Vi er havnet i Bolivias, efter min mening, smukkeste by! Vi ankom sent i går aftes og turen hertil var lidt af et eventyr. Først en opdatering på de sidste dage; torsdag kom vi tilbage til Puno, sagde farvel til Kamil, som tog videre mod Cuzco, og sov en enkelt nat i Puno. Fredag tog vi bussen tilbage til La Paz, og på vejen faldt vi i snak med Alex og Camilo, et colombiansk par, der har en økologisk gård, hvor de laver woofing. Sammen tog vi alle fire en taxi til et af de hostels, vi havde kigget på med Julien. Det var lidt mærkelig at være tilbage i La Paz, det føltes hjemligt på en eller anden måde, på trods af, at jeg egentlig ikke kan lide byen (i starten kunne jeg, men vi har været her lidt for længe nu). Og så regnede det for første gang siden jeg forlod Rosario.
Lørdag, i går, var vi i La Paz til ved 19-tiden. Vi brugte eftermiddagen på at vise Alex og Cami lidt rundt og lede efter et nyt kabel til min computer (svært!). Sidste minibus mod Coroico kører kl. 20, så som sædvanlig fik vi pludselig travlt og måtte tage en bus til Villa Fatima, busterminalen, hvorfra minibusserne kører.
Og her kommer eventyret; for det første var der den vildeste tåge, man kunne visse steder kun se en halv meter, eller slet intet, frem. Tidligere var den eneste vej mellem La Paz og Coroico den såkaldte "dødens rute", en snoet, stenbelagt vej med plads til halvanden vejbane, som blev bygget af fanger under Chaco-krigen i 1930'erne. Vejen har sit navn efter en ulykke i 1980'erne, hvor en lastbil, der transporterede mennesker, væltede ned af bjerget, og hundrede mennesker blev dræbt. Faren består i, at vejen er så smal, at to biler ikke kan passere på samme tid, og man bliver derfor nødt til at bakke til et bredere sted uden at vide, om der kommer en bil bagfra. For syv år siden blev en ny, asfalteret vej færdig, og i dag befærdes dødens rute udelukkende af turister, der betaler i dyre domme for at tage turen på cykel.
Den nye rute er i fin stand, men består udelukkende af kurver, så tågen var lidt af en udfordring. Som prikken over i'et begyndte en dame på sædet bag os at fortælle Pipe, at chaufføren drak en dåseøl, mens han kørte. Det er selvfølgelig ikke i orden, så Pipe reagerede ved simpelthen at konfiskere dåsen, som ganske rigtigt lugtede af øl. Ti minutter, inden man når Coroico, kommer man forbi en kontrolpost, og her valgte Pipe at sætte alle sejl pg hænge sig ud af vinduet med halvdelen af kroppen og vifte med armene for at fange politifolkenes opmærksomhed. På det tidspunkt var det hele ret dramatisk. Chaufføren holdt ind til siden, fik taget en alkoholtest og kom lettere op at skændes med politimanden.
Nærmest i samme øjeblik, som chaufføren bliver bedt om at stige ud af bilen, kigger jeg nærmere på dåsen og ser, at der med små bogstaver står "bebida de malta sin alcohol" - maltdrik uden alkohol.
Pipe var rimelig meget oppe at køre og den skøre dame fastholdt, at dåsen stadig indeholdt en vis mængde alkohol. Det var en rigtig dum situation, og frem til vi nåede Coroico var stemningen mere end trykket. Chaufføren havde selvfølgelig ikke alkohol i blodet, for han fik lov at køre videre, men Pipe sagde, at han så, at kørekortet blev afleveret. Det tror kr jolle på, for manden fik lov at køre videre.
Da vi så endelig når frem bliver Pipe og jeg dødeligt uvenner over hele episoden. Jeg siger, at det hele var overdrevet og unødvendigt, og Pipe siger, at jeg ikke støtter ham, når jeg bare burde være glad for, at han beskytter mig. Oveni hele det skænderi kom, at det tog en god time, før vi fandt er hostel, situationen var pænt anspændt. Efter at have pakket ud og skændtes lidt mere tog vi en dyb indånding og gik op på tagterrassen for at snakke igennem. Vi var begge sure, men efter en god snak gav vi en krammer og kunne grine lidt af det hele. Så ja, det var noget af et eventyr.
Vejret i aftes var mærkeligt, da vi sad på terrassen var vi nærmest omringet af hvid tåge og kunne samtidig se kun i horisonten.
I morges vågnede vi så til endnu mere tåge og tilmed masser af regn. Gaderne i Coroico er lavet af jord og et par brosten, så når det regner er det ikke helt nemt at komme rundt. Morgenen gik med at finde morgenmad og flytte til Jamachi Hostel to gader tættere på pladsen, hvor vi får wifi og morgenmad for samme pris. Dog har vi ikke samme fantastiske udsigt som på det første hostel.
Hen på eftermiddagen stoppede regnen og vi gik på opdagelse. Igen var timingen med os, og vi ankom tilfældigvis samme dag, som den nye cabildo, en slags mini-borgmester, skulle vælges. Det medførte, at byens fodboldbane var fuld af aymara-indianere, der affyrede bang-fyrværkeri og råbte politiske slagord. Efter et par timer blev en indianermand valgt og blev båret rundt om pladsen af sine tilhængere.
Marcelo, ejeren af Jamachi, har fortalt os en hel del om hans opfattelse af politik og racisme i Bolivia i dag. Over 80 % af landets befolkning er indianere og kun omkring 20 % er af mestizo eller blandet herkomst. Før Evo Morales kom til magten omkring 2007 var der som sådan ingen store racismeproblemer blandt de to grupper, og de blandede sig uden videre. Der har været en økonomisk forskel, da indianere typisk læser i kortere tid end mestizoer og derfor ikke besidder højt betalte jobs (selvom mange cholitaer faktisk har masser af penge og flere små virksomheder). Evo Morales' politiske kampagne bygger især på to søjler. For det første, at Chile skal give den del af kysten, som tidligere tilhørte Bolivia, tilbage, og for det andet, at indianerne skal have flere rettigheder. Det lyder meget godt, men Marcelo fortalte, at loven i praksis giver en uretfærdig fordel til indianerne udelukkende grundet deres ophav. Marcelos familie har boet i Coroico i 130 år og har i al den tid haft det hus, hvor hostellet ligger, samt et antal hektarer lidt udenfor landsbyen. Efter Evo kom til magten har indianerne fået ret til at tage udyrket jord tilbage, fordi "de havde den først". Derfor har Marcelo nu mistet to hektarer og han kan intet gøre, da der samtidig gælder "justicia comunitaria", hvilket betyder, at i indianersamfundene ordnes uoverensstemmelser efter de lokales egne regler. Den anklagede kan derfor blive hængt, brændt etc., uden at den skyldige overtræder loven. Det lyder rimelig meget som det vilde vesten, men det var, hvad Marcelo fortalte.
Han fortalte også, at cholitaerne slet ikke er halvfattige koner, som vi ellers troede. Dragterne er faktisk rigtig dyre, deres små bowlerhatte kan fx snildt koste 1.000 dollars. Jo flere guldtænder, jo bedre.
Efter at have lyttet til et par politiske, socialistiske taler på pladsen, gik vi videre og endte blandt andet til en kristen koncert.