I dag har jeg været afsted i præcis tre måneder! Tiden er gået både hurtigt og langsomt. Når jeg tænker på alle de ting, jeg oplevede i Chile og Bolivia, virker det, som om de skete for længe siden. Når jeg så tænker på alle de ting, jeg har oplevet her i Peru, føles det, som om den sidste måneds tid er gået lidt langsomt. Vi rejste igennem hele Vestbolivia på tyve dage, og på en måned er jeg totredjedele gennem Peru. Peru og Bolivia er så godt nok også to meget forskellige lande, og der er trods alt meget mere at se i Peru efter min mening. Men ja, tre måneder down, syv to go!

Kevin og mig ankom til Trujillo tidligt mandag morgen, altså for tre dage siden, og tog direkte til hans tante Ángelas hus. Her i Trujillo bor hele Kevins mors familie, så den har stået på masser af familiebesøg. Angela bor sammen med sin mand Victor og deres to voksne døtre Rosmery og Sandra og de er alle sammen helt utroligt imødekommende. Vi var kun hos Angela nogle timer, fra 4.30-9.00, fordi hun var den eneste af de tre tanter, der var vågen så tidligt. Hun bor i et lidt vanskeligt kvarter og i et lidt ydmygt hus med en enkelt vandhane og bad med balje, som jeg efterhånden er blevet helt vant til. Tante Betty bor dog i et langt større hus, helt luksuriøst i forhold til hvad jeg har været vant til de sidste par uger, så da hun var stået op, tog vi en taxi hjem til hende og fik både morgenmad og et værelse med tv hver, jeg kan bestemt ikke klage. Mandag gik vi rundt i centrum, der er ikke rigtig noget at se, og tog om eftermiddagen med tante Betty til Huanchaco, en strand tæt på byen. Det var smadder hyggeligt, på stranden er der masser af surfere og lokale. Her i området kan man på strandene sejle en tur i "caballitos de totora", lange, traditionelle sivbåde, som ligner dem på Titicaca-søen. I går tirsdag besøgte vi sammen med Sandra og Rosmery en fantastisk ruinby bygget af Moche-folket, som eksisterede længe før inkaerne. Byen er utroligt nok bygget i ler og er fordelt på to høje kaldet Huaca del Sol og Huaca de la Luna. Jeg havde ikke mit kamera med, men det var smadder spændende.

Og hvorfor havde jeg så ikke mit elskede kamera med? Fordi jeg tirsdag fik en dårlig nyhed og kom hurtigt ud af døren for at tage hjem til tante Angela, der har internet (men ikke har indlagt vandrør, sjovt). Tirsdag fik jeg en besked fra min veninde Ida, som jeg fremlejer min lejlighed i København til, hvor der stod, at andelsforeningen har opdaget, at jeg har fremlejet i mere end de to år, som er tilladt. Kort fortalt er konsekvensen, at hun er blevet bedt om at flytte ud, og at lejligheden sandsynligvis skal sælges. Jeg ville uanset hvad sælge, men først om et års tid, ikke mens jeg stod i Peru uden internet og uden ide om, hvordan jeg lige skal forholder mig. Jeg har snakket med de gamle, og de venter nu på, at andelsforeningen kontakter dem. Jeg kan ikke rigtig gøre noget endnu, har bare undersøgt mulighederne for at udfylde en fuldmagt her fra Peru og dermed give de gamle mulighed for at handle på mine vegne, når nu lejligheden står i mit navn. Et andet spørgsmål er, hvad jeg gør med alle mine møbler, som jo aldrig er blevet flyttet ud.

I går var jeg rimelig bekymret og brugte lang tid på at læse på nettet om vores muligheder, men heldigvis er jeg mere afslappet i dag. Jeg kan som sagt ikke gøre noget pt, så i stedet tog jeg med til Rosmerys 22-års fødselsdag hos tante Angela, hvor der var mad og snak i lange baner. Kevin og jeg lavede pandekager fyldt med manjar blanco, som er Perus udgave af Argentinas dulce de leche (lækker karamelcreme) og det var åbenbart første gang, tanterne prøvede pandekager, tænk engang. Det har været smadder hyggeligt!