Og så en dag skete det uundgåelige, efter mange måneders tro skriveri gik der pludselig to uger, en måned, to måneder, og jeg tror efterhånden jeg er oppe på 4 nu, uden at skrive. Om tre dage flyver jeg hjem til København, så der er ikke rigtig tid til at begynde at skrive igen, men tilgengæld kan jeg fortælle en masse, der er sket siden sidst jeg skrev.
Allerførst kommer en hurtig gennemgang af ruten:
Panama - Panama City, Bocas del Toro, Playa Negra, Valle de Antón og San Blas
Costa Rica - Puerto Viejo og Monteverde
Nicaragua - San Juan del Sur, Isla de Ometepe, Granada (Masaya, Laguna de Apoyo), Managua, León, Estelí, Cañón de Somoto, Poneloya (Surfing Turtle Lodge)
Honduras - Utila og La Ceiba (Jungle River Lodge)
El Salvador - San Salvador, El Tunco, Ruta de las Flores og Lago Coatepeque
Guatemala - Guatemala City, Cobán, Lanquín (Semuc Champey), Antigua, San Pedro la Laguna ved Lago Atitlán,
Chichicastenango, Quetzaltenango og Todos Santos
Mexico - Oaxaca, Zipolite, San Cristobal de las Casas, Mérida og Cancún
Belize - Caye Caulker og (Hopkins)
Cuba - La Habana, Viñales, Trinidad, Cienfuegos, Santa Clara, Cayo Santa María og Matanzas

I starten af juli begyndte jeg at arbejde for Cacique Cruiser i Panama City, som er et tourselskab, der laver korte ture til San Blas-øerne med retur til PC, modsat San Blas Adventures, som jo krydser grænsen. Jeg fik jobbet helt tilfældigt, da to fyre, som boede fast på Kame, kom hen til mig og spurgte ind til mine rejseplaner osv. Jeg havde lidt gættet, at de boede der fast, for jeg havde set dem hver dag, jeg havde været der. Timingen var noget nær perfekt, for den dag, vi talte og de efter fem minutter tilbød mig jobbet, havde jeg en busbillet nordpå til Bocas del Toro tæt på grænsen til Costa Rica. Jeg var rimelig meget færdig med Panama, folkene fra San Blas-turen var rejst videre, Jennie var rejst hjem, og Liam (mere om ham senere) var taget afsted på sin næste tur tilbage til Colombia. Bussen kørte bogstaveligt talt en time efter vi snakkede, så jeg sagde, at jeg var på vej ud af døren, men at jeg ville tænke over det og give dem besked dagen efter. Det tog kun to sekunder på bussen at finde ud af, at selvfølgelig skulle jeg da arbejde på San Blas!
At arbejde for Cacique viste sig dog at være en lidt større mundfuld end først antaget, udelukkende grundet Brent, en fyr fra Californien, der havde arbejdet ude på øerne for Cacique i et par år.
I sidste ende endte jeg med at holde ud i tre ud af de de fire aftalte uger, før Brent blev alt for meget at håndtere. Kort fortalt var han et kæmpe røvhul, der helt coked up levede i en fantasiverden, hvor han altid havde styr på alt, og hvis noget skulle gå galt, kunne det ikke være hans skyld. Et super ubehageligt menneske, som jeg nu, næsten fire måneder efter, stadig nærer en håndgribelig afsky for. To og en halv uge efter jeg startede hos Cacique flyttede vi fra den ene dag til den anden sove-ø (den ø, gæsterne sov på), ifølge Brent fordi kunaerne ikke ville samarbejde, ifølge kunaerne fordi Brent havde gjort sig uvenner med alle ti-tolv øens beboere. Et godt eksempel på dette var en morgen, hvor Brent, 7-8 kuna-mænd og mig havde sovet i hængekøjer i restauranten, fordi der var gæster i alle hytterne. Da jeg stod op, lagde jeg mit lagen på et af langbordene, og da jeg kom tilbage fem minutter efter, lå lagenet på jorden. En af kuna-damerne begyndte så at vække Brent ved at sige, at det var ham, der havde smidt lagenet på jorden, hvilket jeg tror var endnu et eksempel på deres lidt specielle, og i øvrigt ikke særlig sjove, kuna-humor. I alle fald var Brents reaktion instinktivt at flyve ud af hængekøjen mens han råbte fornærmelser til de kunaer, der var til stede. Man skulle have været der for at se, hvor fuldstændig vanvittig han så ud i ansigtet, han var helt væk. En anden gang var der kun 24 ud af 25 gæster på bådene, da vi var klar til at sejle hjem efter dagens day trip, og efter at have råbt af mig (!!) foran samtlige gæster for ikke at vide, hvor nr. 25 er, påstår Brent, at han løb rundt om den lille ø hele to gange, for personligt at finde den manglende gæst. Han kommer tomhændet tilbage, og vi ender med at sejle uden gæsten. Tilbage på vores sove-ø løber han rundt, stresser helt vildt, ringer rundt til en masse mennesker, stresser gæsterne, skælder ud på alle kunaer og selvfølgelig mig, som på det tidspunkt af mit samarbejde med Cacique af uransagelige årsager i Brents hoved var blevet udnævnt som den værste frivillige, han nogensinde havde arbejdet sammen med. Efter en halv times Brent-panik ringer de så fra day-trip-øen og fortæller ganske stille og roligt, at den manglende gæst faktisk bare havde ligget og sovet på stranden på den anden side af øen. Her skal det lige gentages, at Brent jo svor, at han havde været hele to gange rundt om øen. Lidt sært, at han så aldrig så vores manglende gæst. Under hele den her manglende-gæst-episode var der flere gæster, der begyndte at gøre grin med Brents fuldstændig ubrugelige og ret ubehagelige måde at håndtere det hele på, og den sidste uges tid af mit ophold var der hver dag gæster, der havde småproblemer med ham og efterfølgende jokede med det bag hans ryg. I Brents lille verden havde han dog ingen problemer med nogen som helst, måske lige ud over kunaerne, som jo var "dovne og dumme".
Disse få eksempler plus et par andre kulminerede efter tre ugers tid en aften, hvor jeg af et par gæster fik at vide, at Brent havde fortalt dem, at jeg var helt ubrugelig som frivillig. Det er selvfølgelig ikke sandt, og gæsterne var også forundrede over Brents kommentar, men det er jo svært at vide, hvad der er op og ned på en historie, når man kun bruger to-tre dage med de pågældende personer. Jeg blev super ked af det, da det ufatteligt nok ikke var første gang, jeg havde hørt sådanne rygter om mig fra både gæster og kunaer. Indtil da havde jeg ikke lagt så meget i det, hvilket måske siger lidt om, hvor forfærdelig en situation jeg var i, at det ikke gjorde mere indtryk, end det gjorde. Den aften var det bare den sidste dråbe, der fik bægeret til at flyde over, og jeg tog en meget kort snak med Brent, hvor jeg fortalte, at jeg udmærket godt vidste, hvad han sagde om mig bag min ryg, og at han egentlig gerne måtte se at finde på noget andet at bruge sin tid på. Flink som jeg jo er, sagde jeg det på en ret pæn måde, men hans reaktion var igen at fare op helt ud af det blå og være virkelig offensiv og ubehagelig. Herefter fulgte en lang aften, hvor han gentagne gange var oppe at skændes med en gruppe på 6-7 gæster, som jeg hængte ud med, og som derfor endte med praktisk talt at forsvare mig. Super søde mennesker, som helt klart gjorde min aften langt mindre fuldstændig forfærdelig, end den kunne have været. Dagen efter tog Brent ikke med på dagens day-trip, og da vi kom tilbage om eftermiddagen, var han pakket og klar til at tage tilbage til Panama City. Jeg vidste godt, han tog tilbage den dag, men ja, det var bare en endnu en ubehagelig situation, da vi højst udvekslede fire-fem sætninger hele den dag. Efter han tog afsted var jeg så efterladt på en i realiteten øde ø uden telefon, uden telefon-numre, uden mulighed for at oplade min telefon, og nå ja, fire gæster, som jeg på en eller anden måde skulle sørge for fik en god oplevelse. Er det ikke helt åndssvagt? Jeg havde ingen mulighed for at komme i kontakt med nogen som helst, der kunne fortælle mig, hvad planen var for i morgen (for det spurgte gæsterne selvfølgelig om), om der kom gæster næste dag osv. Jeg tror, at jeg på det tidspunkt valgte så småt at give op. Selv efter den aften, hvor Brent skændtes med alt og alle ville jeg stadig blive den sidste uge og hjælpe til, for jeg vidste jo, at Brent ikke ville være der. Selve jobbet var ret perfekt og hver dag mødte jeg de sødeste og sjoveste mennesker, som altid gav øl og bare ville have en god oplevelse. Selv kunaerne og specielt Germaine, Brents højre hånd og kaptajn, var jeg efterhånden begyndt at komme på bølgelængde med.
Dagen efter, Brent tog afsted, havde Germaine været så sød at tage Colinne, en fransk frivillig, som boede i hans hus, med på vores day trip, for han vidste, at hende og jeg altid havde det sjovt sammen. Germaine vidste godt, at Brent havde været en idiot over for mig, og uanset, hvor fuld og tung at danse med, som Germaine kunne være over for gæsterne, så glemmer jeg aldrig, hvor god en person han viste sig at være, da jeg havde brug for hjælp. Efter at have snakket med Colinne og hørt et par vilde rygter mere om mig, blev det hele endelig alt, alt for meget, og jeg lånte Germaines telefon til at ringe til Dickey, ejeren af Cacique og i øvrigt barndomsven med Brent for at fortælle, at jeg var helt færdig med at være på San Blas og var klar til at tage tilbage til Panama City. Jeg forklarede hele forløbet, og Dickey var faktisk rigtig forstående og insisterede på at sørge for, at Brent ikke ville være på Kame, vores hostel i PC, når jeg kom tilbage. Da jeg lagde på, foreslog Germaine, at jeg blev et par dage hos ham og hans familie, så Colinne - eller "cipu" (hvid person), som de kaldte hende- og jeg kunne hænge lidt ud og jeg kunne komme lidt ovenpå igen. Det lød rart, så jeg sagde ja tak, og det blev til to rigtig, rigtig rare dage, hvor jeg fik sagt farvel til min tid hos Cacique på en god og ordentlig måde, i stedet for at bare at skynde mig væk uden at se tilbage. Det viste sig dog, at jeg skulle blive i San Blas et par uger endnu. Forklaring følger.
Da jeg sagde ja til at arbejde for Cacique, gjorde jeg det af to grunde: for det første, fordi øerne er det vildeste paradis, jeg har været i, og for det andet, fordi jeg havde mødt Liam, min guide fra San Blas Adventures-turen fra Colombia til Panama sammen med Jennie. Han viste sig at være super sød og jeg er faktisk rigtig forelsket :)
Jeg tog det som et tegn fra universet, at jobbet hos Cacique kom ud af det blå, uanset hvor elendigt det så i øvrigt viste sig at være. Muligvis det bedste og samtidig værste job, jeg nogensinde har haft.
Hos Cacique arbejdede jeg en uge på øerne, en uge i Panama City, og hver gang, jeg var tilbage i byen, passede det med, at Liam også sluttede en af sine ture, og på den måde sås vi så meget, som vi kunne, i løbet af de første tre ugers tid. På en af de breaks, jeg tror det var kort før jeg tog videre til Costa Rica, tog vi et par dage til Valle de Antón, som ligger små to timer fra Panama City. Det var smadder hyggeligt, der er en masse hiking og cykelruter og vejret var godt, så det var et par rigtig sjove dage. Samtidig er Liam super god til at lave mad, så for mig var det ren luksus :)
Som sagt var tiden hos Cacique ikke helt så god, som forventet, men så var det heldigvis, at skæbnen tilsmilede mig igen. Da jeg kom tilbage til Panama City efter at have været et par dage hos Germaine viste det sig, at Mathias, som hjalp Liam ovre hos San Blas Adventures, stoppede, og sådan var det, at jeg vendte tilbage til San Blas-øerne og sluttede, hvor det hele begyndte: med at sejle mellem Panama og Colombia og besøge næsten præcis de samme øer, som vi gjorde, da jeg var turist. Det blev til to virkelig dejlige og sjove uger, og jeg er super glad for, at jeg fik mulighed for at "genopleve" øerne som det paradis, de er, efter at være blevet så træt af at være der, som jeg var efter Cacique.
Når vi var i Colombia, boede alle os guider i en lejlighed på første sal over en italiensk restaurant i Capurganá, en lille fiskeriby, som ligger ti minutter i båd fra grænsen til Panama. Dagene i Capurganá gik for det meste med at slappe af ved vandet, lave mad, slappe af på balkonen, der lå lige ned til hovedgaden, og såmænd også med at dykke. Liam dykker en masse, og han var således blevet gode venner med Guillermo fra Spanien, som arbejdede i et dykkercenter lige rundt om hjørnet. Faktisk kaldte de to for hinandens eneste venner i Capurganá og de hang altid ud sammen, det var ret sødt haha. De fleste fastboende i Capurganá er faktisk ikke så rare, der er mange stoffer i omløb, og folkene i restauranten nedenunder var sgu egentlig lidt nogle røvhuller. Uanset hvor lækkert, det var at arbejde for San Blas Adventures, må jeg indrømme, at jeg ret hurtigt blev træt af at være guide. Det er faktisk utrolig hårdt, man skal være glad og overskudsagtig hele tiden og svare på de samme åndssvage spørgsmål så ufattelig mange gange uden at kunne sige, at hvis folk ikke havde hørt efter de første fem gange, så var det nok desværre deres eget problem.

I løbet af juli fik jeg pludselig en besked fra Romina, min tyske veninde, som jeg boede sammen med i Argentina for snart to år siden. Hun havde en måneds tid fri, inden hun skulle starte på en master i starten af oktober, så hun fløj til Puerto Viejo i Costa Rica, hvor vi mødtes i slutningen af august. Efter to uger i paradis sagde jeg farvel til San Blas og på gensyn til Liam, som havde halvanden måneds tid tilbage hos San Blas Adventures, før han ville møde Romina og mig i Nicaragua.
Det blev et hurtigt visit i Costa Rica, under en uge tror jeg, mest af alt fordi det er super dyrt. Vi blev et par dage i Puerto Viejo før vi tog videre til Monteverde og derefter over grænsen til Nicaragua. Costa Rica var en kort og dyr oplevelse uden de helt vilde følelser fremme, på hele min tur havde jeg indtil da ikke været så hurtigt igennem et land, men for første gang havde jeg en lidt stram tidsplan, da Romina jo kun havde en måned at rejse i. Jeg kan dog fortælle, at man spiser en masse banana bread i Costa Rica, og at det er super lækkert. Udover det er landet mest kendt for sin økoturisme, så hvis man er vild med dyr og planter, er det nok et godt sted at holde ferie.

I starten af september gik turen så videre til Nicaragua, hvor jeg endte med at tilbringe 6-7 uger. Vi startede i San Juan del Sur en time fra grænsen, som er kendt for Sunday Funday. Første gang, jeg hørte om det, var da Jeff fortalte om det på gården i La Calera, og siden da så jeg backpackere med singlets derfra alle steder. Kort fortalt er Sunday Funday en drukfest, der finder sted hver søndag, og som starter kl. 9 om morgenen på et bestemt hostel. Efter et par timer bliver gæsterne kørt videre til det næste hostel und so weiter, indtil rundturen slutter henad tidlig aften, hvor folk efter sigende er virkelig, virkelig fulde. Egentlig er det ikke nogen særlig god deal, armbåndet koster 20 US og en singlet koster 30, og derudover skal man stadig betale alle drikkevarer, men det er efterhånden blevet en must-do på the gringo-trail i centralamerika. Jeg synes det lyder helt vildt dyrt og alt for turistet, så jeg gjorde det hverken første eller anden gang, jeg var i San Juan. De penge har jeg sikkert brugt på kage og billig øl i stedet.

Belize er så lilleput, som noget kan være. Der er under 350.000 beboere i hele landet og kun 11.000 i selve hovedstaden. Der er kun én national øl og egentlig ikke så meget at komme efter udover Caye Caulker, en lillebitte ø en times sejlads fra Belize City. Stedet minder egentlig ret meget om Utila i Honduras, da der udelukkende findes hostels, barer og dykker- og tour-selskaber, men jeg kunne meget bedre lide stemningen i Caye Caulker. Belize er på mange måder helt ulig resten af centralamerika. Der snakkes caribisk engelsk, fordi det er en gammel britisk koloni, flertallet af befolkningen er sort, alle kvinder er højrøstede og de fleste mænd virker nærmest underkuede i sammenligning.

Og nu er turen så endelig kommet til Cuba! Jeg var her for ti år siden med de gamle, jeg fyldte faktisk 15 her, men jeg må indrømme, at en del har ændret sig siden da. Enten er der noget galt med det billede, jeg havde fra sidst, eller også er det gået ned af bakke for Cuba, for udover Havana er der altså lidt langt mellem guldkornene. Faktisk vil jeg sige, at strengt taget er kun Havana og Trinidad og måske Viñales egentlig turen værd. Hvis man prøver at være lidt positiv kan man sige, at det er kulturen og hele socialisme/kommunisme-tingen, man kommer for, og set på den måde er det hele lidt mere spændende. Folk er langt det meste af tiden virkelig imødekommende, og selvfølgelig er det rigtig spændende at se, hvordan folk lever i et så lukket system og med så lidt at vælge imellem både materielt og personligt, fx arbejdsmæssigt. Efter de første par dage bliver det dog lidt (meget) frustrerende ikke at kunne finde ordentlig mad til en billig penge og når man så endelig giver op og spenderer måske 10 dollars er det sgu stadig en kedelig omgang spaghetti med lidt dåsegrøntsager eller måske en halv grillet fisk med lidt ris. Meget kan man sige om maden i Centralamerika, men i det mindste er den billig og nem at finde. En anden frustrerende ting er vejret, som ærligt talt har været vådt og gråt hver eneste dag de sidste to uger med to-tre undtagelser. Dertil kommer, at der som sagt ikke er så meget at komme efter uden for Havana (i hvert fald på den vestlige halvdel af øen, som vi besøgte). De fleste byer er faldefærdige, støvede, larmende og uden fede steder at hænge ud. Der er ikke rigtig noget kreativt eller afslappet byrum, det hele er bare larmende gader og lokale, der sidder på trappetrin og snakker.
En god ting er dog casas particulares, som er private huse, hvor beboerne lejer et eller flere værelser ud til turister. Prisen ligger på 25 US og opefter, og man kan købe morgenmad for 4-5 og aftensmad for 8-10. Det plejer at være ret hyggeligt, så længe det ikke føles som en slags hostel, hvor turisterne bare bliver kørt gennem maskinen. Det siges, at der i år har været det højeste antal turister nogensinde, og næsten alle casas har kun en enkelt eller to nætter ledige, når vi dukker op.
Så ja, Cuba har været udfordrende på godt og ondt. Ligesom vi sikkert sagde for ti år siden, bliver det spændende at se, hvordan det hele står til om ti år.