Det skal lige siges, at dette blog-indlæg blev skrevet den 29. marts. Der er sket en smule i mellemtiden, hvorfor I bare kan se bort fra de sidste par linier. ;)

Siden sidste blog har turen været præget af tekniske problemer. Da vi satte ud mod ørknen fra Esperance så alt lyst ud; vi havde 80 liter benzin, 16 liter vand og 5 kg. Dåsemad (Man kan godt købe benzin, vand og mad i ørknen, men det er hammerdyrt!). Ud på Nullarbor Plain kom vi og bilen kørte som den skulle, lige indtil der gik en kølerslange. Vi kan kun være glade for at det skete lige som vi havde trukket ind på et roadhouse kl. 8 om aftenen, hvor vi ville slå teltet op. Det fede ved at bryde ned ude i ingenting er at man bliver tvunget i kontakt med de lokale (8 indbyggere i Nullarbor Roadhouse) der alle gerne vil hjælpe. Det ufede ved situationen udvikler sig hurtigt eftersom den lokale mekaniker diagnosticerer problemet og opremser dertil hørende omkostninger. "I'm not gonna dig in your engine tonight, that's for sure, but I'll have a look at it in the morning. We'll charge around 80 dollars an hour, and even then we might not be able to fix it..." Jeg sagde at jeg nok selv kunne fixe det, hvis bare han kunne sælge mig en ny slange, hvortil han svarede: "No worries mate, you can buy a screwdriver in the morning..." Ikke engang en skruetrækker kunne man LÅNE! Dagen efter købte jeg en ny kølerslange til overpris og efter 4 timer med hovedet nede mellem manifold og oliefilter fik jeg den nye slange på, udelukkende ved brug af et multitool og en lommekniv...

jeg bebrejder absolut ikke roadhouse-keeperen for at ville rippe os for penge, de skal jo leve af noget, og gamle biler der bryder ned i deres ørken sørger nok for at der også kan komme en god flaske vin på bordet nu og da.

Da jeg skulle fylde systemet med vand igen fik jeg hjælp af to gæve australske gutter Darren og Jamie, som også var på omrejse i landet. Efter at have hjulpet mig og lært mig en masse ting om kølersystemet tilbød de at følge os de næste 300 km. gennem ørknen - bare for lige at sikre sig at vi ikke brød ned igen. Utroligt som nogle mennesker bare gerne vil hjælpe. Det kan for en dansker virke suspekt at folk er så hjælpsomme, men sådan er omverden nu engang. Efter at have fulgt os 100 km. holdte vi ind til siden for at holde en pause og se på bilen, som klarede det fint. Jeg tilbød at købe dem et par øl som tak for hjælpen og mente at vi nok skulle klare den derfra. Det gjorde vi også de første 200 km. indtil motoren begyndte at koge over. Så med en pause hver 60-70 km. for at lade motoren køle af og fylde vand på klarede vi os til Port Augusta. Her fandt vi en mekaniker der hurtigt kunne diagnosticere problemet: toppakningen var revnet pga. den varme motoren blev udsat for i ørknen, hvilket sender kompressionen ud i vandet, hvormed bilen hele tiden dræner sig selv for det eneste der kan køle den i den varme og tørre ørkenluft...

Han hældte et vidundermiddel i køleren og siden har bilen kørt som den skulle uden at overophede. Dvs. den har kørt som den skulle indtil vores bagdæk eksploderede på en landevej 15 km. fra Mont Gambier. Ved samme lejlighed blev vi mindet om at vores eneste reservedæk ikke kunne holde luft. Så med 20 km/t, og ude i vejkanten, susede vi til storbyen og fik luft på og underligt nok har dækket holdt luft lige siden. I går holdte vi ind hos en lille reservedels-biks og købte et nyt reservehjul. Jeg fortalte fyren at vi ikke kunne bruge mere end 30 dollars på et nyt hjul, hvortil han svarede "25 dollars will do mate..." For en sølle pris der minder om 140 kr. tog han det ødelagte dæk af vores flotte alufælg og sætte et lettere brugt på. "And you're good to go son!" i dag laver jeg en dækrotation for at sætte de flotteste dæk vi har forrest...det er nok det sikreste...

Hvad siger du, Helle?

Jamen, jeg siger, at trods de problemer, der til tider har virket uoverkommelige den sidste uges tid, kommer jeg alligevel til at savne de uendelige, ensformige stepper og de såkaldte "byer" i ørkenen, blot bestående af en tankstation, et motel, en rasteplads og 8 indbyggere. Der er nu noget specielt over at have kørt 400 km. og køre forbi et skilt i vejkanten, hvor der står "Welcome to Cocklebiddy", som om vi langt om længe har bevæget os ind i et område med levende væsner, for derefter at finde ud af, at de eneste beboere i byen, er dem, der ejer motellet - og at de kun bor der, fordi der er for langt til nærmeste "by"/rasteplads. Nu jeg har fat i Cocklebiddy, skal det lige nævnes, at de har den dyreste benzin i hele Nullarbor ørkenen (måske i hele Australien?), og 2 minutter inden vi fandt ud af dette, valgte vi selvfølgelig at fylde hele tanken op til randen, for "det kunne jo være, det var endnu dyrere i den næste by"... Ja tak, pengepung!

Ude i Nullarbor kørte vi på Eyre Highway, som er verdens længste lige vej; hele 146 km. uden et eneste sving eller knæk på vejen, og så ellers bare tørke, buske, snake-country og døde kænguruer i vejkanten..

Vi er alt i alt kommet 3 timer frem i tiden siden Perth; først 45 min. i Nullarbor, så 1 time og 45 min. på grænsen til Southern Australia (spørg mig ikke hvorfor de lige skiller der), og i går skruede vi urene yderligere 30 min. frem, da vi krydsede grænsen til Victoria. På søndag skal vi stille urene en time tilbage, da vi jo går til vintertid hernede (ja, grin I bare..), og derefter kan jeg slet ikke regne ud, hvor mange timers forskel der nu er på Danmark og Sydney..

Nå, men eftersom Samuel har valgt at lægge vægten på bil-problemerne, vil jeg da skrive lidt om, hvor vi rent faktisk befinder os i verden, og lidt om hvad vi så også har set på vejen hertil. I ørkenen tog vi som sagt den eneste vej, der rent faktisk er, hvilket ledte os til Ceduna i Southern Australia på 3.dagen. I Ceduna, som ligger 300 km. fra grænsen mellem Western og Southern Australia, blev vi tjekket for, om vi havde frugt med i bilen (man må ikke have frugt med ind i Southern Australia, hvorfor det selvfølgelig giver god mening at placere kontrollen 300 km. efter grænsen..), og skønt vi sagtens kunne have haft taskerne fulde af frugt og "fruit flies", uden at det ville være blevet opdaget, slap vi gennem kontrollen uden problemer what so ever.

Nu vi snakker om Ceduna, var dette stedet, hvor vi gav efter for underernæringen forårsaget af udelukkende at have levet af dåse-mad og pasta i to uger, hvorfor vi købte 4 store bøffer, som vi stegte på trangiaen - og hvor var det absolut de 14$ værd!!

Fra Ceduna kørte vi til de små byer Cleve og Cowell, hvorimellem strækningen er helt utroligt flot med marker, bakker/bjerge og sollyset, det faldt perfekt ned over landskabet. Generelt er vi gang på gang blevet betaget af den ekstremt smukke natur hernede, og når lyset lige falder rigtigt, er der virkelig intet, der kan måle sig med synet ud over ørkenen, havet eller bjergene ved skumrings-tid. På vejen fra Ceduna til Whyalla kom vi forbi Pildappa Rock, som lignede en lille udgave af Ayers Rock, hvorfor jeg derefter ikke have så meget imod, at vi havde droppet omvejen til Alice Springs.

Fra Whyalla gik turen til Port Pirie, hvor vi om aftenen så en halv time af en lokal baseball-kamp mellem Tigers og Cats. Dagen efter kørte vi til Adelaide, som jeg virkelig blev betaget af! Det er helt sikkert en by, jeg kunne tænke mig at komme tilbage til engang, også selvom jeg kun så den fra passager-sædet i bilen, eftersom Samuel var lidt for stresset over trafikken til at holde ind; det skal så også siges, at vi brugte hele 2 TIMER på at komme ud af Adelaide, hvilket fortæller lidt om størrelsen på den by. Det er utroligt, at man den ene dag kører igennem en by på under 20 sekunder, og den næste dag kan man ikke finde ud af en by på under 2 timer..

Fra Adelaide headede vi mod Cape Jarvis, som er en lillebitte by sydpå, hvorfra der 6 gange dagligt sejler færger til Kangaroo Island. Vi ankom til Jarvis kl. 19, og den sidste færge var sejlet. Vi kunne ikke se priser nogen steder, så vi besluttede os for at overnatte i byen, eftersom jeg flere steder har læst og hørt, at Kangaroo Island skulle være en helt fantastisk lille (stor) ø. Hvor vi overnattede mødte vi et ålborgensisk par, der lige havde tilbragt 5 uger i New Zealand og derfor kunne give os en masse tips til, hvad vi skulle se, og hvor vi skulle indgå at købe bungee-spring og bjergklatrings-ture; efter den lange snak med dem, gik vi i seng/telt med en endnu større længsel efter snart at komme til landet, alle ønsker at komme tilbage til..

Morgenen efter fandt vi ud af, at det kostede 372$ (!!!!) for at komme til Kangaroo Island med bil t/r (det var slet ikke muligt at komme dertil uden bil), hvorfor vi pænt takkede nej og kørte videre mod Port Augusta og Mount Gambier. På denne strækning kørte jeg bilen i 50 km. (udover de 250 km., jeg hidtil har kørt; det skal lige siges, at vi har kørt over 4500 km. i alt), og selvfølgelig er det lige på denne korte strækning, at det højre baghjul vælger at eksplodere! Heldigvis klarede reservehjulet det dog fint til Mount Gambier, som Samuel beskrev..

Eftersom der, som vi vist efterhånden har fået klargjort, har været en del problemer med bilen, har vi flere gange overvejet, om vi skulle tage direkte fra Port Augusta til Sydney, eller om vi skulle tage chancen og køre sydpå til Melbourne, så vi kunne få de flotte kyst-strækninger med - og efter at have hældt vidundermidlet i bilen, besluttede vi os for at tage den lange vej; og tak for det! Vi er kommet igennem de smukkeste scenerier og har kørt på Great Ocean Road, som strækker sig mellem byerne Warrnambool og Torquay, og på denne strækning findes de smukkeste klipper/sten ude i havet, hvis skønhed ikke kan beskrives med ord - se i stedet billederne, de siger alt.

Vi regner med at være i Sydney den 3. april, da vi har fået kontakt til nogle potentielle bil-købere. Vi har gennem hele samtalen med dem været lidt mistænksomme, da de startede med at foreslå, at vi mødtes 400 km. fra Sydney, og at de derefter ville køre os tilbage til Sydney i bilen - men af en eller anden mærkelig grund kunne de ikke mødes med os i Sydney, selvom det ikke ville være en omvej for dem. Efter at have insisteret på, at vi skulle tage til Dubbo, foreslog de til sidst, at vi jo også bare kunne mødes i Sydney .. ja!? Om det er fordi, de er franskmænd, eller om det er fordi, de bare ikke lige har tænkt sig om, skal vi ikke kunne sige - men indtil videre skal vi mødes med dem på en unavngivet togstation søndag d. 3. april om formiddagen; så hvis I derefter intet hører fra os, var det nok ikke bare fordi, de var franskmænd...

Håber I nyder foråret derhjemme! :)