Så er turen kommet til Pereira, den største by i kafferegionen med næsten en halv million indbyggere. I eftermiddags kom Marcos forældre Mariela og Antonio og spiste frokost, som de som sædvanlig havde med fra gården, og jeg fik sagt farvel og tak for alt. Egentlig kom farvel'et virkelig hurtigt, pludselig stod jeg og pakkede rygsækken, og tre uger var gået. Den sidste uges tid har jeg egentlig bare sumpet lidt rundt, sovet længe, været på nettet, lagt billeder op på Facebook. Og nå ja, så har jeg fået en tatovering på højre arm :)! Det er en cykel magen til dem, man kan se på skiltene i København, og den er smadder flot. Sidst, jeg skrev, glemte jeg at fortælle, at jeg havde været et smut i San Agustin for at se besøge en nationalpark, hvor man kan se en masse skulpturer lavet af en gammel civilisation, som går tilbage til omkring år nul. Selve parken var fin nok, det tager knap to timer at gå hele vejen rundt, og det er da nogle fine skulpturer, men ellers ikke noget at skrive hjem om. Det bedste ved turen var næsten, at jeg endte på et super fedt hostel på en bakketop lidt udenfor byen. De havde enten et værelse til 40.000 colombianske pesos, 20 dollars, ledigt, eller et telt til 13.000, 6,50 dollars. I Bolivia kunne jeg have fået et helt fint hotelværelse for samme pris som teltet, men her i Colombia kommer man meget nemt af med 20.000 pr. nat, så jeg tog selvfølgelig teltet. Jeg skulle selvfølgelig ikke selv slå det op, og det var faktisk helt perfekt: det har nok været et 4-mands telt og jeg havde en rigtig dobbeltmadras. Derudover var der ingen naboer, selve huset lå en ti meter væk, så det var super.
Det dårligste ved turen var, at jeg såmænd også kom en tur forbi Pitalito, der ligger en time efter San Agustin. Chaufføren stoppede simpelthen aldrig i San Agustin og hvordan skal jeg dog kunne vide, hvor jeg er, hvis han ikke gør sit job ordentligt. Efter en lang tur på 6 timer ad en uasfaltaret vej fuld af store huller begyndte jeg at blive mistænkelig, da der i den by, vi var ved at køre ind i, flere steder stod Pitalito dit og Pitalito dat. Da vi stopper på busterminalen og alle står af, spørger jeg chaufføren, hvor vi er - og bingo, vi kørte forbi San Agustin for en time siden. Hans forklaring var, at han altså aldrig havde fået besked på at stoppe i San Agustin. Det var jeg sjovt nok ikke helt tilfreds med, men klokken var ti om aftenen, og alle billetkontorer på terminalen var lukkede, så jeg kunne ikke rigtig brokke mig til andre end den inkompetente chauffør, som var pænt ligeglad med mine kvaler. Der var derfor ikke andet at gøre end at finde en taxa og satse på, at chaufføren kendte et billigt sted at sove ikke alt for langt væk. Her var heldet så med mig, og jeg blev sat af ti minutter fra terminalen på et lille hotel, hvor et privatværelse med eget bad og tv kostede 25.000, okay pris. Jeg var træt og irriteret, så jeg fandt noget hurtigt at spise og gik i seng.
På hostellet i San Agustin mødte jeg den sidste dag, torsdag, en gruppe smadder flinke folk; en fyr fra Østrig, en pige fra Belgien, en fyr fra Californien og, sørme så, Karl fra Skagen. Jeg bliver åbenbart ved med at møde danskere de mindst oplagte steder. Vi fik snakket en masse og drukket et par kopper kaffe, før det for mig blev tid til at gå ned i byen og finde en lille bus tilbage til Popayán. Dagen før havde jeg snakket med Marco, og han fortalte, at jeg skulle prøve at rejse senest ved to-tiden, så jeg nåede frem til Popayán tidligt om aftenen, da FARC natten mellem onsdag og torsdag havde angrebet en kontrolpost i en lille landsby i området, og det derfor var usikkert, om såvidt hæren som guerrillaen ville reagere på angrebet. Siden december sidste år har regeringen og FARC holdt officiel våbenhvile, mens de forhandler en fredsaftale, men ud fra de videoer, som blev optaget af vidner til angrebet, blev soldaterne angrebet, mens de sov, og man må derfor sige, at angrebet var rimelig uprovokeret. Da soldaterne samtidig ikke havde tilladelse til at skyde grundet våbenhvilen var der en masse sårede og 10-12 døde. Så ja, jeg syntes det virkede som en fin ide at undgå at rejse efter mørkets frembrud, specielt fordi vejen til Popayán går igennem et øde bakkeområde.
Vel tilbage i Popayán snakkede Marco og jeg lidt om, hvordan det er at leve side om side med guerrillaen, som som sagt er stærkt repræsenteret i Cauca-provinsen, hvor Popayán ligger. Han fortalte, at mange af hans kammerater fra grundskolen er blevet politifolk, fordi det, som det er tilfældet i mange sydamerikanske lande, er en nem vej til fast løn og rettigheder. Derimod ved man sjovt nok ikke så meget om, hvorfor og hvordan andre unge ender på den anden side af konflikten og slutter sig til guerrillaen. En metode er at kidnappe børn og tvinge dem til at kæmpe. Som Marcos tante Isaura fortalte, er guerrillaen den dag i dag ikke et politisk projekt, men snarere en kæmpe pengemaskine takket være kokainmarkedet. Guerrillafolkene opholder sig i øde områder, hvor de kan skjule sig og samtidig er i relativ sikkerhed for lovens lange arm, så det er ikke fordi, de lever i sus og dus og forbedrer deres levevilkår markant ved at slutte sig til oprørerne. En stor faktor i rekrutteringen af nye tropper er helt sikkert trusler og magt.
Marcos forældres gård ligger jo på landet, og familien har flere gange været i kontakt med FARC. Da Antonio og Mariela købte gården for snart tredive år siden, vidste de, at guerrillaen undersøgte deres papirer for at se, om de var folk af interesse, som for eksempel kunne afpresses eller det, der var værre. Familien er dog helt almindelig, så de har faktisk aldrig haft deciderede problemer med guerrillaen. For en ti år siden dukkede en ung kvinde pludselig op på gården og spurgte efter arbejde, men da hun virkede mistænkelig, blev hun bedt om at komme igen en anden dag. Få dage senere så Marcos mor samme kvinde iklædt camouflagetøj visitere de lokale ved en byfest, som blev overvåget af FARC.