Så er dagen, jeg både har gruet og set frem til, endelig kommet; dagen, hvor jeg skriver mit sidste blog-indlæg i New Zealand!
I morgen formiddag går turen (i bus) til Auckland, hvor vi tilbringer natten.. og ikke meget andet. Og SÅ går det igen løs mandag morgen, hvor vi tager en bus til lufthavnen og efter små 4 timers flyvetur lander på Rarotonga, den største ø i ø-gruppen, der udgør Cook Islands. Endvidere skal det nævnes, at vi flyver fra Auckland mandag den 16. januar og lander på Rarotonga søndag den 15. januar pga. de 23 timers tidsforskel, der opstår fordi, vi flyver over datolinjen. Spændende, spændende!
Desværre har vejrudsigten lovet regn stort set hele vores tid på Cook øerne, men vi håber, at det når at ændre sig!

Well, siden sidste blog-indlæg er der bestemt ikke sket det helt vilde. De største begivenheder har været vores (beskedne) fejring af nytåret, og så har vi fået solgt vores hjem gennem 8 måneder (bilen). Det var til gengæld ret stort for os, så det opvejer lidt for manglen på oplevelser i løbet af de sidste 3 ugers tid.

First things first: Jeg bliver nødt til lige at fortælle om en kortvarig, men ophidsende oplevelse, vi havde om aftenen den 28. december. Vi lå i sengen og så en film på computeren, da jeg ud af øjenkrogen ser en sort "plet", der ganske hurtigt firer sig fra vindueskarmen og direkte ned i min store bunke af tøj, der lå på gulvet. Det tog mig ikke mange sekunder at udlede, at der var tale om en edderkop, og vi stod ud af sengen for i fællesskab at dræbe den (ingen af os er synderligt glade for edderkopper - og hvis man kender Casper, vil man vide, at dette er en kolossal underdrivelse for hans vedkommende). Casper løftede en af mine bluser, og da edderkoppen kravlede ud under tøj-bunken, slog jeg den heldigvis hurtigt ihjel.
Det skulle efterfølgende vise sig, at jeg lige havde dræbt en whitetail-edderkop (edderkopper, der har en "hale" med en hvid plet på spidsen); New Zealands mest giftige edderkop. Efter sigende er dens bid dødbringende, men eftersom dette er det eneste livsfarlige dyr i New Zealand, ved jeg egentlig ikke, hvor meget man skal lægge i det.. Kort sagt vil jeg dog sige, at jeg er GLAD for, at jeg først fandt ud af edderkoppens "identitet" efter jeg havde slagtet den!

Indtil nytår lavede vi ikke det store. Vi turde ikke at tage på nogle flerdags-ture, for hvad nu hvis vi fik et opkald fra nogle, der var interesserede i at kigge på bilen! Vi blev ved med at sige til os selv, at grunden til, at folk ikke ringede var, at de ikke ville investere i en bil inden nytåret. Og det skulle heldigvis vise sig, at vi havde ret! Men mere om det senere..

Nytårsaften var rigtig hyggelig, dog stille og rolig. Det havde regnet vildt og voldsomt de forrige 3-4 dage (uden et eneste ophold), så i sidste ende var vi glade for, at vi ikke havde lagt planer for aftenen. Vi blev hjemme i Tais hus i Te Puke (Tai selv var stadig i Australien for at besøge familien), og om aftenen lavede vi al maden selv; til forret fik vi rejecocktails og tunmousse, hvilket virkelig var lækkert!; til hovedret havde vi lavet en slags steg, der havde kogt på lavt blus i 5 timer - den blev desværre af en eller anden grund alt for salt, så sammen med den brune sovs blev vi nødt til at smide det hele ud.. øv øv!; og til dessert havde vi bagt chokolade-muffins, som til gengæld også var rigtig vellykkede.
Vi gik dog ikke sultne i seng, da Casper havde sørget for at lave en ordentlig portion tunmousse, der oven i købet holdte helt til frokost næste dag. Yes!

Efter aftensmaden så vi bare fjernsyn, og kl. 24 hældte vi champagne i glassene og hoppede ned fra stolene - og så var det nytår stort set overstået.. Der skete heller ikke noget udenfor, da de åbenbart ikke gør meget i fyrværkeri hernede, desværre. Så det var også en helt speciel og noget anderledes nytårsaften end normalt - men hyggeligt var det.

Søndag den 1. januar havde Casper fødselsdag, og vi lavede derfor hans livret: stegt flæsk med persillesovs til aftensmad. Det blev heldigvis vellykket, så jeg tror, han havde en god fødselsdag..
Om aftenen så jeg, at jeg dagen forinden havde fået en mail fra to tyske piger, der var interesserede i at købe vores bil - YES, efter nytår kører det! De var (heldigvis) først i Auckland den 2. januar, hvorfor jeg svarede dem tilbage, at vi kunne mødes mandag (den 2.) kl. 12, eftersom vi lige havde 3 timers kørsel til Auckland fra Te Puke. Det virkede de rigtig glade for og gjorde et stort nummer ud af at fortælle os, hvor interesserede de var i bilen.

Mandag morgen pakkede vi en let taske med toiletsager og skiftetøj, og så gik køreturen ellers mod Auckland - for sidste gang, håbede vi! Vi mødtes med de tyske piger, Anna og Julia, kl. 13:30 og viste dem grundigt bilen både ind- og udvendigt. De virkede rigtig begejstrede og blev ved med at sige, at det lige var den bil, de var på udkig efter - og dette fik os til med det samme at føle, at NU var bilen sgu solgt!
Desværre (med stort D) var mandag og tirsdag new zealandske helligdage, så vi kunne først ordne papir-sagerne med overflyttelse af ejerskabet onsdag morgen, tidligst. Anna og Julia forlod os derfor med løftet om, at de senere på dagen ville give os besked om, hvorvidt de ville købe bilen eller ej - men sagde samtidigt, at vi bestemt ikke måtte sælge den, da de var meget interesserede.

Vi måtte derfor væbne os med tålmodighed, og vi kørte til en campingplads lidt udenfor centrum og betalte for 2 nætter. Om aftenen fik vi en besked fra tyskerne om, at de stadig var meget interesserede, men at de havde en del ting, de lige skulle "ordne", før de kunne træffe den endelige beslutning - men igen: "don't sell it!".
Vi var derfor stadig ret optimistiske, selvom håbet faldt for hver time, der gik, da vi ikke hørte fra dem tirsdag.

Tirsdag var en varm og trykkende dag, og vi brugte dagen på campingpladsen, hvor vi læste og nød solen. Vi hørte stadig ikke fra Anna og Julia..
Kl. 17 blev jeg ringet op af et ukendt nummer som viste sig at være et engelsk par, der også var interesserede i bilen; om vi kunne mødes i centrum med det samme? Jo, det kunne vi da godt, og en halv time senere mødtes vi med Ben og Amanda i centrum, hvor de også fik en grundig gennemgang af bilen. Denne gennemgang var dog meget anderledes i forhold til den forrige dags fremvisning, da Ben tilsyneladende vidste en hel masse om biler og tydeligvis var mest interesseret i den tekniske del; der har dog aldrig været problemer med vores bil, så det bekymrede os ikke!
Ben fik en prøvetur i bilen med mig på passagersædet (for første gang), men på køreturen fortalte han mig, at de egentlig var interesserede i en firhjulstræk-bil, og det var vores desværre ikke. Tilbage på parkeringspladsen sagde vi derfor farvel, og Ben og Amanda fortalte, at de ville overveje sagen og vende tilbage til os onsdag morgen - vores håb var dog lave i denne situation.

Da vi kom tilbage til campingpladsen tirsdag aften og stadig ikke havde hørt fra de tyske piger, ringede jeg til dem og spurgte, om de stadig var interesserede. De fortalte, at de havde fundet ud af, at vores pris var meget over deres budget, men at de håbede, vi fik den solgt. Jo tak! Jeg sagde, at vi gerne ville forhandle om prisen (vi havde sat den lige lovligt højt til at starte med: 4450$), men de virkede til at have besluttet sig. Jeg sagde, at vi var i byen næste dag også, og at de lige skulle tænke over det og give os besked onsdag.

Kl. 9 onsdag morgen kørte vi ind til centrum, hvor jeg udskrev nogle opslag om bilen, som vi efterfølgende gik rundt med på byens hostels og internet-caféer - forhåbentligt dette ville øge vores chancer for et salg.
Herefter satte vi os en time udenfor Backpackers Car Market for at forsøge at shanghai'e folk, der ledte efter en bil, men desværre var dette forgæves; og da regnen tog til, gik vi tilbage til bilen og besluttede os for at køre tilbage til Te Puke.. Både englænderne og tyskerne var åbenbart en tabt sag, skrev de begge.
Inden vi forlod Auckland, ændrede jeg prisen til 4300$ på nettet, og så gik turen de 250 km. tilbage til Te Puke. Om aftenen pakkede vi alt ned i vores tasker, så vi var klar til at køre tilbage til Auckland, når de næste ringede - og så vi havde alle vores ting med, hvis det endte med, at vi blev nødt til at blive længere i byen.

Torsdag den 5. fik vi et opkald kl. 12 fra en asiater, der meget gerne ville kigge på bilen med det samme. Desværre måtte jeg jo fortælle ham, at vi ikke var i Auckland og tidligst kunne være der kl. 16, men vi aftalte trods alt at mødes fredag formiddag. En time efter fik jeg dog en sms fra ham, der fortalte, at han havde fundet og købt en anden bil; men held og lykke med salget!
Herefter væltede det næsten ind med henvendelser - sådan føltes det i hvert fald. Kl. 13 fik jeg en mail fra et engelsk par, der gerne ville kigge på bilen, og kl. 13:30 kom der et opkald fra en engelsk pige, der også var interesseret. Jeg aftalte med begge, at vi skulle mødes i Auckland fredag formiddag, og at de gerne måtte give os besked, hvis de i mellemtiden fandt en anden bil. Vi hørte heldigvis ikke fra nogen af dem resten af aftenen.

Natten mellem torsdag og fredag fik vi begge blot 2 timers søvn pga. at vi var så spændte på, hvordan næste dags begivenheder ville udarte sig. Vi havde to mulige købere, og forrige dag havde vi fået tre henvendelser på under to timer, så vi var igen ved godt mod!
Vi kørte fra Te Puke kl. 6:30, da vi alligevel ikke kunne sove længere, og kl. 10:30 mødtes vi med det engelske par, som jeg kun havde korresponderet med via mail. Andy og Sienna var, hvad man vist roligt kan kalde gennemførte hippier; de havde tilsyneladende ikke været i bad i flere dage, deres tænder var sorte af røg, og Andys hår var næsten længere end Siennas - men de var glade og et virkelig rart selskab!

Vi mødtes som sagt kl. 10:30, og kl. 10:50 var vi på vej op mod posthuset for at ordne papir-sagerne; bilen var sgu SOLGT!! YES!! Vi kunne slet ikke fatte det, og det var oven i købet gået så stærkt. Bulen i bilen havde åbenbart ikke betydet noget særligt for parret, og da vi fortalte, at vi havde endnu en aftale senere på dagen, brugte de kun 2 minutter på at beslutte sig: jamen, så ville de gerne købe bilen med det samme!

Det viste sig så, at de havde kigget på en masse andre biler, hvoraf kun to havde fanget deres opmærksomhed - men fordi de brugte et døgn på at beslutte sig i begge sager, var bilerne solgt. De turde derfor ikke at tage samme chance ved vores, hvilket vi selvfølgelig var ovenud begejstrede for! Selvom det var svært at skjule vores begejstring, fik vi pruttet om prisen og endte på 4125$ - det var alle de penge, englænderne havde tilbage, så jeg har ingen anelse om, hvad de gjorde med hensyn til aftensmad.
Det vildeste var næsten, at de ikke engang fik en prøvetur i bilen.. Vi fortalte selvfølgelig, at den kørte som en drøm, at der aldrig havde været nogen problemer med den, og at den kørte ganske stærkt op ad bakker (ikke helt sandt), og de nøjedes med at sige, at de stolede på os.. Jo tak, men vi prøver trods alt at sælge en bil, så - tro ikke på alt hvad vi siger! Men vi var selvfølgelig bare glade for at få bilen solgt til to så godtroende og naive mennesker, så vi ordnede hurtigt papir-sagerne på posthuset og fik en masse kontanter, og så var vi ellers på gåben resten af tiden! Jubiii!!

Vi bestilte billetter til en bustur tilbage til Te Puke dagen efter, og så checkede vi ind på et hostel i Auckland og brugte dagen på at gå rundt i en fortryllet tåge af glæde og lettelse. Vi fandt endda et sted, hvor de solgte vores yndlings-sushi til halv pris - hvordan kunne dagen blive bedre!?

Kl. 7:20 lørdag morgen afgik vores bus fra Auckland, og kl. 12 var vi tilbage i Te Puke - nu med tunge tasker på ryggen og en 30-minutters gåtur tilbage til Tais hus. Der var dog intet, der kunne slå os ud, og vi gik med hævede hoveder tilbage til 52A Beatty Avenue, hvor vi har været lige siden..
Den sidste uge har vi lavet så godt som ingenting. Tai har ikke været hjemme, og vi har jo ikke haft nogen bil, så vores eneste gåture har været til supermarkedet og sushi-butikken nede i byen. Herhjemme har vi læst, set film, tv og spillet Matador (thank God at vi købte det!). Men det har været det hele værd, og jeg er stadig ikke kommet mig over, at vi fik solgt bilen til 600$ MERE, end hvad jeg i sin tid gav for den. Det er vildt!

Tirsdag fik vi en masse sushi, som var en af Caspers forsinkede fødselsdagsgave fra mig, og det var meningen, at vi ville i biografen for at se den nye Sherlock Holmes - men Te Puke er åbenbart for lille en by til, at den film går her. Øv øv, men så sparede vi de penge!
Lige nu er vores håb og forventning bare, at vores kontanter (og dem er der mange af!) kan holde til både vores to uger på Cook øerne og det meste af vores uge i London, inden vi igen rammer dansk grund den 8. februar.

I går lukkede jeg min new zealandske bankkonto og fik af den grund endnu flere kontanter, som I kan se på billederne. Har aldrig haft så mange sedler mellem hænderne!

Nu går turen som sagt til Cook øerne, hvor jeg håber, jeg kan opdatere bloggen igen, men ellers må I få en opdatering, når vi når til London.
Nyd kulden, og så skal jeg nok nyde varmen for jer alle sammen!