Her kommer en lille opdatering på gårdlivet! Jeg har nu været her i halvanden uge, og er stadig super glad. Jeg tror, jeg har været rimelig heldig i forhold til timing, for Alex og Camilo har faktisk ikke rigtig været her, siden jeg ankom, så jeg kan rimelig meget lave hvad jeg vil. Wendy og jeg snakker en masse sammen, så langt det meste af tiden går med at lave mad, lave lidt let havearbejde, fodre høns og andre småopgaver, som man kan snakke henover. Derudover er vejret også en udfordring, for de sidste par dage har der været deciderede byger, som gør det umuligt at arbejde i køkkenhaven, mens de står på.
Fredag sidste uge ankom Melissa og Nico, det ene af to franske par, som Alex og Camilo mødte i Argentina, og lørdag ankom så det andet, Alex og en Nico til. De to par har hver især rejst et års tid og er ved at være ved vejs ende, så de aftalte alle sammen at mødes her på gården og tage et sidste roadtrip sammen. Før de alle seks tog afsted mandag morgen fik vi dog grinet, spist og spillet en masse, de var smadder søde. Søndag fik vi besøg af en gruppe på tredive studerende, som læser noget med økologi og natur i Bogotá, og som
fik en rundvisning på gården for at lære mere om kompost, forskellige planter etc. Egentlig er meningen med gården faktisk at undervise i øko-bevidsthed frem for at være en traditionel gård med salg af diverse produkter. Køerne og nu fåret er her derfor mest for at blive vist frem, og Camilo har tilbudt Wendy og Martin at overtage salget af komælken, så de kan få en ekstra indtægt, hvilket jeg synes er super cool af ham. Tidligere producerede Wendy yoghurt og ost af komælken, og den anden dag, da vi var på besøg hos hendes forældre, foreslog hun sin mor, at de i fællesskab begyndte at sælge de produkter over nettet. Moren arbejder som rengøringskone i La Calera seks dage om ugen og er begyndt at have ondt i armene, hvilket selvfølgelig er et problem, så at hjælpe Wendy med at sælge komælken ville være en god mulighed for at tjene penge hjemmefra. Forældrene er rigtig søde, vi får altid varm kakao eller kaffe, når vi kommer på besøg.
Onsdag, altså i går, ankom Jeff fra Tennessee så. Han har brugt de sidste fem måneder på at køre fra Los Angeles, USA, på motorcykel, og han er selvsagt super cool. Det er den sædvanlige historie med, at han blev træt af hverdagen, denne gang som bogholder i filmbranchen, solgte alt sit habengut og tog ud i verden på ubestemt tid. I dag har vi fjernet en masse ukrudt fra gangene i køkkenhaven, og om eftermiddagen lavede jeg et par pizzaer af resterne fra i går, som vi pakkede ind i en pose og forærede til Wendys forældre sammen med en af kagerne. I går var en dag, som Wendy og jeg havde ventet længe på, for vi havde aftalt at hun skulle bage en kage som betaling for, at jeg lærer hende lidt engelsk, og jeg havde lovet at lave min specialitet, hjemmelavet pizza. Det hele blev utroligt lækkert, og det var nok lidt ekstra mums, fordi vi har spist ris hver evig eneste dag med én enkelt undtagelse. Derudover kom flere af ingredienserne såsom cherrytomater og en frugt, som vi lavede marmelade til kagen af, direkte fra køkkenhaven.
Som sagt er der jo varmt vand hos Wendys forældre, så vi forærede dem først og fremmest pizza og kage for at de kunne spise lækker aftensmad i dag, men også lidt for at kunne nasse et bad. Det lykkedes, og jeg kan slet ikke beskrive, hvor fantastisk et varmt bad føles efter at have vasket sig meget overfladisk med kogt vand i en lille kande i halvanden uge. Hver aften koger jeg vand og tæller til tre, før jeg går i gang, for her er simpelthen så koldt. Jeff har hue på, og her til aften gik vi alle rundt med et tæppe om os. Der er bogstaveligt talt huller mellem brædderne, som udgør væggene, og du kan mærke vinden blæse igennem hytten, når du sidder indenfor. Så ja, jeg blev bare så glad efter det varme bad, det var helt magisk!
Martin, som passer køerne, er en mand af meget få ord. Han er virkelig genert eller sky, og først efter mere end en uge havde vi en samtale, der varede et helt kvarters tid. Han er fra en lille landsby tæt på Armenia i kafferegionen, og ifølge Wendy flyttede han her til gården, fordi han tidligere solgte stoffer i Armenia og på et tidspunkt kom på en dødsliste. Han har nu været her i et halvt år, og selvom enhver ville blive sindssyg af at stå op kl. 4 hver morgen for at malke køer i bidende kulde, mørke og regnvejr, virker gården som et rimeligt godt sted for ham, indtil han finder ud af, hvad han vil med sit liv. Jeg kan for resten ikke huske, om jeg nævnte det, sidst jeg skrev, men jeg malkede en ko for første gang i mit liv den anden dag!
Alex og Camilo tog som sagt afsted med franskmændene i mandags og rejser rundt i kafferegionen i ti dages tid, så de burde være tilbage omkring onsdag-torsdag næste uge. Da Jeff samtidig har fødselsdag torsdag tænker jeg, at jeg trækker finca-livet til fredag, hvor jeg helt sikkert er mere end klar til Medellin og derefter sol og strand på kysten. Jeg ser virkelig frem til at blive brun og få varmen igen!