Siden sidst har vi været forbi Andahaylas, Ayacucho, Ica, Huacachina, Lima og nu Huaraz - og der er masser at fortælle!

Vi endte ved et tilfælde i Andahaylas, da vi valgte at lave et stop på vejen til Ayacucho, så vi ikke skulle igennem 16 stive timer i bus direkte fra Cuzco. Der er ikke meget at fortælle om Andahuaylas, der på et tidspunkt var Perus fattigste by. Det eneste, de lokale anbefalede os at se, var en lagune ikke langt fra centrum, men vi kom aldrig så langt, for pludselig kunne de sidste par hårde dage med Salkantay-trekket mærkes. Det blev derfor til to nætter i Andahuaylas uden de store nyheder, det meste af tiden gik med at spise kage, sove, læse og se film på hotellet. I de dage begyndte Pipe også at søge efter en billig billet til Santiago, men fordi vi kun havde internet på pladsen (der var overraskende nok gratis wifi) blev der i første omgang ikke købt noget.

Efter de to nætter i Andahuaylas gik turen så endelig videre til Ayacucho, hvor familien Sosa ventede på os. Anna og Kassia havde for en måneds tid siden couchsurfet hos dem, og de havde fortalt så godt om oplevelsen, at vi også skrev til dem og fik aftalt at bo hos dem et par dage. Familien består af Jimmy, Victoria, deres to sønner Gherson og Dani samt de to hunde Lucas og Tata. Vi vidste fra pigerne, at de bor i et ydmygt kvarter i bakkerne lidt udenfor centrum, at de lever af at sælge deres broderier, og at de var smadder flinke. Fra Andahuaylas havde vi ringet og fortalt, at vi ville være på terminalen i Ayacucho ved 20-tiden, og Jimmy insisterede på personligt at komme og hente os. Turen fra Andahuaylas var faktisk rigtig smuk, vi kom igennem 3-4 små landsbyer med køer og får gående midt på vejen, men den tog også længere end ventet, så det var med dårlig samvittighed, at vi ved 21-tiden skyndte os ind på terminalen for at lede efter en mand i gul skjorte og brune bukser. Og sådan var det, at vi mødte Jimmy. Fra terminalen tog vi bussen tyve minutters tid til et af de lokale markeder, hvor vi lidt efter mødtes med Gherson og alle sammen tog en taxi til deres hjem. Jeg må indrømme, at jeg på vejen diskret gemte pas og kreditkort, for hurtigt kørte vi ad små, mørke grusveje omringet af ydmyge huse med bliktag. I Rosario kommer man ikke helskindet ud af sådan et kvarter, men det gjorde vi heldigvis i Ayacucho. I huset ventede Victoria med brød og te, og vi fik snakket en hel del. Det viste sig, at familien er mormoner, så det blev anden gang, vi kom tæt på den religion (denne gang var dog langt mere spændende end i Antofagasta, Chile). Derudover viste det sig også, at toilettet var et nærliggende græsområde, der i dagslys havde frit udsyn til et par naboer og vejen, der fører gennem kvarteret; at bad foregik med balje og koldt vand fra grundens eneste vandhane, der befandt sig udenfor huset; og at sengen bestod af 5-6 fåreskind, der blev spredt ud på gulvet. Mere anderledes og givende kunne det ikke blive!

De to-tre dage, som vi oprindeligt havde sagt, vi ville blive, blev hurtigt til en lille uge, og jeg kunne godt være blevet længere. Familien var helt utroligt imødekommende, hver morgen serverede Victoria brød og avena (varm mælk med lidt havregryn og kanel) for os, som var vi deres børn, og de gange, vi var hjemme til frokost, fik vi også serveret en ordentlig portion uden videre. Maden kostede ikke fem flade ører at lave og bestod nogle gange kun af brød, smør og te, for familien har virkelig ikke mange penge at gøre godt med, men vi kunne aldrig klage og gik altid mætte i seng - fantastisk. På andendagen havde vi opfanget, at madbudgettet ikke var særlig stort, så derfra insisterede vi på at stå for aftensmaden, som over de næste dage både kom til at stå på pandekager og pasta. En af dagene gik med at besøge Wari, en ruinby bygget af Wari-folket, som levede længe før inkaerne. Det lyder spændende, men det var det ikke, der var ikke nogen skilte, og da ingen af os er arkæologer, så vi desværre ikke andet end sten og flere sten. Fra Wari tog vi en lokal bus videre til landsbyen Quinua, der er kendt for et kæmpe kors. Planen var egentlig også at se det, men efter frokost og is på markedet og ikke mindst at have fundet en plads i skyggen ved en lille sø, var det som om, energien lige så stille forsvandt. I stedet fik vi snakket en masse om alt mellem himmel og jord, om min rejse, om Pipes hjemrejse, om at mødes i Ecuador om et par måneder. Vi reddede også en kæmpe gris, der var bundet til en stolpe under den bagende sol uden vandskål i nærheden. Dyrevenner som vi er fandt vi et dæk og gik i pendulfart mellem søen og den hver gang gladere gris, der gryntede, hver gang den blev ramt af det kolde vand. En anden dag gik med at hjælpe Jimmy og Victoria med at færdiggøre nogle bælter, som de sælger i deres familievirksomhed Wiñay Maki. Victoria og Jimmy uddelegerer deres broderiarbejde til 15-20 lokale cholitaer, som løbende kommer forbi hjemmet og afleverer deres færdige arbejde. Tre-fire gange om året samler de alle cholitaerne til frokost og gør status på salget, og vi var netop så heldige at opleve sådan et "personalemøde". Søndag hjalp vi Victoria med at skrælle en masse kartofler og snitte en masse løg til en ordentlig omgang gryderet, som skulle serveres om eftermiddagen. Mødet var sat til klokken tre, men som altid i Peru kom damerne først dryssende halv-fire fire, og den sidste mødte op henad fem. Den gik ikke i Danmark. En efter en blev cholitaerne kaldt op til det bord, hvor Victoria sad med regnskabet, som selvfølgelig var skrevet i hånden, og det præcise antal bælter, hårfiduser osv. blev gennemgået. Cholitaerne og Victoria snakkede quechua sammen, så vi forstod absolut intet, men dog forstod vi, at Victoria en gang i mellem skældte damerne ud for ikke at have byttepenge med, når nu det var lønningsdag.

En anden sjov anekdote fra Ayacucho skete på vores første dag i byen. På vejen ned fra bakkerne, hvor familien Sosa bor, og ind til centrum, kom vi en lille brostensbelagt gade forbi en hyggelig gård, hvor porten stod åben. Jeg kiggede nysgerrigt ind, og der stod et par bedsteforælde med deres datter og hendes to små sønner. De ville gerne snakke med de nysgerrige turister, og inden længe sad vi i deres stue og snakkede lystigt. Den hyggelige baggård viste sig at være en mindre kaserne tilhørende - hold nu fast - San Martin, en af Sydamerikas helt store frihedskrigere, og hans soldater. Udefra ligner det en hvilken som helst bygning, men det er intet mindre end et vigtigt stykke af Perus histore, nu solgt til to familier, der har delt gården midt over. Antonio, bedstefaren, som vi snakkede med, sover nu i selveste San Martins soveværelse, det er der ikke mange, der kan prale af. Efter at have snakket en god times tid spurgte vi efter et godt og billigt sted at spise frokost, og bum, så blev det besluttet, at vi alle skulle spise Perus berømte ceviche (alt godt fra havet friturestegt eller råt med dressing til) på Ayacuchos beste cevichería. Det endte med at blive en smadder hyggelig eftermiddag, hvor vi endnu en gang stiftede bekendtskab med peruanernes utrolige gæstfrihed. Efter frokost insisterede familien på at sætte os af ved vores næste stop, Ayacuchos museum om terroristgruppen Den Lysende Sti. Det var faktisk første gang, vi overhovedet havde set sådan et museum i Peru, og det skyldes overvejende, at de 20-30 år, som landet kæmpede en blodig kamp mod gruppen, i dag er en slags tabu. Ayacucho var i alle årene centrum for kampene, det var her, hele oprøret startede, og vi oplevede, at både familien Sosa og familien, vi spiste ceviche med, udtrykte sig forsigtigt, når vi spurgte ind til deres personlige oplevelser. Antonio kiggede sig enddad over skulderen på ceviche-restauranten, før han svarede på vores spørgsmål. Konflikten sluttede først officielt i 2007, og mere end 40.000 mennesker døde undervejs. Kort fortalt skyldtes konflikten, at Perus regering i starten af 70'erne budgetterede langt flere penge til kysten end til la sierra, oplandet. På et universitet i Ayacucho, som er den største by i sierraen, begyndte uroen så småt at ulme, først med relativt tomme trusler til korrupte politikere, senere med mord og terrorisme mod alle, der ikke støttede Den Lysende Stis kamp mod regeringen. Der er mange eksempler på massakrer i små landsbyer, hvor de lokale - ligesom i dag - oftest ikke gjorde andet end at passe deres kvæg og afgrøder. Cholitaer, de traditionelt klædte kvinder, kunne gå helt fredeligt på gaden og så pludselig hive et våben frem fra under deres mange lag nederdele. I 2007 indgik regeringen og Den Lysende Sti en længe ventet våbenhvile, men gruppen eksisterer stadig i la selva, junglen, hvor der findes træningslejre. Åbenbart er gruppen stadig aktiv, mere i form af bortførelser end decideret terrorisme, men i dag er narkohandel dens største aktiv.

Efter nogle rigtig spændende dage i Ayacucho tog vi søndag aften natbussen videre til Ica på kysten. Som afskedsgave gav Victoria og Jimmy os en pung og et hårbånd, som de selvfølgelig selv havde broderet, jeg blev helt overvældet. At ankomme til Ica var som at gå fra vinter til sommer, der var varmt, halvfugtigt og lugtede af sommerferie. Vi havde fundet et hostel med have på internettet, men da vi stod udenfor kl. 5 om morgenen, var der ingen, der åbnede. Solen var heldigvis stået op, så vi satte os på fortovet og ventede, indtil en lokal mand efter en halv times tid sagde, at vi bare skulle banke på en dør, som vi havde overset. Nå nå. Ejeren af hostellet boede der selv, så stemningen var super hjemlig og afslappet. I haven var der høns, gæs, tre hunde, masser af træer og planter og hængekøjer, så det var lige, hvad vi havde brug for. Vi blev to nætter i Ica og fik rigtig slappet af. Et kvarter fra byen ligger Huacachina, en oase midt i en sandørken, hvor man kan sandboarde og se en smuk solnedgang. Jeg synes ikke, det var noget særligt, men der er ikke så meget andet at lave i området. På hostellet mødte vi to chilenere, Jeimy og Francisco, som har cyklet fra Santiago de Chile til Ica på tre måneder, de var smadder flinke. De boede gratis på hostellet mod at fikse småting, og hver dag solgte de pandekager i byen for at tjene lidt penge.

Efter Ica fulgte så Perus smukke hovedstad, Lima, som samtidig blev Pipes sidste destination i denne omgang. Vi ankom onsdag aften, og mandag eftermiddag fløj han tilbage til Santiago. Fra Ica havde vi fundet to couches i Lima, Kevin og Melissa (vi nåede dog aldrig at møde hende, da vi endte med at blive hos Kevin), der begge bor i Miraflores, et af Limas mere eksklusive kvarterer. Vi aftalte at mødes med Kevin ved Parque Kennedy kl. 21, og allerede da vi steg ind i taxien, var vi begge blevet forelsket i byen. Faktisk var jeg allerede blevet småforelsket i bussen fra Ica til Lima i det øjeblik, jeg kiggede ud af vinduet og så solen gå ned over Stillehavet - det var første gang siden Bahía Inglesa i Chile for små tre måneder siden, at jeg så hav, og jeg havde savnet det. Fra busterminalen i La Victoria-kvarteret til Miraflores, hvor vi skulle mødes med Kevin, kørte vi på en motorvej med 8 baner, vi så moderne skyskrabere og lysreklamer for internationale mærker. Det lyder ikke som noget særligt, men igen var det første gang siden Santiago i Chile, at vi var i en rigtig storby, og det føltes helt hjemligt. La Paz i Bolivia var alt andet end moderne, så jeg nød virkelig Lima. Kevin viste sig at bo i en mega lejlighed i første række ned til stranden, så igen var vi utroligt heldige med vores couch. Han er 22, læser til ingeniør, er super flink og har boet alene i Lima siden han var 15, da hans forældre og ældre bror flyttede til Buenos Aires grundet farens arbejde. Før det boede familien ti år i Caracas, Venezuela, så Kevin kan fortælle en masse om, hvordan det står til i Chávez' hjemland, hvilket ikke er særlig godt - pt kan man for eksempel ikke købe mælk, toiletpapir og rødt kød. Da Pipe havde sin returbillet om mandagen havde vi masser af tid til at se Lima, så vi brugte en hel dag på at gå rundt med Kevin i Barranco-kvarteret, der ligger ved siden af Miraflores og har ry for at være byens kunstneriske kvarter. I sammenligning med for eksempel Nørrebro var der dog lidt for rent og bygningerne var lidt for hvide, men jeg giver et par nemme point, bare fordi man kunne se stranden. En anden dag gik vi rundt i centrum, tog på endnu en Free Tour og på et par museer. Mens vi gik rundt så jeg pludselig Sanne, en hollandsk pige, der boede sammen med min danske veninde Kamilla i Buenos Aires, verden er lille. Resten af eftermiddagen gik vi derfor rundt alle fire, indtil Sanne skulle afsted for at nå sit fly hjem til Holland. I det hele taget var Lima et sted, hvor tilfældet samlede flere venner og bekendte fra nær og fjern. Udover Sanne mødtes jeg også med Andrés, som jeg kender fra Rosario, hvor han altid kom forbi Bar del Mundo, hvor jeg arbejde et halvt års tid. Vi har venner til fælles, men har aldrig drukket en øl sammen, men pludselig fik jeg en besked på Facebook, hvor han spurgte, om det kunne være rigtigt, at han havde set mig på stranden i Lima den anden dag - og bum, så drak vi endelig den øl. Han er smadder flink, han har også været afsted i omkring tre måneder og surfer for tiden på Limas strande. Og så var der selvfølgelig gensynet med Vincent, som jeg jo også havde set i San Pedro de Atacama for to måneder siden! Siden dengang har han været en tur forbi Rosario og rejser nu fra Ecuador og ned til Chile med fire franskmænd, tre fyre og en pige. I Rosario boede jeg sammen med pigen, Alizé, og to af de tre fyre boede i huset ved siden af, så det var et glædeligt gensyn med min tid i Rosario. De ankom til Lima dagen efter Pipe tog afsted, så det var også rart ikke at være helt alene fra den ene dag til den anden.

Og ja, så skete det, efter tre måneder tog Pipe hjem til Santiago. Jeg tog med ud i lufthavnen for at sige farvel, og de tre timer, vi skulle vente, gik super hurtigt. Efter to timers tid mødtes vi med Kassia, en af de polske piger, som sjovt nok skulle flyve fra lige netop Lima til Santiago samme dag, bare et par timer efter Pipe. Det var underligt at sige farvel til Pipe, han har jo været halvdelen af min rejse indtil videre, tre måneder igennem tykt og tyndt og så tilmed fuldstændig uventet, vi mødtes jo bare på en Free Tour i Santiago og drak et par øl, som man jo gør. Pludselig stod vi i San Pedro de Atacama, på grænsen mellem Chile og Bolivia, i La Paz, ved Titicaca-søen, i Machu Picchu og i Lima, og egentlig skulle det bare have været en forlænget weekend i Viña del Mar. På vejen blev der købt trekkingsko og nyt tøj, fordi han jo nærmest havde pakket ingenting, og tjekket, om han i det hele taget kunne krydse landegrænser uden pas og kun med sit id-kort. Kort fortalt har det været en helt vild rejse og Pipe er en fantastisk ven, som jeg savner. Samtidig er det dog også fedt at være alene med rygsækken og stå for hele balladen selv.

Helt alene er jeg dog ikke. To dage efter Pipe tog hjem, tog jeg til Huaraz 6-7 timer nordpå med Kevin og hans to venner, Paul og Maira. Pauls familie har et hus her i Huaraz, så der var lige en gratis seng, ikke dårligt. Kevin er super cool, han er med på den værste, men Paul og Maira har vist ikke så meget eventyrlyst over sig, så jeg prøver at skrue lidt ned for min. Vi ankom for tre dage siden, og den har stået på trekking til to laguner og et besøg til to små landsbyer uden større charme. Første dag i Huaraz besøgte vi Pauls families fundo, gård, hvor de dyrker æbler, citroner og hamstere. I Peru spiser man cuy, hamster, og på gården var der et lille udhus med 10-12 små åbne bure, hvor 18-20 hamstere og et par kaniner hoppede frit rundt. I Lima koster et racehamsterpar som dem på gården snildt 70 soles, 140 kr., så det er faktisk en god forretning. I går, fredag, tog vi afsted kl. 7 om morgenen for at tage en lokal bus til landsbyen Yupa, hvorfra vi gik en times tid til indgangen til Huascarán-nationalparken, hvor vi betalte 10 soles for at gå yderligere to og en halv time til Laguna Churup. Eller, det vil sige, vi betalte for at nå til vandfaldet, som man når et kvarter før selve lagunen. Normalt er der et reb, som man støtter sig til, når man bevæger sig op langs venstre side af vandfaldet, men det reb er selvfølgelig knækket, så den eneste måde, man kan komme op til lagunen, er ved at klatre op langs højre side, hvor man virkelig kan komme galt afsted, hvis man ikke får ordentligt fat. På vejen op til vandfaldet mødte vi et par schweizisiske fyre, hvoraf den ene var faldet på vej op til lagunen og nu skulle humpe hele vejen tilbage til indgangen til parken. Da det er regntid er vandfaldet ret stort, og stenene, som man skal klatre på, er våde, glatte og stejle, nogle steder decideret lodrette. Vi trodsede sund fornuft og klatrede halvvejs op, før vi måtte give op og pænt klatre ned igen uden at se lagunen. Jeg er ikke helt tilfreds med, at den trekking blev betegnet som "nem" af flere guides og på internettet. I dag tog Kevin og jeg så revanche, mens Paul og Maira besøgte nogle varme bade. Vi trekkede to timer til Laguna Wilcacocha, som var en hel del nemmere at nå frem til, men også en hel del kedeligere, en helt almindelig lagune med et par ænder. Dog var der en smuk udsigt over de sneklædte bjerge i Cordillera Negra-bjergkæden, som ligger i området. Tilbage i Huaraz købte Kevin og jeg to billetter videre til Trujillo otte timer nordpå, hvor Kevins mors familie bor. Vi skal bo et par dage hos hans tante, før turen går videre til Cajamarca, hvor Perus største karneval finder sted om små to uger, og det skal vi selvfølgelig opleve! I Cajamarca skilles vores veje, for Kevin tager ind i landet til Iquitos midt i Amazonas-junglen, og jeg tager op mod grænsen til Ecuador og siger farvel til Peru, som har behandlet mig helt fantastisk.