Sikkert tilbage i velkende Te Puke igen.. Som I kan se på kortet, ser det ikke ud til, at vi har oplevet så forfærdeligt meget, udover, ja, Te Puke.. Men dér tager kortet fejl! Vi har i de sidste 25 dage været vidt omkring i det new zealandske nord-land, og har set og prøvet en helt masse (og kørt næsten 4000 km.)! I går kom vi tilbage til Te Puke, eftersom vi begynder at arbejde i morgen tidlig; vi skal arbejde ved samme arbejdsgiver som vi plukkede kiwier ved - nu skal vi blot hjælpe ham med at tynde ud i kiwi-rankerne, så dét skal nok blive spændende.. Vi har i hvert fald brug for lidt vægt i pengepungen efter de sidste 3-4 ugers tid, og når I har læst jeres vej igennem bloggen, tror jeg, det bliver tydeliggjort hvorfor vi nu har et så stort behov for flere penge..

Først og fremmest vil jeg sige, at dette bliver det længste blog-indlæg hidtil, og at det sikkert er rarest at læse i ét hug. Så hvis I ikke lige har en 30-40 minutter til rådighed, skal I nok vente med at påbegynde læsningen, til dette er tilfældet. :)

Af andre praktiske oplysninger vil jeg lige nævne, at der bliver lagt åndssvagt mange billeder ind denne gang - men hæng i, for de sidste billeder er de fedeste!! Desuden skal I lige advares om, at billederne ligger hulter til bulter (eller i hvert fald ikke i kronologisk rækkefølge) pga. at vi har brugt to kameraer, men mon ikke I kan danne jer et overblik over, hvad vi har set alligevel?

Overordnet har vi oplevet utroligt meget, men jeg skal nok uddybe det hele.. For kort at komme mig selv i forkøbet har vi bl.a. bungee-jumpet, blackwater-raftet i små grotter, whitewater-raftet ned ad et 7 meter højt vandfaldt, jetboatet, swoopet, shweebet, svømmet, .. og så har vi klatret rundt i trætoppene 14 meter over jorden - hvilket nok egentlig må siges at være det allermest grænseoverskridende af det hele!

Well, lad os komme i gang; den 10. juni var store afrejse-dag, og vi fik pakket alle tingene ud i bilen (skønt regnen øsede ned, så det meste nåede at blive drivvådt). Vi fik ikke organiseret det hele ordentligt, men det fik vi heldigvis tid til en af de efterfølgende dage - og sammenlagt har det faktisk været rigtig fedt bare at leve i en bil og at have alting lige ved hånden.

Den 10. kom vi først sent afsted (kl. 18), så vi valgte at køre til den nærliggende by, Tauranga, for at finde et sted at overnatte der. Byen ligger kun 17 km. fra Te Puke, så grunden til at vi kørte dertil, var nok mest for at give os selv en følelse af, at NU var vi rent faktisk kommet afsted! Vi fandt et offentligt toilet på havnen og valgte at parkere bilen ved siden af dette - og det var her, vi tilbragte vores første nat i den hjemme-byggede bil-seng. Vi fik dog ikke sovet særlig meget, og lørdag morgen stod vi op med håbet om en lang og spændende dag forude. Vi tog en hurtig gå-tur i Tauranga centrum og kørte derefter til Whangamata (medmindre I sidder med et New Zealand-kort skal I ikke tage jer af alle de by-navne, jeg skriver - det forvirrer vist mere, end det gavner..) med enkelte stop-overs på vejen; bl.a. så vi en gammel, udbrændt kirke, som vi aldrig rigtig fik baggrundshistorien på, og derfra foregik vejen til Whangamata på små, smalle, snoede veje - dog med gode udkigspunkter ud over de new zealandske "bregne-palme-skove"; New Zealands "national-blad" er et sølvbregne-blad, hvilket også er rugby-holdet All Blacks logo, så dette bregne-blad var jeg meget optaget af at fotografere i starten af vores rejse .. men eftersom jeg fandt ud af, at størstedelen af stort set alle træ-områder i New Zealand består af denne sølv-bregne, blev den efterhånden mere og mere kedelig at tage billeder af.. Udover at stoppe ved disse udkigs-steder, forsøgte vi lørdag eftermiddag at finde et vandfald, som var tegnet ind på vores kort, men som vi var en anelse i tvivl om rent faktisk eksisterede. Dette nåede vi dog aldrig at finde ud af, eftersom vejen til vandfaldet pludselig blev afbrudt pga. oversvømmende forårsaget af de seneste dages regnskyl.. Så meget for den omvej! Nå, vi nåede omsider til Whangamata, men dette viste sig at være en ret så død by med ganske lidt at byde på (udover en flot strand), hvorfor vi besluttede os for at køre videre til Tairua trods træthed. Heldigvis ankom vi til denne by, da mørket var faldet på, for denne by havde så sandelig endnu mindre at byde på. I løbet af den næste uges tid fandt vi dog ud af, at det er sådan, de fleste små byer i New Zealand er opbygget: et offentligt toilet (hvilket jo egentlig er heldigt nok, eftersom det var ved disse, vi valgte at gøre holdt for nætterne), en kiosk (hvilket også var meget nyttigt), en antik-vare-butik, en kro, og i yderst sjældne tilfælde en tankstation eller en McDonald's. Men set på den lyse side tvang dette os jo blot til at spise megen af den dåsemad, vi havde købt forinden (selvom jeg må indrømme, at der efter disse 25 dage stadig ligger over halvdelen af dåserne i bilen, fordi vi oftest blev fristet af Subway eller en lokal fish&chips-butik..).

Vi gik i seng kl. 20:30 og stod søndag morgen op kl. 8 for at forsøge at få det meste ud af dagens lyse timer. Vi var nu på den spids af det nordlige New Zealand, som kaldes for Coromandel, og vi startede dagen ud med at køre en tur til Hot Water Beach, som i bund og grund er kendt for at være en strand med varmt vand (deraf navnet, vil jeg tro).. Vi (Casper) gravede et hul i strand-sandet, men det lykkedes os ikke at finde varmt vand dernede, hvilket selvfølgelig skuffede os dybt! I stedet valgte vi at vove os ud på nogle skarpe klipper på stranden for at komme om på den anden side, der viste sig heller ikke at have noget varmt vand; i hvert fald ikke lige i det hul, vi gravede.. Vi kørte herefter til byen Hahei, igen ad de små, snoede veje, som er kendetegnende for Coromandel (bilen var ikke helt glad), og i Hahei gik vi en tur på et par timer til en stor klippeformation, som kaldes Cathedral Cove (en stor sten med et hul i bunden). Efter denne gåtur, der ikke havde problemer med at få vores puls i vejret, kørte vi videre til Whitianga, hvor vi parkerede ved vandet og slog sengen op for natten.. I løbet af dagen kørte vi forbi en masse smukke bjerglandskaber (vi har på hele turen ikke været et eneste sted, hvor følgende ikke er tilfældet: uanset hvor man kigger hen, er der høje, flotte bjerge i alle retninger) og "hobbit-hul-land", med hvilket jeg mener vidtstrakte, bakkede, grønne marker, hvor man næsten kan se røgen fra de små hobbit-hul-skorstene stige op mellem bakkerne. Fantastisk landskab hernede!

Mandag morgen kørte vi videre nordpå, igen ad disse smalle veje. Det spøjse ved de snoede veje hernede er, at biler er tilladt en fart på 100 km/t, men uanset hvor hårdt man prøver, er det i de fleste sving komplet umuligt at nå en fart på mere end 25-30 km/t - fuldstændig vanvittigt! Jeg var flere gange ved at støde ind i en bilist, som havde for meget fart på rundt i svingene. Men: "what doesn't kill you, only makes you…".

Efter lang tids søgen fandt vi det vandfald, som i første omgang havde været årsagen til, at vi havde bevæget os ud på disse hårnåle-veje: Waiau Falls, som bestemt var alt besværet værd! Efter et par hurtige billeder og en gå-tur i området for at se de kæmpemæssige og imponerende kauri-træer, fortsatte vi turen til Coromandel Town, hvor vi fik frokost (fish&chips) og derefter satte kurs mod Thames og Kaiaua; da vi nåede hertil, havde mørket endnu engang lagt sig (det blev mørkt omkring kl. 17:30), så vi valgte at gøre holdt for natten.

Tirsdag startede vi dagen ud med at køre til Hunua Falls; igen en vej, man var ved at fortryde nogensinde at være kørt ud ad.. MEN dette var bestemt også al besværet værd, og vi valgte at bruge 3 timer på at gå en tur i området, der viste sig at være jungle-palme/bregne-land (flot!). Dog vendte vi tilbage til bilen med vabler på fødderne og våde bukseben efter at have krydset en flod i skoven.

På vores videre vej nordpå kørte vi igennem Auckland, og der er desværre ingen mulig måde at komme gennem denne by uden at bruge deres møg-forvirrende motorvejssystem, hvor folk kører som sindssyge, uden at overdrive. Dette resulterede selvfølgelig i, at vi kom til at tage den forkerte afkørsel, og oveni det hele var der blevet mørkt, så vi parkerede bilen ved en tilfældig strand (fandt senere ud af at vi var i det Aucklands-forstads-område, der hedder Long Bay), og til aftensmad lavede vi nudler og baked beans over trangiaen - hvilken skøn måde at afslutte dagen på!

Onsdag d. 15. juni fandt vi vejen ud af Long Bay og kørte til Silverdale (endnu en Auckland-forstad; Auckland er kolo-enormt!), hvor vi nød en lækker panini til morgenmad (I kan godt se, hvor lang tid jeg bruger på at skrive min lille dagbog hver aften, siden jeg uden videre lige kan fyre af, hvad vi fik til morgenmad for en måned siden..). På vejen nordpå ledte vi efter en ostefabrik i Puhoi, men de viste sig at have lukket. Derefter ledte vi efter en kauri-park (de kæmpemæssige træer, som I kan se billeder af i galleriet), men den kunne vi af mærkelige grunde ikke finde. Derefter kørte vi til Leigh, hvor vi ledte efter afgangen for en "glass bottom boat"-tur, som vi havde læst mangt og meget om - og for at være ærlig havde det ikke undret mig, hvis vi heller ikke havde fundet denne attraktion. Det var dog også lige ved at blive tilfældet, men pga. en lille (og ret så tilfældig) omvej fandt vi til sidst de rigtige sted, og 5 minutter efter vores ankomst afgik båden fra en lille bro på stranden. Som navnet antyder er denne båd udstyret med en glas-rude i bunden, således at man som passager kan sidde trygt ovenover vandet og kigge ned i gulvet, hvor fiskene svømmer rundt under båden - ganske smart opfindelse egentlig. Vi var på vandet i en time og fik set både flotte skabninger over og under vandoverfladen (inkl. Goat Island, som jeg ikke vil gå i dybden med at forklare oprindelsen af navnet på..).

Efter denne bådtur brugte vi 1½ time på at lede efter noget heste-ridning på Pakiri strand, men da vi endelig fandt stedet, var det blevet for sent på dagen, og vi kørte derfor til Wellsford, hvor vi overnattede midt i byen og nød en lækker aftensmad bestående af "roast lamb and pork" - mums!

Torsdag begav vi os til Waipu Caves (nok mest af alt fordi vi ikke havde set grotter før), og vi havnede i en stor grotte, hvor vi iførte os pandelamper og gummistøvler og så ellers gik så langt ind i grotten, som vi turde i mørket. Der var ingen mennesker i miles omkreds, men der var alligevel noget skummelt ved at gå rundt inde i en stor, mørk og dyb grotte, man ikke kunne se enden på. Herefter begav vi os til Whangarei, hvor vi så Whangarei Falls og diskuterede, om det mon var lige så stort som Hunua Falls? Men hvordan bedømmer man, hvor "stort" et vandfald er? Er det højden, bredden, eller mængden af vand, der løber ud over? Vi blev vist aldrig færdige med disse overvejelser, men stort og flot var vandfaldet i hvert fald!

Vi kørte til Matapouri og overnattede lige ved siden af stranden, hvilket resulterede i, at vores bil morgenen efter var tildækket af hav-gus og salt, som vi endnu ikke har været i stand til fuldstændigt at få fjernet.

Fredag formiddag ankom vi til Whananaki South ("Wh-" udtales på new zealandsk som "F"), igen efter at have kørt langt og længe på smalle grusveje. Vi ankom da til den længste "fod-bro" på den sydlige halvkugle; en bro, der viste sig at være meget smal og hele 395 meter lang (493 skridt, talte vi os frem til).. Vi blev selvfølgelig nødt til at gå over broen (og tilbage igen), og på den anden side kom vi til byen Whananaki, som i korte træk må betegnes som værende en ren spøgelsesby! Der var en enkelt kiosk, som fornuftigt nok hed "The Shop", et bibliotek på størrelse med et lille badeværelse (der kun havde åbent hver anden tirsdag kl. 10-11) og en skole, selvom jeg ærligt talt ikke fattede hvor i alverden alle de børn kom fra..

Skønt vi havde været på grotte-eventyr den forrige dag, valgte vi at tage en omvej for at komme til Kawiti Caves ved Waiomio, hvor vi hver betalte 15$ for en guidet (selvom "guidet" vist er så meget sagt..) 20-minutters tur i grotten. Vi fik dog set en masse glowworms i grotten; glowworms er i korte træk små larver, der kun har en mund, men ingen "udgang", hvorfor deres lort (pardon my French) lyser op indeni dem, og de danner et flot, blåligt/grønlig, kraftigt lys. Dette er også forklaringen på, hvorfor disse orme på moderne engelsk oftest blot kaldes for "shiny s***". Utroligt flot syn dog!

Efter denne oplysende oplevelse kørte vi videre nordpå til Paihia, hvor vi gerne ville prøve at jetboate (sejle i en speedbåd, der sejler meget hurtigere end en egentlig speedbåd..), men pga. den voldsomme regn og vind havde Paihia, der normalt er en travl ekstrem-aktivitets-by, forvandlet sig til endnu en spøgelsesby, hvor ikke engang informationscentret havde åbent på denne fredag eftermiddag. Vi besluttede os derfor for at komme tilbage til denne by, når vi igen begav os sydpå efter at have været helt ude på landets nordligste spids. Vi overnattede på en campingplads i Kerikeri - dette skyldtes primært at vi trængte gevaldigt til et ordentligt varmt bad efter en uge på farten, men vores kamera-batterier trængte også til at blive opladt.

Lørdag d. 18. juni var vejret utroligt meget bedre end den forrige dag, med høj sol og T-shirt-vejr (ja, man skulle ikke tro, at det var vinter, og endnu engang blev jeg forbavset over New Zealands skiftende klima), og vi kørte derfor til Rainbow Falls i Kerikeri, hvor vi optog diskussionen om, hvordan det største vandfald betegnes. Vi blev dog hurtigt enige om, at Rainbow Falls må siges at være det største vandfald, vi hidtil havde set; både pga. bredden men også pga. den enorme kraft, som vandet bevægede sig med. Imponerende fænomen, disse vandfald!

Resten af dagen brugte vi på at køre.. Vi kørte hele vejen til Cape Reinga, som er den nordligste by i New Zealand, kun med et enkelt stop på vejen: Ninety Mile Beach, som ville leve bedre op til sit navn, hvis det hed "Ninety Kilometres Beach", men lad dem nu bare tro, at de har så lang en strand… På vej til Cape Reinga så vi solen gå ned over det smukke landskab, og vi parkerede bilen på det yderligste sted, vi overhovedet kunne komme til; lige midt i storm og regn, hvilket betød, at jeg adskillige gange vågnede op om natten med følelsen af, at bilen var ved at tippe over.

Søndag morgen gik vi ned til Cape Reinga Lighthouse, som er en smuk, gammel bygning. Hernede kunne vi se to have mødes: Stillehavet og det Tasmanske Hav. Det svarede lidt til at stå på Grenen i Skagen og se de to have klaske sammen, men bare på en helt anden og større måde..

Efter at have vovet os ud på spidsen i den tiltagende storm, begyndte vi rejsen sydpå. Kort efter at have forladt Cape Reinga kom vi forbi en lille biks, der reklamerede med at have "Danish cones", dvs. en god gammeldaws dansk kugle-is. Det skulle vi selvfølgelig lige prøve, og jeg skal med ærefrygt i stemmen meddele, at jeg aldrig har set SÅ stor en mængde is-kugler blive stoppet og proppet ned i SÅ lille en vaffel (se billederne for at forstå, hvad jeg mener) i Danmark. Så kunne man pludselig forstå, hvorfor priserne havde været så høje!

På vejen tilbage mod Kerikeri og Paihia ledte vi efter en kiwi-park (vi ville så gerne se små kiwi-fugle), men da vi endelig fandt den, havde de lukket.. Så vi kørte konstant indtil vi nåede Paihia søndag eftermiddag, og her gjorde vi holdt for natten, eftersom vi havde booket en tid til at SKYDIVE mandag formiddag! Skydiving er (mest rettet til mor, mormor og morfar) en disciplin, hvor du bliver spændt fast på en instruktør, bliver fløjet adskillige kilometer op i luften, og derfra skal hoppe ud af flyet og falde i 45-60 sekunders frit fald, inden instruktøren (som stadig er spændt fast bagpå dig) udløser faldskærmen, og resten af nedturen foregår som et "almindeligt" faldskærms-udspring. Nok en af de vildeste ekstremsport-aktiviteter, du kan foretage dig, så dét skulle vi selvfølgelig prøve, nu da vi var i Bay of Islands, som skulle være et af de allerflotteste områder i New Zealand (i hvert fald på Nordøen).

Det kan vist ikke undre nogen, med vores held, at det, LIGE da vi var gået ud ad bilen mandag morgen kl. 9:15, begyndte at regne som aldrig før, og at hele himlen på et splitsekund blev dækket af grå skyer.. Dette betød selvfølgeligt, at forudsætningerne for at skydive var for ringe, så instruktøren ringede til os og sagde, at vi skulle være velkomne til at blive i Paihia og vente til vejret blev bedre. Hun tilføjede derefter, at det nok først ville klare op på fredag, og vi nægtede at bruge 4-5 dage i en by, der allerede var død inden regnen kom. Vi blev derfor desværre nødt til at aflyse vores skydive, og efter en halv time var himlen selvfølgelig skyfri, og solen skinnede - nu var vindretningen dog forkert til at udføre skydivet, så beslutningen vedblev ved, at vi måtte finde et andet sted at forsøge os med dette udspring.

I stedet valgte vi at bruge formiddagen på at køre til Waitangi Treaty Grounds, som er det sted, New Zealands uafhængighedstraktat blev underskrevet i sin tid. Ganske spændende, men om det var alle pengene værd, kan bestemt diskuteres.. Efter 1½ time på denne historiske grund kørte vi til Haruru Falls; det kunne jo være, at dette vandfald så helt anderledes ud end dem, vi hidtil havde set.. Dette var dog ikke tilfældet, men flot var det nu alligevel.

Først på eftermiddagen kom vi tilbage til Paihia by og brugte 1½ time på den jetboat-tur, som vi ikke fik muligheden for at prøve fredagen inden. Det var bestemt alle pengene værd (89$ pp.), og vi blev sjaskvåde af saltvand fra de kæmpe bølger, der mødte os på turen pga. den voldsomme storm. Vi blev sejlet ("fløjet i båd", vil jeg nærmere kalde det, farten taget i betragtning) ud til Hole in the Rock, som også kan ses på billederne.

Vi overnattede i Paihia igen, og tirsdag morgen gik turen til Wairere Boulders Nature Park. Boulders er en slags sten-formationer, som oprindeligt stammer fra et bjerg, men efterhånden er bjerget sunket sammen og har dannet en masse store, mere eller mindre runde sten; boulders. Vi gik et par timer rundt i parken og beundrede de kæmpe naturskabte sten, som lignede at være menneskeskabte. Vejret var nu blevet godt igen (det er umuligt at forudsige, stakkels new zealandske metrologer!), og vi kørte til Vestkysten af den nordlige Nordø. Vestkysten på denne strækning kaldes for "kauri-kysten", og som I nok har gættet dækker dette over, at der på denne kyst er en masse kæmpe kauri-træer. Og jeg kan love jer for, at vi fik set træer! Vi så det allerstørste kauri-træ i New Zealand (næsten 52 meter højt!), som de kalder for "Lord of the Forest" - og man havde ikke besvær med at forstå hvorfor, da vi så denne kæmpe! Man blev nærmest ramt af frygt, da der var lavet en lille lysning i træerne, og ude blandt bittesmå, alminelige træer (som nok ville svare til nogle af de største bøgetræer, vi har i Danmark), stod denne Skovens Konge.. Jamen, man skulle have været der..

Derefter gik vi endnu en tur i kauri-skoven og kom lidt efter til det 2. største kauri-træ i NZ (og vist også i hele verden, eftersom vi blev lidt i tvivl, om man overhovedet har kauri-træer i andre lande?), og vi blev mindst lige så overvældede af dette syn; jeg håber, at billederne illustrerer størrelsen nogenlunde.

Vi gjorde holdt for natten i kauri-parken, og om natten blev vi vækket af en masse mærkelige lyde, som vi (heldigvis) aldrig rigtig fandt årsagen til. Næste morgen tog vi en tidlig gå-tur i kauri-parken og så det 7. største kauri-træ, og derefter følte vi også, at vores sult efter kæmpe-træer var blevet mættet..

Vi kørte derfor til The Kai Iwi Lakes, i første omgang blot for at soppe lidt ved strandkanten. Men da vi kom dertil, og solen endelig var kommet frem, føltes hverken luften eller vandet særlig koldt, så vi besluttede os for at hoppe i badetøjet og tage en svømmetur i det iskolde (som det jo var) vand. Det fortrød vi hurtigt, og vi kunne tydeligt se, at de andre turister inde på bredden var glade for, at det ikke var dem, der havde fået den latterlige idé. Men da jeg nu engang var gået ud i vandet, nægtede jeg at forlade det igen, inden jeg havde været helt under; og dét kom jeg også! Det skal lige siges, at siden vi jo befinder os på den anden side af kloden, svarer denne svømmetur til at have badet ved Saksild strand den 22. december.. Ja tak, det var koldt! Efter den hurtige dukkert skyndte vi os op på bredden og fandt ud af, at området omkring disse søer om sommeren blev brugt som camping-område, hvorfor der var brusere (med iskoldt vand) - men nu havde vi jo vænnet os til temperaturen, så vi benyttede chancen til at få vasket håret, helt gratis. Derefter kørte vi til Dargaville, hvor vi overnattede.

Planen, vi lagde torsdag morgen, var at nå til Helensville, og vi startede ud med at køre til Maungaraho Rock, hvilket blev en kort fornøjelse. Man kunne gå en timelang tur op på stenen, men grundet de seneste dages regn besluttede vi os for at lade være, og vi kørte i stedet en laaang omvej til byen Pahi, hvor det eneste spændende var et kæmpemæssigt figen-træ, der tronede ude ved vandkanten. Flot var det da, men ikke helt omvejen værd. Bilen var ved at løbe tør for benzin, men vi klarede den lige netop helt til Wellsford, hvor vi fik frokost og lige nåede tilbage til bilen, inden et helvedes regnvejr brød løs! Vi kørte direkte fra Wellsford til Helensville i silende regn, og måtte flere gange trække ind til siden pga. dårligt føre. Men da vi nåede Helensville skinnede solen, og himlen var blå .. Er I ved at forstå, hvor svært det kan være at planlægge noget som helst på forhånd i dette land? :)

Fra Helensville kørte vi til den nærliggende by, Kumeu, og overnattede. Fredag d. 24. juni kørte vi til Piha, som ligger tæt på Auckland-forstæderne. Her skulle den berømte Lion Rock ligge til, og vi fandt den da også (tror vi i hvert fald), men uanset hvor hårdt og længe jeg kiggede på den, og uanset hvor mange vinkler jeg så den fra, kunne jeg simpelthen ikke få den sten til at ligne en løve! Lidt skuffede kørte vi til Kitekite Falls (flot, men, selvom jeg ikke troede, jeg nogensinde skulle sige det, var vi efterhånden ved at få nok af vandfald efter vandfald), og derefter hele vejen tilbage til Kumeu igen. Grunden til dette var, at vi dagen inden havde bestilt tid hos Tree Adventures (uddybes senere) kl. 10:30 lørdag morgen, og de lå tæt på Helensville og Kumeu.

Lørdag morgen kl. 10:30 mødte vi op hos Tree Adventures, og vejret var (for en gangs skyld) med os, nu hvor vi skulle lave denne udendørs-aktivitet. Tree Adventures går ud på, at man bliver udstyret med sikkerheds-grej til at overleve en forhindrings-/Tarzan-bane 14 meter oppe i trætoppene. Man starter med at klatre op ad en rebstige, og derefter udspiller der sig forskellige forhindringer i trækronerne, som man (heldigvis) ved hjælp af en sikkerhedsline skal forsøge at komme igennem. Alle baner (9 i alt) slutter af med en "Flying Fox", som går ud på, at man spænder sine sikkerheds-seler fast til en stålwire, og så "flyver"/glider/svæver man hele vejen ned til jorden, med høj hastighed. Princippet i dette abe-land er meget svært at forklare, så jeg har lagt en masse billeder ind, som jeg håber, er lidt bedre til at illustrere selve forhindringerne og princippet i det hele. Kort sagt må jeg indrømme, at det er noget af de mest grænseoverskridende og højdeskræk-fremkaldende, jeg nogensinde har prøvet - men hvor var det fedt at være sikkert nede på jorden igen efter den 9. bane! Kort sagt var vi ved at skide i bukserne og troede flere gange, at vi ville dø, når vi var ved at få overbalance på en af forhindringerne.. Vi brugte hele 5 timer oppe i træerne og kørte derefter til Huntly syd for Auckland (2½ timers kørsel), hvor vi overnattede.

Søndag formiddag kørte vi til Candyland tæt på Huntly og købte slik og chokolade for sammenlagt 40$ ! Det viste sig desværre at være noget at det værste slik, vi nogensinde har smagt, hvilket også er grunden til, at vi stadig har over halvdelen tilbage, nu 3 uger efter. Efter dette sukkersøde stopover kørte vi til Bridal Veil Falls, hvor vi en gang for alle fik fastlagt, at vi officielt var blevet træt af at køre lange omveje for at se på vandfald..

Resten af dagen brugte vi på at køre, eftersom vi gerne skulle ende ved Waitomo Caves, og vejen derned var lang, snoet, smal og "gruset". Vi begyndte dog at mangle benzin allerede da vi var ved Bridal Veil Falls, og hele vejen til Waitomo Caves (og længere endnu) kom vi ikke forbi en eneste tankstation, hvorfor vi valgte at køre helt til byen Otorohanga, som heldigvis havde hele 3 tankstationer at vælge imellem..

Vi overnattede i byen med de mange tankstationer, og mandag morgen (kl. 9) begav vi os tilbage til Waitomo Caves, hvor vi havde bestilt to 4-timer-lange (dvs. 8 timer i alt) ture, hvor vi skulle prøve kræfter med livet i grotter. Den første tur, der hed "Haggas Honking Holes", var ekstremt fysisk udmattende. Det hjalp ikke meget på det, at vores guider var alt for hurtige til at forklare alting. Vi kom dog ned i grotterne med våddragter og gummistøvler, og så startede vi ellers ligepå og hårdt med at fire os selv ned ad smalle vandfalds-skakter nede i grotterne; og hvis ikke vi havde fået nok af vand(fald), fik vi det da i hvert fald efter de 4 timer! Alt i alt var det dog en rigtig, rigtig sjov og spændende oplevelse, og vi fik kravlet/svømmet igennem nogle meget lave og smalle kløfter nede i den 400 meter lange grotte, vi befandt os i. Vi fik lov at tage et varmt bad efter denne tur, og så havde vi en halv times pause, hvor vi fik en velfortjent sandwich for at få nogle af kræfterne til at vende tilbage. Efter den halve time startede tur nummer to, der hed "Tumutumu Toobing", som i bund og grund betød blackwater-rafting i grotter. Denne tur var meget mere "afslappende" og spændende, og vi fik chancen for at rafte igennem smalle grotte-skakter på en sort gummiring, og de fleste af deltagerne fik sår på hænderne og ømme ankler, da vi vadede rundt i noget vand, der er umuligt at se igennem, og flere steder stødte man på skarpe "klipper" under vandet, der næsten rev våddragten itu. Helt så galt gik det os dog ikke, og vi var glade og tilfredse med de foregående 8 timer, da vi kl. 18 kom tilbage til jordens overflade. Vi fik en CD med enkelte billeder med fra turen, og det kan være, at I får et bedre indtryk af, hvad vi lavede under jorden, hvis I kigger på dem. :)

Vi overnattede igen i Otorohanga, og næste morgen tog vi til The Kiwi House, bare for at se en rigtig kiwi-fugl. Jeg har lagt et billede ind af den, men eftersom den kun et aktiv om natten, var rummet mørkelagt - men ikke desto mindre er det en rigtig (og stor endda) kiwi-fugl, der er på billedet! De havde egentlig flere kiwier, blev der sagt, men vi så kun den ene - den var da også næsten alle de 20$ værd, som vi hver havde betalt…

Efter denne oprivende oplevelse kørte vi til Hamilton og tog en lille gåtur i byens hyggelige gader. Vi valgte dog at undgå at overnatte i byen pga. deres parkerings-priser, og vi kørte i stedet til byen Cambridge, der ligger forholdsvis tæt på Rotorua, som var var ende-destination inden vi igen satte kursen mod Te Puke.

Onsdag d. 29. startede vi dagen med at køre til Matamata, hvor hele "Hobbiton" fra Ringenes Herre-filmene stadig ligger godt bevaret. At se disse hobbit-huller er ganske vist en dyr fornøjelse, men ingen af os syntes, at vi kunne siges at have været i New Zealand uden at se Ringenes Herre-settet. Vi betalte derfor for en 2-timers rundvisning i Hobbitrup med en ganske god guide, der kom med spændende historier. Grunden til, at jeg ikke har lagt billeder ind fra denne begivenhed er, at Peter Jackson snart går i gang med optagelserne til filmen "The Hobbit", hvor de har bygget hele settet om pga. det, og indtil filmen er færdig og kører i biograferne, må vi ikke udgive billeder derfra, end ikke på bloggen. Så dem må I vente med til om et års tid eller to!

Efter at have set hullerne i jorden kørte vi til Rotorua, hvor vi var tidligt nok til at kunne nå at prøve "Zorb". Zorb er et mærkeligt, new zealandsk fænomen, hvor du bliver lukket ind i en stor badebold (en bold med luft i), og når du ligger derinde, hælder de lidt varmt vand ind til dig, og så kan du ellers ligge og svømme rundt inde i din lille bold. Derefter giver de dig et skub, og pludselig ruller du med vanvittig hastighed ned ad en bakke, hvorefter du stopper for foden af bakken og kravler ud af din bold. Det lyder som noget kun vanvittige mennesker finder på, og vi skulle selvfølgelig også prøve det! Det var virkelig morsomt, skønt det blev en kold fornøjelse at stige ud af bolden med drivvådt tøj i vinter-vinden.

Da begge vores bolde var rullet sikkert ned ad bakken, kørte vi ind til Rotorua by, hvor en fæl lugt af rådden æg straks mødte os. Grunden til dette er, at Rotorua og omegn er fyldt med termisk aktivitet, slumrende vulkaner og boblende svovl-bade. Torsdag eftermiddag besluttede vi os dog også for at udforske nogle af disse svovl-pøler, og derfor tog vi til Hells Gates. Dette sted ligner virkelig noget, der er taget ud fra helvedes bolig og placeret midt i en ellers smuk by. I Hells Gates gik vi mellem boblende mudder-pøler, sydende klipper og dampende svovl-bade. Det hele lignede noget fra en film omhandlende et land/univers langt, langt borte med vulkan-/måne-landskab og deres eget solsystem - og samtidigt var det utroligt fascinerende og smukt. Det sydede og boblede overalt vi gik, og jeg håber, at I kan få fornemmelsen af stemningen ved at kigge på billederne.

Dette var torsdag eftermiddag. Torsdag formiddag var der meget mere fart over feltet for vores vedkommende. Vi tog nemlig en tur til Agroventures i Rotorua. I Agroventures købte vi billet til fem forskellige aktiviteter: shweeb, swoop, freefall xtreme, agrojet og bungee-jump. Alle disse adrenalin-fremkaldende aktiviteter var relativt hurtigt overstået, men ikke det mindste kedelige! Jeg skal prøve at forklare hvad de forskellige aktiviteter går ud på i korte træk, men ellers må jeg blive nødt til at henvise til billederne endnu engang, da det er svært at beskrive opsætningen. Hvis det er for forvirrende, skal I endelig bare springe beskrivelserne over..

Shweeb fungerer som en hurtig "cykel-tur", hvor man bliver buret inde i små båse, som bevæger sig i en fastlagt bane, når man træder rundt i pedalerne. Det gjaldt om at få den hurtigste tid på 3 omgange, og vi behøver ikke at snakke om hvem der vandt..

Ved swoop blev vi begge spændt fast i små "soveposer", hvorefter vi blev hejst 35 meter op i luften, kun bundet fast af to snore. Da signalet blev givet fra instruktørerne, skulle jeg trække i en snor, der var fastgjort til min "sovepose", og med 160 km/t susede vi mod jorden (de første 15 meter var frit fald, hvorefter snoren, vi var spændt fast til, tog over).

Freefall Xtreme er en kæmpe luftkanon, der blæser en konstant mængde luft op gennem et hul, over hvilket vi skulle forsøge at holde os svævende i 1½ minut, ligesom et "omvendt" frit fald - det er svært at forklare!

Agrojet er i sagens natur "bare" en hurtig jetboat, der sejlede os rundt på en lille sø; og jo, det var meget sjovere end det lyder!

Og sidst, men bestemt ikke mindst, prøvede vi BUNGEE-JUMPET! Det var turens hidtidige optur, og det hele var overstået i løbet af få sekunder. Vi har videoer derfra, men af en grund kan jeg ikke lægge dem ud på bloggen, så I må nøjes med billederne, hvor I også får nogle rimelig gode ansigtsudtryk! Det var virkelig en vild oplevelse, og bestemt ikke noget jeg ville afvise at prøve igen.

Så er det efterhånden blevet fredag d. 1. juli, og vi startede dagen ud med at se (og betale 31$ pp.!!) The Buried Village, som egentlig skulle være en hel by, der blev halvt begravet under et vulkanudbrud i 1886, men som i virkeligheden viste sig at være en masse rekonstruerede huse, som crew'et bag Buried Village blot havde kastet lidt mudder på, og sikker selv syntes lignede et vulkanudbrud ganske godt; det gjorde vi ikke! Det var den attraktion, vi har følt os allermest snydt ved. Heldigvis kom der ikke noget lige så skuffende senere hen, så Buried Village har stadig førstepladsen.

Med skuffede sind begav vi os efterfølgende til "the Blue and Green Lakes", som (igen ser vi new zealændernes opfindsomhed skinne igennem) er nolge blå og grønne søer.. De var utroligt flotte, og i baggrunden så vi Mount Tarawera, som var den (stadigt aktive) vulkan, der udbrød i 1886 og altså skulle have begravet en hel by.

Kl. 18 kørte vi til Te Po "Cultural Experience", som viste sig at være alle pengene værd! Vi startede aftenen med at blive underholdt af maorier, der dansede krigs-danse og sang krigs-sange. De var flot udklædt, og det var en super hyggelig forestilling. Derefter fortsatte aftenen med et hangi-måltid i fine lokaler. Der var buffet-forret og -dessert, og selve hangi-måltidet var strålende. Et hangi-måltid er en gammel new zealandsk tradition, der går ud på at forberede et kæmpe måltid under jorden, hvor det bliver godt gennem-røget. Vi fik både kyllinge-, svine- og lammekød, og det hele smagte ekstremt røget. Efter måltidet gik vi i samlet flok ud til Pohutu-geyseren, som er den eneste naturlige geyser i området, og den udbrød lige som vi skulle til at forlade stedet (guiden troede ikke, at geyseren ville udbryde den aften); dampende varmt vand sprøjtede 30 meter op i luften, og det var et fascinerende flot syn i det oplyste mørke. Vi var begge godt mætte og tilfredse, da vi forlod pladsen kl. 21:30.

Lørdag formiddag kl. 10:30 havde vi en aftale ved Paradise Valley Ventures, som er en privat familie, der tager penge for at give folk en tur på hesteryg rundt omkring i den flotte dal. Vi blev tildelt hver vores hest, og i halvanden time red vi rundt i området og steg til sidst af hestene med enormt ømme bagdele! Det var en dejligt afslappende tur, men vores puls skulle hurtigt komme op igen, eftersom vi kl. 14 havde bestilt tid til rafting på Kaituna-floden. Det er en flod, der indeholder et 7 meter højt vandfald, og den er listet til en "grade 5" på rafting-listen, hvilket vil sige den sidst lovlige rafting-grad inden det bliver ulovligt for amatører. Det var derfor ikke med helt rolige ben, at vi satte os som de to forreste i rafting-båden, der begyndte at bære os ned ad floden. Hele fornøjelsen var dog overstået på 45 minutter, hvoraf over halvdelen var ventetid, eftersom vi var to rafting-både, der skulle følges ad, men det var en sjov og skræmmende oplevelse af rafte ned ad vandfaldet; vi var blevet "lovet" af guiderne, at vores båd ville vende bunden i vejret, så vi var alle meget nervøse for, om vi kunne holde godt nok fast. Heldigvis kom vores båd til syne efter vandfaldet med toppen i vejret, så ingen var heldigvis faldet ud af båden. Det skulle dog hurtigt ændre sig, eftersom Casper (show-off) valgte at falde ud af båden, da vi stående skulle sejle ned ad et vandfald. Han kom dog hurtigt til syne ved siden af båden, men strømmen var så stærk, at den lynhurtigt førte ham ind mod de skarpe klipper.. Det hele skete dog så hurtigt, at ingen af os egentlig nåede at opfange det; den anden rafting-båd sejlede hen til Casper og fik ham hevet ombord, og lidt efter kom hans paddel flydende hen til os. Det var nogle sjove tre kvarter på floden, og vi syntes begge, at vores adrenalin-behov var blevet tilfredsstillet for de næste mange dage..

Efter raftingen kørte vi syd for Rotorua til byen Waikite Valley, der havde 5-6 "hot mineral pools", dvs. svømme-pøler, der blev fyldt med naturligt varmt mineral-vand fra undergrunden. Det kunne vi ikke modstå efter den kolde fornøjelse på Kaituna-floden, og vi valgte at campere for natten ved disse pools. Vi brugte over 2 timer på at ligge og dase i de 35-42 grader varme pøler om aftenen, og vi syntes begge, at det var det bedste, vi overhovedet havde gjort på hele turen - og tilmed det billigste, for at det ikke skal være løgn.

Søndag d. 3. juli kørte vi tidligt til Wai-O-Tapu Thermal Wonderland, fordi vi gerne ville se Lady Knox Geyser udbryde kl. 10:15. Selve geyseren var dog lillebitte, og den udbrød kun fordi, der kom en guide ind og smed lidt sæbepulver ned i geyseren.. Alt i alt rimelig skuffende, og den var ikke engang halvt så høj som Pohutu-geyseren. Dog stod det hurtigt klart, at Wai-O-Tapu var den rene guldmine, da vi kunne se mindst 200 mennesker, der ville se geyseren udbryde.

Vi brugte de næste få timer på at gå rundt i selve Wonderland'et, hvor vi bl.a. så Champagne Pool og Frying Pan Lake. Det hele var endnu en termisk, svovl-lugtende, sydende og boblende affære, og vi var ved at have følelsen af, at NU havde vi snart set nok små geysere og dampende søer. Ikke desto mindre valgte vi dog at tage en båd-tur rundt i Waimangu Valley i 40 minutter; endnu en skuffelse. Vi kørte tilbage til Rotorua søndag eftermiddag og spiste lækker aftensmad på en fin restaurant - det synes vi af en eller anden mærkelig grund, at vi havde råd til efter de seneste dages udgifter og skuffende oplevelser..

Mandag brugte vi dagen på at tage til Skyline i Rotorua. Skyline er en stor "svævebane", som giver en scenisk flot tur op til toppen af Rotorua, hvor vi fik en smuk udsigt over Rotorua sø og by. Oppe på toppen havde selskabet selvfølgeligt valgt at anlægge forskellige aktiviteter, inklusiv en voldsomt dyr restaurant (udsigten var dog også flot, skal det siges) og en racerbil-bane, som vi skulle prøve. "Racerbilerne" blev kaldt for Luges, og det fungerede ved, at man kørte på disse små, lave "biler" ad snoede veje ned til bunden af bakken, hvor man tog en ski-lift op til toppen og prøvede igen.. Vi prøvede dog kun to gange, og det var aldeles hurtigt overstået, men også ganske underholdende. Kort sagt tror jeg bare, at vi begge havde fået nok af alle disse attraktioner og bare trængte til en dag uden planer, hvorfor vi besluttede at Skyline skulle være den sidste ting, vi prøvede inden turen tilbage til Te Puke - og det blev det også. Tirsdag formiddag (i går) kørte vi tilbage til Tai i Te Puke, hvor vi fik indlogeret os på vores gamle, velkendte værelse. Puha, sikken en omgang!

Nu har jeg brugt hele dagen på at skrive denne blog, og jeg er ærligt talt ved at være sulten. I morgen tidlig begynder vi som sagt nedklipningen af kiwi-rankerne, og det bliver højst sandsynligt hovedemnet i næste blog-indlæg.. Jeg håber, at I havde tid og overskud til at læse jer igennem hele stilen, og forhåbentlig nyder I sommer(feri)en.

Jeg savner jer alle rigtig meget, og jeg ønsker dig, mor, STORT tillykke med fødselsdagen i morgen!!! Jeg savner dig!