I dag har været en fantastisk dag! Jeg starter dog lige med i går, mandag. Som sagt rejste vi fra La Paz til Puno, en tur på i alt en otte timer med to stop undervejs. Det var rart for første gang i lang tid bare at kunne lytte til musik og kigge ud af vinduet.
Vi kom relativt tidligt afsted for at købe billetter, spiste en sidste frokost på Mercado Lanza og sagde til sidst farvel til Julien, som tog videre til Sucre senere på dagen. Kl. 14 kørte vi så afsted i en bus fuld af gringoer, selvfølgelig. Første stop er, når man skal krydse Titicaca-søen. Bussen bliver sejlet over på sin egen lille kram, og passagererne sejler over i en lille båd. Efter yderligere tre timer ankommer man så til den peruanske grænse, hvor man står i kø i en halv time for at få et stempel. På bussen faldt jeg i snak med, hold nu fast, turens første danskere! Ved grænsen viser det sig så, at Laura og Jacob, som de hed, havde opholdt sig længere tid i Bolivia, end de havde visa til. Da de samtidig var dumme nok til ikke at have nok bolivianske til at betale bøden på 2 x 220 blv. tilbød jeg at låne dem pengene. De virker meget ærlige, så jeg regner med at få pengene igen, men man ved sgu aldrig.
Da vi steg på bussen igen kunne vi se lyn og torden over Titicaca, flot, men lidt skræmmende, når man kører i en stor bus på små veje.
Ved 21.30-tiden nåede vi så frem til Puno. Samme selskab, som vi rejste med, har en aftale med et hotel, så vi var en gruppe på 7-8, der tog direkte videre i taxi til dette hotel. Vi fik et værelse med tre senge og privat badeværelse for 20 soles, 40 kr., ikke dårligt. Vi spiste noget hurtigt og gik meget trætte i seng.
Så er vi nået frem til i dag, tirsdag! I en af sine mange samtaler havde Pipe fået at vide, at der i Paucarcolla var en festival i netop de her dage. Egentlig var vores plan derfor at tage til Islas Uros om formiddagen og tage en bus til Paucarcolla tidligt om eftermiddagen. På havnen blev vi dog lokket med en tur til alle tre øer i morgen med en overnatning på Amantaní. Vi endte derfor med at tage en af de små tuc-tuc-lignende mototaxier til busstoppestedet, hvorfra vi kørte en halv times tid. At tage til Paucarcolla viste sig at være en fantastisk ide, det var den flotteste, mest spændende lokale festival kaldet Festividad de la Virken de la Inmaculada Concepción eller noget i den retning. Det er ifølge navnet en religiøs fest, men består i virkeligheden af en masse danseopvisninger, trompeter og trommer. Utrolig flot! Efter at have set et par forskellige grupper danse gik vi en lille tur i området omkring pladsen, og heldigvis for det! Vi så en stor port, hvor flere traditionelt klædte dansegrupper forsvandt ind, og da vi nærmede os for at se nærmere spurgte en velklædt mand, om vi ville tage billeder indenfor - ja tak! Det viste sig hurtigt, at vi havde været så heldige at møde ingen ringere end byens borgmester, som lynhurtigt skaffede os en øl og fik præsenteret os for sin kone og viceborgmester. De var helt utrolig imødekommende, og det var således, at vi endte med at danse med Paucarcollas borgmester og hans folk til en religiøs festival. Vi kan nu slå fast, at man her i området, både Bolivia og Peru, drikker en masse øl til fester, om det så er bryllupper eller religiøs fest. Alle drak øl, men de gør det på en sjov måde; de hælder en sjat med masser af skum op i plasticglassene, bunder i én slurk og smider skummet på jorden. På den måde spilder de jo så en god del af øllen, men det er de åbenbart ligeglade med. Vi fik tilbudt øl en masse gange og blev selvfølgelig nødt til at drikke, selvom vores maver virkelig ikke var glade for det. Øl spiller tydeligvis en vigtig rolle i kulturen, for i løbet af de to-tre timer, vi var til borgmesterens private fest, stillede folk af flere omgange sig i kø for at give borgmesteren og hans kone kasser af øl i gave.
Efter at have danset, drukket, spist og snakket, sagde vi mange tak til borgmesteren og gik tilbage til pladsen foran kirken, hvor resten af byen festede. På det tidspunkt var folk ved at være halvsnaldrede, så vi blev en lille times tid og tog så bussen tilbage. I Puno spiste vi aftensmad og handlede ind til de næste par dages tur. Det forventes, at vi har gaver med til den familie, vi skal sove hos, så vi købte et kilo ris og en pose pasta til dem.