Peru er hermed overstået efter to fantastiske måneder, og jeg sidder pt på en restaurant i en lille grænseby på den ecuadorianske side og venter på en bus videre til Cuenca. At krydse grænsen viste sig at være lidt af en udfordring, men først kommer et resume af de sidste par uger.

Siden sidst har Kevin og jeg været forbi Chachapoyas tolv timer inde i landet fra Trujillo, i Chiclayo på kysten og til sidst i Máncora, nok Perus største turistby på kysten. I Trujillo gik dagene med strand og familiebesøg, og det var super lækkert at få serveret morgenmad, have eget tv og ikke mindst eget værelse, rent badeværelse, vaskemaskine - og, bedst af alt, det hele var gratis. Sidst, jeg skrev, var jeg bekymret for lejligheden derhjemme, og det er der heldigvis kommet en foreløbig løsning på. Min veninde Ida får lov til at blive boende til d. 1. april, og jeg bliver ikke smidt ud af andelsforeningen, hvis jeg betaler husleje frem til september, hvor jeg kommer hjem. Egentlig vil jeg stadig helst sælge, men jeg tager lige et par tænkedage, før jeg beslutter noget. Det vigtigste er, at jeg kan fortsætte rejsen, og at ingen fik fletningerne alt for meget i klemme i postkassen.

Vi tog afsted fra Trujillo sent mandag eftermiddag og ankom til Chachapoyas tidligt tirsdag morgen, for mit vedkommende uden at have fået meget søvn. Natbusser i Peru har virkelig ikke været et hit, for medmindre man kører langs kysten kan man være sikker på at skulle igennem en masse kurver, der gør det umuligt at sove ordentligt. Vi endte i Chachapoyas ved et tilfælde, for egentlig var planen at tage til karneval i Cajamarca d. 13.-15., som er de vildeste dage, og da Chachapoyas ligger 6-7 timer fra Cajamarca, virkede det som et godt stop på vejen. Jeg tror ikke, jeg havde læst om Chachapoyas i Lonely Planet, og jeg havde helt sikkert ikke fået det anbefalet af nogen, men hold nu op, den by er virkelig turen værd! Kevin har en veninde, der kommer derfra, så vi havde allerede en ide om, hvad vi skulle se, da vi ankom, og det gik hurtigt op for os, at der var en masse mere at opleve i området. For det første er der Kuélap, som er lokalt kendt som "det andet Machu Picchu". Da vi ankom tirsdag morgen fandt vi dog ud af, at man skal afsted kl. 4 om morgenen, hvis man vil til Kuélap uden guide, så vi endte i stedet med at lægge ud med at besøge sarkofagerne i Karajía ca. to timer ad små bumleveje oppe i bjergene. Ingen ved, hvordan chachapoyas-folket formåede at placere de 8-10 tunge stensarkofager midt på en fuldstændig lodret bjergvæg, der snildt er 100 meter høj. Man går langs en smal sti nedenfor bjergvæggen, og man bliver ikke snydt for at se et par menneskeknogler hist og her. Vi var ikke helt enige om, hvorfor de mon lå der, om de var arkæologiske fund (det var de jo nok, men så burde de nok ikke ligge mellem buske og sten). Onsdag gik turen til Kuélap, og det var bestemt en oplevelse. Kuélap blev bygget af chachapoyas-folket omkring 400 e.Kr., så byen er ældre end Machu Picchu, men er langt mindre kendt. Et fransk firma er ved at bygge en telelift op til bjergtoppen, hvor byen ligger, og de lokale er ved at geare sig til at forvandle Chachapoyas til det nye Cuzco. Vi nåede heldigvis at besøge stedet, mens det stadig var relativt uberørt (og mens indgangen kun kosted e 8 soles for studerende selvfølgelig). Ligesom Machu Picchu ligger Kuélap på en bjergtop, men ellers har de ikke så meget til fælles. Kuélap er omringet af en høj mur, der måler op til ti meter, og var en decideret by, hvorimod Machu Picchu var en slags sommerresidens for inkarigets kejsere. En spændende detalje er, at husesne i Kuélap er runde - men inkaerne, og andre stammer i området, byggede udelukkende firkantede bygninger. Hvad er forklaringen? Det vides ikke, men en af teorierne er, at ingen ringere end vikingerne har været i kontakt med Chachapoyas-folket, for der findes runde vikingeruiner i blandt andet Canada og Bretagne. Desuden er der også fundet lyshårede mumier i Kuélap, og lyst hår er ikke ligefrem kendetegnende for peruanere. Vi tog en tour og fik en masse information om stedet, og det var smadder spændende.

Torsdag besøgte vi så verdens tredje højeste vandfald, der befinder sig halvanden times kørsel og yderligere fem timers trekking fra Chachapoyas. Kevin og jeg er nogle klaphatte, så vi kørte for langt og mistede en times tid, hvilket betød, at vi var lidt i tidsnød. For at komme frem til Gotca-vandfaldet, som det hedder, skal man gå igennem en fugtig omgang Amazonas-skov, og det har man altså ikke lyst til at gøre i mørke. Heldigvis mødte vi José fra turen til Kuélap oppe ved vandfaldet, og han havde to ekstra pladser i sin guides bil, så vi fik et gratis lift tilbage til byen. Vandfaldet var imponerende, det måler næsten 800 meter og har to fald, så når vandet rammer lagunen for neden, er det forstøvet og ligner nærmest en hvid tåge, der lægger sig på overfladen. Gåturen var dog noget af en udfordring, Chachapoyas ligger som sagt i udkanten af Amazonas-regnskoven, så der er virkelig fugtigt.

Min personlige favorit i Chachapoyas besøgte vi så fredag. En times tid fra byen ligger Caverna de Quiocta, en fuldstændig mørklagt grotte, der går 400 meter vandret ind i en bjergvæg. Chachapoyas-folket brugte stedet som en slags hellig kirkegård, så på sten og langs væggene ligger der en otte-ti kranier, som man pludselig opdager, når lyset fra ens lygte tilfældigt oplyser dem. Man går på sten mellem dybt mudder og vandpytter af ukendt dybde næsten hele vejen, så man bliver nødt til at leje et par knæhøje gummistøvler for at komme helskindet igennem. Undervejs ser man også flere meter høje stalakit-formationer og et par flagermusehuler, som man ikke skal lade lyset hænge for længe ved, for så begynder de at baske. På vej ud af hulen var Kevin uhelidg og fik trådt et forkert sted, hvor mudderet hurtigt var ved at sluge hele gummistøvlen. Da han så lægger vægt på den anden fod for at trække gummistøvlen op, begynder den selvfølgelig også at synke. Jeg var ved at tisse i bukserne af grin, det samme var José, som var taget med til grotten, og først efter et stykke tid kom en amerikansk dame Kevin til undsætning og fik hevet ham op af mudderet. Damen, Mel, rejser med sin mand i en stor camper, og de har de sidste par uger fulgtes med et andet amerikansk camperpar, Jen og Witt, og deres lille søn, Quinn. De var alle rigtig flinke, og vi endte med at få et lift i Jen og Witts camper ned til landsbyen Luya, hvorfra vi tog en bus tilbage til byen. Begge par har rejst i over et år og har ingen planer om at komme hjem, så vi fik snakket en masse om, hvordan logistikken fungerer, når man skal have en bil over grænser i Sydamerika osv. Quinn bliver hjemmeskolet af sine forældre og har boet i en camper to af sine seks leveår. Det lyder smadder spændende, men jeg ved sgu ikke helt, om det er fair. For hans forældre er det sikkert en fed oplevelse, men når man er seks år vil man nok allerhelst bare spille fodbold og gå i skole med andre jævnaldrende børn.

Derudover er vores hotel i Chachapyas også værd at nævne. Værelset havde ingen gardiner (vi hængte et par trøjer op med gaffatape), døren havde en lås, der sagtens kunne åbnes uden nøgle, fulde mænd pissede for åben dør på toilettet på alle tidspunkter af døgnet, og hver gang vi forlod hotellet, efterlod jeg computeren i receptionen just in case.

Vores oprindelige plan var som sagt at tage til karneval i Cajamarca, men vi fik sgu aldrig rigtig fingeren ud og da vi endelig begyndte at tænke på at finde billetter og hostels eller couch var det for sent. Karneval i Peru består af kæmpe vandkamp i gaderne, og jeg kan huske, at jeg i Lima så et spot i TV om, at man altså ikke måtte kaste vand på ældre damer, der fredeligt kom gående, hvilket siger lidt om, hvordan folk opfører sig haha. Alle de billige steder i Cajamarca var højst sandsynligt allerede taget, så i sidste øjeblik ændrede vi ruten og tog i stedet en bus Chichlayo for at slutte rejsen af på Perus lækre nordlige strande. På busterminalen tidligt lørdag morgen mødte vi to argentinske fyre fra Buenos Aires, som hverken Kevin eller jeg kan huske hvad hed. De var flinke, men bestemt ikke særlig snakkesalige, hvilket klart er undtagelsen frem for reglen, når det kommer til argentinere. Vi delte en taxi og fandt efter lidt søgen et lækkert hotel med super wifi, varmt vand og ventilator for 25 soles, 50 kr., ikke dårligt. Efter et par timers søvn tog vi alle til stranden, som ligger en god halv time fra centrum. Da de argentinske fyre sagde et ord i timen og stranden alligevel ikke var så fantastisk, som vi havde hørt, de var længere nordpå, foreslog jeg, at vi søndag tog de seks timer videre til Máncora, og at Kevin så mandag tog bussen mod Lima derfra. Det viste sig at være en god ide, for stranden i Máncora er paradisisk, sandet er hvidt og vandet er næsten gennemsigtigt. Den lille by ligger lige ned til stranden og er fuld af turister, men det var ikke så slemt som for eksempel i San Pedro i Chile, for på stranden er alle ens. Slikke sol, bade, spise is, uanset om man er gringo eller peruaner. Fra Máncora kan man tage forskellige guidede ture for at se store havskildpadder og krokodiller, men vanen tro er gringoture ikke på programmet. Vi behøvede dog heller ikke betale for at se skildpadder, for på en gåtur langs stranden stødte vi på en ordentlig krabat, der var skyllet i land. Den var godt nok død og ved at gå i forrådnelse, men imponerende var den stadig.

I Máncora boede vi på en campingplads lige ned til stranden fuld af gøglere og backpackers. Teltene var lavet til dværge, så fødderne stak ud og blev bidt af myggene om natten, vi campede i sand, så på to minutter var al habengut selvfølgelig snavset til. Tilgengæld var der godt wifi og god stemning, så det var sgu hyggeligt. Og så, midt i det hele, blev det mandag aften, og Kevin tog bussen til Trujillo og derefter Lima. Det blev til en hel måneds rundrejse, og takket være ham har jeg både mødt en masse peruanere, som jeg ellers ikke ville have haft mulighed for at lære at kende, og selvfølgelig fået en masse gratis logi undervejs. Allervigtigst er han dog en skideflink fyr, som jeg har grinet meget med, så jeg kommer til at savne ham. Hans forælde og bror bor i Buenos Aires, så vi har aftalt, at der mødes vi om halvandet år, når jeg er i praktik som oversætter - hvis altså jeg kommer i gang med at læse, og universet ellers flasker sig ;)

Mandag aften, da Kevin tog afsted, var samtidig også første gang i de snart fire måneder, jeg har været afsted, at jeg var alene. Jeg har jo været så utroligt heldig at møde to fantastiske venner lige efter hinanden, så det vilde solo-eventyr er blevet udskudt lidt. Men nu skal det være! Det er gået super, da jeg kom tilbage til campingpladsen efter at Kevins bus var kørt, mødte jeg tre chilenere, som var med bussen fra Chiclayo til Máncora. De var smadder flinke, så vi drak lidt og gik en tur på stranden, hvor alle turisterne dansede i sandet og badede under nattehimlen. Kl. 4 ramte jeg luftmadrassen i det lille telt, og kl. 7 i morges begyndte solen at bage, så det blev ikke til mange timers søvn. På vej tilbage fra terminalen i går, hvorfra Kevins bus kørte, købte jeg efter mange overvejelser en billet til Cuenca, Ecuador, så kl. 11 sagde jeg farvel til mit sidste stop i Peru, Máncora, og kørte mod grænsen. Udover at jeg fik svedt et par liter under den knaldhede sol var turen noget af en omgang, fra Máncora kørte vi 6-7 personer i en lille minivan til Tumbes, hvor man skulle mase sig igennem et hav af rejsende for at få stemplet sin billet, så man kunne komme ombord på en større bus videre til Huaquillas, hvor man så igen skifter bus og kører de sidste fire-fem timer til Cuenca. I alt burde hele pilgrimsrejsen tage ni timer, men pt er kl. 19, og jeg sidder stadig i grænsebyen Huaquillas og venter. Ved grænsen var der en kø på 50-60 meter, så vi nåede ikke vores oprindelige bus her i Huaquillas. Vi var otte, der havde købt billet Máncora-Cuenca, og et par af pigerne blev småhysteriske og lavede en del ballade ud af at skulle finde en ny bus, der kørte senere. Efter halvanden times tid ved grænsen fik folkene fra busselskabet dog ordnet sagerne, og vi tog et par taxaer videre til selskabets terminal i Huaquillas, hvorfra næste bus mod Cuenca kørte kl. 19.15. Da pigerne arbejder i morgen, valgte de dog at købe billet til kl. 16 og dermed betale ekstra for at komme frem tidligere. Vi havde lige akkurat tid til at spise en hurtig frokost sammen, og specielt to af pigerne viste sig at være super cool, så jeg fik deres Facebook og skriver til dem, når jeg engang rammer Cuenca.