Så er det blevet søndag aften her i Te Puke, og varmen er så småt ved at brede sig i huset pga. at brændeovnen OG ovnen har været i gang i 2 timer, og alle døre har været lukkede - uden alt dette ville her være koldere end undenfor pga. den manglende isolering.. Nå, men siden sidst er der sket en del på arbejds-fronten, og ikke rigtig noget på andre fronter..
Ang. arbejde var vi jo i gang med at plukke kiwifrugter hos den flinke Barry her i Te Puke og omegn. Vi befinder os stadig i Te Puke, men vi arbejder ikke længere for den flinke Barry. Vi var lidt trætte af kun at have fri, når det regnede, men vigtigst af alt (og den afgørende grund til, at vi stoppede), var, at jeg simpelthen ikke kunne klare kiwi-støvet, der konstant dryssede ned fra rankerne. Derfor valgte vi (efter 11 dages arbejde i træk) at tage en fridag tirsdag d. 24. maj for at søge efter noget pakhus-arbejde, hvor kiwi-støvet forhåbentlig er mere kontrolleret.
Allerede ved det andet pakhus, vi søgte arbejde, stod de og manglede nye medarbejdere - vi kunne starte med det samme på deres nathold, og dette takkede vi ja til. Samme aften kl. 18 mødte vi på arbejde, med udsigten til 10½ timers arbejde. Vi mødte med godt mod og store forhåbninger om en god nats arbejde. Disse forhåbninger blev dog lynhurtigt knust, primært pga. vores supervisor, som var en rigtig, rigtig dum kvinde.. Arbejdet havde vi ikke det store imod, men hold fast, hvor var det kedeligt! Vi stod og lavede de præcist samme bevægelser i 10 timer i træk, og da vagten sluttede kl. 4:30, gik vi hjem med ondt i ryggen og et ønske om aldrig at komme tilbage til denne arbejdsplads. Vi arbejdede begge som det, der kaldes "gradere", hvilket betyder, at vi skal "grade" kiwifrugterne efter, hvor god kvalitet, de har. Frugterne kommer rullende på et rullebånd, og vi skal derefter udtage de frugter, der skal smides ud, og dem, der kan blive til anden-sorteringen. Det lyder næsten sjovere, end det var, og derfor spurgte jeg onsdag aften (da vi igen tog på arbejde, dog heldigvis uden høje forventninger igen), om de havde en anden stilling, jeg kunne få, så jeg ikke nødvendigvis behøvede at udføre den samme bevægelse hele natten; men nej: "either you'll have to grade, or you'll have to go home". Og hvad gør man så? Ja, så tænker man på, at man får brug for pengene, og håber at et eller andet går grueligt galt, så man kan komme hjem i seng. Og hvad sker der så? Ja, så går maskinerne selvfølgelig i stykker kl. 2, så vi kl. 2:30 fik lov at tage hjem - hvilket held, hvilket held!
Torsdag morgen besluttede vi os for at ringe til et andet pakhus, som vi havde besøgt om tirsdagen. Vi fik at vide, at vi skulle møde op fredag formiddag til et 3-timers introduktions-møde og rundvisning med henblik på ansættelse - og vi valgte at anse dette for vores eneste mulighed lige nu. Vi droppede natarbejdet torsdag aften og mødte på det nye pakhus næste formiddag. Efter introduktionsmødet fik vi at vide, at vi kunne blive "ansat" som "casual on call workers", som betyder, at vi kan møde op hver aften ved arbejdets start, og enten har de brug for os (i hvilket tilfælde vi arbejder fra 19:30 til 6), eller også har de ikke (i hvilket tilfælde vi blot kører hjem igen).. Vi var ikke helt tilfredse med denne usikkerhed, men takkede ja til at komme igen samme aften og blive sat ind i jobbet. De næste 3 timer brugte vi dog på at køre rundt til alle de andre pakhuse i byen, men ingen stod og manglede nye medarbejdere, da sæsonen snart slutter.
Fredag aften tog vi ud til Eastpack ("det nye sted"), og vi fik lov at arbejde hele natten som re-packere. Dette var vi begge meget gladere for, og superviseren er en sød, ældre maori-kvinde. Re-packing er lidt ala det samme som grading, men dette job går ud på, at vi tager en allerede pakket kasse med kiwier, og derefter tjekker vi hver enkelt frugt igennem for større defekter, og genpakker derefter en ordentlig kasse med "good fruits". Efter nattens arbejde fik vi at vide, at der pga. de sidste dages regn ikke ville være pakke-arbejde hverken lørdag eller søndag aften, hvorfor vi vil bruge weekenden på lidt sightseeing.
I dag har vejret været helt fantastisk, og vi besluttede os for at bruge dagen på at tage til Mount Maunganui, som skulle være en hyggelig by med et flot bjerg (det skal lige siges, at de new zealandske "bakker" er lige så store, eller større, end de danske "bjerge"), som samtidigt var en slumrende vulkan. Vi fandt hurtigt bjerget, og turen til toppen var hård, men smuk! Turen nedad var noget lettere, og efter vi havde gået op og ned ad bjerget, ville vi også lige tage turen rundt om det. Da vi nåede om på den anden side af bjerget, var solen ved at gå ned, og vi så den flotteste solnedgang, som I også kan se på billederne - det er lidt svært at tro, at vi snart går ind i den første vinter-måned hernede, hva'? :)

Ellers er planerne lidt uklare pt. Vi regner med at blive hos Eastpack indtil sæsonen slutter, og derefter vil vi bruge vinteren på at rejse rundt på nordøen - og måske finde noget mere arbejde andetsteds.

Ha' det godt, og pas på hinanden derhjemme!