Det var som forventet smadder hyggeligt at se Aubry igen :)! Vi mødtes i Parque 93, en lille park, som ligger i et ret pænt kvarter med fancy barer. Han har åbenbart været i Bogotá i en måneds tid og skal være her frem til august, hvor han tager tilbage til Frankrig for at starte på en master. Indtil da arbejder han for en colombiansk vens fars firma. I ugedagene bor han næsten to timer udenfor Bogotá hos vennen, Oscars, mor, og i weekenderne tager de to drenge ind til Oscars fars lejlighed tæt på Parque 93. Faren har tydeligvis alt for mange penge, for han bruger kun lejligheden, der er kæmpestor og indrettet af en designer, onsdag og torsdag. Vi drak et par øl alle tre fredag aften og endte med at snakke til langt ud på aftenen, så jeg sov hos dem. En lille sidebemærkning angående livet i en millionby som Bogotá er, at en taxatur, der fredag aften tog tyve minutter, tog lørdag formiddag grundet en massiv trafikprop en hel time. Tænk at skulle bevæge sig rundt i den by hver dag. Lørdag inviterede David mig med til sin fars vens fødselsdag, som blev holdt i Cajicá, som ligger en times tid udenfor byen. Faren, det meste af familien og alle vennerne er hippier i ordets bedste forstand, de ryger sig stadig skæve og snakker om kapitalismen og hvordan de fleste mennesker i den vestlige verden lever et liv som kontorslaver uden at vide, hvad de går glip af. I 70'erne havde faren et ret kendt band kaldet Genesis Colombia, og musik spiller en stor rolle, når de gamle venner samles. Til fødselsdagen spillede de derfor et par gamle numre, og David blev endda hevet op på scenen for at synge. Ud på eftermiddagen sagde David og jeg farvel og tak og begav os ud i Bogotás umulige trafik for at nå tilbage i ordentlig tid til, at David skulle møde på arbejde på baren. Det lykkedes, og jeg tog igen hen til Aubrys superlejlighed for endnu en gang at snakke til langt ud på natten. Vi mødes måske igen i Bogotá, inden jeg tager videre nordpå, men man ved aldrig, så tiden skulle udnyttes til at få snakket om de sidste tre år og ikke mindst fremtiden. Søndag var mors dag i Colombia, så Aubry og Oscar kørte om formiddagen mod Oscars mors hus udenfor byen, mens jeg tog bussen (ikke flere taxature i myldretid til mig) hjem. Eftersom jeg havde planlagt at rejse fra Bogotá mandag inviterede jeg Jonas og David på hjemmelavet pizza søndag aften, og en gruppe af Davis venner dukkede også op ud på aftenen. Jeg stod i køkkenet i flere timer og det var skønt at lave rigtig mad for første gang i jeg ved ikke hvor mange måneder efterhånden.
Mandag formiddag blev det så tid til at sige farvel til David, som virkelig har været fantastisk. Han fik en ordentlig krammer, og vi aftalte at snakkes ved for at se, om vi kan mødes på kysten, for han skal alligevel besøge sin mor i Santa Marta indenfor de næste par uger. Jeg håber det lykkes!
Og hvor tog jeg så til i mandags? Jeg tror ikke, jeg har skrevet så meget om det indtil nu, men Pipe og mig mødte jo et colombiansk par, Alex og Camilo, i bussen fra Titicaca-søen til La Paz for hvad, fem måneder siden? Alex og Camilo har en gård, finca, halvanden times tid udenfor Bogotá i La Calera, og dengang bad jeg om deres kontaktinfo, så vi kunne snakkes ved og eventuelt aftale nærmere omkring woofing, når jeg engang kom til Colombia. Woofing er, når frivillige, for det meste backpackere, arbejder på en gård mod gratis kost og logi, og Alex og Camilo har woofet på deres gård i flere år efterhånden. Jeg skrev til dem, da Pipe og jeg var i Peru, og vi endte med at aftale, at jeg kom forbi gården til maj. Til slut skrev jeg så til dem i Salento en uges tid før, jeg skulle ankomme, men pludselig var der stille på linien, og de svarede først halvanden uge efter. Det viste sig, at Alex, som er marinebiolog, havde arbejdet på en båd den sidste måneds tid og derfor næsten aldrig havde internet, og Camilo har ikke forbindelse på gården. Men ja, de fortalte, hvordan jeg fandt frem til gården, og mandag eftermiddag efter fem-seks timers rejse i forskellige busser stod jeg af i midten af ingenting på en lille grusvej. La Calera er en lille by, og gården ligger tæt på en endnu mindre landsby kaldet Jerusalén. Camilo havde sendt pigen, der arbejder på gården, op til busstoppesteds for at møde mig, og Wendy, som hun hedder, er en smadder sød pige, som jeg har snakket en masse med de sidste par dage.
Alex og Camilo har haft gården i 7-8 år og har bygget ud ret tilfældigt i årenes løb alt efter, hvornår der var frivillige i lang nok tid til rigtig at få gang i et byggeprojekt. Grunden er ikke så stor, 7-8 hektarer tror jeg, og selve gården består af to små træhytter, som ikke er langt fra de træhytter, vi selv hamrede sammen på byggeren, da jeg var lille. Alex og Camilo bor i hytten, der ligger på toppen af bakken og de frivillige samt Wendy og den anden ansatte, Martin, bor i den anden hytte tyve meter længere nede. Vores hytte har tre værelser med to senge i hver, og indtil i dag har vi hver haft vores eget værelse, men fordi der i morgen kommer et fransk par, er jeg flyttet ind ved siden af på Wendys værelse. Udover værelserne er her et badeværelse med iskoldt vand og et stort køkken alrum, hvor vi alle spiser alle måltider sammen. Grunden er bakket, og på et græslod fem minutter fra hytterne græsser seks malkekøer, to heste og otte-ti høns.
Dagen starter kl. 7, hvor man skal overvinde lysten til at blive i sin varme seng i stedet for at stå op til en iskold morgen, hvor det ikke er unormalt at kunne se sin egen ånde - indenfor! Jeg er virkelig ikke fan af klimaet her, det er aldrig varmere end 18 grader, og hver morgen er der diset og iskoldt indtil tidligt om formiddagen, hvor disen forsvinder, og grå skyer kommer til syne. To ud af foreløbigt fire dage skinnede solen pletvis om eftermiddagen, men i dag har den for eksempel slet ikke været fremme, og det har været koldt og fugtigt hele dagen med jævnlige byger. Når træhytten derudover er virkelig dårligt isoleret (to træplader med drywool i midten) og der i øvrigt ikke er anden måde at varme sig på end at tænde for gasblusset i køkkenet, begynder man langsomt at finde sine vikingegener frem. Wendy forbereder for det meste måltiderne, og morgenmaden har bestået af blandt andet amerikanske pandekager, arepas og havregrød med kanel. Henad kl. 8-9 begynder dagens aktiviteter, som indtil videre har stået på fjernelse af ukrudt i urtehaven, beskæring af planter med machete, fodring af høns og høstning af quinoa-planter. Ved 13-tiden spiser vi frokost, som praktisk talt kommer direkte fra køkkenhaven, hvor lækkert er det lige? Herefter arbejder man videre til henad kl. 16-17, hvor det begynder at blive aftenkoldt, og aftensmaden forberedes. Senest kl. 19 er der serveret, og resten af aftenen kan for eksempel bruges på at se en film på det lille tv. Henad kl. 22-23 er det sengetid, og så er den dag gået. Vi styrer hver især hvad vi laver hvornår, der er ingen, der kontrollerer, og jeg synes det er super rart at lave en masse havearbejde :)! I dag malkede jeg desuden for første gang i mit liv en ko, og jeg har set op til flere mus både i og udenfor hytten. I går sad Wendy og jeg og snakkede ved bordet efter frokost og pludselig peger hun hen mod komfuret, hvor jeg lige akkurat nåede at se en lille mus forsvinde ned mellem kogepladerne. Det blev der dog ikke gjort noget ved, snakken fortsatte bare, og jeg nyder virkelig, at der ikke er noget prinsesse-show her. Tingene bliver bare gjort, ikke noget med at pive eller skabe sig.
I går eftermiddags gik jeg med Wendy hjem til hendes forældre, som bor et kvarter fra gården. Egentlig er La Calera kendt som et relativt eksklusivt sted, hvor rige folk fra Bogotá køber finca og opholder sig i weekenderne, men denne side af byen er helt modsat idet den ligger tættere på bjergene og dermed er koldere og fugtigere. Her bor bønder under trange kår, og Wendys forældre er ingen undtagelse. Huset var beskedent og lad mig sige det sådan, vaskemaskinen sprang i øjnene som et vildt luksusapparat i sammenligning med resten af indretningen. Forældrene var smadderflinke, og jeg fik fortalt et par anekdoter fra Wendys barndom på landet, indtil moren indforstået fortalte Wendy, at nu var klokken altså snart halv syv. Det viste sig, at maj måned åbenbart er en ekstra hellig måned, for folk her på egnen samles ligefrem et par gange om ugen i forskellige hjem for at bede. Wendy spurgte, om jeg havde lyst til at blive, og det siger man jo ikke nej til, selv om jeg muligvis havde overvejet det en ekstra gang, hvis jeg havde vidst, præcis hvor langt showet ville være. Det tog ikke mindre end en halv time, og hver enkelt tilstedeværende (undtagen mig selvfølgelig) fik lov at remse et par vers op, hvorefter der blev sagt amen og bedt om tilgivelse for alle vores forfærdelige synder.