Så går turen til Titicaca-søen, et andet sted på to-do-listen!
Vi har sovet tre nætter i La Paz og det har været ret spændende. Jeg kan godt lide byen, den er stor, stejl og snavset, en slags tredjeverdensversion af Buenos Aires. Gaderne er fulde af cholitas, bolivianske kvinder klædt traditionelt med bowlerhat, fletninger og nederdel. Jeg læste den anden dag, at den klædedragt faktisk ikke er traditionelt boliviansk, men snarer et levn fra kolonitiden. Jeg vil gerne vide mere om, hvordan samfundet fungerer og om, hvordan landet har ændret sig de sidste 5-6 år med Evo Morales ved magten. Jeg ser nybyggerier alle steder, veje, som er ved at blive bygget, så jeg vil skyde på, at han har investeret en masse i sociale forhold og infrastruktur.
I lørdags kom vi sent afsted, Pipe er ikke ligefrem verdens hurtigste når det kommer til at gøre sig klar. Kamil og jeg ventede halvanden time, før han kl. 14 var klar til at se mere af La Paz. Som jeg skrev var planen at besøge Museo de la Etnicidad y Folklore, men modsat hvad der stod i Lonely Planet var det ikke gratis, 20 blv., så vi gik i stedet på Mercado Lanza for at spise frokost til 8 blv. Kamil er muslim, så Pipe og jeg spiser altid ét sted, og han spiser et andet, hvor de kun serverer kylling. Bagefter mødes vi for at spise dessert, en kæmpe frugtsalat. I Lonely Planet er der egentlig ikke så mange seværdigheder i La Paz, men vi manglede stadig at se hvad jeg tror er byens største park, Parque Raúl Salmón de la Barra, så det måtte vi hen. Lidt før vi nåede frem kom vi forbi et kæmpe julemarked med måske 100 boder, alle fyldt med plasticgejl made in China. Parken ligger i byens mere rige kvarter, Sopocachi, og jo tættere vi kom, jo nyere og pænere var bygningerne. Det var rart at se en anden side af La Paz, omend den måske repræsenterer er mindretal. Jeg kan på én hånd tælle de ikke-indianere, vi har set på tre dage, men jeg vil gætte på, at de få, der findes, bor i det kvarter. Vi så også det første shoppingcenter i rigtig mange dage, og så havde det endda en Cinnamon-butik, der sælger kanelsnegle!
Efter ædegildet var vi så mætte, at vi tog en bus tilbage El Prado, nærmere betegnet Plaza San Francisco, hvorfra vi gik til præsidentpaladset. At tage bussen i La Paz er lidt af en oplevelse, de er i virkeligheden små mini-vans med plads til en ti personer samt en person, der hænger ud af vinduet og råber bussens stoppesteder. Hver gang, en passager skulle af, skulle vi klappe vores sæder sammen, så personen kunne komme forbi.
Tilbage på hostellet snakkede vi med et australsk par og en fransk gut, Julien. Aftensmaden blev indtaget på gågaden tæt på Mercado Lanza sammen med Julien.
Hver torsdag og søndag afholdes La Paz' største marked, Mercado 16 de Julio, oppe på bakken, som vi tog liften til den anden dag. Vores oprindelige plan var derfor at tage på busstationen først for at tjekke billetter til Copacabana eller Puno ved Titicaca-søen samme eftermiddag, men det stod hurtigt klar, at vi igen var sent ude. Den seneste direkte bus til Puno kørte kl. 14, og vi var på stationen ved 12.30-tiden uden at have spist frokost. Efter lidt debat besluttede vi derfor at tage endnu en dag i La Paz, tage på markedet stille og roligt, og tage afsted dagen efter, mandag.
Vi tog alle fire, inklusive Julien, på markedet, hvor man kan købe alt fra biler til hundehvalpe. Jeg aner ikke, hvor mange boder, der var, måske 800, og et mylder af cholitas, børn og mænd. Og så var der bryllupper! Pludselig, mens man stod og kiggede på en bod, kunne der komme en bryllypsprocession forbi bestående af et lille orkester efterfulgt af et par dansede par. Alle mændene, også orkestret, havde en flaske øl i lommerne, og alle havde generelt en ordentlig fjer i hatten. Vi så i alt en 3-4 bryllupsprocessioner og blev ret nysgerrige efter at se selve bryllupsfesten med gæster og bolivianske bryllupstraditioner. Efter lidt tid var vi så heldige at komme forbi netop sådan et sted, et stort lokale, hvor en tyve mennesker sad på to lange bænke, én i hver ende af rummet. I midten mod bagvæggen sad en ældre cholita omringet af et bjerg af gaver. En mand og en yngre cholita løb frem og tilbage mellem gavebjerget og et baglokale, hvor flere gaver blev opbevaret. Mens de løb med gaver blev de tilbudt øl af de andre festgæster, og det var noget med, at den af de to, der løb med flest gaver, vandt. Alle var igen virkelig fulde, men også venlige for en gangs skyld, så vi tog et par billeder i sagde pænt farvel. Efter markedet tog vi tilbage til hostellet, hentede vores tasker og gik på jagt efter et nyt, billigere hostel, da vi allerede havde checket ud på Bacoo. Inden længe fandt vi frem til et nyt, der kostede bare 30 blv. En gruppe primært argentinske gadekunstnere boede der, så det var alt andet end gringostyle. Aftenen gik med at uploade billeder og spille guitar.
Mandag tog vi så endelig afsted fra La Paz mod Puno! Vi havde fået at vide, at Copacabana (hvorfra man kan se de berømte Isla del Sol og Isla de la Luna) var fuld af turister, og jeg gad ikke bo i San Pedro de Atacama II. Fra Puno kan man se tre andre øer, så vidt Lonely Planet fortæller, og de lyder rigtig spændende. Islas Uros består af et ukendt antal flydende sivøer, som Uros-folket i sin tid byggede for at være i sikkerhed fra andre indianerstammer. Det lyder helt utroligt. Derudover er der Isla Taquile, som har været beboet i flere tusinde år, og Isla Amantaní, som har været beboet af Tiwanaku-folket.