Glædelig jul! Sidst, jeg skrev, var vi i Coroico, Bolivia. Tirsdag gik vi halvanden time i bagende sol op til en af bakketoppene sammen med Aurore, spiste medbragt frokost og gik ned igen. Så vidt jeg husker gik resten af dagen med at være på nettet og selvfølgelig spise dessert på pladsen, 2-3 pandekager hver fyldt med manjar, kondenseret mælk, mums. Onsdag tog vi en minivan henad middagstid tilbage til La Paz. Den beslutning var ikke nem, for Fabian havde lovet guld og grønne skove om Rurrenabaque, der ligger en tolv timer nordpå fra Coroico. Rurre ligger ved nationalparken Madidi, som markerer starten på den bolivianske del af amazonas. Der skulle være lyserøde delfiner og jeg ved ikke hvad, men der er også gul feber, og den er Pipe ikke vaccineret imod. Der var en del argumenter for og imod, og vi snakkede på et tidspunkt om at tage til hvad Fabian kalder Bolivias Hollywood, Santa Cruz. Vi endte dog som sagt med at tage tilbage til La Paz og forsøge at finde en vaccine til Pipe, så vi måske kan tage en jungletur i Peru i stedet. Vi tog direkte til Hotel Austria, som vi boede på sammen med Alex og Cami. Denne gang mødte vi en gruppe flinke brasilianere. Torsdag brugte vi to stive timer på at tage rundt mellem forskellige offentlige klinikker, hvor de hver gang meldte pas på vaccinen mod gul feber. Alle steder sagde de, at i Bolivia er den i dag kun gratis for børn under to år, men på magisk vis lykkedes det os endelig at finde frem til et hospital, der på en halv time havde stukket Pipe og det endda gratis. I Bolivia skal man være rimelig tålmodig, hvis man vil opnå noget.
Resten af torsdagen blev brugt på at spise en masse usund mad i det shoppingcenter, vi besøgte med Kamil i Sopocachi. Vi toppede det hele af med en tur i biffen, før vi tog en minivan tilbage til centrum for at spise. Vi endte på en engelsk pub, hvor de - hold nu fast - havde fried Marsbar, stegt Marsbar! Den skulle vise sig at blive Pipes nye yndlingsdessert, han spiste den uden at sige ét eneste ord, hvilket ikke ligner ham.
Fredag vi for forhåbentlig sidste gang frokost på Mercado Lanza, før vi endnu en gang gik til busterminalen for at se, hvad næste skridt skulle være. Vi vidste som sædvanlig ikke rigtig, hvad vi ville, om turen skulle gå til Santa Cruz for at opleve et rigere og hvidere Bolivia, eller om tiden var kommet til at krydse grænsen til Peru. Jeg stemte egentlig mest for at blive i Bolivia, for på det tidspunkt havde vi "kun" været der i en 20 dage, men som bekendt er problemet i Bolivia, at man altid ender i La Paz. Hvis vi tog de tolv timer til Santa Cruz, skulle vi senere tage tolv timer tilbage til La Paz, og jeg havde virkelig ikke lyst til at ramme den by for fjerde gang. Til sidst købte vi derfor billetter til Copacabana på bredden af Titicaca-søen på den bolivianske side. Da vi var i Puno kørte vi kun igennem Copa, så nu benyttede vi lejligheden til at tage en overnatning. Vi havde en super ide, busselskabet giver halv pris på et hotel med fantastisk udsigt over søen, morgenmadsbuffet og wifi, så vi skulle rigtig dase. To-tre timer efter vi ankom brød et ordentligt uvejr løs med masser af regn og torden, og selvfølgelig gik strømmen. Så meget for vores super ide. Små floder løb ned af gaderne, det styrtede ned, og på de tre minutter, der var fra gågaden til hotellet, blev vores sko fuldstændig gennemblødt af iskoldt vand, øv. Klokken har været henad 20, så det var lige tidligt nok at gå i seng, men hele byen var mørklagt. Vi endte med at snakke et par timer i mørket på værelset.
Lørdag købte vi så en billet til Arequipa, der ligger 6-8 timer ud mod kysten. Vi havde hørt en del godt om byen, og da vi ikke ville gå glip af spændende steder, som vi lidt følte, vi gjorde i Bolivia, besluttede vi at starte så langt nede som muligt, i stedet for at tage direkte til Cuzco, som mange ellers gør. Igen var uheldet med os, for en tur, der skulle have varet 6-8 timer, endte med at tage hele 12 timer (!), fordi bussen løb tør for olie en time udenfor Arequipa. Seks timer i en iskold bus uden nogen form for information senere var humøret rimelig meget på nulpunktet. I stedet for at ankomme kl. 20.30 nåede vi derfor først frem kl. 4 om morgenen, og vi var begge pænt sure. Vi fandt hurtigt et hostel, Point Hostel, der ligger i centrum, og så var det ellers pænt godnat.
Søndag tog vi en free walking tour på to og en halv time, super spændende. Fra byen kan ses tre vulkaner, hvoraf den største, Misti, har en sjov historie. Siden den var den mest imponerende af de tre har den altid været den mest hellige for de lokale indianere, som ofrede til den og mente, at den var en gud. Engang i 16-1700-tallet sker der så det, at vulkanen går i udbrud og mere eller mindre sletter byen fra verdenskortet. Som hævn over vulkanen, guden, som på trods af alle ofringerne ødelagde byen, valgte indianerne at glemme dens navn, som oprindelig ikke var Misti, men et navn på quechua, som jeg ikke kan huske.