsportens by: Queenstown! Vi bookede os på en (dyr) jetboat-tur på Shotover River, der skulle være "the world's most exciting jet boat ride" - dette kom sig af, at vi sejlede med 80 km/t på enormt smalle strækninger, og flere gange var ved at sejle ind i de høje klipper, der omgav os; dette var selvfølgelig en del af den spændende oplevelse, og det var da også nogle ganske sjove 25 minutter på floden.

Vi overnattede på DOC-pladsen igen, og lørdag havde vi endelig held med vores para- og hanggliding-tur! Vi blev hentet kl. 13 i centrum, hvor vi blev kørt til Coronet Peak (3800 fod, ca. 1200 meter), og herfra både paraglidede og hangglidede vi begge! Vi købte billeder og videoer af turen, og hvis jeg har held med at lægge dem ind, kan I forhåbentlig danne jer et indtryk af, hvad paragliding og hanggliding rent faktisk er - det tror jeg ikke, jeg kan forklare ordentligt på skrift.

Det var noget af det sjoveste og mest spændende, jeg nogensinde har oplevet! Der var stor forskel på de to aktiviteter, men jeg kan umuligt sige, hvad jeg foretrak - jeg kan dog uden tøven sige, at jeg skal have anskaffet mig et paragliding-bevis, når jeg kommer hjem til Danmark. Følelsen af at løbe med fuld fart ud over bjerget, og sekunder derefter at svæve i luften, er helt ubeskrivelig! Det, at vejret var HELT perfekt til formålet, gjorde det jo bare endnu bedre.

Fornøjelsen tog alt i alt 3 timer, og vi var tilbage i centrum kl. 16, hvor vi kørte tilbage til DOC-pladsen og nød dagens sidste sol.

Kl. 7:30 søndag morgen var vi igen i centrum, hvor vi blev hentet af Dart River Safaris. Dart River ligger ved Glenorchy, som er en by 45 km. nord for Queenstown; ligesom til Milford Sound er der kun én vej derud og tilbage, og køreturen dertil var inkluderet i prisen.

Vi havde bestilt en "Funyak Safari", som er en heldags-udflugt. Jeg skal forsøge at forklare princippet så godt som muligt; kl. 9 var vi i Glenorchy, hvor vi blev iklædt våddragter og fik at vide, at vi ikke skulle have andet end solcreme, insekt-spray, vandflaske og kamera med på turen - alt andet blev låst inde, indtil vi kom tilbage til basen.

Iført vores våddrager blev vi 24 mennesker kørt til Dart River, hvor vi jetboatede i 1½ time på floden, og selvom der ikke var smalle klippe-strækninger, var det bestemt en god og sjov oplevelse! Efter jetboat-turen blev vi sat af på en strand, hvor vores fire guider var i gang med at pumpe oppustelige kanoer (ja, det findes åbenbart) op.

Disse oppustelige kanoer bliver kaldt for 'funyaks', og jeg skal love for, at de næste 3 timer var sjove! Vi var 2 personer i hver kano, og grunden til, at de er oppustelige (en slags aflang gummibåd) er, at vandet, vi sejlede på, for det meste ikke var mere end 30-40 cm. dybt, og vi stødte derfor på en del sten, der gjorde oplevelsen til noget af en "bumpy ride". Vi sejlede med strømmen, og størstedelen af tiden foregik med at drive ned ad floden og nyde den helt fantastiske udsigt (igen var vejret med os!) over bjergene, hvor sneen endnu ikke var smeltet fra toppene. Vi kom dog også til nogle stærke strømme på floden, hvor vi kano-turen kom til at føles som en rafting-tur; alt i alt en virkelig sjov og flot tur med både afslapning og spænding.

Midt i vores 'funyak'-oplevelse stoppede vi ved en strand, hvor vi fik en lækker frokost-buffet, der også var inkluderet i prisen.

Vores tur sluttede ved Paradise - ja, der er helt seriøst et sted, der på kortet er navngivet "Paradise", og man forstod godt hvorfor! Jeg forsøgte at tage billeder af udsigtens skønhed, men det er svært at fange lyset rigtigt - alt, jeg kan sige, er, at navnet bestemt ikke er misvisende.

Fra Paradise kørte vi tilbage til Glenorchy og så filmlokaliteter på vejen - bl.a. Ithilien og Moving Forest fra Ringenes Herre.

Det var bestemt en rigtig vellykket dag, og vi kørte trætte, men tilfredse, tilbage til Queenstown.

Om aftenen gik vi igen på casino for at se rugby-finalen (New Zealand >< Frankrig), da det var her, der var allermindst befolket i hele byen på denne søndag. New Zealand vandt (selvfølgelig), men sejren var kun 8 >< 7, så alt kunne have sket i løbet af den sidste halve time. Vi kom ud fra casinoet og fandt Queenstown gader fyldt med glade og festende kiwier!

Igen overnattede vi på DOC-pladsen, og mandag morgen regnede det - hvor heldig har man lov at være?

Nu sidder vi igen på en netcafé i Queenstown, og når bloggen er opdateret, går jobsøgningen i gang i igen. Hvis heldet igen ikke er med os, regner vi med at køre til Alexandra og derefter tilbage mod Christchurch.

Til sidst en lille tanke, jeg har haft en del gange, og som jeg nu vil dele med jer:

I løbet af min tur (i hvert fald i bil) på New Zealand har jeg set alverdens mærkelige vejnavne; ikke det mindste originale dog. Hvis en vej leder op til en kirkegård, bliver den kaldt Cemetery Road, og vejen til Waihi Beach hedder selvfølgelig Waihi Beach Road - eller MÅSKE endda Waihi Beach Avenue eller Drive, hvis de er så opfindsomme. Så I kan nok forstå min reaktion, da jeg begyndte at støde på vejnavne som "Dead Man River" og "Dead Horse Road" - her ønsker man vel næsten, at opfindsomheden begynder, trods alt.