GLÆDELIG JUL, alle sammen!! Hvor har det været mærkeligt at fejre jul i næsten 30 graders varme - desværre har dette også betydet, at det har været utrolig svært at komme i julestemning; og det gjorde det bestemt ikke bedre, at vores bærbare computer valgte at erhverve sig med en ordentlig omgang virus juleaftensdag, så vi ikke engang kunne høre julemusik. Nu virker pc'en dog igen, og her følger beretningen om, hvad der er sket for os i løbet af de sidste fire ugers tid:

Søndag den 27. november kørte vi til Akaroa at have opdateret bloggen i Ashburton sidst. I Akaroa kom vi lige tidsnok til at nå vores Nature Cruise, der lovede synet af sæler, pingviner og delfiner. Vi fik set en masse delfiner - eller rettere; jeg så dem på billederne efterfølgende, da jeg brugte hele sejlturen på toilettet pga. søsyge. Øv øv, men vejret var fantastisk, og da vi først fik fast grund under fødderne igen, gik vi en solskinsfyldt tur i turist-byen, inden vi begav os mod Christchurch og fandt en rasteplads i Allandale, hvor vi tilbragte natten. Vi fik, for en gangs skyld, et sundt og grøntsagsfyldt aftensmåltid - og hvor var det skønt at slippe for pasta for første gang i en måned!

Kl. 8 mandag morgen kørte vi til Christchurch for at undersøge, hvad det ville koste os at fixe vores air-condition. Vi blev dog hurtigt klar over, at det var meget mere omfattende, end vi først havde troet (hele motoren skulle skiftes), så de tre mekanikere, vi snakkede med, anbefalede os alle, at vi blot skulle rulle vinduerne ned. Så fik vi i det mindste dét spørgsmål ud af verden!

Kl. 13:30 ankom mor og Per i lufthavnen i Christchurch, og vi stod klar til at modtage dem med åbne arme. - Flagene havde vi i travlheden glemt at købe, men det ændrede heldigvis ikke det mindste på gensynsglæden! Hvor var det mærkeligt at ses efter 9 måneder væk fra hinanden, og hvor var det underligt at snakke dansk til andre end Casper.. Efter at gensyns-euforien havde aftaget sig, kørte vi alle til Kea Campers nær lufthavnen, hvor mor og Per skulle hente deres forud-bookede campervan med både fladskærms-tv, komfur, bad/toilet og turist-GPS. Efter en udførlig gennemgang af deres nye camper og efter at Per havde vænnet sig en smule til at skulle køre i den forkerte side af vejen, kørte vi ud for at købe ind til de første par dage.

Vi kørte 50 km. udenfor byen, hvor vi fandt en fin rasteplads (oven i købet med toilet). Vi lavede aftensmad sammen i camperen (den eneste gang, vi rent faktisk fik det samme at spise til aftensmad, tror jeg), og senere på aftenen åbnede jeg fødselsdagsgaver hjemmefra - tak for dem, Sol og mor! :)

Tirsdag kørte vi til byen Rakaia ad laaange omveje, da vi gerne ville køre langs vandet. Vi kom ganske vist også til at køre langs vandet, men pga. marker og allé-træer kunne vi ikke se skyggen af vand. Well, turen gik derfor herefter videre til Ashburton, som vi brugte nogle timer på at inspicere og på at spise på Subway; min mor og Pers første (og eneste?) Subway-sandwich..

Om eftermiddagen bookede jeg os på en varmluftballon-tur til dagen efter, og vi fik besked om, at vi skulle mødes med selskabet i Methven (ikke langt fra Ashburton) den følgende morgen kl. 5:30.. Mor og Per kørte derefter til en campingplads i Methven, og Casper og jeg kørte senere også til Methven, men vi fandt en noget billigere overnatningsløsning: en p-plads ved den lokale rugby-klub.

Kl. 5:30 tirsdag morgen mødtes vi med Methven Hot Air Ballon-selskabet ved deres kontor i den lille by. Solen var kun lige ved at sige godmorgen, og vi kørte 10 km. udenfor byen, hvor forholdene skulle være ideelle til at opsætte den gigantiske ballon.

Vi var i alt kun 6 mennesker, udover vores guide Martyn, i den lille kurv, og inden ballonen blev sat i luften, hjalp vi med at "puste" den op - hvilket syn! Jeg havde slet ikke forestillet mig, at selve ballonen ville være SÅ stor! Jeg håber, det kan ses på billederne, for det var virkelig et fantastisk syn - og en helt fantastisk oplevelse, alt i alt. Der var plads til et helt hus inde i ballonen; og det er ikke engang en særlig stor overdrivelse..

Efter vi lettede fra jorden første gang (og hvilken oplevelse!) kom vi hurtigt 5000 fod op i luften, hvorfra vi pga. den totalt skyfri himmel kunne se Mount Cook i det fjerne. Vejret var intet mindre end perfekt til en sådan tur, og der var totalt stille og idyllisk oppe i "kurven", hvor vi lydløst gled hen over markerne og så bjerge og endnu flere marker i horisonten.

Første gang vi landede, var vores guide i tvivl, om vi rent faktisk måtte "parkere" på denne mark, hvorfor hans assistent, Paul, løb hen til den nærmeste farmer for at forhøre sig; vi måtte desværre ikke lande på netop dén mark, hvorfor vi brugte yderligere 20 minutter på at få ballonen i luften og lande på den tilstødende mark - YES, endnu mere for pengene!

Efter ballon-turen blev vi kørt til en mark udenfor Methven, hvor pilotens assistent var klædt pænt ud som tjener, og vi fik champagne og croissanter - en dejlig afslutning på en dejlig morgen/formiddag!

Hele oplevelsen sluttede kl. 10:30, hvor vores dag normalt plejede at begynde - så vi havde resten af den solskinsrige dag foran os. Mor og Per valgte at køre til en Ringenes Herre-lokalitet et godt stykke fra Methven, imens Casper og jeg kørte halvvejs gennem Arthur's Pass og nød den smukke udsigt til bjergene på alle sider af os. Vi stoppede ved forskellige limestone-marker og grotter og gik ture, og senere på aftenen mødtes vi med mor og Per på en gratis DOC-plads i Arthur's Pass, hvor vi overnattede.

Torsdag den 1. december fik vi set resten af Arthur's Pass - stadig i dejligt vejr og med flotte bjerge, der omgav os. Vi tog en sidevej til Lake Brunner, og da vi langt om længe ankom til søen (pga. at vi kom til at tage de forkerte sideveje..), overnattede vi på en campingplads. Imens Casper og jeg blev på pladsen og fik vasket tøj og taget lange bade, kørte mor og Per ned for at fiske ved søen og kom tilbage senere på aftenen - som en diskret bemærkning kan jeg tilføje, at deres aftensmad ikke bestod af fisk..

Næste morgen kørte vi endnu engang hver til sit (i de forskellige biler); Casper og jeg kørte sydpå, til Greymouth, og mor og Per kørte et smut nordpå (til Pancake Rocks), inden de også fulgte i vores fodspor sydpå.

I Hokitika, syd for Greymouth, brugte vi et par timer på at gå rundt i byen i det dejlige solskin, og vi afsluttede vores besøg med en omgang rigtig dårlig fish & chips.

Vi kørte videre sydpå mod Franz Josef Glacier, og på vejen gik vi adskillige små ture i regnskov og ved stranden.

Vi overnattede på en DOC-plads lige udenfor Franz Josef by (6$ pp.), og efter at være blevet ædt op af sandflies besluttede vi os for at tilbringe resten af aftenen i bilen med lukkede vinduer, selvom varmen gjorde det tæt på uudholdeligt.

Lørdag formiddag kørte vi til Franz Josef, hvor Casper og jeg besluttede os for at tage på en guidet glacier-walk - vi ville dog vente nogle dage, da der var lovet regn de næste 2-3 dage; og en 9-timers dag på isen er nok en tand mindre sjovt i regnvejr.

I stedet brugte vi resten af dagen på at køre til selve gletsjeren (Franz Josef), hvor vi gik nogle ture og fik en masse billeder af den mange kilometer lange is-slange.

Herefter kørte vi 26 km. til Fox Glacier by, hvor Casper og jeg fortsatte yderligere 20 km. ad grusvej ud til en gratis DOC-plads ved Gillespies Beach, hvor vi overnattede. Inden da sagde vi farvel til mor og Per, da de planlagde at bruge den næste uges tid på at se Queenstown, Doubtful Sound og Dunedin (som vi allerede havde set).

Søndag vågnede vi til fuld sol og en næsten ulidelig varme i bilen, og vi ærgede os straks over, at vi ikke havde bestilt vores gletsjer-gåtur til denne dag. Vi ventede dog helt til kl. 13, fordi vi troede, regnen kunne komme hvert øjeblik - men da ikke en eneste sky havde vist sig på himlen på dette tidspunkt, og da vi var blevet trætte af varmen og sandflies'ne, kørte vi ind til Fox by og bestilte iceclimbing på gletsjeren til tirsdag morgen kl. 8. vi bestilte desuden heldags-gåturen på Franz Josef Glacier til den efterfølgende dag; og herefter var der ikke meget andet at gøre, end at krydse fingre for, at regnen ikke var blevet udskudt til mandag eller tirsdag.

Inden vi kørte tilbage til DOC-pladsen ved stranden gik vi to lange ture ved Fox Glacier.

På vej tilbage til vores nye overnatningssted blev vi mødt af en modkørende bil på den MEGET smalle, snoede grusvej. Den modkørende havde så meget fart på, at jeg med det samme trak helt ud i venstre side, hvilket resulterede i, at bilens to venstre hjul satte sig godt og grundigt fast i mudderet/sumpen i vejkanten. Den modkørende bil havde heldigvis set, at vi ikke kom op af vejkanten igen, hvorfor de tilbød os et lift ind til byen (da der ikke var telefon-forbindelse ude på grusvejen), så vi kunne ringe til Roadside Service - men ikke så meget som et "undskyld, at fyldte hele vejen og ikke gav jer plads til at passere"..

Jeg ringede til Roadside Service, da vi kom ind til byen, og en mand fra AA var der heldigvis indenfor 20 minutter. Han var dog noget af en nar, og på hele køreturen ud til vores bil (20 km. fra byen) stoppede han ikke med at snakke om, hvor dumt det var at køre for hurtigt på grusveje - og det hjalp ikke det mindste at fortælle ham, at vi bestemt ikke kørte for hurtigt, og at vi ikke kunne have gjort det store for at undgå det, der skete.

Da vi kom ud til bilen, tog det ham ikke længere end 15 minutter at trække bilen fri, men han begyndte straks at brokke sig over, at han ikke kunne få gearene til at virke - og at det selvfølgelig måtte være en sten, der havde sat sig i klemme, da JEG forsøgte at komme fri fra mudderet. Efter at han havde rodet under bilen i 10 minutter og ikke kunne finde en grund til fejlen, satte jeg mig på førersædet og skiftede uden besvær gearet til Drive-funktionen.. Han tvivlede selvfølgelig ikke på, at det var hans roden under bilen, der havde forårsaget fremskridtet, men jeg havde mine personlige tvivl.. Man står dog (desværre) ikke og diskuterer med den mand, der er ens eneste livline ud af mudderet.

Well, vi kom vel tilbage til vores overnatningsplads ved vandet, og eftersom klokken var blevet meget mere, end vi havde regnet med, gik vi på hovedet i seng..

Kl. 7 mandag morgen kørte vi mod Franz Josef, hvor vi skulle mødes kl. 8:30 med guiderne fra Glacier Walk-selskabet. Vi købte frokost og snacks ind til hele dagen, og kl. 9 blev vi udstyret med støvler, pigsko, hue, vanter og jakker.

Vi blev kørt ud til gletsjeren, hvor vi startede med at gå 50 minutter ud til foden af isen (den samme tur, vi havde gået nogle dage forinden med mor og Per), og herefter fik vi lov at iføre os vores pigsko. Mine var desværre for små, så efter de i alt 8 timer, vi brugte på turen, havde jeg erhvervet mig en masse saftige vabler.

Dagen gik herefter med at gå på gletsjeren og tage billeder af de utroligt smukke "features", der fandtes længere oppe på isen. Hvor vi gik var meget af isen dækket af sten og støv fra de omkringliggende bjerge, så isen var desværre ikke så krystalblå og klar overalt, som vi havde troet. Ikke desto mindre fik vi set nogle fantastisk flotte passager, og billederne illustrerer forhåbentlig skønheden af vores gåtur.

Vores guide gik forrest og brugte sin is-økse til at hakke trin i isen, som vi sikkert kunne gå på. Da vi kom højt op på gletsjeren så vi nogle vildt smukke isformationer, men pga. kulden virkede kameraet ikke optimalt, så det må I desværre undvære at se billeder af.

Alt i alt var det en virkelig god oplevelse på isen, der konstant er i bevægelse. Fascinerende!

Om aftenen tog vi til Glacier Hot Pools, da entréen til disse var inkluderet i vores betaling til gåturen tidligere på dagen. Vi var der dog kun i en times tid, eftersom vi skulle hele vejen tilbage til Gillespies Beach og være klar til iceclimbing på Fox Glacier næste morgen.

Kl. 8 tirsdag morgen mødtes vi med vores to iceclimbing-guides: Sam og Tex. Vi var i alt 5 personer, der skulle afsted på vores isklatrings-eventyr, og vores guider var i højt humør hele dagen - det var virkelig noget andet i forhold til dagen forinden, hvor det var tydeligt at mærke på vores guider, at de hellere end noget andet ville ligge hjemme i sengen og undgå at arbejde overhovedet.

I alt iceclimbede vi i 7 timer, men pga. kulden virkede kameraet endnu engang ikke så ofte, så vores billeder herfra er desværre sparsomme.

Selve klatre-oplevelsen var slet ikke så hård, som jeg havde forestillet mig. Det er ikke til at forklare, hvordan det foregik; men vi fik pigsko på, ligesom dagen før, og blev udstyret med to is-økser hver.. Herefter gjaldt det om at hakke vores fødder så hårdt ind i isen som muligt, og om at stå så vandret med fødderne, som vi kunne - hvis dette fejlede, gled vi ned ad den lodrette is-væg. Heldigvis havde vi også økserne til at holde os fast med, og når man først fik styr på teknikken, var det en helt fantastisk grænseoverskridende oplevelse! Det var noget at et adrenalin-kick, og jeg er sikker på, at denne oplevelse kommer på min "New Zealand top 3"-liste, uanset hvad kriterierne er.

Vi fik lov at klatre på 4 lodrette is-vægge hver, og den ene af disse vægge var den højeste, vores guide, Sam, nogensinde havde klatret på med "kunder". Desuden fik vi til sidst lov at blive firet ned i et 7 meter dybt "hul", og når vi kom ned på bunden, skulle vi klatre op derfra. Hullet var dog delt ind i 2, og jeg kom selvfølgelig til at vælge det "forkerte hul". Dette resulterede i, at Sam skulle hejse mig op derfra, indtil jeg kunne få fat i isen med pigskoene og dermed selv kunne klatre resten af vejen. Denne oplevelse medførte dog, at guiden Sam fuldførte sin uddannelse, da et af kriterierne åbenbart er, at man skal redde en person i fare; hvorefter jeg følte mig overbevist om, at det selvfølgelig kun var derfor, han havde ladet mig klatre ned i det forkerte hul.. Men sjovt var det nu, og den forbipasserende "guidet walk"-gruppe stoppede da også op og overværede hele skuespillet.

Det var en GOD dag!

Onsdag morgen stod vi tidligt op og købte stort ind i Fox, da vi få timer efter begav os på en 2-dages tramping-tur syd for gletsjerne (Copland Track). Hvad vi ikke havde taget højde for var dog, at der var tale om en "tramping" track, og ikke en "walking" track; forskellen er i bund og grund, at tramping er for de meget øvede, og efter blot en enkelt time fandt vi ud af, at vi desværre IKKE tilhørte denne gruppe!

Vi gav dog ikke op..

Nu havde vi besluttet os for at tage af sted og havde pakket vores tasker godt og grundigt op (ca. 15-20 kg. I hver taske), og selvom det endte med at tage os 8,5 timer at nå til vores destination (gennemsnittet er 7 timer), så overvejede vi ikke helt seriøst at vende om på noget tidspunkt.

Det sværeste var, at der ikke var en egentlig formet sti, men at vi skulle krydse floder og stenskreds-passager og sumpe osv., og med så tung en oppakning blev vores tøj hurtigt drivvådt!

Vi var dog heldige: Vejret var dejligt (ikke for varmt, men heller ikke regn eller kulde), og vi kom forbi nogle helt fantastiske scenerier på vejen; isblåt vand, sneklædte bjerge, regnkov og små bække. Desuden blev vi belønnet med et bad i nogle hot pools, da vi kom op til vores overnatningssted - det var "rigtige" (dvs. ikke menneskeskabte) pøler, og havde det ikke været pga. alle de skide sandflies, havde vi ligget der i flere timer. Det blev dog kun til 10 minutter, da vi var ved at blive ædt op - men hvor var det en befriende og livsgivende følelse at sidde der i vandet efter næsten 9 timers konstant gang..

Vi var også så heldige, at vi rent faktisk fik penge tilbage for vores tur. Vi havde forinden betalt 15$ per person, fordi damen i informations-centret troede, vi skulle sove i hytten på track'en. Men eftersom vi havde medbragt vores eget telt, sovepose og liggeunderlag (ja, dét skulle vi også slæbe på) kunne vi overnatte der for 5$ per person. Pigen, der indkrævede penge, sagde, at hun blot kunne give os nogle andre billetter, som vi kunne bruge, når vi i fremtiden skulle ud at gå og skulle overnatte i en DOC-hytte; men efter et meget hurtigt blik på Casper sagde hun: "Well, I could also just give you the money - you don't look as if you're ever going tramping again!" - Og hvor havde hun ret!!

Kl. 8 stod vi op efter en dyb søvn, dog begge gennembankede i hele kroppen og med sorte sind pga. tanken om den forestående 8-timers gåtur.

Vi pakkede sammen, kogte nogle æg og begav os afsted!

Det gik heldigvis meget lettere end den foregående dag, da meget af vejen var ned ad bakke. Turen var på 18 km. hver vej, og det tog os kun 6 timer og 55 minutter at komme tilbage til parkeringspladsen - YES, vi slog gennemsnittet! Den sidste time var dog et helvede, da vi hele tiden troede, vi var ved vejs ende: den sidste flod, der skulle krydses. Der blev bandet og svovlet, men det var alligevel en dejlig følelse at have gennemført den hårde udfordring!

Vi havde nok ikke været helt realistiske i at tro, vi kunne klare så krævende en rute.

Vi pakkede bilen sammen og kørte til en rasteplads tæt ved byen Haast (videre sydpå), hvor vi overnattede.

Overnattede var måske så meget sagt, for vi fik begge kun sovet 10-15 minutter ad gangen hele natten, da vi åbenbart havde fået en mygge-koloni under sengen; de må have formeret sig, imens vi var ude på vores tramping-tur, for bilen var bogstaveligt talt SORT af myg og sandflies! Det var som om, vi var blevet ramt af en af de ægyptiske plager/dødssynder, og kl. 6 havde jeg fået nok! Vi pakkede bilen sammen og kørte så hurtigt, vi kunne, videre sydpå - myggene og fluerne blev heldigvis blæst ud af bilen, da vi havde alle vinduerne åbne.

Kl. 13:30 var vi i Queenstown, hvor vi checkede ind på et hostel tæt på centrum - det var forholdsvis billigt, og der var gratis internet, så vi bookede værelset for to nætter.

Det første, vi gjorde, var at tage tingene op fra bilen, og så ellers gå på hovedet i seng! Vi sov halvanden times tid, hvorefter vi tog et bad og gik ud i byen for at spise - og vi kunne ikke undgå at tage et smut på det efterhånden velkendte casino om aftenen. Jeg vandt hele 100$, og Casper vandt 50 - det var næsten nok til at dække hele vores forbrug i løbet af de to dage.

Lørdag brugte vi i Queenstown, mest af alt på at nyde det fantastiske vejr og gå ture i parkerne, og søndag kl. 10 forlod vi hostelet efter at have pakket bilen godt og grundigt sammen - vi tog alt ud og ind igen, så vi var sikre på, at mygge-reden var blevet fjernet!

Vi kørte herefter til Wanaka, hvor vi brugte 2 timer i Puzzling World. Vi havde ikke regnet med at bruge mere end en enkelt time, men vi havde heller ikke taget højde for, at de havde en kæmpe labyrint på stedet! Det tog os omkring en time at komme igennem den, og vi var bestemt ikke de eneste halv-voksne mennesker, der rendte forvildede rundt derinde i op til halvanden time..

Ellers så vi en masse optiske illusioner i Puzzling World (jeg har forsøgt at illustrere meget af det på billederne), og det var bestemt money well spent!

Fra Wanaka kørte vi til den lille by Twizel, hvor vi havde aftalt at mødes med mor og Per, efter de havde brugt en uge sydpå.

Da vi sad i bilen på en parkeringsplads og ventede på dem, kom Petr og Adela (det tjekkiske par, vi flere gange har fået aftensmad med tidligere) hen og bankede på vores rude; de var lige blevet færdige med at arbejde i Timaru og var nu på vej sydpå for at søge nyt arbejde. De stoppede kun i Twizel for at få en is, og eftersom vi begge kun var der i en halv times tid, var det ret pudsigt, at vi skulle støde ind i hinanden lige der..

Vi aftalte at bruge aftenen sammen, og sammen med mor, Per, Petr og Adela kørte vi til en rasteplads et kort stykke udenfor Twizel for at overnatte. Vi gik ned for at fiske om aftenen og snakkede ellers lidt med tjekkerne, inden vi alle gik i seng.

Mandag morgen sagde vi farvel til Petr og Adela, hvorefter vi kørte tilbage til Twizel for at købe ind. Vi fik en steak & cheese pie sammen med mor og Per, og derefter fik vi et spil petanque i byen.

Casper og jeg kørte til en lakse-farm lige udenfor byen, imens mor og Per kørte længere væk for at fiske resten af dagen. Vi fik købt en box med sushi-laks og et stort stykke røget laks, og efter at være vendt tilbage til den rasteplads, vi sov på dagen forinden, kogte vi ris og fik god, hjemmelavet sushi til aftensmad.

Mor og Per kom tilbage senere på aftenen og var begge i rigtig godt humør, da de havde haft heldet med sig og fanget to fisk (en hver). Tillykke!

Tirsdag den 13. vågnede vi op til helt fantastisk vejr - det var overskyet hele dagen om mandagen - hvorfor vi besluttede os for at køre til Mount Cook (man kan efter sigende kun se toppen 10 dage om året, og i dag var en af dem!). Vi overvejede i flere timer, om vi skulle booke et scenic flight, der kunne tage os over bjerget og over til Franz Josef og Fox Glaciers, men efter grundig overvejelse kom vi frem til, at vi ikke ville give over 500$ per person for at sidde i en helikopter i blot en time.

Vi gik i stedet en 2-timers tur tæt på Mount Cook, hvor vi fik nogle gode billeder og blev solbrændte over hele kroppen.

Senere på dagen kørte Casper og jeg tilbage til "vores" rasteplads ved Twizel, og mor og Per fortsatte et lille stykke længere nordpå.

Onsdag vågnede vi til lige så dårligt vejr, som det var godt i går. Det regnede helt vildt, og vi aftalte at mødes med mor og Per i Tekapo, ikke langt fra Twizel. Her så vi "Church of The Good Shepherd", som viste sig at være en bunke opreklameret mursten, men regnen gjorde nok også oplevelsen mindre sjov, end den ellers ville have været.

Senere kørte vi mod Geraldine og fandt en rasteplads 15 km. udenfor byen, hvor vi overnattede, da vi havde booket os på en rafting-tur kl. 12 dagen efter i nærheden.

Kl. 8 blev vi ringet op og informeret om, at vi ikke kunne rafte i dag, da det havde regnen for meget i løbet af den forrige dag, og at vandstanden derfor var steget gevaldigt. Vi valgte at booke os på turen til dagen efter, selvom de ikke kunne garantere, om de ville tage af sted dér.

Vi kørte derfor til Peel Forest, som ikke lå alt for langt væk fra Geraldine, hvor vi gik et par ture, når der var et ophold i den ellers konstante regn. Her overnattede vi på en campingplads og fik et tiltrængt bad, og ellers bød dagen ikke på det helt store pga. vejret.

Fredag var rafting igen aflyst pga. regn siden kl. 24 i går, og vi besluttede at bruge dagen på at køre..

Vi kørte derfor hele vejen til Kaikoura i REGNvejr, og vi nåede lige at komme ind på informations-centret, inden de lukkede for dagen. De fortalte os, at det skulle blive forholdsvis dårligt vejr igen i morgen, men at det derefter ville klare op.

Herefter kørte jeg ud til Atawera Art, som lå i udkanten af byen, hvor jeg bestilte en tid til at få tatoveret min fod - på mandag! Jeg har, lige siden jeg rejste til New Zealand, snakket om at få lavet en new zealandsk tatovering hernede, og nu er det vist ved at være sidste udkald..

Efter disse ærinder i byen kørte vi 20 km. udenfor byen på en gratis DOC-plads, hvor Casper og jeg også brugte lørdagen, imens mor og Per tog ind i byen for at booke tider til at se hvaler (søndag) og til at svømme med delfiner (mandag).

Søndag kørte vi til Kaikoura by, hvor vi mødtes med mor og Per ved helikopter-kontoret kl. 10:45. Vi havde booket en helikopter-tid kl. 11, hvor vi skulle ud at se hvaler (40 minutter i helikopteren), men piloten fortalte os med det samme, at de kun havde set en enkelt hval indtil videre, og at de gerne ville vente lidt, til de fandt ud af, om der var flere derude i dag. Vi ville selvfølgelig gerne vente lidt ekstra for at få større chance for at se en hval fra oven (og vi havde ikke andre planer den dag), så vi ventede en time, og kl. 12:30 fløj vi afsted!

De havde stadig kun spottet en enkelt sperm-hval den dag, men der var stor chance for, at vi ville se den, eftersom de normalt er under vandet i 45 minutter og derefter kommer op for at trække vejret i ca. 10 minutter.

Imens vi ventede på, at hvalen kom op til overfladen igen, fløj vi hen til en kæmpemæssig delfin-"stime" - det var flere hundrede af dem! Det var helt fantastisk at se, specielt fra luften, hvor vi tydeligt kunne se hver enkelt delfin, der glad sprang rundt i vandet og lavede "se mig"-manøvrer.

Herefter fandt vi sperm-hvalen! Vi fik et kald over radioen, at nu var hvalen kommet op til overfladen; og i løbet af sekunder var vi henne ved den, sammen med andre fly og helikoptere. Det var en 18 meter lang hval, og vi kunne tydeligt se, når den sprøjtede en stråle vand op i luften for at trække vejret, og vi fik rig mulighed for at tage en masse billeder af den, da vi cirkulerede rundt om den i flere minutter. Desværre (og det ærgede vi os meget over efterfølgende) blev piloten nødt til at flyve væk, da de andre fly også skulle have lejlighed til at se hvalen, så vi fik ikke muligheden for at opleve det øjeblik, hvor hvalen dykkede ned igen, og vi kunne få et ordentligt billede af den eftertragtede hvalhale! Øv øv, men sikke dog en oplevelse alligevel!!

Om aftenen sov vi på en lille holdeplads udenfor byen, hvor Casper lånte Pers fiskestang og fangede en lille (jo, den var lille) bækørred, som vi dog smed ud igen.

Kl. 8:10 mandag morgen checkede vi ind på "delfin-kontoret" og blev hver især udstyret med våddragter, svømmefødder, snorkler osv. Efter en hurtig briefing blev vi kørt i bus ud til stedet, hvorfra delfin-båden afgik.

Desværre stormede det, og båden gyngede så meget, at jeg hurtigt blev søsyg og ikke fik det store ud af at svømme med delfinerne. Jeg fik dog nogle enkelte gode dyk (imellem mine saltvands-slugninger), hvor delfinerne svømmede rundt om mig, og de kom så tæt på, at man stort set kunne røre ved dem. Det var en HELT speciel oplevelse, og der var flere hundrede af dem! Det var helt vildt, og alle nød det fuldt ud. Jeg blev dog nødt til at gå tidligere op af vandet, da jeg fik det dårligt - og resten af bådturen var et mareridt for mig. Heldigvis aftog følelsen sig hurtigt, da vi kom ind på land igen, og jeg syntes alt i alt, at det var pengene værd! Mor og Per var også rigtig glade for oplevelsen, og specielt mor gik meget op i at kommunikere med delfinerne - jeg skal nok lade være med at komme med flere detaljer, hæhæ..

Lige da vi var færdige med delfin-oplevelsen tog jeg ned til tattoo-Greg, som med det samme begyndte at komme med idéer til, hvordan min nye tatovering skulle se ud. I løbet af en halv time havde vi både fået alle idéerne, og han havde tegnet en skitse, som jeg godkendte. Den nye tatovering indeholder en masse maori-symboler, som fx kanoen (Sydøen), fisken (Nordøen), bølgen (mig og min rejse hernede) og sølvbregnen; desuden fik jeg indført et kiwi-fodspor, et pingvin-fodspor og en kiwifrugt (det grinede han lidt af, men jeg blev godt tilfreds med resultatet!).

Alt i alt tog det halvanden time at tegne skitsen og at tatovere det hele på min fod, inklusiv skygger. Det betalte jeg 185$ for - forholdsvis billigt. Vil ikke fortælle meget mere om den, men I må se på billederne, hvordan den ser ud; jeg er selv virkelig godt tilfreds med det hele, og synes den er placeret et rigtig godt sted!

Om aftenen tog vi alle 4 ud at spise, da det var mor og Pers sidste aften i New Zealand. De har fået set en masse, og det samme har vi - nu har vi i hvert fald set ALT det, vi gerne vil her i landet! Og det er bestemt ikke så lidt..

Tirsdag morgen sagde vi farvel til mor og Per og fik nogle af deres mad"rester" (tak for det!), hvorefter vi kørte mod Picton, hvorfra vores færge til Wellington afgik kl. 14.

På vej nordpå fik vi en whitebait-sandwich; det er en udsøgt delikatesse hernede, og tilsvarende dyr, men jeg synes nu ikke, det var noget at råbe hurra for. Men hva', det skulle prøves!

Vi ankom til Wellington kl. lidt over 18, og vi parkerede på havnen, hvor vi også overnattede, da vi sidst var her for flere måneder siden. Om aftenen tog vi i biografen.

Onsdag den 21. brugte vi formiddagen/eftermiddagen i Wellington Zoo, som viste sig at være en rigtig hyggelig, lille zoologisk have. Man skulle bestemt ikke tro, at vi kun er 3 dage fra jul, når man kigger på den skyfri himmel og de letpåklædte mennesker!

I Zoo fulgte vi en masse af de forskellige dyre-"talks"; specielt chimpanserne var sjove, som altid. Og så fik vi også lejligheden for at mund-fodre girafferne.. det var noget af en slimet oplevelse! Desuden så vi en etbenet kiwi, der hed Tahi (betyder "en").

Efter zoo-turen kørte vi tilbage til centrum og brugte nogle timer på Te Papa National museum, hvorefter vi kørte direkte mod Te Puke. Vi kørte 4 timer non-stop, og kl. 22 kom vi til byen Taihape, hvor vi fandt en rasteplads for natten.

Torsdag blev vi vækket af varmen allerede kl. 8, hvor vi besluttede os for at stå op. Vi kørte 2 timer, inden vi nåede til Taupo, hvor vi brugte lidt tid på at gå rundt og kigge efter souvenirs. Vi fandt dog ikke det store, så turen fortsatte til Rotorua, hvor vi havde bedre held på det område.

Vi blev i byen resten af eftermiddagen, og om aftenen tog vi ud for at spise sushi på det sted, vi spiste, da vi var her sidst; og jeg fik mit længe savnede sushi castle!

Efter aftensmaden blev vi enige om, at vi lige så godt kunne køre tilbage til Te Puke (kun en times kørsel væk), og Tai skrev tilbage, at vi sagtens kunne komme hjem til ham. Vi købte stort ind på vejen (julemaden), og om aftenen snakkede vi med Tai, der selvfølgelig gerne ville høre en masse om, hvad vi havde lavet de sidste mange måneder. Selv havde han ikke lavet meget andet end at fiske..

Fredag gik vi ned i byen for at finde nogle julegaver til hinanden (jeg fandt et par fine shorts til Casper), og ellers gik hele dagen med at rengøre bilen både ind- og udvendigt, så vi kunne få en masse gode billeder af den, inden vi satte den til salg senere på dagen. Nu håber jeg bare, der er en masse, der ringer for at kigge på den mellem jul og nytår!

Lørdag var det jo jul! Dagen kom så hurtigt, og solen skinnede, og himlen var blå - det bliver en jul, jeg sent glemmer!

Dagen var rigtig hyggelig, og vi bagte kage og besluttede os for en lækker lammekølle til aftensmad (de har åbenbart ikke hørt om flæskesteg eller and hernede), og det var et dejligt julemåltid! Om aftenen så vi jule-film i tv, men selve julestemningen manglede dog, da vores pc som nævnt fik (jule-)virus, og Søren Banjomus og Wham måtte undværes..

Den 25. var vi inviteret til julemiddag hos Barry (vores gamle chef her fra Te Puke), og det var super hyggeligt! Vi var kun Barry, hans kone Lyn, deres to døtre og ene søn, og Barrys forældre - og så Casper og jeg. Det var specielt at sidde udenfor i skyggen (solen var for varm) og spise kalkun, elg og skinke kl. 13 om eftermiddagen, men det var bestemt også en oplevelse, jeg vil huske. Barry og hans familie har været så flinke hele tiden, og børnene gav os en lille gave, inden vi pænt blev smidt ud kl. 16. vi havde egentlig regnet med, at vi skulle være der hele aftenen, men de kom hele tiden med diskrete hentydninger til, at vi egentlig gerne snart måtte tage hjem igen (eftermiddagen/aftenen bliver åbenbart brugt sammen med venner).

.. Og nu sidder vi så her i Te Puke og venter på, at der er nogen, der ringer og vil købe vores bil. Vi har indtil videre kun fået to henvendelser, og de har ikke været seriøse. Så forhåbentlig har vi fået bilen solgt inden næste blog-indlæg (som nok først bliver lige inden vi tager til Cook Islands den 16. januar).

Jeg vil ønske jer alle en RIGTIG god nytårsaften, og I må passe på jer selv! Jeg ved endnu ikke, hvordan vores kommer til at foregå; om det bliver i Auckland, Te Puke, Mount Maunganui eller et helt andet sted - men så er der jo noget at glæde sig til!

GODT NYTÅR!