Så gik der pludselig to uger uden jeg fik skrevet, så der er en masse at fortælle!
Sidst, jeg skrev, havde vi lige fejret jul i Tomepampa og skulle tilbage til Arequipa mandag aften. Søndag formiddag tog Felipe og jeg en af de små, overfyldte busser den halve time til Cotahuasi for at mødes med pigerne. Vi havde aftalt at være på pladsen foran kirken kl. 15, men da vi ankom så vi kun et ældre ægtepar, der ikke var til megen hjælp. Vi ventede og ventede, Felipe spurgte folk på hovedgaden, om de mon havde set to polske piger, men der var intet at gøre. Henad kl. 17, i samme øjeblik som vi besluttede, at nu havde vi ventet længe nok, kom pigerne så gående om et hjørne. Åbenbart havde de ringet og fortalt Luz, kvinden, som bestyrer vores hotel i Tomepampa, at de ville være forsinket, hvilket vi bare aldrig fik at vide. Alt endte dog godt, og vi fik et værelse til os alle på pigernes hotel. Mens pigerne gik ud for at spise aftensmad brugte Pipe og jeg et par timer på at finde frem til en person, der kunne udleje to heste til næste formiddag, så vi kunne ride lidt rundt, inden vi tog bussen den lange vej tilbage. Det tog et stykke tid, og vi fik banket på en del døre, men til sidst fandt vi frem til Richard, som lovede at have to heste klar kl. 11 næste formiddag. Uden guide ville tre timer koste 30 soles hver, 60 kr., godt halvdelen af, hvad en tur med guide ville koste. Selvom ingen af os har redet mere end sammenlagt et par timer de sidste ti år endte prisen med at vinde over fornuften, så vi var spændte på at se, hvordan det skulle gå.
Mandag morgen tog pigerne afsted til nogle varme kilder efter deres lange trekking om søndagen, og vi aftalte at mødes kl. 16 for at nå bussen kl. 19.30. Samtidig fandt Pipe og jeg ud af, at Richard tydeligvis brugte peruanske minutter og ikke almindelige menneskeminutter, for vi måtte vente intet mindre end to timer på vores heste. Det var selvfølgelig irriterende, men det gav os dog tid til at forsøge at løse et stort problem; mandag morgen, da vi pakkede vores ting, ville jeg lige kigge på alle de nye stempler i mit pas, men pludselig kunne jeg ikke finde det. Smart som jeg er, opbevarer jeg selvfølgelig alle vigtige dokumenter i en lækker mavetaske, som jeg aldrig bruger, men pænt gemmer i min lille rygtaske. I mavetasken ligger kørekort, sundhedskort, dansk og argentinsk pas samt vaccinations- og immigrationspapirer - kort sagt næsten alt, jeg skal bruge for at kunne rejse videre. Og nu var det hele væk, jeg havde intet internet (i Cotahuasi er der kun en enkelt computer med internetadgang, og den var naturligvis optaget den næste time) og kun en offentlig telefon, der spiste flere mønter, end den ringede for. Vi fik ringet til både Luz og hostellet i Arequipa uden at nogen havde set mavetasken, og langsomt begyndte jeg at vende mig til tanken om at skulle bruge en masse energi på at genanskaffe alle dokumenterne. Under alle omstændigheder kunne jeg ikke gøre noget, før vi kom tilbage til Arequipa.
Rideturen gik helt fint uden guide, der var alligevel ikke så mange ruter, man kunne tage, enten til en lagune eller til en landsby, der lå på vejen mod Sipia-vandfaldene, som vi jo allerede havde besøgt. Vi valgte i første omgang at ride mod landsbyen, fordi det skulle være nemmest, men efter en halv times tid gad min hest ikke gå ned af bakke mere. Den vendte bare om og begyndte at gå tilbage. Som gammel rytter overgav jeg mig ikke så let, men hver gang drejede den 180 grader og virkede mere og mere irriteret, så den fik lov at vinde, og vi satte i stedet kursen mod lagunen. Det begyndte dog at stå klart, at min hest ikke var i gå-humør, den gik mærkeligt hoppende og ville aldrig i den retning, vi skulle, og hverken Pipe eller jeg kunne helt styre den. Da vi endelig nåede den lille sti, der fører til lagunen, ville ingen af hestene så gå over en lille bunke sten, og da det samtidig begyndte at småregne, gav vi op. Takket være Pipes forretningsgen fik vi forhandlet en lille rabat grundet ventetiden og de skøre heste.
Da vi efter at have mødtes med pigerne gik mod busterminalen, begyndte Kassia at få det dårligt, og det skulle vise sig at være starten på hendes livs måske værste bustur. Som sagt foregår to tredjedele af de tolv timer på en vej fuld af store huller, og bussen har intet toilet, så det var en hård omgang. Vi ankom ved 3-tiden og aftalte at mødes næste dag til frokost på markedet, hvis Kassia havde det bedre.
Og så var det, at jeg fik en ide! Pipe og mig tog tilbage til Point Hostel, hvor jeg sidst havde set min mavetaske, og mens Pipe checkede os ind, kiggede jeg i den locker, som jeg kunne huske, at jeg havde gemt alle mine værdier i, inden vi tog afsted. Og ja, der lå den sgu, mavetasken, helt uberørt. Ups.
Næste morgen skrev Ana, at Kassia havde været på hospitalet og fået et par indsprøjtninger, da hun sandsynligvis var kommet til at drikke lidt vand fra de varme kilder. Nu havde hun det dog meget bedre, men skulle blive i sengen, så i stedet mødtes vi med Ana til frokost. Det var nytårsaftensdag, så gaderne var fulde af udklædninger, pynt, hatte - alt sammen gult, hvilket skulle sørge for, at man i det nye år fik masser af penge. Alternativet var farven rød, som i stedet repræsenterede kærlighed, men det langt fra det populære valg.
Vi aftalte at mødes med pigerne på vores hostel om aftenen og bare se, hvad natten bød på. Derhjemme til nytår har folk altid så mange planer, så det var faktisk rart bare at tage det som det kom.
I Cotahuasi havde pigerne fortalt, at de havde trekket (gået) fra en by i nærheden af Cuzco til Machu Picchu, inkaernes glemte by, ad en rute, der tager fem dage og skulle være helt fantastisk. Næsten alle, der går på ruten, betaler 200 dollars og opefter for at have portere og guides, der bærer alt deres udstyr, laver mad til dem og slår deres telte op, så de ikke selv skal gøre andet end at gå. At besøge Machu Picchu bliver aldrig en billig affære, bare indgangen koster 128 soles, 256 kr., men pigerne fortalte, at hvis man er klar på at bære alt udstyr selv og finde vej uden guide, kan man sammensætte en tur for ca. 40 dollars pr. mand. Vi er fattige og klar på eventyr, så det valgte vi selvfølgelig at undersøge nærmere, når vi kom til Cuzco! I første omgang gik vi på jagt efter et par vandtætte trekkingsko, hvilket førte til, at vi to timer før år 2014 sluttede stod i en kæmpe bazar med hundredvis af små stande, der solgte alle slags sko til en billig penge. På magisk vis lykkedes det os at finde den eneste stand, der solgte kendte mærker, og der fandt vi to par Timberland-trekkingsko til under 450 kr. (efterligninger selvfølgelig). Kl. 23 var vi tilbage på vores hostel, hvor folk var begyndt at samles i baren, lidt efter ankom pigerne og Manuel, deres host fra Couchsurfing, og da året endte, stod vi alle oppe på taget og så byens fyrværkeri. Det er vildere og flottere i København, men det var smadder hyggeligt. Senere endte vi på en natklub tæt på hostellet.
D. 1. januar er altid en langsom dag, også i Arequipa, så vi lavede ikke meget andet end at at gå en tur om eftermiddagen med Manuel, pigerne og en fransk pige fra vores hostel til byens mirador, hvorfra man kan se alle områdets tre vulkaner. Vi nåede frem lige til solnedgang, så det var utrolig smukt. Derefter skulle vi skynde os tilbage, for Pipe og jeg skulle nå en bus til Cuzco. Vi fik sagt farvel til pigerne, de havde virkelig været fedt selskab, smed vores habengut i en taxa og kørte afsted. Som sædvanlig nåede vi frem to minutter før tid, dårlig vane.
Natten til fredag d. 2. januar ramte vi så Cuzco, Perus turistby nr. 1, en del af verdens kulturarv og i det hele taget en utrolig spændende by. For en gangs skyld ødelægger gringo-showet ikke stedets egen magi. Efter en del besvær med at finde et hostel med ledige senge endte vi ved 9-tiden på Ukukus Hostel tæt ved San Pedro-markedet, et super cool hostel med senge til 21 soles, 42 kr., ikke dårligt. Da check-in først var kl. 11 stillede vi vores bagage og gik på opdagelse i Cuzcos gader, der allerede myldrede med gadehandlere. Efter en meget billig morgenmad på markedet, fire sandwiches med avokado og æg for 12 kr., besluttede vi at undersøge mulighederne for at komme tur-retur til Machu Picchu.
Der er selvfølgelig en milliard million forskellige priser, men den billigste er at tage en todages tur fra Cuzco over Santa Teresa til Aguas Calientes, hvor man overnatter en enkelt nat, tager op til ruinerne og derefter tilbage til Cuzco, alt sammen for minimum 200 soles, 400 kr. Hvis man derimod vil have en oplevelse ud af det, er der to tours: Inka Trail og Salkantay. Inka er der den mest populære, korte og dyre, og man skal booke i forvejen for at komme med, da Perus regering kun tillader et vist antal personer på ruten pr. dag. Salkantay derimod er billigere, mindre populær (men stadig med 1-3 grupper à 20-25 personer pr. dag uden for højsæsonen) og længere, og det var netop den trekking, som Ana og Kassia havde valgt.
Vi fik et par dage til at gå med at planlægge vores trekking, gå rundt i byen og tage på endnu en Free Tour, der denne gang fortalte en masse om inkaernes fald, om Tupac Amaru og hans revolution mod conquistadorerne, og om, hvordan spanierne modvilligt bevarede mange inka-konstruktioner i Cuzco, fordi de havde en helt speciel anti-jordskælvsteknik. Lørdag d. 3. var vi klar til at pakke vores ting og tage på det store Salkantay-eventyr næste morgen, vi havde lejet telt, soveposer, liggeunderlag, gasblus, lygter, regntøj og købt mad, alt var klar - troede vi. Desværre gik det dog op for os kl. halv to om natten, efter at have prøvet at få logistikken til at gå op hele aftenen, at vi blev nødt til at leje en større rygsæk for at kunne få plads til det hele. Turen blev derfor udskudt en dag, og søndag fik vi så fat i en 60-liters backpack til Pipe, og problemet var løst.
Nu skulle det så være! Tidligt om morgenen mandag d. 5. kom vi så endelig afsted på Salkantay-trekket, som gik som følger:
Ruten er ca. 60 km lang og varer i alt fem dage, hvoraf de første to er klart de hårdeste. Hvis man vælger at gå ruten med en gruppe bliver man som sagt passet som en baby, bliver hentet og bragt tilbage til sit hotel og jeg ved ikke hvad. Hvis man, som pigerne og senere os, vælger at tage afsted på egen hånd, starter man på dag ét i Cuzco kl. 4.30 om morgenen, hvor man tager en lokal minivan de to timer til landsbyen Mollepata, hvorfra man begynder at gå ved 7-tiden. Herefter følger 8-10 timers gåen over 19 km, kun afbrudt af en 45-60 minutters frokostpause og 2-3 minutters pause hver halve time. I løbet af den første dag stiger man hele 1.000 meter, så man camperer i den meget lille landsby Soraypampa i 3.900 meters højde. Bare højden i sig selv kan give problemer, hvis man ikke har haft tid til at vænne sig til ændringen, men heldigvis har vi på skift opholdt os i højere og lavere områder, siden vi krydsede fra Atacama til Uyuni for godt to måneder siden.
På dag to står man op kl. 4.30, pakker teltet sammen og begynder at gå 5.30. Dette er dagen, hvor de svage falder fra og langsomt visner hen langs ruten, for dagen byder på ikke mindre end 11 timers gang, i løbet af hvilke man tilbagelægger 21 km og såmænd også bestiger det snedækkede Salkantay-bjerg på 4.650 meter. Direkte fra morgenstunden stiger man på ca. tre timer de sidste 700 meter, hvilket for mit vedkommende var det hårdeste sted på hele ruten. På toppen blæser vinden, og man skal have handsker og fleece på for ikke at komme til at fryse. Derefter kommer en konstant nedstigning på 1.000 m, hvilket tager en to timers tid og er pænt hård for knæene. Fra toppen og hele vejen til campsitet, godt 7-8 timer, regnede det næsten uafbrudt, og da stien består af store og små glatte sten, er det ikke helt nemt at komme helskindet igennem. På toppen af Salkantay-bjerget mødte vi en gruppe på 21 personer, der var afsted med portere og to rigtig flinke guides, Roni og Eli, som efterfølgende skulle være til stor hjælp for os. Vi campede sammen med dem i Chaullay og fulgtes sporadisk resten af ruten frem til Aguas Calientes med dem (hver dag begyndte vi at gå tidligere end dem og mødte dem så undervejs på ruten).
Oveni alt dette kommer to ekstra detaljer: det er regntid i Cuzco-området, så en gang i timen kommer der en skylle, og man skal skynde sig at finde sin regnponcho. Efter et kvarter-halv time stopper regnen og det bliver fugtigt og varmt, så ponchoen bliver et fængsel på 200 grader. Og nå ja, da vi gik ruten på egen hånd bar vi selv alt udstyr, tøj og mad, hvilket var ca. 20 kg hver. Beklager, men den tur er virkelig ikke for pussies og vi var f***ing seje.
Salkantay-trekket er forståeligt nok på listen over verdens 25 bedste treks, da man på tre dage kommer forbi både snedækkede bjergtoppe og fugtig jungle for til sidst at ende i Machu Picchu, den glemte inkaby højt oppe i bjergene lige under himlen og delvist skjult mellem skyerne.
På tredjedagen begyndte det at lysne, her skal man kun gå fire-fem timer, 13 km, til Playa, hvorfra man tager en bus til Santa Teresa. Der slår man sit telt op og har så hele eftermiddagen til rigtig at dase i nogle lækre, varme kilder, hvilket er det første bad i tre dage.
På fjerdedagen kan man enten køre i minivan eller gå de 14 km til en elektricitetsfabrik, hvorfra man går yderligere 11 km langs togskinnerne til Aguas Calientes. Hvis man vil tage toget, hvilket ikke burde tage mere end højst en halv time, koster det intet mindre end 28 dollars. For peruanere koster det mellem 5-11 soles, 10-22 kr., og med toget var da også ganske rigtigt nul turister og kun et par enkelte lokale. Man ankommer til Aguas Calientes ved 15-tiden, spiser frokost på det lokale marked, køber sin billet til Machu Picchu til dagen efter, tager et halvvarmt bad og går fuldstændig død kl. 20.
Kulminationen på hele ruten kommer så på femtedagen, hvor man går afsted mod ruinerne kl. 4.30 om morgenen. Det er stadig mørkt, men ved første kontrolpost lidt uden for byen står der allerede en hundrede mennesker i kø for at komme ind. Vi gik sammen med en del af Roni og Elis gruppe, og kl. 6 mødtes vi alle ved hovedindgangen. Som prikken over i'et byggede inkaerne jo deres by på toppen af hvad de mente var et helligt bjerg, så som en af turens allersidste kraftanstrengelser starter man dagen med at gå en time op af stejle trappetrin, der stiger 400 meter op og endnu en gang efterlader én uden luft og med lyst til at tage et langt bad.
Selve Machu Picchu skal opleves, det er et fuldstændig utroligt sted, muligvis den smukkeste og mest magiske ruin, jeg nogensinde har set. Det har altid været på toppen af min to-see liste, og det var et stort øjeblik pludselig at stå dér på toppen og have opnået det næsten uden at lægge mærke til det. Derudover var min gamle far jo forbi samme sted for 40 år siden, så det var mange følelser på én gang. Super fed oplevelse.
Ved 12-tiden gik Pipe og jeg så ned igen, det regnede selvfølgelig, så trapperne var lidt af en udfordring. I Aguas Calientes hentede vi så vores udstyr og gik langs togskinnerne tilbage til elektricitetsfabrikken, hvorfra der kører minivans til Cuzco. Jeg havde super ondt i fødderne, så det blev en sej, lang kamp, men vi klarede det og nåede frem til Cuzco kl. 3 om natten, fuldstændig ødelagte, trætte, sultne og snavsede. Direkte på hovedet i seng.
Lørdag d. 10. kunne vi så endelig tage et ordentligt bad, vaske tøj, sove i en behagelig seng og spise rigtig mad, ren luksus. Campingudstyret blev afleveret, vi mødtes på pladsen med en del af gruppen fra trekket, spiste en velfortjent menu med tre rare svenskere, som vi mødte på turen, derefter mit livs bedste McFlurry og - hold nu fast - en times full body massage med hot stones og hele pivtøjet. Livet er næsten for godt til at være sandt.
Søndag var batterierne ikke helt oplader endnu, så det blev til en gåtur i det smukke, rustikken San Blas-kvarter og endnu en McFlurry, før vi kl. 19.30 tog bussen 8 timer nordpå til Andahuaylas, hvor vi stadig er. Planen var at tage direkte fra Cuzco til Ayacucho, men det tager altså lige 22 timer, så vi laver et stop på vejen. I Ayacucho har Jimmy fra Couchsurfing og hans familie sagt ja til at have os boende et par dage, så vi er spændte på at komme frem. Senere i dag, torsdag, tager vi en lokal bus de sidste 5-6 timer og burde være fremme engang sent om eftermiddagen. Ana og Kassia boede hos familien en uges tid og har varmt anbefalet dem, endnu en gang har pigerne givet os et super godt råd.