I dag har været endnu en utrolig spændende dag, Peru viser sig virkelig fra sin bedste side! Vi blev hentet 7.45 i morges på vores hotel og kørte til havnen, hvorfra vi sejlede i en båd med ca. ti andre gringoer. Gringo-ture er ikke umiddelbart noget, jeg går ind for, men programmet og prisen, 65 soles eller 150 kr., er virkelig godt.
Første stop efter halvanden times sejlads var Islas Uros, hold nu op et spændende sted. Islas Uros består af måske hundrede små kunstige øer med i alt 1.500 beboere. Vi stoppede ved Isla Titino Grande, som er en lille ø med seks huse og seks familier. Husene er placeret langs øens kanter, og i midten var der i turisternes ære lavet en bænk af sivrør, hvor vi sad og fik information fra vores guide, Alejandro, om øen. Han fortalte for eksempel, at præsident Fujimori havde foræret beboerne solpaneler, så de kunne have el og selvfølgelig have mange færre ildebrande. Fujimori var i øvrigt den eneste præsident, som rent faktisk besøgte øerne. Ifølge Alejandro er øboernes eneste indtægt, hvad turisterne køber, når de kommer på besøg. Det tror jeg ikke helt på, for øerne har eksisterer i hundreder af år, og der har altså ikke været gringo-ture i lige så lang tid. Øerne er lavet af siv og er ca. tre meter dybe, og for at de ikke skal flyde rundt på må og få er de forankret med otte ankre.
Efter Islas Uros sejlede vi små to timer længere ud af Puno-bugten og nåede ved 14-tiden øen Amantaní. Denne ø er naturlig, har huse bygget af mursten, fem skoler og et gymnasium til øens ca. 3.800 beboere. Der er desuden hele fem religioner, som åbenbart lever i fredsommelighed, for i den tredje uge af januar deltager alle øens beboere i en taksigelsesfest til Pachatata og Pachamama, fader og moder jord. På øen er der et tempel til dem begge, Pachatata-templet er firkantet, mandligt, og Pachamama-templet er rundt, kvindeligt. Øboerne vælger to personer, shamaner, som får nøglerne til hver deres tempel, og kun til denne taksigelsesfest bliver dørene åbnet. For at blive shaman skal man kunne læse coca-blade. Til festen går fem indianergrupper til Pachatata-templet og de resterende fem går Pachamama-templet. Vi fik desuden at vide, hvor Titicaca-søen får sit navn fra; på quechua betyder "titi" puma og "kaka" grå. Vandet er gråligt og hvis man vender et kort over søen på hovedet ligner den store sø åbenbart en puma (det kan jeg dog ikke se). Den lille sø skulle angiveligt ligne en kanin, som bliver jagtet af pumaen.
Her på Amantaní bor vi, turisterne, hos lokale familier, der i samarbejde med tourselskabet huser gæsterne på skift. Da vi ankom blev vi delt ind i grupper, og vi tre gik med Lourdes til hendes mor, Olgas, hus. Det var en lang tur på tyve minutter op af bakke med alle vores tunge tasker. Olgas hus er primitivt men hyggeligt, og vi har vores eget værelse med tre senge og elektrisk lys. Toiletter er dog som ventet uden træk og slip og lys, og varmt vand er en by i Rusland.
Efter frokost gik vi yderligere tyve minutter op til Pachamama-templet, hvor vi alle satte os og ventede på solnedgangen. Derefter stod den på aftensmad i huset, menuen var i dag ris, hjemmelavede fritter og suppe med én kartoffel til hver. Portionerne er ret små, men det er forståeligt, når man tænker på, at familien på seks kun har et jordlod på ca. 2 x 5 meter til at dyrke deres grøntsager på. Mens Olga pg Lourdes lavede mad fik de og jeg en snak om livet på Amantaní.