Første uge i Colombia er hermed overstået. Jeg endte med at være i Cali fra søndag til søndag, en hel uge, selvom jeg må indrømme, at jeg ikke er så glad for byen. I min Lonely Planet står der, at "Cali needs you less than you need it", og efter et par dage fandt jeg ud af, at det rigtig nok er lidt svært at være turist i Cali. Der er overraskende få turistattraktioner og egentlig ikke særlig mange kulturelle tilbud - eller, rettere sagt, det virker som om, folk i Cali ikke laver andet end at danse salsa og drikke en enkelt øl nu og da. Cali er kendt som salsaens hovedstad og der er virkelig ikke meget andet, der er værd at bruge tid på. Som sagt tog jeg til San Antonio-kvarteret første dag, men åbenbart er der ikke mere at se end én kirke og en masse gringo-barer. Derudover er der ingen turistinformation og det tog lang tid at finde et kort over byen. Dagen efter regnede det, så jeg tog en slappe-af-dag. Anas mor, Isaura, bor nede på syvende, så hun havde inviteret mig på frokost, hvor heldig har man lov at være. Vi fik snakket en masse, for Isaura er en rar dame med et spændende liv. I 70-80'erne deltog hun aktivt i guerilla-bevægelsen, som dengang var inspireret af socialistiske, politiske idealer og ikke narkohandel, som den er i dag. Hun fortalte, at efter Fidel Castros revolution på Cuba blev mange unge colombianere grebet af håb og valgte at kæmpe for en revolution i deres eget land. Isaura var en del af den politiske gren af bevægelsen, som var nødvendig for at styre revolutionen, men i starten af 80'erne begyndte regeringen at skrue bissen på, og samfundets støtte til guerilla-bevægelsen faldt drastisk af frygt for, at regeringen ville straffe civile, der gav husly eller på anden måde hjalp oprørerne. De sidste to uger af Isauras tid som guerilla-kæmper måtte hun derfor sove på gaden, under broer osv., og for at få mad gik hun ned på et universitet, hvor et par af hendes venner læste. En frokost der var super billig, så hun stillede sig i kø for at komme ind i kantinen, og når hun var en eller to personer fra at skulle vise id-kort for at blive lukket ind, ville en af hendes venner råbe "bland jer", og de andre studerende, der stod i kø, byttede plads, så hun i tumulten kunne smutte forbi. Til sidst endte hun dog i fængsel, jeg ved ikke hvor længe, men hun har helt sikkert haft et spændende liv.
Hver eftermiddag, når Ana og Julian kom hjem fra arbejde, kørte vi ud for at spise typisk comida caleña, mad fra Cali. Kort fortalt er ni ud af ti retter friturestegt, man drikker snildt to-tre glas friskpresset juice om dagen og så putter de revet ost på deres frugtsalat.
Udover at være salsaens hovedstad er Cali også plastikkirurgiens hovedstad. Folk kommer fra hele verden for at blive opereret, og det er ikke unormalt at give en 15-årig pige en operation i fødselsdagsgave. Resultatet er, at caleños og specielt caleñas, kvinder fra Cali, er smukke, kvinderne er eksotiske gudinder med runde kurver og store bryster, de klæder sig super elegant og farverigt og har altid høje hæle på. Æstetik og skønhed er helt klart en prioritet i byen og kontrasten med Popayán er virkelig stor.
Af andre småting kan jeg fortælle, at der er en hel militære kontrolposter langs vejene og specielt ved broer, fordi det oftest er her, oprørsgrupperne slår til for at lamme infrastrukturen. Når man kører forbi, står militærfolkene med tomlen opad, og bilisterne svarer igen ved at række tomlen opad. Det er åbenbart en hilsen og en måde at vise støtte til soldaterne. Jeg er lidt imponeret over, at soldaterne vitterligt står flere timer og bare hilser på bilisterne. Kontrolposterne er bygget af sandsække og det hele ser lidt voldsomt ud, men man vænner sig hurtigt til det.
I Cali tog det kun to-tre dage at se, hvad der var værd at se, så en af de sidste dage tog jeg fx i biffen i et kulturhus og så en gratis, brasiliansk film, som var smaddergod. Vi var mig og fem-seks pensionister, men det var en virkelig god film. I Rosario havde den biograf været fuld af mennesker i alle aldre, og det er en af de ting, jeg rigtig godt kan lide ved Rosario.
Lørdag aften mødtes jeg så med Andrés, Andy, min couch fra Mindo, som helt tilfældigvis er i Cali i disse dage for at besøge sin datter Raquel, som bor her. Jeg blev super glad, da han skrev fredag for at spørge, om jeg var i Cali, så det var super hyggeligt at drikke et par øl alle tre lørdag aften. Han er super cool :)!
Søndag formiddag tog jeg så en minibus tilbage til Popayán, hvor jeg nu er tilbage i Marcos hus. I går aftes viste han mig centrum, som faktisk er ret pænt, og i dag regner jeg med at besøge et par museer og ellers bare gå lidt rundt. Marco starter i sit nye job i dag, så han har først fri kl. 17. I morgen tager jeg nok til San Agustin cirka fire timer fra Popayán og bliver der til torsdag, hvor jeg endnu en gang kommer tilbage hertil for at bruge weekenden med Marco, og endelig tror jeg at jeg tager videre til el eje cafetero, kafferegionen, omkring tirsdag ugen efter. Kafferegionen skulle være den smukkeste del af Colombia, så jeg er super spændt på at opleve den!